Lidt om mit studiejob som nyudklækket livetekster

2014-09-26 15.12.53 HDR

I går blev jeg officielt udlært som livetekster! Det vil sige, at TV2/Nord må døje med mig en gang om ugen frem til 1. februar, hvor jeg efter endt uddannelse på Journalisthøjskolen skal lave TV på fuld tid som reporter. Indtil da har jeg fået det perfekte studiejob på fjernsynsfabrikken.

Jeg vidste ikke helt selv, hvad det der med at være livetekster indebar, så jeg formoder, at det kræver lidt forklaring her også. :-) En livetekster laver undertekster til udsendelsen – direkte. Det gør man ved at tale ind i en maskine, der kender ens stemme, MENS udsendelsen kører. Maskinen laver det, man siger, om til ordene i undertekster. Man gentager simpelthen dét, værten, kilderne og journalisterne siger LIGE efter, de har sagt det. Og vupti: så er der undertekster, hørehæmmede (og andre) kan læse, mens udsendelsen kører. Smart!

Så det gør jeg altså en gang om ugen fra nu – og jeg er allerede vildt glad for mit studiejob som livetekster. Det er en helt anden måde at arbejde på, end jeg er vant til, og jeg får i dén grad trænet min koncentration og skarphed. Det er lidt en kunst at tale højt og tydeligt og lytte koncentreret samtidig, men heldigvis har maskinen forstået langt det meste af det, jeg har sagt. Når altså ikke, den tror, jeg siger Vestbjerg i stedet for Esbjerg. Så får tingene lige pludselig en lidt anden betydning.

Ved siden af mine livetekster-vagter en gang om ugen har jeg stadig almindelige reportervagter og live-vagter, hvor jeg arbejder med det, jeg brænder for: nemlig at lave fjernsyn. Men med en intens bachelorskrivning fem dage om ugen i Aarhus, 20 timers ugentlig transport samt en fast livetekster-vagt om ugen har det været knapt med tid til 10-timers reportervagter, så jeg ser meget frem til at gå all in fra februar.

I næste weekend er jeg dog tilbage som reporter, så hvis man ser TV2/Nord lørdag eller søndag, så kan det være, vi støder på hinanden. :-)

I morgen går turen til København, hvor min bachelormakker og jeg skal mødes med Anders Hemmingsen. Forklaring følger. Nu vil jeg liste ind i familie-kupéen i toget og sludre lidt med en veninde fra Journalisthøjskolen.

Hav en rigtig dejlig dag!

Mine bønner er hørt – lykkens gudinde har tilsmilet mig igen!

Nogle gange har man lov til at være Fætter Højben, og i dag var en af de dage for mig. Efter at have griflet lidt ned på bloggen i går om, at jeg går og drømmer om at komme ud og rejse, lå der minsandten en meget rar mail og ventede på mig i min indbakke i dag: En voucher til flybilletter med KLM! JUBIII!

Jeg så cirka sådan her ud, da jeg læste mailen:

DSC_0220

Da Christian og jeg skulle til USA i sommer, var der mekaniske problemer med flyet fra Amsterdam til Atlanta, hvor vi skulle mellemlande, inden turen gik videre til Los Angeles. Det betød, at vi endte med at måtte bruge en nat på et hotel i Amsterdam, før vi næste morgen kunne sætte os på et andet fly, som fløj direkte fra Amsterdam til Los Angeles. I alt mistede vi 12 timer af vores rejse, og dermed også en overnatning på hotel i Los Angeles og en dags billeje.

Vi tænkte egentlig ikke mere over det – der var jo ikke ret meget, KLM kunne gøre, andet end at give os gratis mad, overnatning og nyt fly næste dag. Men da vi kom hjem, tænkte jeg, at det ikke ville skade at undersøge vores rettigheder. Vi havde jo trods alt haft udgifter til hotel og billeje, som vi ikke kunne bruge pga. forsinkelsen. Jeg læste lidt om passageres rettigheder, og det gik op for mig, at vi faktisk var berettiget til erstatning. Den faste takst er 4.500 kroner i en situation som vores, så vi søgte selvfølgelig om erstatning ved KLM.

