Når et like på Facebook tillægges større betydning, end det fortjener

Det er helt vildt, hvad et ”like” på sociale medier betyder. Det gik for alvor op for mig i lørdags, da mine to veninder og jeg delte et billede af os på Facebook, inden vi skulle en lille tur i byen. Efter et kvarter var der kun kommet ét like på billedet – og den ene person, der havde liket, var mig. Katastrofe. En af pigerne luftede idéen om at slette billedet igen, fordi det simpelthen var for pinligt. Det endte med en lille diskussion om, hvor åndssvagt det egentlig er, at et like betyder så meget. Har vi lyst til at dele et billede af os selv, så skal vi da gøre det – uanset hvad folk synes om det.

Når jeg deler noget på Instagram eller Facebook, så kan jeg mærke, at jeg – om jeg vil indrømme det eller ej – bliver enormt glad, når der kommer mange likes. Og jeg begynder at tvivle på mig selv, når der kun er 3-4 personer, der har tilkendegivet, at de synes godt om det, jeg har delt. Var det dumt at dele det? Tænker folk, at jeg er fjollet, at jeg deler det? Jeg husker stadig med gru dengang, jeg skrev en statusopdatering, jeg selv synes, var sjov, om Rene Difs nye chips og dip. Statussen fik to likes, og jeg fik et ordentligt hak i selvforståelsen. Siden da har jeg ikke stillet min dårlige, humoristiske sans til skue.

Jeg har oplevet, at jeg har fået beskeder fra veninder om, om jeg ikke godt lige vil like deres nye profilbillede eller deres status. Og det piner mig at sige, at jeg har bedt mine veninder om det samme, hvis vi har siddet sammen, og jeg har delt noget på sociale medier. Der er jo en uskreven regel om, at man som veninde gerne skal både like og kommentere, når ens veninder lægger noget op. Vi støtter jo hinanden. Men helt ærligt – kan det virkelig passe, at vi skal vurdere os selv på hvor mange likes, vi får? Jeg er i hvert fald en smule skræmt over hvor meget betydning, et lille klik med musen pludselig tillægges. Men det siger måske også bare lidt om, hvor godt vi har det, når det er sådanne småting, der fylder. :-)

Det er efterhånden blevet en smule kedeligt at navigere rundt på især Facebook, fordi det (i hvert fald blandt mine Facebook-venner) nærmest kun er de helt store succes-historier, der deles. Det er jo dem, der giver mange likes. Nogle skal være forældre, nogle skal på deres livs rejse, nogle er blevet færdige på deres studie. Hvad blev der af de statusser, der fortalte en lille, skæg betragtning fra hverdagslivet? Okay, jeg indrømmer, at det måske er fint nok, at der er ryddet lidt ud i de helt ligegyldige statusser, man delte som nyudklækket Facebook-bruger. Jeg har lige været tilbage i tiden og kigge, og jeg tror næppe, det hverken ville være interessant eller generere mange likes, hvis jeg opførte mig på sociale medier, som jeg gjorde dengang…

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 13.19.48

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 13.20.11

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 13.20.50

Jeg vil dog alligevel gerne slå et slag for, at vi bliver bedre til at være ligeglade med, om et billede eller en status har fået fem eller 35 likes – hvis man har lyst til at dele, så skal man da gøre det! Nu er det jo heldigvis nok heller ikke alle, der har det sådan, men jeg kender i hvert fald de første ti personer, der ligesom jeg ville have godt af at lægge bekymringerne lidt til side. I stedet burde vi nok bare glæde os over, at det er ligegyldigheder som likes på sociale medier, der kan vælte humøret for en stund. Så er man da virkelig privilegeret.

PS. Det endte faktisk med, at billedet, der startede hele diskussionen, fik 25 likes. Så helt pinligt var det jo alligevel ikke. :-)

En lille svipser og status på bloggen

For at have en succesfuld blog, så går jeg ud fra, at man skal overholde de ting, man lover. Men i dag springer jeg let og elegang over lørdags-dilemmaet, for jeg har simpelthen ikke set andre end min kære bachelormakker og Christian i en evighed, så jeg har slet ikke fået inspiration til et skønt, lille dilemma! Fremover vil det være sådan, at der engang i mellem kommer et lørdags-dilemma, hvis jeg har noget på hjerte. Og hvis ikke, så springer jeg over.

