Posts Tagged ‘10 ting’

10 tilfældige facts om Rivejernet

Jeg har ofte set sådan nogle ”10 facts om mig…”-indlæg på blogs, og jeg har altid tænkt to ting. For det første: Der må virkelig være mangel på emner at skrive om. For det andet: Folk er vel ligeglade med at vide ti ting om en person, de ikke kender? Jeg må dog tilstå, at jeg elsker at læse sådan nogle indlæg, lidt ligesom når jeg læser andre bloggeres meget detaljerede tilbageblik på ugen, der er gået. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg synes, det er spændende, men det er alligevel skægt, når man kan genkende nogle af tingene fra én selv.

Jeg har derfor gjort dét, jeg også gjorde, dengang jeg havde en profil på Arto – jeg har nedskrevet 10 tilfældige facts om mig selv. Tadaaaa. :-)

  1. Jeg har engang fået en kage opkaldt efter mig, da jeg arbejdede ved en bager – Josefinekagen indeholdt bl.a. hindbær og nougat, og jeg var pavestolt over at lægge navn til en kage.
  1. Jeg har taget jagttegn, men bruger det ikke længere. Skød én gang, hvor jeg ramte en fasan. Da jeg var afsted på jagt igen en måneds tid efter, kiggede jeg et rådyr i øjnene og kunne ikke få mig til at trykke på aftrækkeren. Siden dengang er mit jagttegn ikke blevet fornyet, men jeg har dog stadig et haglgevær.
  1. Jeg spiser chili til alt, jeg kan komme til, og har – så længe jeg kan huske – været afhængig af de stærke sager. For nogle år siden sagde min pizzamand til mig, at jeg skulle passe på med alt det chili – han frygtede for min mave. Christian er lidt træt af, at al vores mad skal være så stærkt, og jeg forsøger også at gasse lidt ned med chilien, men det ER altså bare ikke det samme uden…
  1. Jeg har ikke heddet Chloe til mellemnavn hele mit liv. Oprindeligt skulle jeg have heddet Caroline Chloe, men det blev i stedet til Josefine. Jeg ville SÅ gerne hedde Chloe, så jeg fik lov til at tilføje mellemnavnet, da jeg skulle konfirmeres. Jeg bruger det dog aldrig, og overvejer at få det fjernet igen, når jeg engang skal giftes.
  1. Jeg bruger mere læbepomade end de fleste, og lige så hurtigt det kommer på, lige så hurtigt ryger det af igen. Jeg har nemlig altid haft den dårlige vane at pille i mine læber, og det medfører, at jeg ofte bløder fra læberne (klamt, I know!) og aldrig bruger læbestift, da det ville afsløre alle de revner, den dårlige vane medfører.
  1. Jeg ser elendigt, og ville ikke komme langt uden mine elskede kontaktlinser på styrke -6,50. Hvis jeg har lyst, kan jeg få en gratis laseroperation, men jeg er en pivskid som frygter, at noget går galt. Jeg har endda været til forundersøgelse, hvor jeg fik at vide, at der var “nok at skrabe i”, hvad det så end skal betyde. Jeg havde egentlig forestillet mig, at 2016 skulle blive året, hvor jeg ville lade mine øjne bestråle i håbet om at kunne se uden hjælpemidler, men jeg tvivler helt ærligt på, at det sker.
  1. Jeg drømmer konstant om at rejse, og jeg tjekker ofte flypriser i perioder, hvor jeg umuligt kan komme afsted – bare lige for at se hvilke priser, turene ligger i. Jeg kigger også for sjov på dyre rejser til luksushoteller på Maldiverne, bare for at drømme lidt om, hvis man en dag skulle vinde i Lotto…
  1. Jeg har et lille “girlcrush” på Cara Delevingne, som efter min mening er en af de sejeste og smukkeste kvinder, jeg længe har set og hørt om!
  1. Jeg beder ofte til Gud, fordi det giver mig tryghed. Om der eksisterer en Gud, ved jeg ærlig talt ikke, om jeg tror på, men siden jeg gik til konfirmationsforberedelse har det været fast rutine for mig engang i mellem at sende en hilsen til Vorherre. :-)
  1. Jeg er dybt afhængig af at google ting, og ser jeg noget eller nogen, der vækker min interesse, har jeg straks læst alt muligt om fænomenet eller personen på Google. Det er dog nogle gange en forbandelse, især når det omhandler symptomer på sygdom. Mere end én gang har jeg panikket, fordi det harmløse modermærke eller den smerte i lænden, jeg googlede, lynhurtigt ved hjælp af NetDoktor og min vilde fantasi har udviklet sig til livstruende sygdom eller graviditet i mit hoved. Jeg har dog altid taget fejl. Note til mig selv: Aldrig stol på NetDoktor. :-)

Lad mig endelig vide, hvad I synes om sådan nogle indlæg. Jeg er stadig ved at finde min ”stil” som blogger, og famler lidt rundt i forskellige måder at skrive på, så inputs er mere end velkomne!

