Om at være en tudeprinsesse med dårlig samvittighed

Nogle gange er jeg imponeret over, hvordan Christian kan holde humøret højt, når han er sammen med en partykiller som jeg. Jeg har mildt sagt ikke været særlig sjov at være sammen med i dag. Som jeg har skrevet lidt om før, så døjer jeg meget med alt muligt, når det er den tid på måneden. Jeg har det, der hedder endometriose, som kort fortalt betyder, at jeg har meget ondt i maven, kvalme, hovedpine og elendigt humør i et par dage hver måned. Det bliver værre og værre for hver gang, og i dag har været slem.

Jeg skulle egentlig have været på arbejde her til aften, men da jeg kom gående foroverbøjet og klynkende ud fra toilettet efter netop af have returneret middagsmaden en time før jeg skulle med bussen til arbejde, sagde Christian, at jeg da ikke kunne tage af sted sådan. Jeg havde godt nok selv tænkt tanken, men jeg er udstyret med en enormt dårlig samvittighed, når det kommer til at blive hjemme fra arbejde – uanset hvad grunden så måtte være.

Jeg benægtede derfor hårdnakket og insisterede på, at jeg bare måtte tage en pille mere mod mine mavesmerter, bide det i mig og komme af sted. Hvorefter jeg lagde mig i fosterstilling i sengen, kiggede på uret og konstaterede, at min bus gik om 25 minutter, og at alene busturen virkede helt uoverskuelig, når det føles, som om man bliver slået med knytnæver i maven.

Efter at have ringet til min mor for at høre, om hun eventuelt kunne køre mig på job, så jeg kunne hoppe ud af bilen, hvis jeg blev dårlig, fik hun mig dog overbevist om, at det altså var OK at ringe og melde sig syg, når man har det sådan. Så det gjorde jeg. Og så stortudede jeg bagefter, fordi jeg havde dårlig samvittighed over at melde mig syg så sent, for nu ville det jo være svært for mine kollegaer at finde en, der ville kunne træde til med 1,5 times varsel. Kære PMS og kære dårlige samvittighed – I må gerne tage på ferie for en stund.

Jeg har heldigvis fået det lidt bedre nu, men det var godt, at jeg blev hjemme. Jeg skal arbejde igen i morgen, og gudskelov ved jeg jo, at den her tilstand med kraftige fysiske smerter kun varer cirka et døgns tid (det med humøret er en lidt anden historie…), så jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal gå strygende.

Åh, hvor er jeg bare godt og grundigt træt af at have det sådan her hver eneste gang. Jeg er dybt misundelig på de kvinder, der nærmest intet mærker til det. Jeg skal til en grundig undersøgelse til april, hvor det skal tjekkes, om der skal gøres noget. Jeg har allerede fået foretaget et lille indgreb, som gjorde det hele bedre i et stykke tid, men nu, knap to år efter, er den helt gal igen.

Jeg vil nu gøre det, jeg har gjort det meste af dagen i dag: putte mig ind under tæppet på sofaen, så min mave forhåbentlig snart slapper af igen. :-)

Julegaver – hvorfor skal det være så svært?

Hvert evig eneste år på cirka dette tidspunkt går jeg i panik. Der er få dage tilbage til jul, og jeg har langt fra styr på julegaverne. Når jeg ser mig selv udefra, tænker jeg, at jeg er sådan en, der har det hele på plads en måned i forvejen. En, der for længst har fået tilsendt ønskesedler og samlet de fineste pakker, der ligger klar til uddeling. Gid det var så vel!

Jeg har for tredje dag i træk nu været rundt i Aalborgs fyldte gader for at finde inspiration til julegaver. Jeg har kun fået én ønskeseddel, og resten af dem, jeg har spurgt, har ikke rigtig vidst, hvad de lige ønskede sig. Så er det altså svært!

Jeg er ikke selv bedre. Sandheden er jo efterhånden, at jeg er blevet så voksen, at jeg køber det, jeg har brug for. Det er andre tider end dengang, man som lille ønskede sig hele Fætter BR’s katalog. Alligevel har jeg formået at strikke en ønskeseddel sammen, som indeholder ting, jeg rent mangler – og rigtig gerne vil have. En ny lampe, pænt tøj til arbejde, en regnjakke, neglelak, øreringe og så videre.