Efter seks uger havde vi stadig ikke fået svar fra KLM, og vi sendte derfor en klageformular til EU, som reglerne foreskriver. Men for et par uger siden fik vi så et brev tilbage fra EU om, at KLM altid svarer deres passagerer, og at de derfor ikke kunne gøre mere i sagen. Da vi jo ikke havde hørt fra KLM indenfor perioden for svarfrist, tænkte vi egentlig, at løbet var kørt.

MEN! Så blev mandagen lige pludselig ti gange bedre, da der i dag tikkede svar ind fra KLM – de beklagede meget vores forsinkelse, og som et plaster på såret fik vi en voucher til en værdi af 6000 kroner til KLM, Delta Airlines og Air France. Halløjsa!

Christian er ikke helt lige så meget oppe og køre over vores ”tvungne” rejse, som jeg er – som han formulerede det (ganske vist med et stort smil på læben): ”du har altid metoder til at overtale mig til at tage ud og rejse!” Han mener, at USA-turen er ferie nok for et par år, og at der lige skal spares på rejsebudgettet, når vi er på SU. Det har han måske også lidt ret i. Jeg krydser dog fingre for, at han ser sådan her ud, når han lige vænner sig til tanken om, at vi alligevel skal flette fingre i udlandet igen snart:

DSC_0825

Voucheren skal bruges indenfor 12 måneder, så jeg kommer helt sikkert til at skrive et indlæg eller to om hvilke destinationer, der er i tankerne. Mulighederne er jo uendelige med KLM – hold nu op, hvor flyver de mange steder hen! Og så håber jeg, at I læsere har nogle gode rejsetips, til når Christian og jeg endnu en gang drager ud i verden. :-)

At rejse er at leve

Jeg elsker at rejse, og har konstant øjne og ører åbne overfor nye rejsemuligheder. Faktisk er det nærmest første gang i flere år, at jeg ikke har en eller anden bestemt destination i kikkerten eller konkrete rejseplaner for fremtiden. Jeg aner simpelthen ikke, hvor turen går hen næste gang – men jeg har MASSER af drømme! I år har været ret begivenhedsrigt på rejsefronten, og på sådan en tømmermænds-søndag efter en fed koncert med Kato på Skråen i går får jeg lidt lyst til at samle op. :-)

Playa del Inglés, Gran Canaria – januar 2015

En mandag aften i januar talte en veninde og jeg om, at vi var blevet lidt trætte af kulden herhjemme, og at det ville være lækkert med en tur til sydens sol. Vi havde tilfældigvis mulighed for at holde fri fra arbejde i en uge (jeg havde noget afspadsering på TV2/Nord, der skulle afholdes), så to dage efter tog vi chancen og bestilte en uspecificeret rejse til Gran Canaria med afrejse få dage efter. Billetterne var ultrabillige, og vores forventninger til hotellet var derfor heller ikke superhøje. Det skulle dog vise sig, at jeg intet havde at være bekymret for.

Vi endte i Playa del Inglés på et skønt lille hotel tæt ved havet, og på bordet i lejligheden stod der champagne klar til os, da vi ankom. Så var stilen lagt. Efter et par dage blev vi flyttet over på et andet (og endnu skønnere) hotel med lækkert pool-område. Det var min første oplevelse med en uspecificeret rejse, men bestemt ikke min sidste!