I aften skal jeg være sammen med mine to dejlige veninder, Camilla og Ditte. Vi plejer at være rigtig gode til at ses, men eftersom jeg har spærret mig inde i et godt stykke tid, er der gået hele tre uger siden sidst, vi har hygget. Det er nærmest aldrig sket i den tid, jeg har boet i Aalborg! Vinen er lagt på køl, og vi skal have pizza fra Sams Barbeque, så det kan kun blive en succes. :-)

IMG_6236

Apropos den første sætning angående en succesfuld blog, så tænker jeg, at det er ved at være på tide, at jeg gør status på min første halvanden måneds tid som nyudklækket blogger. Jeg har hørt, at rigtig mange blogs er i gang i en måned, for så at gå totalt i stå. Nogle endda før. Jeg er – med andre ord – kommet til et kritisk punkt! Skal vi tage næste skridt? Skal vi stoppe med at se hinanden?! Jeg tror næppe, det vil overraske nogle, når jeg siger, at jeg ikke kunne forestille mig andet end at dele min digitale dagbog med jer herinde!

Jeg elsker jo at følge med inde i Google Analytics i hvor mange, der mon har lagt vejen forbi min blog. Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt skarp til at gennemskue tallene derinde, så hvad de reelt set betyder, og om det er godt eller skidt – det ved jeg ikke. Men siden jeg begyndte med at tælle statistik 16. oktober, har 1.054 unikke brugere været inde på Rivejernet, og jeg har i alt haft 12.246 sidevisninger. Sådan! Jeg ved godt, at det sikkert er peanuts sammenlignet med mange andre bloggere, men jeg er dæleme stolt over, at så mange har fundet mine skriblerier bare en smule interessante. Tusind, tusind tak :-)

Det er ikke altid lige let at finde på, hvad jeg mon skal skrive om – og hvad folk mon gerne vil læse om. Jeg har en hel masse tanker om en masse seriøse ting, men jeg ved ikke rigtigt, hvor spændende det er at læse om for eksempel høje forventninger til sig selv eller refleksioner om meningen med livet. Det skal jo også være skægt, ikke? Eller hvad?

Med hensyn til inspiration, så er det jo også et helt elendigt tidspunkt, jeg har startet en blog på, når jeg – efter bloggens start – helliger mig totalt til det kedelige liv som studerende, der arbejder på bacheloropgave på fuld knald. Jeg lover, at der sker mange flere ting, når jeg om 12 dage har afleveret den !#&%=?# opgave (for nu at tage den i Anders And-sprog). Med kommede fuldtidsjob som journalist og meget mere fritid, så kan det kun blive sjovere!

Nå, jeg må hellere kravle ud af sovetrøjen nu, som jeg har siddet og skrevet opgave i siden i morges, til fordel for noget, der ser lidt mere festligt ud. Kan I have en skøn lørdag! :-)

Om ikke rigtigt at have en hobby

Når folk spørger, hvad jeg laver i min fritid, svarer jeg altid det samme, kedelige svar: jeg er sammen med min kæreste og mine venner, ser serier og løber af og til en tur. That’s it. Det lyder simpelthen så kedeligt og som om, jeg ikke har noget, jeg overhovedet interesserer mig for. Jeg går ikke til håndbold, jeg spiller ikke computerspil, jeg hækler ikke, jeg laver ikke frivilligt arbejde, jeg nusser ikke rundt i haven, jeg fotograferer ikke, jeg spiller ikke petanque – jeg har simpelthen ikke nogen hobby!

Det er nu ikke fordi, jeg ikke har afprøvet forskellige ting. Jeg har gået til standard- og latindans, showdance, gymnastik, svømning, håndbold, sejlads i optimistjolle (yes!), kor, solosang, klaver, guitar og fransk. Jeg har sågar taget jagttegn, men efter at have skudt en fasan og efterfølgende have dårlig samvittighed over det, stoppede jeg igen.

Det er godt nok ikke en optimistjolle, vi sejler i, men hende her har også taget en god del af min tid. :-)

IMG_5237At jeg ikke har en hobby hænger selvfølgelig sammen med, at jeg har fyldt min hverdag op med skole og arbejde, og jeg bruger gerne ekstra tid på dette, når det giver mening. Men det ville nu alligevel være rart at lave noget andet en gang i mellem.