IMG_6831

Et af de spørgsmål, der dukker op, når jeg taler med mine veninder om julegaver, det er selvfølgelig, hvad de andre mon har købt til deres kæreste. Jeg søger altid inspiration, for Christian ønsker sig stort set det samme hvert år. Et par sorte bukser, en jakke og en parfume… Det kan altså godt blive lidt kedeligt. Jeg ved godt, at han mangler det, men jeg vil så gerne overraske ham og give ham noget uforudsigeligt.

Det bliver dog alt andet end uforudsigeligt i år, for vi har været så dødkedelige, at Christian har været med ude og købe sin julegave. Det skete for cirka to timer siden. Vi var egentlig afsted for at købe gave til min lillebror, men Christian faldt over en rigtig lækker jakke, som han forelskede sig i. Der var kun to tilbage, så jeg turde ikke lade den hænge. Haha, havde det været omvendt, så havde jeg ærgret mig gul og grøn over at vide, hvad jeg mon fik af Christian, men han tager det ikke så tungt. Han er bare glad for, at han får en jakke, som han har snakket om i flere måneder, at han mangler!

Jeg mangler stadig at købe to gaver, men det må jeg gøre i morgen inden arbejde. Jeg har allerede en idé om, hvad den ene skal være, men jeg er rimeligt lost, når det kommer til den anden. Jeg kan dog aldrig købe en ringere gave, end jeg gjorde for nogle år siden, da jeg var i gave-panik. Min kammerat fra gymnasiet, som jeg stadig taler med i dag (utroligt nok, taget i betragtning af gaven) og jeg havde aftalt, at vi gav julegaver. Jeg kan kun forestille mig skuffelsen, da han åbnede gaven fra mig: en DVD med alle 24 afsnit af Yallahrup Færgeby. Jesus Christ. Jeg bliver helt flov bare ved tanken! Hvad tænkte jeg dog på, da jeg købte den? Det har vi grinet meget af siden. Og for at det ikke skal være løgn, så sidder jeg også og fniser lidt, mens jeg skriver det her. Oh my God. 😀

Nu vil jeg bruge resten af aftenen på at se julefilm, slappe af og holde søndag. Min farmor har forsynet mig med en bunke ugeblade, så dem planlægger jeg også at kaste mig over senere.

Jeg vil lige slutte af med et lille stemningsbillede fra sidste år, hvor der var jul i min gade – det ville ikke være dumt, hvis det kom til at se sådan ud igen snart, selvom det ikke ligefrem ser lovende ud! God 4. søndag i advent. :-)

IMG_4401

Et lille kompliment, der har stor betydning

2015-07-28 20.46.00 kopi

For nogle dage siden fik jeg en sød besked fra en, der læser med her på bloggen i ny og næ. Jeg blev simpelthen så glad, at jeg levede højt på den besked resten af dagen. Det er jo lidt underligt, det her med at blogge. Jeg har ingen anelse om, hvem der følger med, jeg kan kun se nogle besøgstal, og så kan jeg bare gætte mig frem til, om det er min mor, der har været inde og tjekke, eller om der også er andre. Så det var så hyggeligt at høre fra en, der læser med, og det blev jeg enormt stolt over!

Det fik mig til at tænke lidt over noget. Jeg vil gerne være endnu bedre til at fortælle folk, hvis jeg synes, at de gør det godt, at de har pænt tøj på og så videre. Jeg oplevede i hvert fald selv, at det gjorde mig glad at høre, at der rent faktisk er nogen, der kan identificere sig bare en lille smule med de tanker, jeg går og tumler med. :-)

Allerede i går kunne jeg påbegynde min lille beslutning om at være lidt bedre til at rose. Jeg skulle til julefrokost med det hold, jeg var i praktik med, og her skulle vi hver især finde på en regel til aftenen. Jeg bestemte, at hver gang, der var en, der sagde ”skål”, så skulle vedkommende samtidig lige sige et par pæne ord om en person i selskabet. Selvom reglen langt fra blev overholdt hele aftenen, så synes jeg, at det var rart, at man lige – også i julens ånd – spredte lidt glæde!

Man er vel nordjyde, så jeg mener bestemt også, at alt det med ros selvfølgelig ikke skal tage overhånd. Man skal kun rose, når man oprigtigt mener det, for ellers kan det hurtigt blive falskt. Jeg tog engang mig selv i gang på gang at rose en venindes kjoler (de var altså flotte!), men jeg kunne fornemme, at hun måske tvivlede lidt på, om jeg oprigtigt mente det, nu hvor jeg hele tiden kastede om mig med rosende ord om hendes klude.