IMG_4599

IMG_4596

Vi var dog meget overraskede over, hvor få mennesker der var i Playa del Inglés i januar. Vi følte os lidt alene, og stødte konstant på de samme mennesker i området. Poolområdet havde vi nærmest også helt for os selv. Vi talte med nogle lokale, der sagde, at antallet af turister var faldet. Hvorfor, ved jeg ikke. Der var dog lidt fordele ved at være i byen, når der var så få mennesker i området – vi blev tilbudt drinks i læssevis af ejerne af de forskellige barer. Vi skulle bare betale for én drink, og vupti: så stod der fire drinks og shots til os. De ville gøre alt for at holde os ved deres bar. Det betød også en uge med lidt for mange drinks, men vi havde løbeskoene med, så mon ikke alkoholen blev svedt ud igen – det bildte vi os i hvert fald selv ind. 😉

10922690_10152604187353862_6912045739500465830_n

Men en fantastisk tur var det i hvert fald, og jeg kan varmt anbefale sådan en veninde-tur – det er balsam for sjælen!

Barcelona – april 2015

I april gik turen igen til Spanien – denne gang Barcelona på studietur med gode kollegaer fra TV2/Nord. Vi var afsted fra torsdag middag til søndag aften, og foran os ventede et spændende program med mediebesøg og foredrag med en dansk freelance-journalist i Barcelona. Jeg elsker at se, hvordan man laver TV andre steder og høre om journalisters rolle og tilhørsforhold i samfundet. Indtil videre har jeg besøgt medier i Istanbul, Barcelona, London og København, og det er nogle ret interessante forskelle, der er. Lad mig bare sige det sådan: jeg er glad for at være journalist i Danmark! :-) Nå, nok om det.

Vi fik også tid til at shoppe og spise god mad. Jeg tror, mit tapas-depot blev fyldt op for hele det næste år på de få dage!

Roadtrip i USA – juni og august 2015

Siden Christian og jeg gik i gymnasiet, har vi talt om, at vi rigtig gerne vil på roadtrip i USA. Denne sommer havde vi så muligheden for begge to at holde en måned fri og tage på vores livs hidtil største rejse. Vi kørte 8.500 kilometer i en spritny Dodge Charger gennem Californien, Arizona, Utah, Colorado, Wyoming, Idaho og Nevada. Hvis der er nogen, der er interesseret i en mere specifik rejsebeskrivelse, må I endelig skrive! Turen tog 30 dage, hvilket var perfekt, når man som os godt kan lide at være på farten og opleve noget nyt hver eneste dag.

2015-07-22 00.02.34

Vi besøgte flere nationalparker, og vores favorit var klart Yellowstone. Det var så spændende at se gejsere, bisonokser på vejene og kæmpe arealer med fantastisk natur. Vi brugte dog mere tid i parken end planlagt…

DSC_0412

Efter en rigtig god, lang første dag i Yellowstone satte vi os ind i bilen ved 20-tiden. Vi vidste, at turen til hotellet ville tage et par timer. Uheldigvis havde jeg ikke signal på min telefon, som vi brugte som GPS, så vi besluttede os for, at vi ville køre ud af parken og satse på at få signal der.

Yellowstone er næsten tre gange så stor som Fyn, og der er kun fire udgange fra parken: nord, syd, øst og vest. Vi mente at kunne huske, at vi skulle ud af den østlige indgang, og vi fandt vej ved hjælp af et kort over parken. Mørket var faldet på, og det eneste lys, der var, kom fra de få biler, der var tilbage i parken og fra månen. Derudover stod der tit rådyr på vejene og chillede, så vi blev nødt til at køre med ret lav hastighed.

Efter en times kørsel opdagede vi, at vi var kommet til at køre nordpå, og vi måtte vende skuden og køre samme vej tilbage. På det tidspunkt var det gode humør så småt ved at være under pres, men vi var nu sikre på, at vi var på rette vej.

Klokken 1 om natten, efter flere timers langsom kørsel, var vi ude fra parken, og jeg kunne endelig få signal til telefonen og slå GPS’en til. På det tidspunkt var vi overbeviste om, at der kun var ganske kort distance hjem, så jeg troede ikke på det, da GPS’en viste, at vi ville være fremme klokken 6 næste morgen. What?! Vi kørte ind på den nærmeste tankstation og talte med dem derinde. Langsomt gik det op for os, at vi havde taget den forkerte udgang – vi skulle have været ude af den sydlige udgang. Og da der lå en bjergkæde, som vi ville blive nødt til at køre udenom for at nå frem til hotellet, ville det tage os fem timer mere at komme frem. Puha. Jeg tror, at sådan en nat cirka svarer til samme parforholdstest som en tur i IKEA.