Jeg vil gerne have en hobby, man kan dyrke, når man lige har en time, man kan slappe af i. Altså skal det ikke være noget, der er bundet til en bestemt dag på et bestemt tidspunkt. Lige for tiden er Candy Crush det eneste, jeg dyrker på fast basis (og jeg er dæleme også god til det!)

Jeg har tænkt lidt på, om jeg skal begynde at strikke. Jeg har en veninde, der er vildt god til at hækle, og jeg gad godt være lige så ferm med garn! Da jeg var lille lærte jeg at strikke af min mormor, men det endte altid bare med, at jeg strikkede fem centimeter af et tørklæde, for efterfølgende at give op. Jeg kunne – og kan stadig – heller ikke finde ud af at slå masker op. Men det må da være ret fedt at gå i en trøje eller med et tørklæde, man selv har strikket! Mon ikke strikkepindene stadig er hos mine forældre?

… og så slår det mig lige, at det her med at blogge, at det vel egentlig også er en hobby? Jeg nyder det i hvert fald, og bruger gerne god tid på at nusse om et indlæg. :-)

Nå, men hvis der er nogen, der har et forslag til en hobby, som man kan tage frem og dyrke, når man lige har tid, så er jeg meget lydhør over for forslag! Det ville i sagens natur også kunne bidrage til noget mere herinde på bloggen, hvis jeg fylder mit liv op med andet end skole og arbejde. Fyr endelig løs – jeg takker på forhånd!

Lørdags-dilemmaet: Skal vi droppe ferien?

Klokken er 13.30, og jeg kan helt uden at skamme mig sige, at jeg ikke har lavet dagens gode gerning indtil nu! Christian er på job som Hjem-IS-mand, så jeg er all alone. Jeg har spist rundstykker (med leverpostej, selvfølgelig), set partilederrunde om EU-afstemningen og ligget i sengen og set et par dokumentarer i DR’s arkiv. Da jeg vågnede iførte jeg mig træningstøj, men om det bliver brugt til dét, det er lavet til, må tiden vise.

Når jeg er færdig med indlægget her, står hele resten af dagen på bachelorskrivning (igen). I know – det er røvkedeligt at læse om min skoleopgave, så vi springer fluks videre til noget forhåbentlig lidt mere spændende: lørdags-dilemmaet!

I dag vedrører dilemmaet Christian og mig. Som jeg fortalte i sidste uge, så har vi været så heldige at få et gavekort til en værdi af 6000 kroner til KLM, som skal bruges indenfor de næste 12 måneder, og flere destinationer har allerede været i spil. Vi har overvejet en kombinationsrejse til Kuala Lumpur og Sumatra eller Bali i august 2016, fordi det er billigt at bo der (langt billigere end at bo på hotel i London for eksempel). Og når vi nu allerede har 3000 kroner til flybilletter pr. mand er det ikke uoverskuelige summer, der skal lægges oveni for at få rejsen dertil.

Problemet er imidlertid bare, at vi – som jeg også skrev om i det tidligere indlæg – jo egentlig med USA-turen havde bestemt os for, at rejsebudgettet for den næste lange periode var brugt, og at vi lige ville tage en slapper med de vilde udlandsture. Hvis vi gerne snart vil til at tænke på at investere i bolig, skal vi jo have lidt på opsparingskontoen.

Vi har overvejet at sælge gavekortet for 5000 kroner, hvis det kan lade sig gøre. Men vi er splittede. Vi vil begge to sindssygt gerne afsted, men kan også godt se fornuften i at blive hjemme og spare de penge. Spørgsmålet er så bare, hvornår vi lige igen har mulighed for at hive to-tre uger ud af kalenderen og bare nyde hinanden på en rejse til Malaysia og Indonesien. Købe bolig kan man jo altid!

Skal vi være voksne og sælge gavekortet for at bidrage til opsparingen, eller skal vi nyde, at vi er unge og gribe chancen og bestille flybilletterne?

Jeg håber, der er nogen, der har et par kloge ord at sige om det – for vi er virkelig i tvivl!

PS. Jeg har endelig haft held med at uploade vores video fra USA, så har man lyst til en lille bouillonterning af glæde, kærlighed og fastfood, så kan det ses her. Og husk endelig at trykke, at det skal vises i HD, for så bliver kvaliteten lige 1000 gange bedre. God lørdag! :-)

Jeg har grinet lidt for meget af det her

Fredag, du har været MEGET savnet! I dag har jeg hjemmearbejdsdag, hvor der skal skrives artikel til bachelorprojekt, og så har jeg en lille aftenvagt på TV2/Nord. Jeg er så kedelig, at jeg skal bruge hele weekenden på at arbejde på projektet også. Christian og jeg skal dog lige en lille tur ned og kigge på Black Friday-tilbud senere i dag.

