Så røg halvdelen af håret

Mit hår har simpelthen føltes så underligt de sidste par dage. Mandag checkede jeg nemlig ind ved min frisør, og jeg havde taget en – for mig – lidt drastisk beslutning: efter halvandet år med extensions er mit eget hår nu så langt, at det vil skulle klippes for at matche de ekstra lokker, og derfor har jeg valgt, at jeg nu kun vil have mit eget hår på hovedet.

IMG_6941

Jeg har tidligere skrevet lidt om den ambivalente følelse, jeg har haft ved at have extensions, da det i mine øjne er noget, der hører teenageårene til. Ikke desto mindre har jeg været sindssygt glad for at have det i, da det har betydet, at mit hår er vokset længere end nogensinde, og det har været SÅ nemt at sætte det.

Jeg havde 50 gram hår i, og selvom det ikke lyder af meget, så gav det enormt meget til tykkelsen. Jeg skal lige vænne mig til at have silkeblødt og tyndt englehår igen, og jeg må indrømme, at det er noget mere svært at sætte nu.

IMG_6943

Jeg har også fået farvet hele håret den samme farve som min naturlige, mørke hårfarve. Før var det lysere i bunden efter at have været udsat for både permanentkrøl og solstråler, og jeg synes at det er rart, at det hele nu er ens. Det virker desuden meget mindre slidt.

Så melder det store spørgsmål sig så: har jeg fortrudt? Tja. Jeg er rigtig glad for, at jeg kun har mit eget hår og ikke skal bekymre mig om, om blæsten afslører det påsatte hår, men jeg savner virkelig den ekstra tykkelse. Jeg overvejer meget, om jeg skulle investere i 25 gram hår i den farve, mit hår har nu, for liiige at tilføje dét ekstra. Jeg tror, jeg giver det en uge, og så må jeg se, om jeg savner det for meget.

IMG_6966

Dengang jeg fik extensions, der frygtede jeg, at det ville slide på håret, men jeg må tilstå, at mit hår faktisk aldrig rigtig har været sundere. Det er som om, det har fået lidt ro, fordi jeg ikke har udsat det lige så meget for toupering og varme jern, da det har været så nemt at sætte med extensions i. Dette er ikke en reklame for påsat hår eller noget, kun min lyst til at videregive erfaringer – og de har været gode!

I dag står den igen på arbejde, og fra i morgen begynder eksamenslæsningen for alvor. Tænk – om en uge er jeg uddannet journalist, hvis alt går vel. Jeg kan simpelthen ikke vente. :-)

Hvorfor krammer vi så meget?

Vi er vist mange, der kender den følelse, når man kommer ind i et rum til en forsamling med folk, man kender rigtig godt og folk, man kender knap så godt. Skal man give hånd? Kramme? Eller bare sige hej uden fysisk kontakt og sætte sig ned? Det er jo også akavet at skulle vurdere, hvor godt man lige kender hinanden, og det så ender med, at man krammer nogle, mens det blot bliver et håndtryk og et hej til andre, man kender perifært.

Hvis jeg ikke har hilst på folk før, så giver jeg altid hånd. Jeg synes, et håndtryk siger meget om en person. Er det Onkel Oles knogleknusende håndtryk, hvor man som modtager næsten må knibe en tåre samtidig med at man skælder sig selv ud for at have taget ring på? Er det slatten karklud-håndtrykket, hvor man stikker en hånd frem, der hænger ubestemmeligt uden nogensinde at klemme til? Måske er det bedstemor-håndtrykket, hvor man lige tager fat om hånden med det yderste led af fingrene, og trykker den anden i midten af hånden?

Mere svært bliver det, når det kommer til folk, som man kender en smule. Nogle man måske tidligere i en brandert har delt mascara med på Crazy Daisys toilet, nogle man kender en smule gennem ens andre venner eller nogle, man har haft forelæsninger med. Jeg savner guidelines til, hvad man gør i sådanne situationer, og det er som om, ingen rigtig er enige på det punkt.

Det ender tit med, at jeg halvgrinende af den akavede situation går rundt og skiftevis krammer og giver hånd, og sidder der én mellem to personer, der begge har fået et kram, kan der da godt lyde et ”du får også lige et kram…” og så et halvhjertet kram som følge af det.

