Det urealistiske liv på sociale medier

Jeg må indrømme, at Essena O’Neill har sat nogle tanker i gang hos mig med sit budskab om, at man ikke skal være afhængig af konstant at blive bekræftet på sociale medier. Og at man ikke skal tro på, at man ser hele virkeligheden på en Instagram-profil. Essena har haft over 500.000 følgere på Instagram, hvor hun konstant delte billeder af sig selv og sit perfekte liv. Et liv, mange unge piger misunder – flot krop, lækkert tøj, masser af mennesker, der ser op til hende, virksomheder, der vil betale mange, mange penge for at samarbejde med hende og utallige likes på sociale medier.

Det lyder da næsten for godt til at være sandt, ikke?

Det var det også. Essena har fået nok af det urealistiske og perfekte liv, hun fremstiller på Instagram, for i virkeligheden er hun en usikker og ulykkelig pige, hvis humør i flere år har været helt afhængigt af, om hun fik taget et godt billede, som folk synes om på Instagram. Derfor har hun ændret teksten til sine smukke billeder, og fortæller nu om sandheden bag – for eksempel om hvordan et helt perfekte billede først kom i hus efter over 100 forsøg og timevis af redigering efterfølgende.

Jeg kan godt forstå, at mange kvinder har problemer med selvtilliden. Vi bombarderes konstant med billeder af smukke kvinder, der virker til at have det hele. På sociale medier, i nyhederne, i bybilledet, på busserne, i træningscenteret – over alt. Og det ER da nederen kun at få syv likes på sit billede på Instagram, når danske (og gudesmukke!) Mathilde Gøhler får over 15.000 likes!

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg da også påvirkes af det perfekte liv, som det fremstilles på sociale medier og i verden omkring os.

Jeg er blevet ældre, og har heldigvis et lidt sundere og mere realistisk forhold til, hvordan sociale medier og virkeligheden adskiller sig, men da jeg var 14 år, kan jeg godt love for, at jeg havde et forkert selvbillede. Jeg følte mig tyk (på trods af, at jeg var 1.66 og vejede 47 kilo), vejede mig flere gange om dagen og var dødmisundelig på de kvinder, jeg læste om i Vi Unge og havde plakater med på væggen. Jeg slog op med en kæreste, fordi han sagde, at mit hår ikke sad så godt den dag. Jeg skældte min mor ud, hvis hun kom med den mindste kommentar om mit tøj.

Når piger på min alder dengang lagde flotte billeder på Arto, troede jeg, at jeg også skulle bruge timevis på at lægge make up og sætte hår for at få et pænt profilbillede, som folk ville synes om. Hvad fik jeg ud af det? Intet! Kun privatbeskeder fra tilfældige teenagefyre, der skrev ”kiggede søde <3”… Er dét det værd?

Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg godt se, at jeg havde et fuldstændig forvrænget syn på virkeligheden. Jeg kan blive helt ked af at tænke på, hvor meget spildt tid og energi, der er gået med at føle sig grim og forkert.

Selvom jeg ville ønske, at det var anderledes, så lader jeg mig nok også stadig gå lidt på af de urealistiske idealer, der hersker. Men jeg er så taknemmelig for, at jeg nu også ved, at alle jo for pokker har deres småproblemer – om det så er dårlig selvtillid, nervøsitet, præstationsangst, frustration eller usikkerhed.

Jeg synes, at det er HELT okay, at folk deler lige præcis, hvad de har lyst til. Jeg synes også, at det er nogenlunde OK, at jeg ved mit busstoppested får klasket en rund, veltrænet røv i ansigtet af en Fitness World-reklame, og at der er reklamer for silikonebryster på busserne.

Men jeg håber virkelig også, at unge, usikre teenagepiger ikke tror på, at man kun er god nok, hvis man ser sådan ud. Der er så meget andet skønt i livet end Nupo-kure, likes og det perfekte billede på Instagram.

Kære unge pige: Jeg lover dig, at når du om 5-10 år ser tilbage, så vil du fortryde at have brugt så meget tid og så mange kræfter på at tænke grimme tanker om dig selv, fordi du konstant sammenligner dig selv med andre.

For som Essena O’Neill siger: Social media is NOT real life.

To selfies fra toget her til morgen taget med 30 sekunders mellemrum (bemærk, hvordan jeg kun har en bums på hagen på første billede – hurra for retouchering!):

Desktop1

At gå fra at være inaktiv til at træne op til et halvmarathon

Jeg kan lige så godt indrømme det: jeg har aldrig været ret glad for at dyrke motion, og fitnesscenteret har i mit hoved været et aflukket land, jeg aldrig ville blive en del af. Indtil for nogle år siden, hvor en medstuderende var så sød at hive mig med ned og træne.

Dengang havde jeg et mål: jeg ville træne én gang om ugen. Haha, nej, det er ikke meget – men man må starte i det små! Og selvom jeg til tider sprang den ugentlige træning over (jeg havde jo SÅ travlt. Der kunne på ingen måde hives et par timer ud af min kalender…), så fandt jeg ud af, at det altså ikke kun var bodybuildere og kvinder med en fedtprocent på 7 %, der var velkomne i træningslokalet.