Apropos Black Friday – jeg forstår simpelthen ikke, at folk gider at brokke sig over, at “det er bare sådan noget amerikansk noget, det behøver vi ikke have her i Danmark“. Hva’? Billig elektronik og udsalg i hver en forretning, man passerer – what’s not to like? Os “nærige” nordjyder har da ekstra god grund til at juble over den amerikanske tradition, når der er hårde hvidevarer til -25 %. :-) Der er ligesom dem, der klager over, at Føtex da også har fødselsdag hele tiden. Hvordan i alverden kan det på nogen måde være træls (for at sige det på godt nordjysk), at Føtex skærer halvdelen af prisen på en Lurpak og 30 % af et Siemens-fjernsyn?! Jeg er i hvert fald den første til at juble! Nå, ikke mere brok over brok. Jeg er nemlig faldet over noget, der kan gøre selv den mest triste og sure dag bare en lille smule gladere.

Det kan godt være, jeg bare er lidt sløv i betrækket, men det der fænomen, hvor man tager lyden ud af musikvideoer og i stedet lægger lyd ind fra omgivelserne i hvert klip, det er altså gået min næse forbi! Jeg har simpelthen været flad af grin og har gennemsøgt YouTube for de sjoveste af slagsen, og jeg har lidt lyst til at dele dem her. Hvis man ikke er til den slags humor, så beklager jeg på forhånd! :-)

Vi begynder med lidt Gangnam Style…

Og så skal I da heller ikke snydes for den søde Christopher:

Og har man mod på mere, så slutter vi lige af med en klassiker. :-)

Hvis det gav jer bare et halvt så stort smil på læben, som jeg fik, så er missionen lykkedes! Kan I have en rigtig dejlig weekend!

Boligdrømme og om at være fræk som en slagterhund

Nu og da kan jeg ikke lade være med liiige at tjekke hvilke lejligheder og huse, der er til salg i Aalborg. Det er absolut ikke, fordi vi på nogen måde mangler noget, der hvor vi bor nu, men i et vækstende Aalborg tænker jeg, at det næsten kun kan være en god investering at eje i stedet for at leje. :-)

Jeg har dog endnu ikke fundet noget, der kan slå det, vi bor i nu, og som er indenfor økonomisk rækkevidde, så det kan sagtens være, at drømmene forbliver drømme. I hvert fald indtil Christian og jeg efter sommer begge skal ud og lede efter nye jobs.

Det første år, vi boede sammen, boede vi i en lille 1-værelses lejlighed i Aarhus, hvor vi sov i køkkenet, der kun var udstyret med campingblus og kombiovn. Jeg gik tit i seng tidligere end Christian, og når jeg lå med hovedet på puden, stod fjernsynet lige præcis 20 centimeter fra mit hoved. Det betød, at Christian måtte skrue helt ned på lydniveau 1. Man kan finde sig til rette med meget, når der ikke lige er andre muligheder (her er der selvfølgelig tale om problemer på i-landsskalaen).

Her er lidt billede fra dengang, vi flyttede ind i den lille lejlighed i Aarhus:

DSC_0002

DSC_0006

IMG_0804

Da jeg fik praktikplads i det nordjyske frygtede jeg, at det betød, at Christian og jeg skulle bo hver for sig. Christian havde på det tidspunkt læst et år på lærerseminariet i Aarhus, og var alene flyttet til Aarhus fordi, jeg var der. Ellers ville han have søgt ind i Aalborg. Nu så det ud til, at jeg skulle flytte til Aalborg, og Christian dermed ville være tilbage alene i Aarhus. Det havde jeg lidt dårlig samvittighed over. Men få timer efter, at jeg havde fået at vide, at jeg havde fået praktikplads på TV2/Nord, sagde Christian til mig, at han gerne ville med til Aalborg og Nordjylland, hvor alle de gamle venner og familien var. Han var enormt glad for studiet og hans medstuderende i Aarhus, men ligesom jeg havde han også en trang til at komme ”hjem”. Jeg var ovenud lykkelig. Og så gik boligsøgningen i gang.