Jeg oplever, at jeg ofte hellere giver et kram for meget end et kram for lidt. Og jeg bryder mig egentlig ikke altid lige meget om det. Nu er jeg jo også nordjyde, og heroppe render vi jo ikke alle og krammer hinanden i tide og utide, så måske det skyldes min opvækst i Vendsyssel. Men jeg gad godt, at jeg havde en bedre fornemmelse for, hvornår det er passende. Og ikke mindst – hvornår det er upassende.

Dette indlæg er inspireret af en samtale mellem mig og mine veninder for et par dage siden, hvor vi egentlig endte med at finde ud af, at flere af os slet ikke har brug for dét der kram. Det er altid enormt hyggeligt, hvis man skal se en god ven eller veninde, man ikke har set længe, men ellers klarer vi os fint uden fysisk berøring, når vi ses. Gad vide, hvor mange der egentlig har det sådan. Går vi bare og krammer hinanden, fordi det er dét, der er normen? Dét, der er socialt acceptabelt? Mens vi i virkeligheden ofte ville være mere komfortable ved at være fri?

Dermed ikke sagt, at jeg ikke i fremtiden vil gå og uddele krammere. For det vil jeg helt sikkert. Og jeg synes tit, at det er hyggeligt at få et kram. Men jeg er nysgerrig på at vide, om der mon er flere end man lige tror, der ikke altid har brug for den fysiske kontakt?

Vi slutter lige af med et billede af en fuld Josefine i heftig omfavnelse med rengøringsdamen Stella, som solgte toiletpapir til kunderne på en bar på Gran Canaria. Det er jo altså ikke fordi, jeg aldrig har et kram gemt i mig. 😉

IMG_4645

Om ikke at udrette en fløjtende fis

IMG_2750

Så fik jeg igen tid til at blogge efter et par gode dage på arbejde! Og jeg har den skønneste udsigt lige nu – foran mig sidder Christian og laver lektier, og ud af vinduet er der hvide tage og dryssende sne. Jeg elsker simpelthen at hygge indendøre, når der sner. Jeg er lidt spændt på, om sneen bliver ved til i morgen aften, for så kunne jeg snildt forestille mig, at jeg kommer til at lave lidt TV i kulden. Jeg pakker i hvert fald den varme jakke. :-)

Her i hjemmet har vi haft fri i dag, så vi har hygget os med at sove længe, smutte en tur i IKEA, drikke kaffe og kigge lidt på bolig, og nu sidder jeg så her. Om et par timer entrerer fire veninder på matriklen, og så skal der spises lasagne og catches up.

Jeg elsker sådan nogle dage som den i dag, hvor man ikke laver en fløjtende fis. Jeg er efterhånden blevet bedre til at nyde, at jeg bare har fri, og at det er okay at tage sig en slapper og ikke udrette det store. Jeg bliver nemlig alt for tit ramt af en fornemmelse af, om jeg nu når nok, når jeg sådan som i dag tillader mig at koble lidt fra. Men hey – hvis ikke, man kobler lidt fra, så er det også svært at give sig 110%, når man så er på! Det skal jeg så bare lige minde mig selv om nogle gange…

Jeg har for eksempel altid haft lidt dårlig samvittighed, hvis jeg sover længe om morgenen på en fridag. Hvis først morgenmaden indtages klokken 10.30, går man jo nærmest glip af en hel dag. Eller, det føler jeg i hvert fald. Derfor sætter jeg tit alarmen til tidligt om morgenen, så jeg rigtig kan komme op få noget ud af dagen. Det eneste, jeg får ud af det, er at jeg tager en middagslur midt på dagen – og så er jeg jo lige vidt!

Jeg beundrer virkelig de personer, der fylder deres hverdag op med tusind ting og altid har en aftale indenfor den næste times tid. Jeg forsøgte på et tidspunkt selv at være sådan én, men det endte med, at jeg blev lidt en tudeprinsesse, der hurtigt blev hidsig eller ked af det. Hvor nogle mennesker lader op ved konstant at være social, så lader jeg op ved at tage den med ro og puste ud, når der er tid til det. Som jeg har skrevet om et par gange før, så har jeg lært at sige nej, og det har været SÅ rart for mig.

Når jeg nogle gange panikker over, om jeg nu når nok og om jeg får udrettet nok, så er jeg heldig, at jeg har den mest jordnære kæreste, som lige minder mig om, at verden ikke vælter, bare fordi jeg ser et par afsnit Desperate Housewives et par timer (eller en hel dag…). Det betyder i sidste ende, at jeg så nyder det meget mere, når jeg som i aften skal være i selskab med en flok dejlige damer. :-)

Kan I have en skøn aften! Det vil jeg i hvert fald have.