Nu vil jeg daffe ned og bytte den sidste julegave til en anden størrelse, og senere står den på arbejde. Hav en skøn dag!

PS. I får lige et billede af Josefinekagen…

2015-05-10 16.02.52

10 ting, jeg gerne vil i 2016

Nu er der ikke længe til, at champagnepropperne springer, og vi hopper ind i det nye år. Faktisk holder Christian og jeg i år festen, og der er lagt op til den helt store fiesta i det lille hjem med fire-retters menu og 15 gæster. Det er første gang, vi holder nytår, og jeg er lidt spændt på det hele.

I virkeligheden har jeg lidt et had/kærlighedsforhold til aftenen. Jeg elsker, at alle gør så meget ud af festen, man får noget lækkert at spise og der er en helt særlig stemning, både når dronningen holder tale, men også når man står i sofaerne og venter på, at uret i fjernsynet slår tolv. Men jeg synes tit, at man har så store forventninger til sådan en aften, at det næsten kan være svært at indfri dem – selvom det nu heldigvis er gået meget godt de fleste år for mit vedkommende. :-)

Nytår 2011:

nytår 2

Og så er der jo lige dét med fyrværkeri, som jeg mildt sagt ikke bryder mig ret meget om. Da jeg var lille og var med mine forældre til nytårsfest, endte aftenen i blå blink og ambulance, fordi en raket eksploderede i naboens hånd. Siden da har jeg allerhelst holdt mig indenfor og kigget ud af vinduet på fyrværkeriet, og sidste års tre dødsfald i Nordjylland på grund af krysantemumbomber gør bestemt ikke min lyst til at bevæge mig ud større.

Problemet er bare, at jeg ofte er den eneste, der ikke vil med ud og gå i byen og fyre raketter af, så klokken tolv nytårsaften har jeg siddet alene i en lejlighed til fest med mig selv. Røvsygt. Sidste år tvang jeg Christian til at komme ind igen efter ti minutter, men det medførte bare dårlig stemning, fordi han var træt af ikke at være ude med de andre, og jeg havde dårlig samvittighed over at være så egoistisk.

Nytår 2013:

IMG_2365

I år kommer to af mine veninder med til festen, som ikke plejer at være der, og den ene har gudskelov allerede meldt ud, at hun heller ikke har det store ønske om at begive sig ud i Aalborgs raketfyldte gader. Så kan vi i det mindste skåle og se fyrværkeriet sammen i sikkerhed. Hurra! :-)

Jeg plejer ikke at have nytårsforsæt, for det ender alligevel med, at det ikke rigtigt bliver til noget. Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til at stå fast ved et løfte om, at man f.eks. skal træne tre gange om ugen eller kun må spise pizza to gange om måneden. Så vil jeg hellere skippe træningen og bestille pizza en ekstra gang, uden at have dårlig samvittighed over det. Vi lever trods alt kun en gang.

Jeg har alligevel lavet en lille liste over de ting, jeg godt kunne tænke mig at gøre i 2016. Det er langt fra sikkert, at jeg når det hele, men når jeg bare noget af det, så er jeg også godt tilfreds. Tingene står i vilkårlig rækkefølge.

  1. Jeg vil gerne blogge hver dag – og nogle gange to gange om dagen
  2. Jeg vil gerne investere i bolig
  3. Jeg vil gerne til London og se Harry Potter and the Cursed Child
  4. Jeg vil blive bedre til at tage gode billeder til bloggen
  5. Jeg vil skrive en novelle (jeg er allerede i gang, så mon ikke, den når at blive færdig?)
  6. Jeg vil gerne til Justin Bieber-koncert (man er vel blevet belieber! Er der andre, der vil med, så siger I lige til – ingen af mine veninder er overbeviste endnu…)
  7. Jeg vil blive bedre til at besøge min familie
  8. Jeg vil holde flere Josefine-dage med afslapning på sofaen med nachos og en god serie
  9. Jeg vil også holde flere kærestedage, hvor telefonen slukkes og Christian og jeg går på små dates og får oplevelser sammen
  10. Jeg vil gerne læse flere bøger

Det lyder da næsten helt realistisk, synes jeg. Punkt 2, 3 og 6 er nok de sværeste, men hvis ikke jeg når det i 2016, så krydser jeg fingre for, at det sker i 2017 i stedet! Hav en rigtig god dag. :-)