Jeg ved godt, at det siges, at det er fuldstændig umuligt at finde lejlighed på Boligportalen, men vi forsøgte alligevel. En dag var der en 2,5-værelses lejlighed i gågaden i Aalborg på 77 kvadratmeter (kæmpestort, når man kommer fra den lille lejlighed i Aarhus!) Der var ikke billeder på annoncen, men jeg kontaktede lejeren straks og fik at vide, at der var åbent hus to dage efter.

Min veninde havde på det tidspunkt netop været i gang med en intens boligsøgning, hvor lejlighederne blev snuppet for næsen af hende gang på gang. Jeg havde sagt til mig selv, at hvis lejligheden var bare en lille smule lækker, så ville jeg slå til med det samme – der var ikke nogen, der skulle nuppe den foran mig.

Som sagt, så gjort. Fredag troppede min mor og jeg op foran lejligheden en time før, der var åbent hus – jeg ville være først i køen. Christian var til eksamen den dag, og havde ikke mulighed for at tage med og se lejligheden. Han havde dog givet mig lov til at slå til, hvis lejligheden var værd at bo i. Der kom 4-5 andre interesserede i løbet af den næste time, og jeg veg ikke fra min plads.

Så kom udlejeren endelig og låste os ind. Jeg trådte som den første ind i gangen, kiggede ind i stuen og sagde efter 5 sekunder i mit nye hjem ”den vil jeg gerne skrive under på”. De andre – inklusive min mor – kiggede lidt forskrækkede på mig, og jeg følte mig lidt luset sådan at slå til uden at give de andre en chance. Udlejer spurgte, om jeg var sikker på, at jeg ikke lige ville se soveværelset, badeværelset og bryggerset først? Tjo, det ville jeg da gerne, men jeg var i hvert fald stadig klar til at skrive under.

Efter en halv time ringede jeg til Christian for at høre, hvordan det var gået til eksamen, og for at fortælle, at vores nye hjem var i hus (tøhø). Han var helt paf. På samme dag havde han fået et 12-tal til eksamen og fået en ny lejlighed. Og få uger efter fik han dispensation til at fortsætte lærerseminariet på 2. år i Aalborg efter sommerferien.

Lidt stemningsbilleder fra den nye lejlighed:

IMG_2663

IMG_4362

IMG_1469

Vi har det rigtig godt, der hvor vi er nu. God udlejer, gode naboer (der gerne vil drikke et glas vin engang i mellem – hurra!), opvaskemaskine, vaskemaskine, fælles tagterrasse og masser af plads – midt i Aalborg. Og et soveværelse, hvor døren kan lukkes ind til.

Men skulle det vise sig, at drømmelejligheden pludselig var tilgængelig for os, så ku’ jeg altså godt. :-)

Det her er åbenbart ikke lige min uge

Det er virkelig ikke meningen, at det her skal være en brokke-blog. Tværtimod, faktisk! Men udgangspunktet for bloggen var netop, at jeg så ærligt som muligt ville skildre de ting, der foregår i mit liv, så det ville også virke falsk at fremstille et billede af, at alt kører på skinner disse dage.

Jeg sidder netop i toget mod Aalborg. Finally. Vi har lavet interviews i Randers, og fordi jeg skal på arbejde kl. 16.30, blev jeg nødt til at tage toget mod Aalborg kl. 14.20 for at kunne nå bussen videre mod Aabybro. Det viste sig, at vi allerede var færdige kl. 13.30, så jeg skyndte mig ned på Randers Station for at fange det første tog mod Aalborg. Så ville jeg nemlig lige kunne nå hjem og skifte tøj inden arbejde, da jeg er gennemblødt efter en dag i regnvejr i Randers’ gader.

Da jeg kommer til stationen klokken 13.46 kan jeg se, at toget afgår fra stationen kl. 13.48. Helt perfekt! Jeg hopper ind i toget, dørene lukker og jeg indser først for sent – til min store gru – at det er toget mod Aarhus, jeg er hoppet ind i. Jeg trykker desperat på åbn-knappen, men dørene forbliver lukkede, og toget begynder så småt at trille sydpå. Jeg tjekker Rejseplanen med det samme og indser, at jeg med min lille smuttur til Smilets By vil komme en halv time for sent på arbejde.

Og der sad jeg så. Gennemblødt, frysende og på grådens rand på gulvet i gangen i toget mod Aarhus. Selvmedlidenheden ville ingen ende tage.