Og så var jeg pludselig hende, der spammede med RayBan-tilbud

Fotografi den 04-01-16 kl. 12.58

Hahaha, jeg har grinet meget af mig selv her til middag. Og samtidig været lidt skræmt. I ved, de der irriterende Facebook-opslag, man bliver tagget i, som reklamerer for billige RayBan-solbriller, og hvor man altid tænker ”OMG, hvorfor klikker du på sådan noget – du ved jo, at det er spam?!” om personen, der deler det? Jeg var dén person i dag. Jeps. På et splitsekund blev min irritation og hovedrysten over andres adfærd på sociale medier udskiftet med sympati.

Jeg har brugt formiddagen på at få styr på alle mulige og umulige ting: forskudsopgørelse, fagforening og SU. Alle de ting, der især skal være styr på, når man går fra at være studerende til at have et fuldtidsjob. Pludselig får jeg beskeder fra to Facebook-venner om, at jeg vist er hoppet i den berygtede solbrille-fælde: Jeg har delt over 30 billeder med ”gode tilbud” på RayBan-solbriller og tagget langt over 40 Facebook-venner i billederne…. Oh my God.

Straks går jeg i gang med at forsøge at slette albummet, men det viser sig at være en større opgave end som så. Efter at have panikket lidt over, hvem der mon roder rundt inde på min profil, får jeg skrevet en lille undskyld-statusopdatering og finder endelig ud af, hvordan jeg får billederne fjernet fra min profil.

Jeg har altid tænkt over, hvorfor folk er så dumme at trykke på sådan nogle opslag, der tydeligvis er spam, men jeg gik altså selv i fælden i dag. Og nej, jeg har ikke klikket på noget som helst RayBan-opslag, og nej, jeg har heller ikke været inde på nogle pikante hjemmesider og fået virus derigennem. Det er sket, mens jeg har været inde og redigere noget så usexet som min forskudsopgørelse.

Hmm. Nu sidder jeg tilbage med en lidt ubehagelig tvivl om, hvad der mon lige skete. Hvorfor kommer sådan noget op på min Facebook-side? Er der nogen, der har hacket den? Er der sket andet derinde? Jeg har selvfølgelig ændret adgangskoden nu, men det nager mig alligevel, at nogen – eller noget – har haft adgang til min profil.

Jeg har generelt meget stor tillid til systemer og folk, og bekymrer mig ikke om at dele billeder på Facebook og Instagram eller sende billeder til folk på SnapChat. Jeg ved selvfølgelig godt, at når først et billede er derude, så kan det aldrig trækkes 100 procent tilbage, så jeg kunne aldrig drømme om at dele noget, jeg ikke er parat til at blive konfronteret med senere i livet. Men selvom jeg kun deler noget, som jeg står inde for, så bryder jeg mig ikke om tanken om, at andre har haft adgang til noget så privat som beskeder og indstillinger på min Facebook-profil.

Og således blev et tilbud på RayBans til overvejelser om adfærd på internettet. :-)

Nytårsaften, tømmermænd og døgnlang oprydning

Så er jeg endelig lidt i live igen efter en rigtig god nytårsaften! Hele dagen i går stod på oprydning, og det var en lidt uoverskuelig opgave med tømmermænd, så vi gemte os under dynen det meste af dagen, spiste pizza og fik så taget det værste. I dag fik vi det sidste fjernet, og så har vi været hjemme og fejre svigermors fødselsdag.

Nytårsaften gik simpelthen over al forventning! Allerede klokken 11 kom de første gæster forbi, som havde påtaget sig tjansen at lave mad til 18 personer, hvilket de desuden klarede til UG. Klokken 13 blev de første tequila-shots linet op, og så var vi ellers i gang! Klokken 18 var alle gæster kommet, og så gik det, som den slags aften går – vi så nytårstale, spiste, dansede, grinede, græd (det kan være hårdt at spise chili), hoppede ind i det nye år, nytårs-kyssede, sang og blev trætte til sidst. Aftenen kunne nærmest ikke have været bedre, og jeg er endda gået så langt som til at sige til Christian, at vi da nok godt kan lægge lejlighed (eller hus, hvis det skulle ende sådan) til festlighederne, når vi hopper ind i 2017. :-)

2015-12-31 15.32.34

2015-12-31 15.31.59

Jeg havde egentlig store planer om at iføre mig paillet-kjole på denne store aften, men den kradsede (skawede, som vi siger i Nordjylland!), og efter 20 minutter havde jeg allerede rifter på armene. Det endte med, at jeg hoppede over i en fin, sort sag og tog en lyserød glimmer-butterfly om halsen. Lidt festligt var det altså alligevel.