Der er også nogle mennesker, der bliver en smule ubehageligt til mode, når de får ros face-to-face. I virkeligheden er jeg heller ikke selv så god til at kunne tåle det. Jeg tror, at det både er det nordjyske og lidt afsmitning fra janteloven, der gør, at man kan blive lidt beklemt i situationen. Og så lidt ydmyghed, som jeg er stor, stor fortaler for. Men har man gjort noget, som kunne fortjene et par pæne ord med på vejen, så synes jeg bestemt også, at man skal smile og tage det til sig. :-)

Hvis jeg skulle bestemme, så synes jeg altså gerne, der må snige sig lidt flere komplimenter ind i ny og næ. Der går i hvert fald ikke noget fra mig ved at fortælle andre, at jeg synes, de gør det godt. Tværtimod!

Nok om det – jeg har igen i dag været en slyngel og sovet helt til klokken halv elleve, så jeg har lidt travlt med at komme ned og købe et par julegaver mere, inden jeg om nogle timer hopper på bussen til arbejde. Kan I have en skøn dag!

Det nye liv efter Journalisthøjskolen

Åh, hvilken frihed det er at sove længere end til klokken 5.15 om morgenen for at nå toget! Tirsdag aften blev de sidste bilag sat sammen, de sidste detaljer blev finpudset, og efter at have gemt seks forskellige versioner af ”ENDELIG BACHELOR” og efterfølgende opdage, at vi liiiige havde glemt en lille ting, kunne vi klokken 21.35 sige hej til vores nye liv som rigtige, arbejdende journalister! Eller… vi skal lige forsvare vores opgave i januar, før vi officielt er færdige. Men det føles allerede nu, som om det sidste punktum i dette kapitel er sat – vi er done. Lidt vildt.

Bachelorskrivningen har været én lang rutsjebanetur med kæmpe op- og nedture. Vi er endt med et hæderligt produkt, men det har på ingen måde været et drømmescenarie, vi har befundet os i. Vi vaklede i de tre første uger, før vi besluttede, at vi i stedet for at aflevere en TV-dokumentar ville aflevere et online-univers med video og artikler. Vi har interviewet 52 kilder, gravet os ned i budgetter, skrevet om og skrevet om og skrevet om, diskuteret, panikket, skændes, grinet, (næsten) grædt og til sidst hoppet og krammet i eufori over, at vi ENDELIG kunne veksle to måneders arbejde med en skaldet kvittering, der viste, at opgaven var afleveret. Og en kæmpe følelse af frihed.

Her er en lille fortælling om bachelorskrivningen i billeder:

IMG_6771

IMG_6768

IMG_6767

IMG_6778

IMG_6784

IMG_6781

IMG_6785

IMG_6790.PNG

Det er lidt underligt pludselig at skulle undvære min trofaste bachelormakker, Alexander, som jeg har tilbragt uendeligt mange timer med de seneste måneder, og som gennem de sidste fire år har været min faste makker. Udover at bage fantastiske kager, som han gerne overrasker med, når man har fødselsdag, så er han en rigtig god ven. Alexander har også et job, der venter på ham efter sidste eksamen, så der bliver nok at se til for os begge. Vi har heldigvis en lille madklub sammen med nogle andre studerende, så der bliver forhåbentlig klemt en rødvinsaften ind i ny og næ.

I går sov jeg helt til klokken 11, spiste morgenmad klokken 12.30 og lå derefter i sengen med computeren og udrettede ikke en fløjtende fis. Om eftermiddagen løb jeg 1,5 kilometer over til min veninde, og var vildt forpustet, fordi min løbeform er ikke-eksisterende. Pinligt! Især når man tænker på, at jeg for et år siden var ved at træne op til et halvmarathon. Nu er der heldigvis igen tid til at få trænet en smule. :-) Nå, men vi lavede lækker lasagne og så Pretty Little Liars og julekalender, og så tøffede jeg hjem og hoppede under dynen. Årh, det var simpelthen bare en GOD dag.

I dag skal jeg ordne lidt julegaveindkøb og hen til en veninde. I aften står den på julehygge med nogle af de skønne mennesker, jeg var i praktik med på TV2/Nord. Det kan kun blive godt!

Kan I have en rigtig dejlig dag!

Om aldrig at være helt tilfreds

12375774_10206256168057692_1257247233_o

Kender I det med, at man aldrig er helt tilfreds? Det gør jeg i hvert fald. Meget.