Jeg har nu overtalt min søde lillebror til, at han holder på Aalborg Station og kører mig direkte til Aabybro, når jeg endelig ankommer til Aalborg. Hvis trafikken arter sig, som jeg gerne vil, så kan jeg lige præcis nå at tjekke ind på TV2/Nord klokken 16.30.

Jeg ved ikke rigtigt, om det her er payback for sidste uge, hvor jeg følte mig som Fætter Højben. I dag har jeg det mest som en blanding af Fætter Vims og Anders And.

Vi må håbe, det bliver bedre i morgen.

IMG_6407

Mandag, for pokker…

Så er det atter mandag. Jeg plejer egentlig at være rimeligt god til at holde mandags-humøret oppe, men jeg må indrømme, at jeg skal kæmpe en lille smule mere for at smile i dag, end jeg plejer at skulle.

I weekenden havde jeg de skønneste dage på arbejde med gode kollegaer og glade mennesker. Nu sidder jeg igen i et tog mod Aarhus, jeg er i søvnunderskud og bachelorprojektet hænger mig langt ude af halsen. Jeg skulle have transskriberet et interview i toget, men lyden på optagelsen er så dårlig, at larmen fra toget gør det næsten umuligt at høre noget. Og så har jeg ondt i maven. I kan nok høre, at ja-hatten lige skal hives frem af skabet, ikke? :-)

Sådan en opgaveskrivning er noget mærkeligt noget. Som jeg skrev i sidste uge, føles det lidt som en rutsjebanetur. Og jeg er ærligt talt ved at blive lidt svimmel af turen. Vi ved ikke helt, om vi er købt eller solgt. Vi synes, vores opgave er god og absolut et værdigt emne til en bacheloropgave, men vores vejleder virker ikke til at være helt enig. Og så er det dæleme svært.

Og så er den der igen – den dårlige samvittighed. Den dårlige samvittighed over at forsømme venner, familie og ikke mindst Christian. Jeg kan ikke huske, hvornår Christian og jeg sidst har haft en aften, der har været 100 procent dedikeret til hinanden. Der er altid noget skolearbejde, der skal ordnes, folk, der skal ringes til og søvn, der skal indhentes.

Jeg ved godt, at jeg selv har valgt at bo i Aalborg og pendle hver dag til Aarhus for at skrive bachelor. Men jeg føler heller ikke, at jeg kan forsvare at tvinge Christian til at vi skulle sige vores lejlighed op, for at jeg kunne komme til Aarhus i fem måneder. Christian går jo trods alt i skole og arbejder i Aalborg, og er allerede én gang flyttet for min skyld. Og med et job, der venter i Nordjylland fra 1. februar, ville det også være tosset. Jeg har slet ikke lyst til andet end at bo her.

Jeg ved også godt, at jeg selv har valgt at sige ja til alle de vagter, jeg overhovedet kan få på arbejdet. Men det er trods alt der, jeg føler, at det, jeg har gang i, rent faktisk giver mening. Jeg elsker at være ude og lave TV, og kunne jeg kaste bacheloropgaven fra mig og begynde på arbejde morgen, så havde jeg sagt ja. Desuden er det heller ikke helt billigt at være på SU og rejse frem og tilbage hele tiden.

Mandag er altså ikke lige min dag i dag. Jeg krydser fingre for, at du, tirsdag, vil være mig mere nådig. :-)

39706-i-hate-monday-morning-2560x1440-funny-wallpaper

 

Lørdags-dilemmaet: En sten i skoen eller et hår i øjet

_JGB9160

Godaften! Jeg ved godt, at lørdags-dilemmaet kommer rimeligt sent, men jeg har simpelthen først nu tid til lige at rette opmærksomheden mod bloggen for en stund efter et par travle dage på arbejde. :-)

Jeg er lige kommet hjem fra en af de rigtig hyggelige dage på job – min gode kollega Ib og jeg har dækket julemandens ankomst til havnen i Aalborg og julemarked ved Terndrup. Ved sidstnævnte begivenhed fik vi endda lov til at gå ombord i julebuffeten, så jeg har nu for første (men bestemt ikke sidste!) gang i år fyldt mig med sild, grønlangkål og medisterpølse.

I går var også en af de rigtig gode dage på job – jeg fik nemlig lov at drikke snaps under en live fra julefrokost. Og det var endda en af mine allerbedste venner, der stillede over til mig. Ikke dumt! Er man nysgerrig, kan det ses her.