Jeg var ret spændt på, om jeg kunne slappe af under festen. Jeg har desværre lidt svært ved at være vært ved en fest, fordi jeg bekymrer mig om, om folk hygger sig og om jeg får talt med alle. Denne gang havde jeg bestemt, at jeg skulle lægge bekymringerne fra mig og bare hygge mig – festen bliver jo ikke bedre for de andre af, at jeg stresser rundt og forsøger at gøre alle glade. Tværtimod, næsten. :-) Så tiden fløj af sted, og jeg havde den bedste nytårsaften nogensinde. Klokken halv fem kunne jeg ikke mere, og jeg sagde godnat til gæsterne og hoppede under dynen. Virkelig mærkeligt at gå i seng under sin egen fest, men jeg var fuld, glad og træt, og jeg vidste, at Christian nok skulle tage sig godt af de sidste gæster.

2015-12-31 21.10.112015-12-31 23.45.372016-01-01 05.32.49Da jeg slog øjnene op næste morgen, var jeg ret forvirret. Hvad var der sket, siden jeg gik i seng? Var der blevet nogen og sove hos os? Stod lejligheden stadig? Jeg prikkede til Christian, og han fortalte, at der kun var os to i lejligheden, så jeg tog en dyb indånding og åbnede døren op til stuen. Jeg var forberedt på det værste. Det første, der ramte mig, var kulde, fordi Christian havde lavet gennemtræk i lejligheden, og det næste var lugten af cigaretrøg. Selvom folk var søde og ryge ud af vinduerne, sætter det sig jo stadig. På gulvet var der smadrede chips-rester og konfetti over alt, på køkkenbordet var der opvask og halvtomme glas og dåser, og på bordene var der klister fra væltede shots-glas og indmad fra sprængte bordbomber. Jeg gjorde det eneste, jeg orkede: jeg hoppede direkte ind i seng igen med en halv pose chips fra dagen før og proklamerede, at jeg under ingen omstændigheder var i stand til at varetage oprydningen lige nu. Og således gik det altså, at oprydningen endte med at vare 1,5 dag.

Jeg håber, at I fik sagt velkommen til 2016 på fineste vis! Nu vil jeg se lidt fjernsyn og spise kageresterne fra nytårsaften, og i morgen står den på arbejde. :-)

2016 – here I come!

Jeg er for alvor ved at komme i nytårsstemning nu! Som jeg har skrevet lidt om tidligere, så har jeg egentlig et lidt ambivalent forhold til nytårsaften, men jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg faktisk glæder mig ret meget.

Vi holder festen i år, og vi bliver 19 mennesker til spisning. Sammen skal vi gennem en fem-retters menu, der blandt andet indeholder tigerrejer, oksemørbrad og lækker chokoladekage. Christians gode ven Rasmus er ret ferm i et køkken, så han har påtaget sig tjansen som kok, og således begynder kokkereringen allerede klokken 11 i morgen formiddag. :-) Jeg glæder mig helt vildt til maden!

Jeg satser på ikke at gå i tøjpanik i morgen eftermiddag. Jeg er stadig lidt i tvivl om hvilken kjole, jeg ifører mig, men det er stensikkert, at der nok skal blive plads til lidt glimmer. Det hører sig til, synes jeg. Jeg har også en lille, lyserød glimmer-butterfly, som jeg overvejer at tage på, da jeg ikke har fået fat på en nytårshat. Jeg lægger selvfølgelig et billede ind på bloggen af nytårs-outfittet!

De sidste par dage har jeg været på job, og om en times tid skal jeg af sted igen. Jeg synes altid, det er så hyggeligt at være på job mellem jul og nytår, fordi der er en helt særlig stemning. I går var vi blandt andet på stranden i Lønstrup og lave et lille indslag om nytårstorsken. Det var pivkoldt, som I nok kan se på billedet.

IMG_6885

Dette bliver formentlig det sidste, I hører fra Rivejernet i 2015. Et år, hvor der er sket en hel masse for mit vedkommende – nye jobs, et semester på Aalborg Universitet, bacheloropgave, rejser til USA, Gran Canaria, Barcelona og London, opstart af Rivejernet.dk og masser af gode stunder med familie og venner – og ikke mindst min skønne Christian. :-) Hvis 2016 bliver bare halvt så godt, så har jeg rigtig meget positivt i vente!

