Posts Tagged ‘hår’

Så røg halvdelen af håret

Mit hår har simpelthen føltes så underligt de sidste par dage. Mandag checkede jeg nemlig ind ved min frisør, og jeg havde taget en – for mig – lidt drastisk beslutning: efter halvandet år med extensions er mit eget hår nu så langt, at det vil skulle klippes for at matche de ekstra lokker, og derfor har jeg valgt, at jeg nu kun vil have mit eget hår på hovedet.

IMG_6941

Jeg har tidligere skrevet lidt om den ambivalente følelse, jeg har haft ved at have extensions, da det i mine øjne er noget, der hører teenageårene til. Ikke desto mindre har jeg været sindssygt glad for at have det i, da det har betydet, at mit hår er vokset længere end nogensinde, og det har været SÅ nemt at sætte det.

Jeg havde 50 gram hår i, og selvom det ikke lyder af meget, så gav det enormt meget til tykkelsen. Jeg skal lige vænne mig til at have silkeblødt og tyndt englehår igen, og jeg må indrømme, at det er noget mere svært at sætte nu.

IMG_6943

Jeg har også fået farvet hele håret den samme farve som min naturlige, mørke hårfarve. Før var det lysere i bunden efter at have været udsat for både permanentkrøl og solstråler, og jeg synes at det er rart, at det hele nu er ens. Det virker desuden meget mindre slidt.

Så melder det store spørgsmål sig så: har jeg fortrudt? Tja. Jeg er rigtig glad for, at jeg kun har mit eget hår og ikke skal bekymre mig om, om blæsten afslører det påsatte hår, men jeg savner virkelig den ekstra tykkelse. Jeg overvejer meget, om jeg skulle investere i 25 gram hår i den farve, mit hår har nu, for liiige at tilføje dét ekstra. Jeg tror, jeg giver det en uge, og så må jeg se, om jeg savner det for meget.

IMG_6966

Dengang jeg fik extensions, der frygtede jeg, at det ville slide på håret, men jeg må tilstå, at mit hår faktisk aldrig rigtig har været sundere. Det er som om, det har fået lidt ro, fordi jeg ikke har udsat det lige så meget for toupering og varme jern, da det har været så nemt at sætte med extensions i. Dette er ikke en reklame for påsat hår eller noget, kun min lyst til at videregive erfaringer – og de har været gode!

I dag står den igen på arbejde, og fra i morgen begynder eksamenslæsningen for alvor. Tænk – om en uge er jeg uddannet journalist, hvis alt går vel. Jeg kan simpelthen ikke vente. :-)

Hvad mon andre tænker?

Jeg har altid gået alt for meget op i, hvad andre mon tænker om mig. Jeg ved ikke, om det er sådan en usikkerhed fra teenage-alderen, jeg ikke helt er kommet af med endnu, som fører til, at jeg nogle gange lægger lidt låg på mig selv af hensyn til andre. Og hold nu op, hvor er det åndssvagt! :-)

For eksempel går jeg enormt meget op i, om jeg nu får sagt ting på den rigtige måde, og Christian må ofte bekræfte mig i, at jeg altså ikke har sagt noget forkert. Kunne det mon misforståes, det jeg sagde? Har jeg såret nogen? Det ender tit med, at jeg undskylder for mig selv, hvilket er vanvittigt irriterende for andre at høre på. I know!

Jeg går også rigtig meget op i, hvordan vores hjem ser ud overfor andre. Når mine forældre eller venner ringer og spørger, om jeg giver en kop kaffe om 20 minutter, opstår der kaotiske tilstande i det lille hjem. Ud med støvsugeren, puderne i sofaen skal stå rigtigt, gryden, der står i blød i vasken skal vaskes op og bunken af vasketøj ved siden af sengen skal i vasketøjskurven. Alt sammen for at jeg totalt overskudsagtigt kan stå og tage imod gæster i en lejlighed, der skinner og på ingen måde bærer præg af, at jeg for 3 minutter siden tørrede støv af fjernsynet med fingrene, fordi der ikke var tid til at vride en klud.

Når jeg sidder her og skriver det, kan jeg jo sagtens høre, at det lyder håbløst. Men det er altså ikke desto mindre sådan, virkeligheden ser ud! Og det er gået op for mig, at jeg alt, alt for tit tager hensyn til, hvad andre folk tænker, end hvad der føles rigtigt for mig. Jeg kan næsten ikke være alene om at have det sådan?

Jeg har altid haft en lille kærlighed til den lidt rockede stil, hvis man kan kalde den det. Med sort tøj, godt med eyeliner, stort, pjusket hår, grove støvler og læderjakke. I love it! I 1.g prøvede jeg mig frem med stilen, og som resultat af det endte jeg øverst på 3.g’ernes dødsliste på sidste skoledag. Begrundelsen var mine sorte velour-shorts og støvler. Selvom jeg inderst inde var lidt stolt over, at 3.g’erne overhovedet havde lagt mærke til lille, 16-årige mig, tror jeg ikke, de shorts kom i brug efterfølgende. For hvad mon folk ville tænke?

