Posts Tagged ‘lykke’

Lidt mere om lykke, kærlighed og materielle goder

Jeg har i skrivende stund siddet og ventet i næsten 50 minutter på, at Christian bliver færdig med at bestille computer, så vi kan spille Trivial Pursuit. Kaffen i kopperne er snart kold, men intet tyder på, at min bedre halvdel er ved at være færdig, så nu har jeg besluttet mig for at forfatte et lille blog-indlæg. :-)

I dag har vi holdt kæreste-dag, hvor vi stod tidligt op, smuttede til udsalg i Salling, tog rundstykker med hjem og spiste sen morgenmad. Så tog vi en middagslur og hoppede i bad, og nu skal Christian have tæsk i Trivial Pursuit, inden vi går i gang med at lave lasagne. De næste tre dage står på arbejde for mit vedkommende, og så er det jo allerede nytårsaften torsdag, så vi nyder rigtig den sidste afslapningsdag i 2015!

Jeg skrev for et par dage siden nogle ord om lykke, og jeg har egentlig lyst til at skrive lidt mere om emnet. Vi så nemlig en TED-talk i dag om nøglen til lykke (kan findes her), som baserer sig på 75 års unikke studier af en stor gruppe mænd fra USA. Størstedelen af mændene sagde i begyndelsen af deres liv, at de mente, at rigdom og berømmelse var nogle af grundstenene i et lykkeligt liv. I dag er de fleste af deltagerne i undersøgelsen over 90 år, mange er døde, og forskerne har ud fra undersøgelsen af mændene konkluderet, hvad nøglen til et lykkeligt liv er: gode forhold. Gode forhold til kærester/ægtefæller, til familie, til venner og til andre fællesskaber. Er man i et sundt forhold er man ikke alene lykkeligere, man lever også både sundere og længere. Rigdom og berømmelse har ikke en chance mod gode forhold.

Jeg er egentlig ikke overrasket over resultatet, men det får mig alligevel til at spekulere på, om det samfund, vi lever i, hvor der er en tendens til at stræbe efter flere penge, en lækker bil, et prestigefyldt job og designertøj i virkeligheden gør os lykkelige?

Et eksempel: Da jeg lige var blevet konfirmeret, gik jeg meget op i at eje det ”rigtige” tøj. Jeg købte Dior-solbriller, Gucci-bælte, Dolce & Gabbana-øreringe, masser af G-Star-bukser og Papfar- og Wesc-hættetrøjer. Blev jeg gladere af at have det ”populære” og dyre tøj? Næh. Faktisk ikke. Jeg er meget gladere i dag, når jeg falder over et godt tilbud og stolt kan fortælle, at min nye jakke kun kostede 300 kroner. Selvfølgelig er det rart at have tøj i god kvalitet (hvilket jeg også prioriterer!), men jeg gider ikke betale 1000 kroner ekstra, fordi der står det rigtige navn på en skjorte. Så vil jeg hellere have lidt ekstra knaster på kontoen til andre gode sager såsom rejser og så videre.

Det kommer jo an på, hvordan man prioriterer. Dermed ikke sagt, at min måde at prioritere på er bedre en andres – overhovedet ikke! Jeg vil bare ikke længere føle mig ”mindre”, som jeg gjorde for ti år siden, hvis ikke tøjet var fra det rigtige mærke. Er blazeren pæn, så køber jeg den – uanset hvad der står i nakken. Og sådan har jeg det i alle livets aspekter.

Jeg vil gerne have en lille bil, fordi den er nemmere at parkere end en stor. Jeg vil gerne have et lille hus, for så er der mindre, der skal gøres rent. Jeg vil hellere have et job, jeg er glad for, end et job, der er prestigefyldt. Og jeg vil hellere have en kæreste, der giver mig kærlighed, end én, der giver mig dyre gaver.

Livslang erfaring lærte altså mændene i undersøgelsen, at det er kærlighed og venskaber, der gør lykkelig – ikke penge og berømmelse. Det synes jeg, er vigtigt at huske. Hav en skøn aften med dem, du holder af! Det vil jeg i hvert fald have. :-)

Om at føle sig heldig

1614174_10206606347732336_3364075102819923077_o

Lillebror Joakim og jeg inden julemiddagen. :-)

Så er jeg hjemme hos mine forældre efter et par gode dage med julehygge, al for meget mad og gode gaver. Jeg er helt blæst bagover af alle de pakker, der stod “Til Josefine” på i går – man kan vel nærmest tale om en sand gaveregn. :-) Der gemte sig både tøj, regntøj og sengetøj (godt med tøj!), lækre nips-ting til lejligheden, et armbånd, en bog og penge, som måske kommer til at finansiere et lidt mere “professionelt” look her på bloggen. Lige nu kører jeg et gratis tema, som jeg synes er rigtig fint, men jeg har længe drømt om at have flere muligheder for at designe Rivejernet, så det ser lige præcis sådan ud, som jeg har lyst til. Jeg var endda så heldig, at jeg for første gang nogensinde fik mandlen.