Jeg håber, I har en helt fantastisk nytårsaften. TAK fordi I læste med i 2015!

10 tilfældige facts om Rivejernet

Jeg har ofte set sådan nogle ”10 facts om mig…”-indlæg på blogs, og jeg har altid tænkt to ting. For det første: Der må virkelig være mangel på emner at skrive om. For det andet: Folk er vel ligeglade med at vide ti ting om en person, de ikke kender? Jeg må dog tilstå, at jeg elsker at læse sådan nogle indlæg, lidt ligesom når jeg læser andre bloggeres meget detaljerede tilbageblik på ugen, der er gået. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg synes, det er spændende, men det er alligevel skægt, når man kan genkende nogle af tingene fra én selv.

Jeg har derfor gjort dét, jeg også gjorde, dengang jeg havde en profil på Arto – jeg har nedskrevet 10 tilfældige facts om mig selv. Tadaaaa. :-)

  1. Jeg har engang fået en kage opkaldt efter mig, da jeg arbejdede ved en bager – Josefinekagen indeholdt bl.a. hindbær og nougat, og jeg var pavestolt over at lægge navn til en kage.
  1. Jeg har taget jagttegn, men bruger det ikke længere. Skød én gang, hvor jeg ramte en fasan. Da jeg var afsted på jagt igen en måneds tid efter, kiggede jeg et rådyr i øjnene og kunne ikke få mig til at trykke på aftrækkeren. Siden dengang er mit jagttegn ikke blevet fornyet, men jeg har dog stadig et haglgevær.
  1. Jeg spiser chili til alt, jeg kan komme til, og har – så længe jeg kan huske – været afhængig af de stærke sager. For nogle år siden sagde min pizzamand til mig, at jeg skulle passe på med alt det chili – han frygtede for min mave. Christian er lidt træt af, at al vores mad skal være så stærkt, og jeg forsøger også at gasse lidt ned med chilien, men det ER altså bare ikke det samme uden…
  1. Jeg har ikke heddet Chloe til mellemnavn hele mit liv. Oprindeligt skulle jeg have heddet Caroline Chloe, men det blev i stedet til Josefine. Jeg ville SÅ gerne hedde Chloe, så jeg fik lov til at tilføje mellemnavnet, da jeg skulle konfirmeres. Jeg bruger det dog aldrig, og overvejer at få det fjernet igen, når jeg engang skal giftes.
  1. Jeg bruger mere læbepomade end de fleste, og lige så hurtigt det kommer på, lige så hurtigt ryger det af igen. Jeg har nemlig altid haft den dårlige vane at pille i mine læber, og det medfører, at jeg ofte bløder fra læberne (klamt, I know!) og aldrig bruger læbestift, da det ville afsløre alle de revner, den dårlige vane medfører.
  1. Jeg ser elendigt, og ville ikke komme langt uden mine elskede kontaktlinser på styrke -6,50. Hvis jeg har lyst, kan jeg få en gratis laseroperation, men jeg er en pivskid som frygter, at noget går galt. Jeg har endda været til forundersøgelse, hvor jeg fik at vide, at der var “nok at skrabe i”, hvad det så end skal betyde. Jeg havde egentlig forestillet mig, at 2016 skulle blive året, hvor jeg ville lade mine øjne bestråle i håbet om at kunne se uden hjælpemidler, men jeg tvivler helt ærligt på, at det sker.
  1. Jeg drømmer konstant om at rejse, og jeg tjekker ofte flypriser i perioder, hvor jeg umuligt kan komme afsted – bare lige for at se hvilke priser, turene ligger i. Jeg kigger også for sjov på dyre rejser til luksushoteller på Maldiverne, bare for at drømme lidt om, hvis man en dag skulle vinde i Lotto…
  1. Jeg har et lille “girlcrush” på Cara Delevingne, som efter min mening er en af de sejeste og smukkeste kvinder, jeg længe har set og hørt om!
  1. Jeg beder ofte til Gud, fordi det giver mig tryghed. Om der eksisterer en Gud, ved jeg ærlig talt ikke, om jeg tror på, men siden jeg gik til konfirmationsforberedelse har det været fast rutine for mig engang i mellem at sende en hilsen til Vorherre. :-)
  1. Jeg er dybt afhængig af at google ting, og ser jeg noget eller nogen, der vækker min interesse, har jeg straks læst alt muligt om fænomenet eller personen på Google. Det er dog nogle gange en forbandelse, især når det omhandler symptomer på sygdom. Mere end én gang har jeg panikket, fordi det harmløse modermærke eller den smerte i lænden, jeg googlede, lynhurtigt ved hjælp af NetDoktor og min vilde fantasi har udviklet sig til livstruende sygdom eller graviditet i mit hoved. Jeg har dog altid taget fejl. Note til mig selv: Aldrig stol på NetDoktor. :-)