Nå, men klokken 9 næste morgen efter tre stop, hvor vi lige fik en halv time på øjet, var vi endelig fremme ved hotellet og nåede at få tre timers søvn, inden turen igen gik ind mod Yellowstone National Park. :-)

2015-07-21 12.33.58

Jeg kunne skrive flere sider om vores roadtrip, men jeg skal nok spare jer for det. Turen var på alle måder så fantastisk, at det ikke kan forklares med ord. Jeg har klippet en video sammen fra turen, som jeg lægger ind på bloggen en anden dag – jeg kan desværre ikke få lov til det lige nu af uforklarlige grunde.

London – oktober 2015

For knap en måned siden satte jeg igen kursen mod London til en dejlig tur sammen med min søde farmor og lillebror. Turen har jeg allerede skrevet om her.

Som sagt ved jeg ikke, hvad næste stop er – USA-turen sled lidt på rejsebudgettet, så vi må lige tage nogle ekstra vagter på jobbet, hvis vi snart vil afsted igen! Personligt har jeg slet ikke fået nok af USA, men en tur til en destination i Europa kan bestemt også gøre det. :-)

Peace for Paris

peace for Paris

Det er lørdag, hvilket under normale omstændigheder ville have betydet lørdags-dilemmaet, men ligesom Mads og Monopolet har jeg valgt, at der er ting, der er vigtigere for mig at skrive et par ord om i dag end noget så fredeligt som et lørdags-dilemma.

I går klokken 22.16 fik jeg en ”breaking”-push-besked på telefonen. Det skulle blive den første i rækken af mange. I beskeden stod der, at der var blevet affyret skud i midten af Paris, og at der var flere dræbte. Klokken 22.48 kom den næste push-besked. 18 dræbte samt en gidselsituation i en koncertsal i Paris.

Jeg var egentlig hoppet under dynen efter at have været på arbejde på TV2/Nord, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte tænde fjernsynet i soveværelset og se, hvad der foregik. Klokken 01.10 slukkede jeg for CNN efter i to timer at have fulgt intenst med i begivenhederne i Paris. På det tidspunkt var der mindst 60 døde, og præsident Hollande havde erklæret undtagelsestilstand i landet. Igen er terroren kommet tæt på, og i skrivende stund er 127 personer meldt dræbt.

Det er så uhyggeligt, hvordan en gruppe mennesker kan sprede frygt og rædsel blandt befolkningen. Og som vi også blev mindet om under attentatet mod Charlie Hebdo og terrorangrebene i København, er det efter situationer som den i går, at vi skal stå fast ved, at terroristerne ikke kan skræmme os.

Som jeg hørte i radioen i morges (jeg husker desværre ikke, hvem der sagde det): vi er de mange, de er de få.

Mine tanker går til Paris i dag.

Og i aften vil jeg tage til koncert med min veninde – det får I lov til at høre meget mere om i morgen. :)

Glæden ved en hjemmearbejdsdag

Klokken er 9.15, og det er kun en time siden, jeg stod op! På nuværende tidspunkt plejer jeg ellers at have været oppe i lige præcis tre timer for at nå tog og bus til Journalisthøjskolen ude i Aarhus Nord. Men i dag skal vi bare transskribere interviews, så jeg har tilladt mig at tage en arbejdsdag tre meter fra sengen. Det klager jeg bestemt ikke over!