Desktop-001

Da jeg fik hairextensions, havde vi problemet igen. Jeg ville sindssygt gerne have langt hår, og som man kan læse her, har det været lidt af en kamp, da jeg har en tendens til at ødelægge projektet for mig selv. Det er kun til mine allernærmeste veninder, jeg har fortalt, at der altså også er noget indisk hår blandet sammen med mit eget, for hvad vil folk dog ikke tænke – extensions er da kun sådan noget, teenagere har?

Jeg har de sidste par år også haft en idé om, at jeg gerne ville starte en blog. Min grandkusine Sofie har i flere år blogget, senest på http://www.sofiemartine.com, og når vi har mødtes og hun har fortalt om bloggen, har jeg efterfølgende talt med Christian om, at dét gad jeg altså også godt. Men altså – hvad vil folk ikke tænke, når jeg sådan bilder mig ind, at jeg har noget spændende at skrive om?

Men NU skal det være slut! Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke skal bekymre mig om, hvad folk mon tænker, og i stedet gøre de ting, jeg selv har lyst til. Derfor skriver jeg også lige om lidt på Facebook og fortæller om bloggen her. Og derfor skriver jeg det her indlæg. Hurra!

… og for at være helt ærlig, så har mine bekymringer nok i virkeligheden været spildt, for folk har garanteret mere travlt med at tænke på dem selv og hvad andre mon tænker om dem, end at tænke på, hvad andre gør! :-)

PS. Jeg har allerede diskuteret med mig selv og Christian om, om jeg mon skulle skrive dette indlæg – for hvad vil folk dog ikke tænke? Herregud…

Om ikke kun at have sit eget hår på hovedet

Ligesom på de fleste andre, der har været teenagere, har min hovedbund stået model til lidt af hvert. Affarvning, permanentkrøller, extensions (både tape, flettet og clips) og utallige farvninger. Mit hår har blandt andet haft en – omend tvivlsom – karriere som rød- og orange-farvet.

For tre år siden begik jeg den skrækkelige fejl at få lavet permanentkrøller. Jeg havde en forestilling om, at mit hår ville blive fyldt med de fineste store, bløde krøller, men i stedet endte det med en gang hidsige proptrækkerkrøller. Efter at have betalt det hvide ud af øjnene for min nyerhvervede, dun-lignende frisure, der ville få enhver puddelhund til at dø af misundelse, gik jeg hjem og gemte mig på badeværelset for Christian, mens jeg desperat udtænkte en plan for, hvordan jeg kunne redde mit stakkels hår. Efter Christian havde lovet, at han ikke ville grine, fik han lov til at se katastrofen, og her kom han med en kommentar, der for alvor understreger, at manden altså siger, hvad han mener, og ikke pakker noget ind:

”Jeg kan godt forstå, at du synes, det er lidt pinligt at gå på gaden med det hår.”

JA, DET SAGDE HAN! Undskyld mig?! Bak mig da lige op! Stik mig for hulan da en lille, hvid løgn!

Efter at have knebet en tåre eller ti over at have betalt en formue for at få det omdannet til nudel-lignende bonghår, bestemte jeg mig for, at jeg måtte glatte det hver dag, indtil krøllerne var vokset ud. Som enhver næsten kan regne ud, resulterede det selvfølgelig i, at jeg har haft ualmindeligt slidt hår i et par år.

Puddelhøne

Josefine, sommeren 2013

For et år siden, da alt det gamle hår næsten var klippet af, klagede jeg min nød til min nye (fantastiske) frisør. Jeg ville SÅ gerne have langt hår, men mit hår nåede at blive slidt, inden det fik den ønskede længde. Hun foreslog mig, at jeg stiftede bekendtskab med en gammel ven fra dengang, jeg var 15 år – extensions! Udover at give længde med det samme, ville extensions give ro til mit eget hår, som ville få lov at vokse sig langt.

Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk overfor idéen. Det er da kun teenagere, der har extensions i, er det ikke? Nej, sagde frisøren, det er der faktisk rigtig mange, der har. Man kan bare ikke se det, hvis man ikke lige ved det.

På trods af min tvivl om det nu var en god idé, valgte jeg alligevel at kaste mig ud i det. Og nu, efter at have haft extensions i et år, er min tvivl gjort til skamme. Faktisk er mit eget hår lige akkurat blevet længere end det påsatte hår, og jeg kan ENDELIG prale af at have langt, sundt hår. Nu giver det påsatte hår bare ekstra fylde.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke stadig synes, det er et lidt ømtåleligt emne at tale om. Det skaber jo unægtelig associationer til teenageårene, og extensions var egentlig noget, jeg troede, jeg var færdig med for længst. Men man kan heldigvis stadig blive overrasket. :-)

Rigtig god (hår)dag!