Så langt, så godt.

For et år siden havde jeg dårlig samvittighed. Den type samvittighed, der rammer på en tømmermandssøndag, hvor man natten forinden har straffet sin krop med uanede mængder fadøl og shots, for derefter i sin brandert at kværne en kæmpe durum og bestille pizza næste eftermiddag. Jeg skammede mig over, at jeg passede så dårligt på min krop. Jeg havde også taget et par kilo på. Selvmedlidenheden ville ingen ende tage. Men nu skulle det være slut!

Jeg ved egentlig ikke, hvor idéen kom fra, men fra det ene minut til det andet havde jeg og min lige så tømmermandsramte veninde tilmeldt os Aalborg Halvmarathon otte måneder senere. Så var der masser af tid til at træne op, når man – som jeg – aldrig har været vant til at løbe før.

For præcis et år siden løb vi vores første tur på 4 km.

Skærmbillede 2015-11-03 kl. 07.34.31

Det skulle blive til rigtig mange gode ture, hvor jeg fik set helt nye afkroge af Aalborg. Og rigtig mange skrækkelige ture, hvor jeg bandede det skide halvmaraton langt væk. Vi fulgte et træningsprogram, hvor vi løb tre gange om ugen, og langsomt, men sikkert, blev jeg hurtigere og kunne løbe længere. Den dag, jeg løb 10 kilometer på under en time, var næsten en lige så stor dag som den dag i folkeskolen, hvor jeg greb den afgørende bold i rundbold. Og det siger ikke så lidt.

2015-05-31 12.38.35

Jeg begyndte at holde af at løbe, og endelig fandt jeg en motionsform, hvor jeg følte mig komfortabel. Det blev april, og jeg var helt klar til at løbe over målstregen to måneder efter. Men så sagde mit knæ stop.

Jeg har altid tænkt, at folk, der har knæskader, er sådan nogle, der spiller fodbold på højt plan eller går til springgymnastik. Ikke særligt klogt tænkt, I know. Jeg fulgte et træningsprogram på antallet af kilometer, der skulle løbes, og hvor mange gange om ugen, det skulle ske, men havde aldrig taget det alvorligt, at der skulle variation ind i løbetræningen. Jeg løb altid så hurtigt, jeg kunne overskue – hele vejen. Og det ramte mig to måneder før den store dag.

Jeg skruede ned for løbet og krydsede fingre for, at jeg alligevel nok skulle komme i mål. Men da jeg løb 10 kilometer til Femina Kvindeløbet to uger inden halvmaratonet og i flere dage efter havde smerter stod det klart: det ville være tåbeligt at udsætte mit knæ for 21 kilometers løb og risikere, at jeg altid ville have problemer med knæet.

2015-01-10 16.04.46

Jeg solgte mit løbenummer til en ven, der løb halvmaratonet uden at træne op til det (… og så står man her og har brugt et halvt år på at træne op…). Min seje veninde, som jeg i sin tid meldte mig til løbet sammen med, gennemførte sammen med en tredje lige så sej veninde.

Av, det gjorde ondt at stå på sidelinjen og heppe efter mange måneders optræning. Jeg var SÅ skuffet over mig selv.

Selvom jeg aldrig kom i mål, så har løbetræningen alligevel gjort noget godt. Det er ikke HELT så slemt længere at skulle hoppe i tøjet og få træningen overstået. Og hvem skulle dog have troet det, da jeg for et år siden lå i fosterstilling på sofaen efter at have fortæret uanede mængder fastfood og havde ondt af mig selv? :-)

MGP 2015: Da barndomsdrømmen (næsten) gik i opfyldelse

Jeg har ALTID været helt vild med MGP. Jeg husker, hvordan jeg sad på mit barndomsværelse som 9-årig i 2002 og så Razz kickflippe vildt og danse breakdance på mit lille sort/hvid-TV. Jeg meldte mig ind i hans fanklub, hvor man betalte 100 kroner for at se eksklusive billeder og få en signeret plakat (jeg vidste ikke, hvad signeret betød. Jeg var derfor fuldstændig ellevild, da jeg opdagede, at der var autograf på plakaten), sad i to timer udenfor Aalborg Storcenter for at stå forrest til en koncert, meldte mig ind i danseklubben Dance Action, hvor ham og hans dansere gik, købte skater-sko, drømte om UFO-bukser og var nok bare generelt det, man kan kalde mega-fan.

Året efter var det B-Boys, der fik min kærlighed, og jeg kan huske, at min veninde og jeg stod foran spejlet og skrev “B-Boys” i panden for efterfølgende at opdage, at teksten stod spejlvendt.