I morgen afleverer vi bachelorprojekt, og alle udfordringer taget i betragtning er resultatet blevet fint. Ikke helt det, vi havde håbet på, men forhåbentlig nok til at bestå. For to uger siden sagde min bachelormakker og jeg til hinanden, at så længe, vi bestod, så var alt godt, for vi har begge været så heldige, at der venter fuldtidsjob til os, efter vi er færdige til januar. Og der er jo alligevel aldrig nogen, der ser den karakter. Det er en meget uvant situation for mig at tænke sådan, fordi jeg altid er gået efter at lave det bedste af det bedste. Nogle gange må man bare indse, at det altså ikke kan lade sig gøre. Det har været noget af en kamel at sluge for mig.

Nu sidder jeg så her. Alt er stort set skrevet og rettet til, og det hele skal bare samles sammen, så det kan afleveres. På den ene side er jeg enormt lettet, men på den anden side er jeg utilfreds over, at min afsluttende opgave – dén, der virkelig skal vise, hvad jeg har lært gennem journalistuddannelsen – ikke blev, som jeg havde håbet.

Jeg bruger rigtig meget tid på at irritere mig over ting, jeg alligevel ikke kan ændre på. Det er meningsløst, og det medfører intet godt. Alligevel kan jeg ikke lade være. Har jeg f.eks. på arbejde lavet et TV-indslag, der ikke helt blev så sjovt, spændende eller skarpt, som jeg ville have det, så kan jeg gå i flere dage og tænke på det. Jeg husker, at jeg engang skulle sende live fra ishockey, og der glemte jeg at stille et spørgsmål, jeg selv synes, var ret godt. Selvom seeren jo ikke aner, hvad han/hun gik glip af, var jeg mega træt af, at jeg ikke fik stillet mit gode spørgsmål. Det overskyggede næsten den positive oplevelse af en live, der ellers gik rigtig fint.

Jeg tror i virkeligheden, det handler om, at jeg er perfektionist til fingerspidserne – i hvert fald, når det kommer til skole og arbejde. Min mor siger, det er fordi, mit stjernetegn er jomfru. Det ved jeg ikke helt, om jeg tror på.

At være perfektionist er ofte godt, fordi det medfører, at man arbejder grundigt og altid yder sit bedste. Men det er også både træls og vildt irriterende for andre at høre på, når det ikke går, som det skal. Jeg kan stadig den dag i dag ærgre mig over, at jeg fik 10 og ikke 12 til min fysik-eksamen i 9. klasse, fordi jeg svarede forkert på et spørgsmål, som jeg rent faktisk godt kunne svaret til – jeg fik det bare formuleret enormt bøvlet i min nervøsitet.

Jeg ved godt inderst inde, at gode karakterer og flotte præstationer på arbejdet ikke må have lov at fylde for meget, for så glemmer man jo alt det sjove og spilder tid på at ærgre sig over noget, man alligevel ikke kan ændre på. Jeg tror virkelig, at det bliver godt for mig at afslutte uddannelsen, så jeg ikke lader karakterer definere hvor god, jeg er. Det ville dæleme være sørgeligt!

Min bachelormakker og jeg har lovet hinanden, at vi henover julen lægger tankerne om opgaven fra os, for vi kan alligevel hverken gøre fra eller til. Jeg er spændt på, om det lykkes mig.

Jeg vil godt tilføje et punkt 11 til min liste, jeg lavede i går over 10 ting, jeg gerne vil i 2016: Jeg vil være bedre til at sige pyt. Selvom der nok er større chance for, at jeg både investerer i bolig og kommer til Justin Bieber-koncert, end at jeg lærer det. Men man kan altid gøre et forsøg. :-)

10 ting, jeg gerne vil i 2016

Nu er der ikke længe til, at champagnepropperne springer, og vi hopper ind i det nye år. Faktisk holder Christian og jeg i år festen, og der er lagt op til den helt store fiesta i det lille hjem med fire-retters menu og 15 gæster. Det er første gang, vi holder nytår, og jeg er lidt spændt på det hele.

