Posts Tagged ‘julefrokost’

Et lille kompliment, der har stor betydning

2015-07-28 20.46.00 kopi

For nogle dage siden fik jeg en sød besked fra en, der læser med her på bloggen i ny og næ. Jeg blev simpelthen så glad, at jeg levede højt på den besked resten af dagen. Det er jo lidt underligt, det her med at blogge. Jeg har ingen anelse om, hvem der følger med, jeg kan kun se nogle besøgstal, og så kan jeg bare gætte mig frem til, om det er min mor, der har været inde og tjekke, eller om der også er andre. Så det var så hyggeligt at høre fra en, der læser med, og det blev jeg enormt stolt over!

Det fik mig til at tænke lidt over noget. Jeg vil gerne være endnu bedre til at fortælle folk, hvis jeg synes, at de gør det godt, at de har pænt tøj på og så videre. Jeg oplevede i hvert fald selv, at det gjorde mig glad at høre, at der rent faktisk er nogen, der kan identificere sig bare en lille smule med de tanker, jeg går og tumler med. :-)

Allerede i går kunne jeg påbegynde min lille beslutning om at være lidt bedre til at rose. Jeg skulle til julefrokost med det hold, jeg var i praktik med, og her skulle vi hver især finde på en regel til aftenen. Jeg bestemte, at hver gang, der var en, der sagde ”skål”, så skulle vedkommende samtidig lige sige et par pæne ord om en person i selskabet. Selvom reglen langt fra blev overholdt hele aftenen, så synes jeg, at det var rart, at man lige – også i julens ånd – spredte lidt glæde!

Man er vel nordjyde, så jeg mener bestemt også, at alt det med ros selvfølgelig ikke skal tage overhånd. Man skal kun rose, når man oprigtigt mener det, for ellers kan det hurtigt blive falskt. Jeg tog engang mig selv i gang på gang at rose en venindes kjoler (de var altså flotte!), men jeg kunne fornemme, at hun måske tvivlede lidt på, om jeg oprigtigt mente det, nu hvor jeg hele tiden kastede om mig med rosende ord om hendes klude.

Der er også nogle mennesker, der bliver en smule ubehageligt til mode, når de får ros face-to-face. I virkeligheden er jeg heller ikke selv så god til at kunne tåle det. Jeg tror, at det både er det nordjyske og lidt afsmitning fra janteloven, der gør, at man kan blive lidt beklemt i situationen. Og så lidt ydmyghed, som jeg er stor, stor fortaler for. Men har man gjort noget, som kunne fortjene et par pæne ord med på vejen, så synes jeg bestemt også, at man skal smile og tage det til sig. :-)

Hvis jeg skulle bestemme, så synes jeg altså gerne, der må snige sig lidt flere komplimenter ind i ny og næ. Der går i hvert fald ikke noget fra mig ved at fortælle andre, at jeg synes, de gør det godt. Tværtimod!

Nok om det – jeg har igen i dag været en slyngel og sovet helt til klokken halv elleve, så jeg har lidt travlt med at komme ned og købe et par julegaver mere, inden jeg om nogle timer hopper på bussen til arbejde. Kan I have en skøn dag!

Om julefrokost og at have let til tårer

I går var jeg til julefrokost med arbejdet, og det var enormt hyggeligt! Godt med mad, gode kollegaer og dans. Jeg elsker de aftener, hvor man kommer lidt tættere på sine kollegaer, og hvor man kan snakke om andet end TV og nyheder. Arbejdsglæde er noget, jeg sætter meget stor pris på, og aftener som i går bidrager helt sikkert til netop dét. :-)

IMG_6754

Klokken halv tre kom min mor og hentede min lillebror og jeg i Aabybro (lillebror Joakim begynder på et 4,5-årigt forløb i lære som fotograf-elev på TV2/Nord til januar, så han havde også fået lov til at være med). Bagefter gik turen indenom Aalborg, hvor vi skulle hente Christian fra julefrokost med klassen, for til sidst at ende hjemme hos mine forældre, hvor vi alle skulle sove.

I dag har den stået på familie-og-nabo-julefrokost, og min mave er blevet fyldt med sild, leverpostej, grønlangkål, medisterpølse, hamburgerryg og risalamande – og whisky. Jeg kunne næsten trille hele vejen til Aalborg bagefter. Mums!

IMG_6758

Da vi kom hjem, endte vi med at se et virkelig tosset program på MTV, hvor ham fra LMFAO var vært, og hvor man så folk fortælle store hemmeligheder til familie, venner osv. Gennemført tømmermænds-TV. I en af pauserne kom der en reklame for en økologisk øl, og jeg ved ikke, hvad der præcis skete, men et eller andet ved den reklame rørte mig helt vildt. Man så en mand stå og lave mad med øl i, og så kom hans kæreste/kone og tog en tår af øllen, og så smilede de til hinanden. I baggrunden var der lækre klaver-toner. Om det var den romantiske situation eller den rare musik, der rørte mig, ved jeg ikke – men jeg endte med at sidde og små-tude lidt over hvor sød, reklamen var. Christian grinede højlydt af mig. Han synes vist, jeg var lidt fjollet.

Jo ældre, jeg bliver, jo lettere har jeg efterhånden fået til tårer. Jeg tror, jeg har det fra min mor. Hun er den værste, jeg kender, når det kommer til at holde tårerne tilbage – hun bliver simpelthen rørt over ALT! Hun kører for eksempel ofte forbi en kirke til arbejde, og når der er konfirmationstid, kommer hun hvert år halv-grædende hjem, fordi hun er så rørt over, at kirken flager, fordi en gruppe 7.-klasser træder ind i de voksnes rækker. Da jeg fortalte om ham den ældre mand, jeg fulgte på sygehuset for nogle dage siden, vandede hun også høns. Hun går desuden helt i spåner, hvis man siger til hende, at man elsker hende – det kan hun slet ikke holde til. Det er så sødt.