Som jeg før har skrevet lidt om her, så er jeg ramt en liiiiiiille smule af julestemning (okay. Mega meget ramt af julestemning), så jeg har hørt sange fra Brødrene Mortensens jul den sidste time og spist havregrød i jule-edition. Bestemt ikke en havregrød for de fedt-forskrækkede – men som et gammelt mundheld lyder: det er smørret, der gør’et. :-)

IMG_6568

Christian er i praktik og underviser i dag i engelsk, og når han kommer hjem, står den på inspiration-til-ønskelisten-tur rundt i Aalborg. Jeg er allerede færdig med min ønskeliste, men jeg har lovet svigermor Jette højt og helligt, at jeg nok skulle sørge for, at Christian sender en ønskeliste snart (han har det med at glemme sådan nogle ting), så det er jo en oplagt undskyldning for at tage ham med ud og shoppe. Og måske kigge lidt på nytårs-kjole.

Men HOLD NU OP, hvor kan man godt se på min ønskeliste, at jeg altså ikke er ti år længere. Sengetøj, lagener, loftlampe, Trip Trap-nisser og en regnjakke har sneget sig med på listen…

Det var altså tider, dengang man fik stukket et Fætter BR-blad og en kuglepen i hånden, og så skulle man ellers bare sætte ring om de ting, man ønskede sig! Et år resulterede det i, at lillebror Joakim og jeg fik en PlayStation 1, som jeg ikke anede, hvad var, men jeg havde altså åbenbart sat ring om den. Jeg tror på, at skæbnen har villet, at jeg satte ringen forkert, for sammen med PlayStationen var Crash Bandicoot-spillet, som jeg stadig kan finde på at spille den dag i dag. :-)

Nu vil jeg kaste mig over arbejdet og nyde en dag i Ålleren, og så venter weekenden jo lige om hjørnet!

At være i det røde felt

Når nogle joker om, at kvinders humør skyldes, at det ”nok er dén tid på måneden”, så er der altså ofte noget om det – i hvert fald for mit vedkommende. Det kan alle, jeg jævnligt omgås med, bekræfte. Hvor jeg normalt vil betegne mig selv som en ret glad og optimistisk person, så er der altså liiiige en periode en gang om måneden, hvor jeg forvandles til et sandt PMS-monster, der er på grænsen til at æde min stakkels kæreste og andre mennesker, der skulle være så uheldige at være i nærheden, med hud og hår.

via GIPHY

Da jeg første gang for fem år siden oplyste Christian om, at jeg kunne blive en smule mindre behagelig at spendere tid med i den omtalte periode, grinede han. Det var da lidt sjovt, syntes han. Manden var tydeligvis lykkeligt uvidende om hvilket mareridt, han (forhåbentlig) kunne se frem til at gå igennem tolv gange om året de næste 25-30 år.

Jeg kan simpelthen ikke styre mit temperament, når Tante Rød er på besøg. Små ting, der normalt ikke ville gå mig særlig meget på, bliver pludselig til kæmpe problemer. Og jeg kan i gerningsøjeblikket slet ikke se, at det er forkert at blive sur. Det kan jeg til gengæld ti minutter efter, hvor jeg kommer krybende med undskyldninger og beder til, at Christian bærer over med mig. Det gør han som regel. Jeg har været heldig, har jeg.

via GIPHY

Manden har nu lært, at det er bedst, at han trækker sig tilbage i spisestuen med League of Legends, når der er Dolmio-dag, mens jeg får lov at ligge og være sur, græde, grine, svede, fryse, spise chokolade og klage over mavepine i sofaen. Mit hoved er et sandt galehus for ustyrlige følelser.

via GIPHY

Jeg misunder altså de kvinder, der kommer gennem perioden uden PMS og vildt ondt i maven. Og Christian misunder helt sikkert også de kvinders kærester! :-)

Hvordan har I det, når det bliver den tid på måneden?

Siger du din mening, eller tier du stille?

Jeg har haft den bedste weekend længe, og har fået set et hav af mennesker! Jeg elsker de weekender, hvor der både er plads til vin med veninderne, kaffe med familien og svigerfamilien og afslapning foran fjernsynet.