Jeg skrev masser af sange (heriblandt en romantisk ballade med den fængende og dybe titel “Verden Uden Dig Er Som Pizza Uden Chili”), men da der skulle være baggrundsmusik på alle indsendte bidrag, og jeg ikke havde et privat husorkester eller optagelsesfaciliteter, endte jeg med kun at sende teksterne ind til deres hjemmeside. Jeg husker stadig, hvordan jeg med stolthed kunne konstatere, at “Drømmen Uden Ende” var blevet udvalgt som en af de bedste sangtekster.

Selvom jeg er blevet ældre, lever barndomsdrømmen om at være med til MGP stadig i bedste velgående – bare på en ny måde. Jeg vil være med bag kameraet og lave børne-TV. Da vi skulle søge praktikplads på Journalisthøjskolen, søgte jeg selvfølgelig en plads ved DR B&U (Børn og Unge), som producerer MGP, men skæbnen ville, at jeg skrev under på en kontrakt med TV2/Nord ti minutter før, DR B&U ringede og inviterede mig til samtale (hvilket resulterede i en fantastisk og lærerig tid på TV2/Nord, som jeg ikke fortryder et sekund!)

I en frokostpause fortalte jeg en kollega om min MGP-drøm, og det viste sig, at hun tilfældigvis kendte produktionslederen på programmet. Hun fik hurtigt arrangeret, at vi kunne komme forbi Gigantium, hvor MGP 2015 blev afholdt, for at få en lille rundvisning. Jeg glædede mig som et lille barn! To uger efter kom der så et opkald, der skulle betyde, at jeg ringede rundt til hele familien i en blanding af ekstase og rystende nervøsitet.

De manglede nemlig én, der var vant til at være på TV, som skulle spille superfan og sige tre replikker i showet – og de ville høre, om jeg havde lyst til at påtage mig den rolle? A’hva?! Mig?? Jeg sagde kæmpestort JA og hoppede og dansede i lejligheden (det gjorde jeg faktisk. Helt bogstaveligt talt) og sang “Du er blevet ramt af MGP…” resten af dagen.

Her er lidt billeder fra prøverne:

2015-02-11 17.53.23

Min trøje fortæller vist rigtig fint, hvordan jeg havde det under prøverne. :-)

2015-02-11 17.53.17

Min helt egen stol på allerforreste række!

2015-02-11 17.53.33

Sofie Linde, Joakim Ingversen og Søren Rasted var værter på showet. Her øves sekvensen, hvor jeg er med.

2015-02-11 17.53.42-1

Totalt happy Josefine!

2015-02-13 18.11.51

Mit helt eget hjørne i garderoben. 9-årige Josefine ville være besvimet af glæde, hvis hun vidste, det nogensinde ville ske.

2015-02-11 17.53.12

Der prøves tøj…

2015-02-13 17.08.17

Generalprøve – jeg sad på min plads på forreste række sammen med blandt andet Marcel og Aqua-Lene. Der var hele tiden kø ovre ved os, fordi folk ville have autografer. Og når man alligevel spiller superfan med sin gule kasket og MGP-lir og ligner en, der ikke er helt bagt færdig, kan man lige så godt gå all in og bede om at få et billede.

Generalprøven om fredagen gik godt, og lørdag var det showtime. Ved middagstid ringede en fra produktionen så med dårlige nyheder: de havde fundet en 8-årig pige, der skulle spille superfan i stedet. Det virkede simpelthen for mærkeligt, at hende, der spillede MGP-fan, var en voksen – det var gået op for dem, da de så optagelserne fra generalprøven igennem. Manden forsikrede mig om, at jeg havde gjort det lige, som jeg skulle, men at MGP jo trods alt er et show med børn. Det kunne jeg jo kun give ham ret i. Jeg var totalt cool i telefonen, og han sagde, at jeg selvfølgelig stadig var velkommen til showet om aftenen – der var en plads reserveret til mig og min veninde på forreste række.

Da vi mødte op for at aflevere mine ting backstage, var der en gave til mig som et plaster på såret: en MGP-gymnastikpose fyldt med CD’er, keyhangers, armbånd, en MGP-blæser, en trøje og en personlig hilsen fra værterne samt autografer fra alle deltagerne. Selvom det var vildt sødt, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om de overhovedet ved, at jeg altså bare spillede superfan, og i virkeligheden ikke er sådan én, der render rundt med gul kasket og farvestrålende gymnastikpose på ryggen til hverdag og opfører sig tosset?!

Nå, men en kæmpe oplevelse var det i hvert fald, og min veninde og jeg havde en fest til showet om aftenen!

Så krydser jeg fingre for, at jeg en gang i fremtiden kan være med bag kameraet på produktionen af MGP. Og til folkene bag: hvis Sofie Linde bliver syg, så ringer I bare! 😉

Rivejernet introducerer lørdags-dilemmaet: Skal jeg droppe byture for min nye kærestes skyld?

Jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg ville give mig selv lov til at sove længe her til morgen. Jeg endte nemlig med at tage over til et par skønne veninder i går og kom først sent i seng, så jeg tænkte, at jeg nok godt kunne være lidt crazy og sove til klokken 10. Jeg vågnede klokken 7.30.. Nå, men så kan man jo lige så godt få lidt ud af dagen!