Jeg kan mærke, at jeg ligner hende mere og mere på det punkt. Nogle gange sidder jeg med tårer i øjnene og betragter Christian, fordi han er så dejlig. Dengang vi besluttede, at vi skulle til USA, kneb jeg også en tåre. Og i dag skete det så, fordi jeg så en reklame for en øl… Hvad bliver det næste?!

Det er lørdag aften, klokken har så småt passeret 22.00, og nu går vi i brædderne. I morgen sætter jeg atter kursen mod Aarhus, og så går slutspurten i bachelorskrivningen ind, inden vi afleverer om få dage. :-)

Julefrokostweekend og om at gøre en god gerning

Det er fredag! Endelig! Hold op, hvor har jeg lært at sætte kæmpestor pris på weekenderne, for her har min bachelormakker og jeg lovet hinanden, at vi holder fri. Det passer så ikke helt, for vi skal mødes søndag, men jeg har lige 1,5 dag off. Og de skal dæleme bruges på noget godt.

Jeg har trukket en hjemmearbejdsdag i dag, så jeg sov helt til klokken 8. På det tidspunkt plejer morgentoget til Aarhus normalt lige at have passeret Randers. Allerede dér tegner der sig altså et billede af, at i dag kun kan blive en god dag. :-)

Jeg skal skrive opgave indtil i eftermiddag, hvor jeg bytter den løse fletning og tøjet fra i går ud med en lækker kjole og bølget hår. Der er nemlig julefrokost på arbejdet, og jeg glæder mig helt afsindigt meget! Især glæder jeg mig til at se, hvad praktikanterne i år har fundet på. Ligesom på flere andre regionale TV-stationer er der nemlig tradition for, at praktikanterne laver et julebånd, hvor man kærligt driller sine kollegaer, og det plejer altid at være skideskægt. Her er lidt billeder fra optagelserne til julebånd sidste år:

IMG_4251

IMG_4254

I morgen skal jeg til julefrokost hos mine forældre sammen med deres naboer. Der er lagt op til den helt store snapse-smagning, men da jeg ikke er ret god til snaps (på trods af mit snapse-indtag på TV for et par uger siden), så tror jeg, jeg holder mig til de lidt mindre stærke sager.

Nå, nu til noget helt andet. Jeg har tænkt lidt på, om jeg ville fortælle om det her på bloggen, fordi det er sådan lidt ”se, hvor god jeg er”-agtigt. Men nummer to episode var simpelthen så positiv en oplevelse, at jeg synes, den fortjener et par ord. For et par dage siden befandt jeg mig nemlig i hele to episoder, hvor jeg kom en ældre mand til undsætning.

Da jeg stod ved Randers Station og ventede på, at lyskurven ville skifte til grøn, så jeg måtte gå, så jeg pludselig en meget gammel mand bakse med en rollator, han skulle have ned af en trappe på den anden side af vejen. Det går galt, tænkte jeg. Og ganske rigtigt – manden snubler forover med rollatoren, og lander ovenpå rollatoren på trappens nederste trin. Jeg bliver ret forskrækket, lader bilerne passere og skynder mig at løbe over vejen for at hjælpe ham. Han bliver liggende helt stille, og forsøger på de 30 sekunder, der nok går, slet ikke at flytte sig.

Da jeg kommer over til ham, forstår jeg godt hvorfor. Den stakkels mand har ingen kræfter, og en anden pige og jeg må løfte ham op. Han er heldigvis ikke kommet noget til.

Jeg blev lidt ked af at se, hvor afkræftet han var. Jeg får altid rigtig ondt af svage ældre, hvis kroppe er ved at give op, og efter den episode må jeg indrømme, at jeg var lige ved at knibe en tåre. Åh, hvor jeg håber, at jeg er pivfrisk til mine dages ende. Men det håber vi jo alle.

Dagen går, og jeg skal igen med toget hjem fra Randers mod Aalborg. Her overhører jeg en ældre mand spørge togkontrolløren om, hvordan han mon finder hen på sygehuset i Aalborg, når toget ankommer. Han kender overhovedet ikke byen. Kontrolløren fortæller, at han skal gå hen og tage en bus, når han ankommer, men det er svært for manden at forstå, hvilken bus han helt præcis skal fange – og hvornår.

Jeg har ikke andre planer efter togturen end en kop kaffe med en god ven, så jeg spørger manden, om jeg skal hjælpe ham med at finde den rigtige bus. Jeg fortæller ham samtidig, at der kun er 1 kilometer eller sådan noget, hvis han er frisk på en gåtur. Det er han, og han er meget taknemmelig.

Således endte jeg på en god gåtur med ham. Han fortalte masser af historier på de 20 minutter, vi tilbragte sammen. Historier om dengang, han var i hæren, om hvad han mener om våbenlovgivningen, om selvforsvar og om terror. Seriøse emner, men enormt interessant at høre hans velargumenterede holdninger.

Da vi var fremme, takkede han mange gange. Det havde været en stor oplevelse at få lov at blive fulgt til sygehuset af sådan en ung pige. Jeg tror næsten, at jeg var mere glad efterfølgende, end han var. Det føltes simpelthen så godt at kunne hjælpe, og jeg har været høj på den episode i et par dage.

Kan I have en rigtig dejlig weekend – jeg regner med at lægge et billede op af julefrokostkjolen i morgen :-)