I virkeligheden har jeg lidt et had/kærlighedsforhold til aftenen. Jeg elsker, at alle gør så meget ud af festen, man får noget lækkert at spise og der er en helt særlig stemning, både når dronningen holder tale, men også når man står i sofaerne og venter på, at uret i fjernsynet slår tolv. Men jeg synes tit, at man har så store forventninger til sådan en aften, at det næsten kan være svært at indfri dem – selvom det nu heldigvis er gået meget godt de fleste år for mit vedkommende. :-)

Nytår 2011:

nytår 2

Og så er der jo lige dét med fyrværkeri, som jeg mildt sagt ikke bryder mig ret meget om. Da jeg var lille og var med mine forældre til nytårsfest, endte aftenen i blå blink og ambulance, fordi en raket eksploderede i naboens hånd. Siden da har jeg allerhelst holdt mig indenfor og kigget ud af vinduet på fyrværkeriet, og sidste års tre dødsfald i Nordjylland på grund af krysantemumbomber gør bestemt ikke min lyst til at bevæge mig ud større.

Problemet er bare, at jeg ofte er den eneste, der ikke vil med ud og gå i byen og fyre raketter af, så klokken tolv nytårsaften har jeg siddet alene i en lejlighed til fest med mig selv. Røvsygt. Sidste år tvang jeg Christian til at komme ind igen efter ti minutter, men det medførte bare dårlig stemning, fordi han var træt af ikke at være ude med de andre, og jeg havde dårlig samvittighed over at være så egoistisk.

Nytår 2013:

IMG_2365

I år kommer to af mine veninder med til festen, som ikke plejer at være der, og den ene har gudskelov allerede meldt ud, at hun heller ikke har det store ønske om at begive sig ud i Aalborgs raketfyldte gader. Så kan vi i det mindste skåle og se fyrværkeriet sammen i sikkerhed. Hurra! :-)

Jeg plejer ikke at have nytårsforsæt, for det ender alligevel med, at det ikke rigtigt bliver til noget. Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til at stå fast ved et løfte om, at man f.eks. skal træne tre gange om ugen eller kun må spise pizza to gange om måneden. Så vil jeg hellere skippe træningen og bestille pizza en ekstra gang, uden at have dårlig samvittighed over det. Vi lever trods alt kun en gang.

Jeg har alligevel lavet en lille liste over de ting, jeg godt kunne tænke mig at gøre i 2016. Det er langt fra sikkert, at jeg når det hele, men når jeg bare noget af det, så er jeg også godt tilfreds. Tingene står i vilkårlig rækkefølge.

  1. Jeg vil gerne blogge hver dag – og nogle gange to gange om dagen
  2. Jeg vil gerne investere i bolig
  3. Jeg vil gerne til London og se Harry Potter and the Cursed Child
  4. Jeg vil blive bedre til at tage gode billeder til bloggen
  5. Jeg vil skrive en novelle (jeg er allerede i gang, så mon ikke, den når at blive færdig?)
  6. Jeg vil gerne til Justin Bieber-koncert (man er vel blevet belieber! Er der andre, der vil med, så siger I lige til – ingen af mine veninder er overbeviste endnu…)
  7. Jeg vil blive bedre til at besøge min familie
  8. Jeg vil holde flere Josefine-dage med afslapning på sofaen med nachos og en god serie
  9. Jeg vil også holde flere kærestedage, hvor telefonen slukkes og Christian og jeg går på små dates og får oplevelser sammen
  10. Jeg vil gerne læse flere bøger

Det lyder da næsten helt realistisk, synes jeg. Punkt 2, 3 og 6 er nok de sværeste, men hvis ikke jeg når det i 2016, så krydser jeg fingre for, at det sker i 2017 i stedet! Hav en rigtig god dag. :-)

Om julefrokost og at have let til tårer

I går var jeg til julefrokost med arbejdet, og det var enormt hyggeligt! Godt med mad, gode kollegaer og dans. Jeg elsker de aftener, hvor man kommer lidt tættere på sine kollegaer, og hvor man kan snakke om andet end TV og nyheder. Arbejdsglæde er noget, jeg sætter meget stor pris på, og aftener som i går bidrager helt sikkert til netop dét. :-)

IMG_6754

Klokken halv tre kom min mor og hentede min lillebror og jeg i Aabybro (lillebror Joakim begynder på et 4,5-årigt forløb i lære som fotograf-elev på TV2/Nord til januar, så han havde også fået lov til at være med). Bagefter gik turen indenom Aalborg, hvor vi skulle hente Christian fra julefrokost med klassen, for til sidst at ende hjemme hos mine forældre, hvor vi alle skulle sove.

I dag har den stået på familie-og-nabo-julefrokost, og min mave er blevet fyldt med sild, leverpostej, grønlangkål, medisterpølse, hamburgerryg og risalamande – og whisky. Jeg kunne næsten trille hele vejen til Aalborg bagefter. Mums!