Lad mig endelig vide, hvad I synes om sådan nogle indlæg. Jeg er stadig ved at finde min ”stil” som blogger, og famler lidt rundt i forskellige måder at skrive på, så inputs er mere end velkomne!

Nu vil jeg daffe ned og bytte den sidste julegave til en anden størrelse, og senere står den på arbejde. Hav en skøn dag!

PS. I får lige et billede af Josefinekagen…

2015-05-10 16.02.52

Lidt mere om lykke, kærlighed og materielle goder

Jeg har i skrivende stund siddet og ventet i næsten 50 minutter på, at Christian bliver færdig med at bestille computer, så vi kan spille Trivial Pursuit. Kaffen i kopperne er snart kold, men intet tyder på, at min bedre halvdel er ved at være færdig, så nu har jeg besluttet mig for at forfatte et lille blog-indlæg. :-)

I dag har vi holdt kæreste-dag, hvor vi stod tidligt op, smuttede til udsalg i Salling, tog rundstykker med hjem og spiste sen morgenmad. Så tog vi en middagslur og hoppede i bad, og nu skal Christian have tæsk i Trivial Pursuit, inden vi går i gang med at lave lasagne. De næste tre dage står på arbejde for mit vedkommende, og så er det jo allerede nytårsaften torsdag, så vi nyder rigtig den sidste afslapningsdag i 2015!

Jeg skrev for et par dage siden nogle ord om lykke, og jeg har egentlig lyst til at skrive lidt mere om emnet. Vi så nemlig en TED-talk i dag om nøglen til lykke (kan findes her), som baserer sig på 75 års unikke studier af en stor gruppe mænd fra USA. Størstedelen af mændene sagde i begyndelsen af deres liv, at de mente, at rigdom og berømmelse var nogle af grundstenene i et lykkeligt liv. I dag er de fleste af deltagerne i undersøgelsen over 90 år, mange er døde, og forskerne har ud fra undersøgelsen af mændene konkluderet, hvad nøglen til et lykkeligt liv er: gode forhold. Gode forhold til kærester/ægtefæller, til familie, til venner og til andre fællesskaber. Er man i et sundt forhold er man ikke alene lykkeligere, man lever også både sundere og længere. Rigdom og berømmelse har ikke en chance mod gode forhold.

Jeg er egentlig ikke overrasket over resultatet, men det får mig alligevel til at spekulere på, om det samfund, vi lever i, hvor der er en tendens til at stræbe efter flere penge, en lækker bil, et prestigefyldt job og designertøj i virkeligheden gør os lykkelige?

Et eksempel: Da jeg lige var blevet konfirmeret, gik jeg meget op i at eje det ”rigtige” tøj. Jeg købte Dior-solbriller, Gucci-bælte, Dolce & Gabbana-øreringe, masser af G-Star-bukser og Papfar- og Wesc-hættetrøjer. Blev jeg gladere af at have det ”populære” og dyre tøj? Næh. Faktisk ikke. Jeg er meget gladere i dag, når jeg falder over et godt tilbud og stolt kan fortælle, at min nye jakke kun kostede 300 kroner. Selvfølgelig er det rart at have tøj i god kvalitet (hvilket jeg også prioriterer!), men jeg gider ikke betale 1000 kroner ekstra, fordi der står det rigtige navn på en skjorte. Så vil jeg hellere have lidt ekstra knaster på kontoen til andre gode sager såsom rejser og så videre.

Det kommer jo an på, hvordan man prioriterer. Dermed ikke sagt, at min måde at prioritere på er bedre en andres – overhovedet ikke! Jeg vil bare ikke længere føle mig ”mindre”, som jeg gjorde for ti år siden, hvis ikke tøjet var fra det rigtige mærke. Er blazeren pæn, så køber jeg den – uanset hvad der står i nakken. Og sådan har jeg det i alle livets aspekter.