Og så har jeg også masser af tid til at introducere et nyt, fast element her på bloggen *trommehvirvel*: lørdags-dilemmaet! Inspireret af Mads og Monopolet vil jeg hver lørdag bringe et dilemma op på bloggen. Det kan være dilemmaer, jeg selv står i, det kan være venner og veninders dilemmaer og det kan være fiktive dilemmaer (à la ”Der er en knap. Vil du trykke på den?”).

_JGB9160

Så håber jeg, at der er nogle læsere, der har kloge ord at sige om dilemmaerne – og måske nogle, der selv har et dilemma, de har lyst til at diskutere. Dilemmaerne er selvfølgelig godkendt af dem, det vedrører.

Idéen til lørdags-dilemmaet kan jeg ikke nuppe æren for – den tilfalder i stedet to af mine gode veninder, der var så søde at komme med forslag til bloggen her. Selv om det virker lidt fjollet, så blev jeg helt vildt glad for, at de også havde gjort sig nogle tanker om bloggen. Om man vil det eller ej, betyder det altså bare noget, at folk har lyst til at læse med – selvom de som veninder selvfølgelig er tvangsindlagt til at høre om min digitale dagbog. 😉

Dagens dilemma: Kæresten eller byturene?

En i min omgangskreds, som vi kalder X, har længe været single, og har egentlig haft det rigtig godt med det. Masser af byture, frihed til at gøre, hvad man vil, uforpligtende sex – you name it. For nylig er X begyndt at se én, som er stik modsat af X – vi kalder personen Y. Y er ikke så glad for at gå i byen og mener, at man kun tager i byen for at score og få bekræftelse fra folk af det modsatte køn. En tankegang, X er helt uenig i – X går i byen for at hygge sig med sine venner, ikke for at ende i et one night-stand.

Y bryder sig bestemt ikke om, at X stadig gerne vil med vennerne ud og drikke øl, og Y har udtrykt ønske om, at X dropper byturene fremover. Da X modsatte sig dette ønske og tog i byen weekenden efter, blev Y så irriteret over det, at Y ikke kontaktede X i flere dage.

På den ene side vil X selv bestemme over sit liv, og har ikke lyst til at indrette sig efter, hvad Y synes. X frygter nemlig, at det blot er første skridt ind i et forhold præget af jalousi.

På den anden side tænker X, at det måske er en god idé at droppe byturene for en stund, mens forholdet blomstrer. Når tilliden mellem X og Y er bygget op, kan X så småt begynde at drikke øl med vennerne igen, men lige nu skal forholdet prioriteres.

Hvad skal X gøre? Blive ved med at tage i byen og risikere, at forholdet går i stykker, eller give forholdet en chance og droppe byturene for en stund?

Jeg håber, nogle af jer læsere har lyst til at dele jeres syn på sagen!

PS. Jeg har nu fået oprettet Rivejernet på Bloglovin’ – siden kan findes her:-)

Weekend i selskab med TopGunn, gode veninder og arbejde

Det er fredag, der er masser af pladser i toget, og en fantastisk weekend venter forude. Og så skal jeg ikke engang helt til Aarhus i dag – min bachelormakker og jeg mødes i Randers og tager på researchtur, og allerede klokken 14 vender jeg snuden mod det nordjyske igen og tager til Aabybro på TV2/Nord, hvor jeg har en vagt i aften. What’s not to like? 

IMG_6405

Tomt tog – et rørende syn

Så skidt med at jeg sov en halv time over her til morgen, at jeg er træt og at vores arbejde med bacheloropgaven er lidt op ad bakke. Fredage kan redde alt. :-)

Jeg er blevet endnu mindre fan af mit plaster i panden siden sidst, jeg skrev om det. Det er begyndt at blive lidt klistret og falde en smule af i den ene side. Jeg mistænker, at der alligevel er kommet vand på det, når jeg har vasket hår, selvom jeg har blæret mig med, at dét kunne jeg i hvert fald godt finde ud af uden at ramme plasteret. Sygeplejersken sagde, at det var bedst, jeg beholdte det plaster på, jeg har på nu, men at jeg godt kunne skifte, hvis det skulle blive vådt.

Problemet er så bare, at jeg kun ejer gule Svampebob Firkant-plastre, og hvis jeg føler, folk kigger på mig nu, hvad vil jeg så ikke føle, hvis jeg render rundt med Svampebob i panden? Jeg kan ikke lige finde ud af, hvad jeg gør… Jeg kunne selvfølgelig også bare købe et nyt plaster.

I morgen skal jeg til TopGunn-koncert! Billetten har jeg fået i fødselsdagsgave af en veninde. Samme veninde, som jeg sidste år drog til København for at se One Direction sammen med. Ja, du hørte rigtigt! Fra Green Day til TopGunn og One Direction – min musiksmag spænder bredt. Jeg kan huske engang, mine veninder og jeg talte om, hvem af os der havde henholdsvis den dårligste og den bedste musiksmag. Jeg rendte med begge titler.