IMG_6758

Da vi kom hjem, endte vi med at se et virkelig tosset program på MTV, hvor ham fra LMFAO var vært, og hvor man så folk fortælle store hemmeligheder til familie, venner osv. Gennemført tømmermænds-TV. I en af pauserne kom der en reklame for en økologisk øl, og jeg ved ikke, hvad der præcis skete, men et eller andet ved den reklame rørte mig helt vildt. Man så en mand stå og lave mad med øl i, og så kom hans kæreste/kone og tog en tår af øllen, og så smilede de til hinanden. I baggrunden var der lækre klaver-toner. Om det var den romantiske situation eller den rare musik, der rørte mig, ved jeg ikke – men jeg endte med at sidde og små-tude lidt over hvor sød, reklamen var. Christian grinede højlydt af mig. Han synes vist, jeg var lidt fjollet.

Jo ældre, jeg bliver, jo lettere har jeg efterhånden fået til tårer. Jeg tror, jeg har det fra min mor. Hun er den værste, jeg kender, når det kommer til at holde tårerne tilbage – hun bliver simpelthen rørt over ALT! Hun kører for eksempel ofte forbi en kirke til arbejde, og når der er konfirmationstid, kommer hun hvert år halv-grædende hjem, fordi hun er så rørt over, at kirken flager, fordi en gruppe 7.-klasser træder ind i de voksnes rækker. Da jeg fortalte om ham den ældre mand, jeg fulgte på sygehuset for nogle dage siden, vandede hun også høns. Hun går desuden helt i spåner, hvis man siger til hende, at man elsker hende – det kan hun slet ikke holde til. Det er så sødt.

Jeg kan mærke, at jeg ligner hende mere og mere på det punkt. Nogle gange sidder jeg med tårer i øjnene og betragter Christian, fordi han er så dejlig. Dengang vi besluttede, at vi skulle til USA, kneb jeg også en tåre. Og i dag skete det så, fordi jeg så en reklame for en øl… Hvad bliver det næste?!

Det er lørdag aften, klokken har så småt passeret 22.00, og nu går vi i brædderne. I morgen sætter jeg atter kursen mod Aarhus, og så går slutspurten i bachelorskrivningen ind, inden vi afleverer om få dage. :-)

Julefrokostweekend og om at gøre en god gerning

Det er fredag! Endelig! Hold op, hvor har jeg lært at sætte kæmpestor pris på weekenderne, for her har min bachelormakker og jeg lovet hinanden, at vi holder fri. Det passer så ikke helt, for vi skal mødes søndag, men jeg har lige 1,5 dag off. Og de skal dæleme bruges på noget godt.

Jeg har trukket en hjemmearbejdsdag i dag, så jeg sov helt til klokken 8. På det tidspunkt plejer morgentoget til Aarhus normalt lige at have passeret Randers. Allerede dér tegner der sig altså et billede af, at i dag kun kan blive en god dag. :-)

Jeg skal skrive opgave indtil i eftermiddag, hvor jeg bytter den løse fletning og tøjet fra i går ud med en lækker kjole og bølget hår. Der er nemlig julefrokost på arbejdet, og jeg glæder mig helt afsindigt meget! Især glæder jeg mig til at se, hvad praktikanterne i år har fundet på. Ligesom på flere andre regionale TV-stationer er der nemlig tradition for, at praktikanterne laver et julebånd, hvor man kærligt driller sine kollegaer, og det plejer altid at være skideskægt. Her er lidt billeder fra optagelserne til julebånd sidste år:

IMG_4251

IMG_4254

I morgen skal jeg til julefrokost hos mine forældre sammen med deres naboer. Der er lagt op til den helt store snapse-smagning, men da jeg ikke er ret god til snaps (på trods af mit snapse-indtag på TV for et par uger siden), så tror jeg, jeg holder mig til de lidt mindre stærke sager.

Nå, nu til noget helt andet. Jeg har tænkt lidt på, om jeg ville fortælle om det her på bloggen, fordi det er sådan lidt ”se, hvor god jeg er”-agtigt. Men nummer to episode var simpelthen så positiv en oplevelse, at jeg synes, den fortjener et par ord. For et par dage siden befandt jeg mig nemlig i hele to episoder, hvor jeg kom en ældre mand til undsætning.