I morgen står den atter på arbejde, og så er jeg også ved at være godt brugt efter en uge med 37 timer på arbejde og 34 timer i skole. Weekenden i næste uge er hårdt tiltrængt efterhånden. :-)

Derfor bliver det også et meget lille – men dog lidt svært – lørdags-dilemma!

Hvad vil du helst: Have en sten i skoen eller et hår i øjet resten af livet?

Jeg tror, jeg hopper på stenen i skoen. Nå, nu vil jeg indtage en frysepizza og bruge resten af aftenen med Christian. I må have en dejlig aften – og er I til julefrokost, så drik endelig en ekstra snaps for mig!

Krise i projektskrivning og om at male fanden på væggen

Min bachelormakker og jeg har i en måneds tid arbejdet med vores afsluttende hovedopgave på Journalisthøjskolen. Et forløb, vi begge har set frem til længe – nu skulle vi rigtig ud og lave lækkert TV og svæve på en sky af succes gennem hele perioden. Det troede vi i hvert fald. Sandheden er desværre bare, at vores projektskrivning har været en stor rutsjebanetur. Og her taler vi ikke den hyggelige, lille rutsjebane nede på den lokale legeplads, hvor to-årige Karl Emil i flyverdragt jublende kurer en meter for at bumpe blødt ned i sandet. Vi taler den vildeste, ondeste, og mest skrækindjagende rutsjebane, enhver forlystelsespark med respekt for sig selv kunne forestille sig.

Til at begynde med følte vi ellers, at vi var i god tid. Allerede inden bachelorperioden officielt gik i gang havde vi haft idéudvikling, hvor rigtig mange gode bud på en TV-dokumentar kom på bordet. Vi var ovenpå!

Vi researchede, slog idéer ihjel og endte med to forslag, som vi virkelig synes, var fede. I vores forrige, store opgave på skolen lavede vi afslørende journalistik, så til den sidste opgave havde vi aftalt, at vores fokus primært lå på den fede TV-fortælling. Vi ville ikke lave fjernsyn, der lige så godt kunne være sendt som lyd i radioen.

Problemet er bare, at det i bachelorformuleringen er et krav, at produktet skal afdække et nyt, samfundsmæssigt problem. Og dét, vi mente var et problem, mente vejlederen ikke nødvendigvis havde konsekvenser, der var så alvorlige, at det var en bacheloropgave værdig. Det betød, at vi måtte træffe en beslutning sent i forløbet om at skifte emne. Vores nye emne viste sig at være svært at lave spændende TV om, så vi endte også med at skifte medie fra TV til online.

Og i går var vi så til næstsidste vejledning. Der er 29 dage til aflevering, og vi mangler enormt meget arbejde endnu. De første tre ugers researcharbejde og indledende interviews er spildte, fordi vi endte med at måtte skifte emne, og det betyder, at vi har travlt. Rigtig travlt.

I går ramte jeg lige et lille lavpunkt, hvor jeg lige kort nåede at overveje, om jeg skulle give op og blive postbud i stedet. Jeg har det lidt med at male fanden på væggen i situationer, hvor jeg bliver frustreret – til stor irritation for min bachelormakker, kunne jeg forestille mig. :-) Men frustrationen førte også noget godt med sig: efterfølgende blev jeg grebet af en tanke om, at ”det kan ikke passe!”, og nu har jeg endnu mere blod på tanden. Det skal nok gå, og det skal nok blive et godt projekt.

Fuck+this+shit+just+kidding+i+need+to+pass+fuck_f583cb_4924978

Når jeg rammer mit frustrations-mode, så hører jeg altid lige Vienna med Billy Joel og siger til mig selv, at det hele er okay. Og i dag er humøret allerede bedre, selvom det stadig er svært at se, hvad det hele munder ud i.

Nå, men som jeg skrev i går, skal vi interviewe Anders Hemmingsen i København i dag, så jeg får lov at tilbringe hele 9 timer med DSB. Nu er den første time gået, så mon ikke også, de næste forløber gnidningsfrit.

Og hey – der er da også lidt at glæde sig over! Vejrprognosen lover nemlig sne i weekenden, og kombineret med julelysene i gaden kan vi vist godt konkludere, at julen for alvor er på vej! 😀

1 2 3 4 5 6 7