Jeg vil gerne have en lille bil, fordi den er nemmere at parkere end en stor. Jeg vil gerne have et lille hus, for så er der mindre, der skal gøres rent. Jeg vil hellere have et job, jeg er glad for, end et job, der er prestigefyldt. Og jeg vil hellere have en kæreste, der giver mig kærlighed, end én, der giver mig dyre gaver.

Livslang erfaring lærte altså mændene i undersøgelsen, at det er kærlighed og venskaber, der gør lykkelig – ikke penge og berømmelse. Det synes jeg, er vigtigt at huske. Hav en skøn aften med dem, du holder af! Det vil jeg i hvert fald have. :-)

Om at føle sig heldig

1614174_10206606347732336_3364075102819923077_o

Lillebror Joakim og jeg inden julemiddagen. :-)

Så er jeg hjemme hos mine forældre efter et par gode dage med julehygge, al for meget mad og gode gaver. Jeg er helt blæst bagover af alle de pakker, der stod “Til Josefine” på i går – man kan vel nærmest tale om en sand gaveregn. :-) Der gemte sig både tøj, regntøj og sengetøj (godt med tøj!), lækre nips-ting til lejligheden, et armbånd, en bog og penge, som måske kommer til at finansiere et lidt mere “professionelt” look her på bloggen. Lige nu kører jeg et gratis tema, som jeg synes er rigtig fint, men jeg har længe drømt om at have flere muligheder for at designe Rivejernet, så det ser lige præcis sådan ud, som jeg har lyst til. Jeg var endda så heldig, at jeg for første gang nogensinde fik mandlen.

Og apropos held, så teasede jeg jo lidt for, at jeg i dag ville forfatte et par ord om netop dét at føle sig heldig. Som jeg har skrevet om tidligere, modtog Christian og jeg et gavekort på 6000 kroner til flybilletter med KLM, fordi flyet på vej til USA blev ramt af mekaniske problemer, hvilket medførte, at vi måtte overnatte i Amsterdam og dermed kom 10 timer senere til Los Angeles. Gavekortet skulle bruges indenfor 12 måneder, men Christian mente dog ikke, at det allerede igen var tid til en stor udlandsrejse, så han foreslog, at vi anmodede om at få pengene i stedet for et gavekort. Efter at have overvejet det grundigt, besluttede vi os for at gøre det – jeg havde ellers allerede store planer om to-tre uger i Malaysia og Indonesien, men jeg gik modvilligt med til det. Vi fik besked om, at de ville revurdere det beløb, vi var berettigede til, og jeg forudså allerede, hvordan vi garanteret kun ville få 3000 kroner udbetalt i alt – det var jeg ikke helt tilfreds med, da jeg jo gerne ville ud og rejse.

Svaret kom på en mail, og ganske rigtigt: De havde vurderet, at vi skulle have 4500 kroner. Lidt slukøret informerede jeg Christian om, at der nu var svar, og jeg tjekkede med det samme min netbank. Og så spærrede jeg øjnene op. Der var gået 9000 kroner ind fra KLM! Jeg var helt forvirret og tjekkede min mail igen. Og så opdagede jeg, at de havde vurderet, at vi HVER kunne få 4500 kroner. JUHUU! Vi var helt oppe og ringe og dansede rundt i lejligheden. Det er altså utroligt, at vi kunne få mere ud af at få pengene udbetalt, end vi kunne ved at få et gavekort! Fantastisk service – så gjorde det pludselig ikke så meget, at vi blev 10 timer forsinkede. Christian har nu endegyldigt bestemt, at pengene skal bruges på en ny computer, så han krydser fingre for et elektronik-januar-udsalg. :-)

Som jeg sagde til Christian: Vi er godt nok heldige. Jeg føler mig simpelthen så heldig. Og sådan har jeg faktisk altid haft det. I dette tilfælde handler det blot om penge, og penge er bestemt ikke lykken (jeg hørte engang et citat, jeg synes rammer godt: “Nogle mennesker er så fattige, at det eneste, de har, er penge”), men jeg føler generelt, at jeg – og mange af mine medmennesker – har trukket det lange strå her i livet. Vi er heldige at være født i et land, hvor der altid er et sikkerhedsnet. Hvor man aldrig er helt på røven. Hvor man kan tage chancer, og hvor man ikke mister alt ved at fejle. Jeg er heldig at have en skøn familie og en fantastisk sød kæreste, og så er jeg heldig at jeg har et job og et studie, som jeg er glad for.