Da jeg stod ved Randers Station og ventede på, at lyskurven ville skifte til grøn, så jeg måtte gå, så jeg pludselig en meget gammel mand bakse med en rollator, han skulle have ned af en trappe på den anden side af vejen. Det går galt, tænkte jeg. Og ganske rigtigt – manden snubler forover med rollatoren, og lander ovenpå rollatoren på trappens nederste trin. Jeg bliver ret forskrækket, lader bilerne passere og skynder mig at løbe over vejen for at hjælpe ham. Han bliver liggende helt stille, og forsøger på de 30 sekunder, der nok går, slet ikke at flytte sig.

Da jeg kommer over til ham, forstår jeg godt hvorfor. Den stakkels mand har ingen kræfter, og en anden pige og jeg må løfte ham op. Han er heldigvis ikke kommet noget til.

Jeg blev lidt ked af at se, hvor afkræftet han var. Jeg får altid rigtig ondt af svage ældre, hvis kroppe er ved at give op, og efter den episode må jeg indrømme, at jeg var lige ved at knibe en tåre. Åh, hvor jeg håber, at jeg er pivfrisk til mine dages ende. Men det håber vi jo alle.

Dagen går, og jeg skal igen med toget hjem fra Randers mod Aalborg. Her overhører jeg en ældre mand spørge togkontrolløren om, hvordan han mon finder hen på sygehuset i Aalborg, når toget ankommer. Han kender overhovedet ikke byen. Kontrolløren fortæller, at han skal gå hen og tage en bus, når han ankommer, men det er svært for manden at forstå, hvilken bus han helt præcis skal fange – og hvornår.

Jeg har ikke andre planer efter togturen end en kop kaffe med en god ven, så jeg spørger manden, om jeg skal hjælpe ham med at finde den rigtige bus. Jeg fortæller ham samtidig, at der kun er 1 kilometer eller sådan noget, hvis han er frisk på en gåtur. Det er han, og han er meget taknemmelig.

Således endte jeg på en god gåtur med ham. Han fortalte masser af historier på de 20 minutter, vi tilbragte sammen. Historier om dengang, han var i hæren, om hvad han mener om våbenlovgivningen, om selvforsvar og om terror. Seriøse emner, men enormt interessant at høre hans velargumenterede holdninger.

Da vi var fremme, takkede han mange gange. Det havde været en stor oplevelse at få lov at blive fulgt til sygehuset af sådan en ung pige. Jeg tror næsten, at jeg var mere glad efterfølgende, end han var. Det føltes simpelthen så godt at kunne hjælpe, og jeg har været høj på den episode i et par dage.

Kan I have en rigtig dejlig weekend – jeg regner med at lægge et billede op af julefrokostkjolen i morgen :-)

Det er altså OK at sige nej til alkohol

_JGB9436

Jeg synes, der er en kedelig tendens i samfundet til, at man SKAL drikke alkohol til en fest, hvis man vil bevare den gode stemning. Det betyder enormt meget for andre mennesker, om der er vodka eller bare vand i ens glas – sådan oplever jeg det i hvert fald nogle gange. Det er nærmest kun OK ikke at drikke, hvis man skal køre bil. Og er man på vandvognen er kommentaren om, om der monstro er en kage i ovnen næsten uundgåelig.

Sidste weekend var jeg en lille tur i byen med mine veninder, og fordi jeg skulle tidligt op dagen efter og skrive opgave og til julemarked med min familie, bestemte jeg mig for, at jeg ville holde alkoholindtaget nede. Det ville under ingen omstændigheder ske, at jeg kunne koncentrere mig om refleksionsrapport, hæklede nisser og dunkende hovedpine og kvalme samtidig.

Jeg havde egentlig forberedt mig på en længere forsvarstale om, hvorfor jeg kun lige drak 2-3 glas vin. Men da jeg fortalte, at jeg kun lige skulle have et par glas, fordi jeg skulle op og arbejde næste dag, var pigerne helt forstående. Det virker lidt tosset, men jeg blev simpelthen så glad, for jeg er ved at være godt og grundigt træt af, at ens alkoholindtag betyder så meget for andre mennesker!

Jeg har selv tidligere været meget slem til at være med til presse folk. ”Du kan da godt lige drikke en enkelt øl”, ”Du skal da først op klokken 9 i morgen”, ”Ej, du er kedelig, at du ikke gider være med i drukspil” og så videre. Og hold op, hvor er det egentlig bare overhovedet ikke fair, hvis personen bare ikke lige har lyst til at drikke den dag.