I kø til One Direction-koncert

I kø til One Direction-koncert

Jeg har købt en rigtig fin, sort kjole, som skal luftes i morgen. Hvis jeg skulle bestemme mig for at skifte plasteret, ville sådan en sort kjole også matche et gult plaster fint. Måske skulle jeg gå all in og lægge gul neglelak også?

Jeg håber, jeres weekend er lige så fyldt op med gode sager som min! Om den så står på Topgunn-koncert, familiefødselsdag eller pizza foran fjernsynet 😉

Min helt store craving

Så I Den Store Bagedyst i går? Jeg sad klistret til skærmen og heppede på dejlige, nordjyske Liv! Det er altså utroligt, som mad – i dette tilfælde kage – kan sætte følelser i gang i én. Det har inspireret mig til at skrive en lille snas om min egen helt store mad-kærlighed. Værsgo:

I 9. klasse fik vi til opgave at skrive en tekst om noget, vi godt kunne lide. Det kunne være sport, familie, rejser eller en anden ting, som betød noget for os. Det tog lang tid for mig at finde ud af, hvad jeg skulle skrive om. Hvad kunne virkelig sætte gang i mig? Hvad betød så meget for mig, at det var værd at skrive en skoleopgave om? Da jeg først kom på emnet, skrev opgaven nærmest sig selv. Hvad mon jeg skrev om? Det er lidt pinligt. Jeg skrev om pizza…

Man kan næppe finde en person, der ikke har oplevet dette smagseventyr. Det er den lette og altid sikre løsning. I mit liv har jeg mødt ét menneske, som ikke kunne lide pizza. Jeg var nærmest i chok! Selv kunne jeg spise det hver dag.

Pizza sætter følelser i gang i mig. Jeg glemmer aldrig dengang, vi i 5. klasse skulle på koloni, og os elever måtte bestemme menuen, hvis vi kunne blive enige. Alle undtagen én elev stemte på pizza. Fordi vi ikke var enige, fik vi kartoffelmos og kylling i stedet. Den oplevelse gav min indre pizza-elsker ar på sjælen.

Det er forskelligt hvilken pizza, jeg synes, smager bedst. Er det til aftensmad, er en salatpizza med kebab (jyde-pizzaen!) klart min favorit. Er det efter en bytur, er et slice fra den tyrkiske pizzapusher med skinke og dressing rigeligt. Er det på ferie er en tynd, sprød pizza med parmaskinke og rucola lige sagen. Jeg kan næsten ikke udvælge mig en favorit.

Da jeg for første gang oprettede en bruger i et chatforum (Jubii Chat – husker I det?), vidste jeg ikke, hvad jeg skulle kalde mig. Mit kælenavn ”Josse” var taget, så jeg måtte i stedet hedde noget, der fortalte lidt om mig. Navnet blev Pizza-Josse. :-)

Da jeg blev konfirmeret, fik vi pizza til natmad. Når jeg holder fødselsdag, er der pizza på bordet. Når jeg engang skal giftes, skal festen helt sikkert sluttes af med en ordentlig røvfuld pizzaer.

Almindelig, indbagt, klapsammen, deep pan, bearnaisepizza, pommes frites-pizza, krabbekødspizza, ja selv rejepizza – I’ve tried it all. Jeg tør slet, slet ikke tænke på, hvor meget pizza jeg har indtaget i mit liv. Lige fra delikate pizzaer i Italien med ultratynde bunde til tarvelige pizza-efterligninger som for eksempel miniflutes med tomatpure og revet ost. Eller tortillapandekager med rød peber i tern dækket med mozzarella varmet i mikroovnen. Jeg er ikke for fin til noget, ingen løsning er for dårlig for mig – minder det om pizza, så indtager jeg det med glæde!

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er sjovt eller sørgeligt, at min lokale pizzamand hilser på mig, når vi går forbi hinanden på gaden. Eller at han ved præcis, hvad jeg skal have, når jeg ringer ned og kun når at sige mit navn. 😀

Jeg har alle mulige argumenter, når det kommer til at overbevise Christian om, at det er en god idé, at vi får pizza til aftensmad. Vi kan jo bare spise rugbrød de næste par dage, vi kan betale den ene halvdel af pizzaerne fra vores egen konto og den anden halvdel fra fælleskontoen, vi kan løbe en tur i morgen osv. Virker ingen af argumenterne, ender jeg med at finansiere gildet.

For når jeg craver pizza, kan intet, og jeg gentager INTET, dulme min trang. Det er næsten som at være afhængig. Kan man egentlig være afhængig af en madvare? For så er jeg afhængig af pizza.

Dybt, dybt afhængig.

2015-04-021

Ej, er det ikke svært at komme ind på Journalisthøjskolen?

10381979_10203202819406255_4219509872684427286_n

En dejlig dag som journalist på job!