I går var jeg med min veninde, hendes søster og niece på to år i Leos Legeland, og jeg er i tvivl om, hvem der legede mest – os voksne eller niecen. Jeg sled i hvert fald hul på mine strømper, fordi vi rutsjede så meget. :-)

Om aftenen var der James Bond på programmet! Sammen med tre af dem, jeg var i praktik med på TV2/Nord, lod jeg mig indhylle i Bond-universet i et par timer, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Faktisk var Spectre den første film med Agent 007, jeg har set (lidt vildt, egentlig?), og jeg overvejer lidt at starte på et lille James Bond-maraton, når bachelorperioden er slut.

IMG_6546

Nå, men der er noget, jeg har tænkt over længe: Jeg vil gerne være bedre til at sige min mening.

For kan det virkelig passe, at man skal tilpasse den måde, man taler og er på overfor andre mennesker, efter hvem, man lige er sammen med? At man nogle gange ikke kan ”være sig selv”, fordi man er bange for, at man dermed ikke gør det bedste indtryk? Eller at man ikke tør sige fra – af frygt for at skabe dårlig stemning?

Jeg oplever i hvert fald en gang imellem, at jeg befinder mig i et selskab, hvor der bliver sagt eller gjort noget, jeg tager afstand fra. Det kan være en racistisk kommentar, nedladende snak om andre personer eller decideret upassende opførsel.

Tit er der ingen, der siger personen imod, for vi er jo SÅ bange for at ødelægge den gode stemning. Og så lader vi bare lige den der kommentar om, at ”folk, der stemmer Liberal Alliance er onde og tænker kun på sig selv” eller ”folk, der stemmer Enhedslisten er nogle nasserøve” hænge i luften. Eller endnu værre: ”de abekatte kan bare smutte hjem, hvor de kommer fra, hahaha”.

Jeg har godt nok bidt mange ting i mig, fordi jeg ikke har lyst til at være den, der starter en større diskussion. Men jeg kan mærke, at jeg får sværere og sværere ved det.

Især på Facebook er folk rigtig, rigtig gode til at dele ekstreme holdninger, som ingen steder hører hjemme. For at stykke tid siden var der en af mine Facebook-venner (han er slettet nu!), der spurgte, hvem der skulle med ned til grænsen og skyde flygtninge. Rigtig mange meldte sig – nu skulle de rigtig ned og vise dem ”de danske krigere, når de er bedst”. WHAT?

Jeg ved godt, at rigtig mange af disse kommentarer er baseret på uvidenhed, og at det jo ikke direkte skader nogen, når der flyver en frisk kommentar hen over bordet. Men så synes jeg i stedet, det er relevant at tage snakken om, hvorfor vedkommende tænker sådan? På den måde kan vi jo alle blive klogere og lære om hinandens syn og holdninger.

Én ting er at sige sin mening, når det gælder mere eller mindre upassende kommentarer – en anden er at sige fra, når man bliver udsat for decideret upassende opførsel.

Det har netop været oppe i medierne, hvordan en kvinde sagde fra overfor fyre, der ragede på hende i byen. Jeg har ikke læst hendes indlæg, men husker, at jeg tænkte ”TAK!”, for hvor var det rart, at der var en, der satte ord på det.

Så længe, jeg husker tilbage, har det nærmest været lige så almindeligt som alt for lange køer til pigetoiletterne at en eller anden klam mandsperson lige niver en i røven, når han går forbi. Jeg raser altid indeni, når det sker – hvordan i alverden kan man tro, at det er OK at befamle tilfældige piger? Det er så sølle en opførsel.

Og lige så sølle er det, at jeg ikke er bedre til at sige fra, når det sker. Jeg siger bare ”stop”, går hurtigt væk og sender krybet et blik, der siger, at det finder jeg mig ikke i. Altid får jeg den samme reaktion: et smørret grin. Som om det ”da bare er for sjov”, og at jeg ”da burde kunne tage det”.