Tidligere gik det mig også på, når folk, jeg var til fest med, ikke drak. Så kunne de jo berette om alle de ting, os fulde mennesker gjorde, og som vi egentlig gerne bare vil lade som om, aldrig er sket. Jeg taler om ting som at afholde twerking-skole og gå i pind i slutningen af ”Arabiens Drøm”, selvom man har nederdel på. Men det er da for pokker ens eget ansvar, om man laver noget, man er flov over – det skal andre da ikke bøde for! Og helt ærligt, så vælter verden jo ikke, hvis man så bliver drillet lidt med det. :-)

Men jeg oplevede noget lidt sjovt i lørdags, da vi tog i byen efter (for mit vedkommende) tre glas vin på seks timer. Jeg havde simpelthen så god og sjov en aften! Normalt plejer jeg at være lidt træt, når vi endelig kommer i byen, og jeg sidder tit og undertrykker et gab. Desuden får jeg også ret ondt i maven, når jeg drikker andet end vand (hvilket blandt andet er en af grundene til, at man aldrig ser mig drikke sodavand udover til fester), så jeg døjer også tit med mavekramper efter indtag af 7-8 genstande. Det var intet problem i lørdags. Jeg var frisk som en havørn, og maven havde det godt. Jeg skulle lige overvinde min frygt for at danse piv-ædru, men da jeg først kom i gang, var det jo skideskægt. Og jeg så tilmed ikke dobbelt, så jeg ramte heller ikke ind i alle mulige omkring mig. Win!

I og med at jeg er blevet ældre, oplever jeg heldigvis også en større forståelse, når folk takker nej til en øl. Det synes jeg, er sundt. For det er altså OK at sige nej – uanset hvad grunden så end måtte være. :-)

Jeg kunne have boet på et slot – og så er det ikke engang løgn

I søndags var jeg til julemarked med min familie på Voergaard Slot udenfor Flauenskjold. Der var pyntet rigtig fint op, og der var et hav af spændende boder. Jeg er gennem min barndom jævnligt kommet på slottet – både med folkeskolen og også på besøg til middelalderdage, julemarked og så videre.

Mig, farmor og Joakim (drivvåde, som man nok kan se!)

IMG_7361

Der er faktisk en lille, sjov historie omkring netop Voergaard Slot, for rent faktisk kunne det have tilhørt min familie. For mange, mange år siden var det nemlig til salg, og der overvejede mine oldeforældre, som jeg desværre aldrig har mødt, seriøst at købe slottet. De droppede dog planerne, fordi min oldemor var bange for voldgraven omkring slottet. Var det sket, så var det nok formentlig heller ikke i sidste ende tilfaldet mine forældre, for min morfar havde en god, stor søskendeflok at dele slottet om, hvis det var kommet så vidt (søskendeflokken var på et tidspunkt den længste nulevende søskendeflok i Danmark, og forskere fra USA undersøgte dem for en årrække tilbage – men det er en helt anden historie!)

IMG_6708

IMG_7374

Voergaard Slot har jo en spændende historie, der omhandler Danmarks nok mest berømte spøgelseskvinde, Ingeborg Skeel. Der går nogle blodige historier om hende – blandt andet siges det, at hun klippede fingrene af tyve og har druknet slottets arkitekt i voldgraven omkring slottet for at sikre sig, at han aldrig ville opføre et slot magen til Voergaard. Inde i en af salene er der desuden en blodplet på gulvet, som bliver ved med at dukke op, selvom man har forsøgt at fjerne den.

IMG_6705

Det siges, at Ingeborg Skeel stadig spøger på slottet, så det er måske godt nok, at jeg ikke holder til i et af slottets kamre. :-)

Vi endte dagen med at tage på Café Visa og fejre min farmors fødselsdag. Efter lang tids overvejen endte jeg selvfølgelig med at bestille en lækker, sprød pizza. What else?

IMG_6722

Mens jeg drømmer mig til mit andet liv som beboer på et slot, så sidder jeg i toget på vej til Randers. I dag skal vi gennemføre det sidste interview til bacheloropgaven, og så går det løs med at skrive den næste uges tid. Der er kun ni dage til aflevering nu, og jeg glæder mig næsten lige så meget til at aflevere, som jeg glæder mig til jul. Og det er meget. Rigtig, rigtig meget!

Kan I have en skøn dag!

1 2 3 4 5 8