Jeg husker tydeligt den dag, jeg fik beskeden om, at jeg var optaget på selveste Journalisthøjskolen. Journalisthøjskolen! Drømmen, jeg har haft så længe, jeg kan huske!

Jeg var ellers HELT sikker på, at jeg ikke var en af de 250 heldige, der var blevet optaget, fordi jeg ikke følte, jeg havde klaret den berygtede optagelsesprøve specielt godt. Jeg tog prøven som 18-årig, da jeg gik i gymnasiet, og jeg forberedte mig så småt på at skulle læse medievidenskab på universitetet for efterfølgende at søge ind igen.

Selve prøven er delt op i forskellige dele, som varierer en smule fra år til år. Jeg skulle blandt andet skrive en artikel om løvfrøer, en tekst om min bedste ven skrevet i et sprødt og spændstigt sprog (hvordan hulan gør man det?!), fortælle om tre ting, der undrede mig, beskrive humor med 500 ord, sætte kommaer og selvfølgelig tage videnstesten (som de fleste har hørt om – ja, enkelte tror faktisk, at det er det eneste, man skal bestå for at blive optaget). Videnstesten bliver altid lagt online kort tid efter den seks timer lange optagelsesprøve, og da jeg testede mine svar samme aften, opdagede jeg med gru, at jeg kun havde haft 28 (!!!) rigtige ud af 50 spørgsmål ved optagelsesprøven. Jeg kunne lige så godt give op, løbet var kørt – jeg måtte vente til næste år. Eller… det troede jeg i hvert fald.

En måneds tid senere sov jeg ved Christian, som på det tidspunkt stadig boede ved sine forældre, og klokken blev over middag, før jeg så på Facebook, at andre havde fået svar fra Journalisthøjskolen. Jeg skyndte mig ind og tjekke mailen, og bum! Jeg var kommet direkte ind – ét styks studieplads var klar til mig fra februar 2012. Vi hoppede og dansede rundt i mine svigerforældres stue og kunne næsten ikke tro, at det var rigtigt. Jeg skulle flytte til Aarhus!

Lige nu er min makker og jeg ved at lave den afsluttende hovedopgave på skolen. Til januar er jeg færdiguddannet journalist (det er egentlig lidt vildt at tænke på?!), og barndomsdrømmen er dermed gået i opfyldelse. Jubii! Et af de spørgsmål, jeg oftest bliver stillet, når snakken går på uddannelse, er, om det ikke er svært at komme ind på Journalisthøjskolen? Jeg synes, det spørgsmål er enormt svært at besvare, for jeg følte jo ikke selv, at min præstation ved optagelsesprøven var særlig god, og alligevel fik jeg den føromtalte mail på en dejlig forårsdag i maj. Lykkens gudinde tilsmilede mig i dén grad, og jeg er hende evigt taknemmelig :-)

Hvis der er nogle, der læser med, som har nogle spørgsmål om journalistuddannelsen, så hold jer endelig ikke tilbage! Jeg husker selv, hvordan jeg havde tusind spørgsmål og googlede løs på ”optagelsesprøve Journalisthøjskolen”, men dengang i 2011 var det lidt svært at finde nogle, der kunne berette om deres oplevelser. Så fyr løs!

PS. Har man selv lyst til at teste sin viden, så kan videnstesten fra dette års optagelsesprøve findes lige her. Og skriv endelig resultatet i kommentarfeltet! Jeg er nysgerrig 😀

Om at have et stort plaster i panden

Alle kigger på mig! Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind, at de gør. Egentlig er det ikke MIG, de kigger på – men det store, iøjnefaldende plaster, der pryder hvad der føles som halvdelen af min pande lige nu.

Hele mit liv har jeg haft et lille modermærke i panden, som jeg aldrig har tænkt nærmere over. Faktisk vidste jeg næsten ikke, at det eksisterede, før en medstuderende for nogle år siden sagde til mig, at jeg vist havde en krumme i panden. Det morede jeg mig meget over, og døbte på stedet modermærket ”Krummen”.

Nå, men der skulle et par år, før Krummen igen kom i fokus – denne gang af en lidt anden grund. De seneste 8-9 måneder har det nemlig kløet og prikket i Krummen, og dum som jeg er, skrev jeg ”kløende modermærke” i søgefeltet på Google og orienterede mig på NetDoktor. Det skal man aldrig gøre!

Jeg tog til lægen for at få det undersøgt, men min læge forsikrede mig om, at alt altså var i den skønneste orden – der var ingen grund til at skille sig af med Krummen. Jeg glædede mig over beskeden, og tog derfra uden bekymringer.

Den følelse varede et par dage, indtil jeg igen kunne mærke en svag smerte i Krummen. Det kan simpelthen ikke være normalt, at man kan mærke et modermærke – kan det? Efter at have gået i et par måneder og sagt til mig selv, at lægen jo havde konstateret, at alt så normalt ud, overmandede mine bekymringer mig alligevel, og jeg bestilte en ny tid ved lægen. På trods af mange gode år, var det på tide, at Krummen og jeg måtte gå hver sin retning. Sådan måtte det altså blive. Jeg fik en henvisning til en hudlæge, og i går kunne jeg så bytte krummen ud med et styks meget stort plaster – sådan føles det i hvert fald!