Jeg har tit spurgt mig selv om, hvad de her mænd egentlig får ud af det? Hvis det er for at score, så må det da være det værste scoretrick ever! Så hellere ”vil du med hjem og se min frimærkesamling?

Det værste er jo, at alle de usagte ting hober sig op, og en dag flyder bægeret for alvor over. Lidt ligesom når ens kæreste igennem en periode ikke har været så god til at ramme vasketøjskurven, og han en dag får den helt store skideballe ledsaget af råb og tårer, fordi man ikke bare fik sagt noget til at begynde med.

Puha, det blev et langt og seriøst indlæg! Men nu fik jeg sagt, hvad jeg mener om at sige sin mening – vildt meta! :-)

Hvad tænker I? Skal man sige sin mening og risikere at ødelægge den gode stemning, eller skal man bide det i sig og acceptere, at vi nok alligevel aldrig bliver enige?

Det er okay at sige nej

_JGB9091

Nogle gange er der intet andet, jeg hellere vil, end bare hygge mig derhjemme med Den Store Bagedyst eller en god bog i mit eget selskab. Jeg har ikke nødvendigvis brug for at rende i byen både fredag og lørdag, og jeg vil en gang imellem hellere holde kæresteaften og kysse på Christian end skulle forholde mig til alt muligt.

Jeg har bare altid haft det problem, at jeg har været så pokkers bange for at gå glip af noget. Derfor har min kalender også været proppet med aftaler, og det har været helt normalt, at jeg kun har givet mig selv 1-2 aftener om ugen, hvor jeg bare har været alene eller sammen med Christian. Resten af tiden har været fyldt op med skole, arbejde, familie, venner, byture og træning. Derfor var jeg også førhen helt bombet efter en uge, hvor hjernen kun lige havde holdt fri og fået ro den sidste time inden sengetid.

Jeg har øvet mig rigtig meget det sidste halvandet års tid. Øvet mig i at holde fri og vænne mig til tanken om, at det er okay at sige nej, når man bare har allermest lyst til at koble fra med tre afsnit Gossip Girl i træk på sofaen. Øvet mig i at sige til mig selv, at jeg godt må have lov til at tage en ”doven” dag, hvor jeg hopper i natbukser, kæmper mig op på level 154 i Candy Crush og spiser en frysepizza til aftensmad. Jeg ved godt, at livet er kort, YOLO og alt det der, men man bliver jo gammel før tid, hvis ikke man husker at give sig selv lov til at slappe af en gang imellem. :-)

Det er lidt dobbeltmoralsk, at jeg tillader mig at sidde og kloge mig på den slags, når jeg selv er elendig til disciplinen afslapning. Men jeg ER altså blevet bedre til at prioritere både hygge og afslapning indenfor det seneste halvandet år, hvilket har resulteret i, at jeg er blevet en endnu gladere udgave af mig selv. Og når jeg så laver aftaler, så gør jeg det, fordi jeg gerne vil – og så er jeg 100 % til stede (og overholder selvfølgelig også de aftaler!).

Jeg stemmer for, at man skal blive bedre til at sige nej, hvis der er noget, man ikke lige har lyst til. Om det er et tupperware-party, en tur til spinning eller noget tredje.

Det er jo alligevel ikke hyggeligt at være sammen med nogen, der i smug sidder og kigger på uret og spekulerer på, hvornår det ville være acceptabelt at smutte. :-)

Lørdags-dilemmaet: Kæresten eller børn?

Dagen har stået i svigerfamiliens tegn! Vi har været til fødselsdag ved Christians niece, besøgt Christians farmor og set genudsendelsen af DMA 2014. Tømmermændene fra J-dag i går har heldigvis været nærmest ikke-eksisterende, selvom der både røg slave-vodka og Små Sure indenbords. Nogle gange har man lov til at være heldig. :-)

Og så er det jo allerede blevet lørdag, hvilket kun kan betyde én ting: Det er blevet tid til lørdags-dilemmaet!