Og apropos held, så teasede jeg jo lidt for, at jeg i dag ville forfatte et par ord om netop dét at føle sig heldig. Som jeg har skrevet om tidligere, modtog Christian og jeg et gavekort på 6000 kroner til flybilletter med KLM, fordi flyet på vej til USA blev ramt af mekaniske problemer, hvilket medførte, at vi måtte overnatte i Amsterdam og dermed kom 10 timer senere til Los Angeles. Gavekortet skulle bruges indenfor 12 måneder, men Christian mente dog ikke, at det allerede igen var tid til en stor udlandsrejse, så han foreslog, at vi anmodede om at få pengene i stedet for et gavekort. Efter at have overvejet det grundigt, besluttede vi os for at gøre det – jeg havde ellers allerede store planer om to-tre uger i Malaysia og Indonesien, men jeg gik modvilligt med til det. Vi fik besked om, at de ville revurdere det beløb, vi var berettigede til, og jeg forudså allerede, hvordan vi garanteret kun ville få 3000 kroner udbetalt i alt – det var jeg ikke helt tilfreds med, da jeg jo gerne ville ud og rejse.

Svaret kom på en mail, og ganske rigtigt: De havde vurderet, at vi skulle have 4500 kroner. Lidt slukøret informerede jeg Christian om, at der nu var svar, og jeg tjekkede med det samme min netbank. Og så spærrede jeg øjnene op. Der var gået 9000 kroner ind fra KLM! Jeg var helt forvirret og tjekkede min mail igen. Og så opdagede jeg, at de havde vurderet, at vi HVER kunne få 4500 kroner. JUHUU! Vi var helt oppe og ringe og dansede rundt i lejligheden. Det er altså utroligt, at vi kunne få mere ud af at få pengene udbetalt, end vi kunne ved at få et gavekort! Fantastisk service – så gjorde det pludselig ikke så meget, at vi blev 10 timer forsinkede. Christian har nu endegyldigt bestemt, at pengene skal bruges på en ny computer, så han krydser fingre for et elektronik-januar-udsalg. :-)

Som jeg sagde til Christian: Vi er godt nok heldige. Jeg føler mig simpelthen så heldig. Og sådan har jeg faktisk altid haft det. I dette tilfælde handler det blot om penge, og penge er bestemt ikke lykken (jeg hørte engang et citat, jeg synes rammer godt: “Nogle mennesker er så fattige, at det eneste, de har, er penge”), men jeg føler generelt, at jeg – og mange af mine medmennesker – har trukket det lange strå her i livet. Vi er heldige at være født i et land, hvor der altid er et sikkerhedsnet. Hvor man aldrig er helt på røven. Hvor man kan tage chancer, og hvor man ikke mister alt ved at fejle. Jeg er heldig at have en skøn familie og en fantastisk sød kæreste, og så er jeg heldig at jeg har et job og et studie, som jeg er glad for.

Lige nu er jeg i gang med at læse en bog om, at vi danskere er så lykkelige. Bogen er skrevet af en englæder, som er flyttet til Danmark, og som ser os udefra. Bogen stiller spørgsmålstegn ved hvorfor, vi er så glade, som vi er, og forfatteren beder en masse danskere om at vurdere på en skala fra 1-10 hvor lykkelige, de er. Stort set alle ligger helt i top. Det fik mig til at tænke på, hvor jeg mon vil placere mig. Selvfølgelig er der altid ting, der kunne være bedre – sådan har vi det vel alle. Men i det store billede, så har jeg det godt nok godt, og det er jeg simpelthen så taknemmelig for. Ja, som man måske kan høre, har jule-familie-ferie-freden for alvor sænket sig her. :-)

Jeg håber, at I har haft nogle skønne juledage med familie og venner. Nu vil jeg se fjernsyn med familien, og i morgen står den atter på familiehygge. Mine veninder har store planer om at skulle fejre 1. juledag med øl og gamle venner i aften, men jeg udskyder udskejelserne til nytårsaften og slapper af i familiens skød disse dage. God aften – om så den står på billig vodka og fællessang eller julefilm og chokoladenisser!