IMG_6381

Plasteret presser mit øjenbryn nedad, og jeg synes selv, jeg lidt ligner Gru fra Grusomme Mig. Om syv dage skal jeg have fjernet de to sting, området efter Krummen blev lappet sammen med. Det vil sige, at jeg de næste syv dage skal have plasteret i panden, og selvom det måske ikke ser ud af noget særligt, er det det eneste, jeg lægger mærke til, når jeg ser mig selv i spejlet. Det er lidt ligesom når man har en kæmpe bums og kan føle, at selv den bedste dækstift i verden ikke slår til – bare værre! First world problems, I know! Plasteret må ikke blive vådt, så det bliver noget af en udfordring at vaske hår.

At gå med plasteret er dog en lille pris at betale for at kunne slippe for bekymringerne om et modermærke, der klør og prikker. Det er garanteret ganske fredeligt (som hudlægen også påpegede), og har nok i virkeligheden kløet som resultat af, at jeg har bekymret mig så meget om, om der nu var noget galt med det.

Nå, noget helt andet: Tusind tak for alle de søde tilbagemeldinger, der er kommet, efter at jeg i går fortalte på Facebook og Instagram om bloggen her. Det betyder virkelig meget! Og hvor er det vildt, hvor glad man kan blive af at få en sød kommentar med på vejen. Jeg gik storsmilende i seng i går. :-)

Nu rammer mit tog snart Aarhus, men det er jo ingen sag med sådan en togrejse, når man kan bruge tiden på at skrive til bloggen her.

Rigtig god tirsdag!

Hvad mon andre tænker?

Jeg har altid gået alt for meget op i, hvad andre mon tænker om mig. Jeg ved ikke, om det er sådan en usikkerhed fra teenage-alderen, jeg ikke helt er kommet af med endnu, som fører til, at jeg nogle gange lægger lidt låg på mig selv af hensyn til andre. Og hold nu op, hvor er det åndssvagt! :-)

For eksempel går jeg enormt meget op i, om jeg nu får sagt ting på den rigtige måde, og Christian må ofte bekræfte mig i, at jeg altså ikke har sagt noget forkert. Kunne det mon misforståes, det jeg sagde? Har jeg såret nogen? Det ender tit med, at jeg undskylder for mig selv, hvilket er vanvittigt irriterende for andre at høre på. I know!

Jeg går også rigtig meget op i, hvordan vores hjem ser ud overfor andre. Når mine forældre eller venner ringer og spørger, om jeg giver en kop kaffe om 20 minutter, opstår der kaotiske tilstande i det lille hjem. Ud med støvsugeren, puderne i sofaen skal stå rigtigt, gryden, der står i blød i vasken skal vaskes op og bunken af vasketøj ved siden af sengen skal i vasketøjskurven. Alt sammen for at jeg totalt overskudsagtigt kan stå og tage imod gæster i en lejlighed, der skinner og på ingen måde bærer præg af, at jeg for 3 minutter siden tørrede støv af fjernsynet med fingrene, fordi der ikke var tid til at vride en klud.

Når jeg sidder her og skriver det, kan jeg jo sagtens høre, at det lyder håbløst. Men det er altså ikke desto mindre sådan, virkeligheden ser ud! Og det er gået op for mig, at jeg alt, alt for tit tager hensyn til, hvad andre folk tænker, end hvad der føles rigtigt for mig. Jeg kan næsten ikke være alene om at have det sådan?

Jeg har altid haft en lille kærlighed til den lidt rockede stil, hvis man kan kalde den det. Med sort tøj, godt med eyeliner, stort, pjusket hår, grove støvler og læderjakke. I love it! I 1.g prøvede jeg mig frem med stilen, og som resultat af det endte jeg øverst på 3.g’ernes dødsliste på sidste skoledag. Begrundelsen var mine sorte velour-shorts og støvler. Selvom jeg inderst inde var lidt stolt over, at 3.g’erne overhovedet havde lagt mærke til lille, 16-årige mig, tror jeg ikke, de shorts kom i brug efterfølgende. For hvad mon folk ville tænke?

Desktop-001

Da jeg fik hairextensions, havde vi problemet igen. Jeg ville sindssygt gerne have langt hår, og som man kan læse her, har det været lidt af en kamp, da jeg har en tendens til at ødelægge projektet for mig selv. Det er kun til mine allernærmeste veninder, jeg har fortalt, at der altså også er noget indisk hår blandet sammen med mit eget, for hvad vil folk dog ikke tænke – extensions er da kun sådan noget, teenagere har?

Jeg har de sidste par år også haft en idé om, at jeg gerne ville starte en blog. Min grandkusine Sofie har i flere år blogget, senest på http://www.sofiemartine.com, og når vi har mødtes og hun har fortalt om bloggen, har jeg efterfølgende talt med Christian om, at dét gad jeg altså også godt. Men altså – hvad vil folk ikke tænke, når jeg sådan bilder mig ind, at jeg har noget spændende at skrive om?

