Posts Tagged ‘computerspil’

Om at være kærester med en gamer

Billeder

Christian til computerspilskamp i USA <3

Christian spiller computerspillet League of Legends. Det kan ingen, der kender ham, være i tvivl om. Jeg skal op klokken 5.15 hver morgen for at fange morgentoget til Aarhus, så jeg går tidligt i seng, og når jeg er blevet puttet ved 22-tiden, er det altså Thresh, Teemo og Morgana, der får Christians kærlighed (og ikke mindst had).

Jeg er blevet spurgt, om jeg ikke synes, det er lidt irriterende, at Christian så tit sidder begravet i skærmen. Lad mig forklare det med en lille fiktiv snak baseret på virkelige samtaler, jeg har haft:

”Min kæreste er heldigvis ikke sådan en, der spiller computer og ikke har nogle venner.”

At folk, der spiller computer, sidder alene på værelset med cola i drop og pizzarester på den slidte t-shirt og er asociale, er simpelthen en misforståelse. Jeg troede selv, det forholdt sig sådan, men efter at have været med på sidelinjen i flere år kan jeg – næsten desværre – konkludere, at computerspil er alt andet end asocialt! Jeg har måttet sove med ørepropper for at ikke at være vågen til klokken to om natten, når Christian og mange andre taler sammen, mens de spiller. Når jeg læser i en bog eller ser en god film, så er jeg måske asocial. Men når fem personer taler sammen over et computerspil, er det alt andet end asocialt.

”Men de sidder jo også og ser videoer af andre, der spiller computerspil. Dét er da for underligt!”

Hvorfor er det mere underligt at se en computerspilskamp end en fodboldkamp? Rigtig mange andre kvinder har en kæreste, der går meget op i fodbold og bruger flere hundrede kroner om måneden på at oddse. Hvad er forskellen på det og at se andre spille computerspil, så man selv kan lære noget?

I sommer var Christian og jeg på roadtrip i USA, og i Los Angeles var vi inde og se en computerspilskamp live. Selv for en som mig, der ikke fatter, hvad spillet drejer sig om (andet end det er noget med at man skal tilføre sine modstandere damage og selv have masser af HP, for i sidste ende at dræbe tårne), så var det altså en ret fed oplevelse!

For et år siden, da jeg var i praktik på TV2/Nord, lavede jeg et lille tema om computerspillere og streamere – inspireret af min søde kærestes fascination. Dengang var det stadig sparsommeligt med artikler om e-sport og YouTubere i medierne, men siden da er mit indtryk, at fokusset på emnet er steget. Er man nysgerrig, kan det ses her. Det tager 16 minutter, så det er en længere smøre. Og har man ikke tid til det, kan man nøjes med at se fraklip af mig, der åbenbart har rigtig, rigtig svært ved at fortælle om at tjene penge på YouTube (det lykkedes dog i sidste ende!):

… og nu kan jeg glæde mig over, at Christian kan hygge sig med computerspil de næste dage – i morgen smutter jeg nemlig til London indtil på søndag! :-)