_JGB9432

Dagens dilemma er et, jeg selv har meget svært ved at danne mig en holdning til, så jeg er spændt på, hvad I tænker. Igen er dilemmaet taget fra min hverdag, men det omhandler (heldigvis!) ikke mig selv.

Here we go…

En i min omgangskreds – lad os kalde hende Malene – føler, at hun har fundet sin eneste ene. De er begge i starten af 30’erne, har været sammen i 5-6 år, er begyndt at kigge på hus, har begge fast job – alt går lige, som det skal. Malene er kommet til det tidspunkt i livet, hvor hun er klar til at to bliver til tre. Hun ved godt, at hendes kæreste altid har haft et lidt anstrengt forhold til det med at få børn, men Malene har hele tiden tænkt, at han nok ville skifte mening med tiden.

Problemet er bare, at han ikke har ændret holdning. Sidste gang, emnet blev bragt på banen, gjorde han det fuldstændig klart. Han havde taget beslutningen: han skal aldrig have børn. Han elsker Malene højt, og har et stort ønske om, at de to skal være sammen til deres dages ende. Han kan bare ikke se sig selv som far, og har aldrig haft lyst til at videreføre sine gener.

Malene kan slet ikke forestille sig et liv uden børn. Omvendt kan hun heller ikke forestille sig at forlade sin kæreste. Hvis hun går fra ham, er der jo desuden ingen garanti for, at hun møder en ny mand, der har lyst til at få børn med hende.

Malene er i syv sind, og forholdet lider voldsomt under dilemmaet. Ingen af parterne har lyst til at undvære den anden, men Malene er bange for, at hun for altid vil være ulykkelig over ikke at have fået børn.

Skal Malene gå fra sin kæreste og forsøge at finde en mand, der gerne vil have børn, med risiko for at ende som single og barnløs?

Eller skal hun opgive drømmen om familielivet og i stedet nyde tosomheden med kæresten, som hun jo trods alt elsker meget højt?

Jeg håber, I har lyst til at komme med jeres bud! :-)

PS. Fik du ikke læst forrige uges dilemma, så kan det findes her.

J-dag og girls night out

Klokken 20.59 i aften falder sneen – julebryggen bliver frigivet! Så kan man vel nærmest godt sige, at det er ved at blive rigtig jul?

Jeg skal fejre dagen med fire dejlige veninder. Der er allerede rigtig god stemning på Facebook-chatten a la “hvad tager I på?”, “hvad har I med at drikke?” og så videre. SÅ ved man altså, der er lagt op til en rigtig girls night out. :-)

I dag slap jeg for turen til Aarhus, fordi min bachelormakker skulle til tandlægen, så jeg har arbejdet hjemmefra, løbet en tur med Christian og tullet rundt og glædet mig til i aften. Som altid har jeg ingen idé om, hvad jeg skal have på, men jeg er ude i noget kjole-agtigt.

Det forholder sig faktisk sådan, at jeg har en kjole, der ville passe perfekt til lejligheden… Nemlig min kjole fra karneval sidste år:

2014-05-23 14.58.12Kjolen er resultatet af totalt stress over, at jeg dagen før Aalborg Karneval endnu ikke havde fundet et kostume. Jeg endte derfor i en genbrugsforretning, hvor Julebryg-kostumet lå og kiggede på mig. Som det eneste kostume. Jeg associerer nok kostumet lidt med et Cult-kostume, og havde derfor mine betænkninger om, om det blev lidt for “vildt” til mig. Gode råd var dog dyre, og jeg endte med at investere i et par hvide gamacher og konkludere, at det godt kunne gå.

Nå, men hvis mine veninder skal kunne stå ved, at de kender mig, må jeg nok hellere lade julebryg-kostumet blive hjemme.

Kan I alle have en dejlig aften – om den så står på iskold julebryg i byen eller bland selv-slik til Vild Med Dans på sofaen! :-)

1 3 4 5 6 7