Men NU skal det være slut! Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke skal bekymre mig om, hvad folk mon tænker, og i stedet gøre de ting, jeg selv har lyst til. Derfor skriver jeg også lige om lidt på Facebook og fortæller om bloggen her. Og derfor skriver jeg det her indlæg. Hurra!

… og for at være helt ærlig, så har mine bekymringer nok i virkeligheden været spildt, for folk har garanteret mere travlt med at tænke på dem selv og hvad andre mon tænker om dem, end at tænke på, hvad andre gør! :-)

PS. Jeg har allerede diskuteret med mig selv og Christian om, om jeg mon skulle skrive dette indlæg – for hvad vil folk dog ikke tænke? Herregud…

Goodbye London!

_JGB9428

Det er utroligt, som jeg kan blive overrasket hver gang over hvor dejlig en by, London er! Jeg er netop landet igen efter endnu en skøn forlænget weekend i den travle by. Vi har shoppet, været til Green Day-musical, set BBC, spist helt fantastisk kage, været på British Museum og været på London By Night-tour på de 3 dage, min farmor, lillebror Joakim og jeg tilbragte der i denne omgang. Billeder siger som sagt mere end ord, so here we go:

IMG_6311

Dét er da en mærkelig sammensætning – kyllingenudler og rødvin til den herlige sum af 65 kroner på flyet. Jeg gad godt vide, hvem der kom i tanke om sådan en menu? Og om nogen køber det?? :-)

IMG_6324

Alt hvad hjertet begærer af julepynt i Selfridges. Jeg kunne have købt det hele med hjem…

IMG_6328

Min flotte fyr af en lillebror 😉

IMG_6339

Dét her er seriøst den bedste kage, jeg nogensinde har smagt! Chili chocolate fondant med honningis og mandariner i appelsinsirup på Chiquito på Leicester Square. Et ord: wauw.

IMG_6341

Joakim var ikke helt lige så heldig som mig med desserten – han bestilte de lækre pandekager med is, han kunne se på billedet i brochuren, uden først at læse, hvad der stod om dem. Han blev derfor slemt, slemt skuffet, da det viste sig, at det altså IKKE var pandekager på billedet, men derimod ovnbagte ananasringe! Selvom de nu smagte udmærket, var det bare helt vildt sjovt, fordi Joakim normalt er ved at løbe skrigende bort ved tanken om frugt. Han spiste nu alligevel halvdelen, så helt dårligt kan det ikke have været.

IMG_6344

Fredag aften så vi musicalen American Idiot, som er baseret på Green Days sange. Som man kan læse om her, er jeg jo stor Green Day-fan og glædede mig som et lille barn til forestillingen. Og hurra – mine forventninger blev indfriet! Er man Green Day-fan, og skal man til London, så synes jeg, man alvorligt bør overveje at runde Arts Theatre tæt ved Leicester Square og bruge et par timer på musicalen, der handler om en gruppe stofmisbrugere i en forstad i USA efter 9/11. Jeg var totalt i rock’n’roll-humør, og dagen efter fik den lidt ekstra med eyelineren og touperingskammen. :-)

IMG_6315

Jeg må jo nok indrømme, at jeg er lidt glad for Primark. Ja, jeg ved godt, at tøjet ikke er i den bedste kvalitet nogensinde, men de har altså bare tit nogle fine og sjove ting alligevel, som for eksempel den her sag, jeg blev nødt til at købe! Man er vel Harry Potter-fan.

IMG_6357

Egentlig spiser jeg normalt ikke ret meget kage, men London-turen var altså en undtagelse. Her er verdens tungeste cheesecake, som jeg kunne klemme en tredjedel ned af. Og så havde jeg endda kvalme efterfølgende – men den var også kæmpe!

IMG_6353

Jeg læser jo til journalist, og min lillebror er i gang med uddannelsen til TV-fotograf, så det var oplagt, at turen gik indenom BBC til en tur rundt i huset. Her så vi TV-studier, var med på sidelinjen til en stor, live radioudsendelse og hørte om arbejdsgangene i huset. Vildt spændende!

IMG_6355

Jeg elsker alt, der glimter, og hvis jeg nogensinde skulle få brug for en el-scooter, kunne man godt drømme lidt om sådan en sag her!

Jeg har desværre ikke nogen billeder fra vores London By Night-tour, men den er også klart anbefalelsesværdig, hvis man vil have et godt overblik over byen og dens seværdigheder. Jeg blev i hvert fald inspireret til, hvad vi skal lave, når turen igen går til London på et tidspunkt! Nu skal søndagen bruges på at kysse på Christian, kigge lidt på bacheloropgave og på at slappe af.

PS. Der kommer Django Unchained kl. 21 på TV2, hvis man er i humør til en spændende film!

1 4 5 6 7