Lige nu er jeg i gang med at læse en bog om, at vi danskere er så lykkelige. Bogen er skrevet af en englæder, som er flyttet til Danmark, og som ser os udefra. Bogen stiller spørgsmålstegn ved hvorfor, vi er så glade, som vi er, og forfatteren beder en masse danskere om at vurdere på en skala fra 1-10 hvor lykkelige, de er. Stort set alle ligger helt i top. Det fik mig til at tænke på, hvor jeg mon vil placere mig. Selvfølgelig er der altid ting, der kunne være bedre – sådan har vi det vel alle. Men i det store billede, så har jeg det godt nok godt, og det er jeg simpelthen så taknemmelig for. Ja, som man måske kan høre, har jule-familie-ferie-freden for alvor sænket sig her. :-)

Jeg håber, at I har haft nogle skønne juledage med familie og venner. Nu vil jeg se fjernsyn med familien, og i morgen står den atter på familiehygge. Mine veninder har store planer om at skulle fejre 1. juledag med øl og gamle venner i aften, men jeg udskyder udskejelserne til nytårsaften og slapper af i familiens skød disse dage. God aften – om så den står på billig vodka og fællessang eller julefilm og chokoladenisser!

Så blev det endelig jul igen

Jeg må indrømme, at jeg er lidt inspirationsforladt her til aften efter en lang dag med julegaveshopping, så det bliver et kort pip fra mig i dag. Hvis der ikke er noget spændende at berette om, så vil jeg hellere skåne jer for mine skriblerier. Men bare rolig – jeg har masser af idéer i idébanken (jeps, jeg skriver gode blog-emner ned som en note i min telefon…), så jeg lover, at bloggen bestemt ikke holder ferielukket!

Nu er den røde neglelak lagt, den sidste gave er pakket ind, kalenderlyset er næsten brændt i bund, og jeg er endelig helt klar til juleaften! Jeg elsker jo julen og alt, hvad der hører dertil, men jeg har simpelthen været for dårlig til at jule igennem i år. Jeg har hverken haft julekalender, lavet julekonfekt eller skrevet julekort. Det er ikke godt nok, især når jeg er helt pjattet med højtiden.

I morgen skal vi spise middagsmad hos Christians forældre, og derefter tager jeg hen til lillebror Joakim, som i år holder jul. Vi har ikke en tradition for, at vi er et bestemt sted, så vi skifter hvert år. Sidste gang var vi hos mig, og det var virkelig hyggeligt og enormt voksent sådan at være vært ved juleaften. :-)

Vi skal både have gås, flæskesteg og frikadeller, og jeg er sikker på, at jeg nærmest triller hjem derfra. Det er altså helt skørt, når man hvert år læser om folk, der bliver indlagt, fordi de har spist for meget fed julemad. Jeg bliver lige overrasket hver gang. Næsten lige så overrasket som når jeg hører, at der igen er folk, der er blevet indlagt, fordi de har grillet indenfor.

Jeg er dødmisundelig på dem, der holder juleaften med små børn. Jeg har lige siddet og kigget gamle julebilleder igennem, og den glæde, man som barn har juleaften, er virkelig skøn. Jeg glæder mig så meget til, at der igen er små børn med til at flå gavepapir af pakkerne – men der går nok lige et par år. :-) Indtil da må vi ”nøjes” med at fejre jul med vores hunde, som altid bliver løftet rundt om juletræet, når vi synger. Sidste år havde de endda deres helt eget mini-juletræ, og de giver endda også gaver. Jeg bliver hvert år imponeret over, hvor gode hundene er til at finde gaver til os. 😀 Okay, jeg PAKKER (hæhæ) far-humoren væk nu.

Jeg er ved at løbe tør for billeder, så jeg fandt lige denne lille sag frem fra sidste år, hvor en meget langhåret Christian og jeg blev foreviget under en gåtur et par dage efter jul.

2014-12-25 19.55.53

Jeg tvivler på, at der bliver tid til at blogge i morgen, men jeg bilder bestemt heller ikke mig selv ind, at I har tid til at læse om mig på selveste juleaften. Jeg vender dog stærkt tilbage 1. juledag med gaveupdate og lidt ord om at føle sig heldig! Vi har nemlig fået svar fra KLM, og jeg kan love for, at jeg dansede rundt i stuen, da jeg så svaret… Mere om det fredag!

GLÆDELIG JUL!

1 2 3 4 8