Mad, man (åbenbart) kun spiser i Nordjylland

En morgen for ikke så længe siden skejede jeg ud og fik rundstykker med varm leverpostej på. En yndet spise, der alle dage har stået højt på min liste. Da jeg ved et tilfælde nævnte det for nogle venner fra Aarhus og København, kiggede de uforstående på mig. Rundstykker med varm leverpostej? Til morgenmad? Dén havde de alligevel ikke hørt om før.

Jeg måtte spørge nogle af mine gode, nordjyske venner, om det kun var mig, der af og til nød denne guddommelige spise, og heldigvis var svaret nej. De svor selv til rundstykker med varm leverpostej en gang imellem.

Nå, godt så.

Weekenden efter skulle jeg til fødselsdag, og jeg indså med julelys i øjnene, at dagens menu var pålægskagemand efterfulgt af en stor, lækker brunsviger-kagemand.

Da jeg efterfølgende talte med nogle venner om menuen, måtte jeg endnu engang ned på gulvet og samle min kæbe op.

De havde aldrig hørt om en pålægskagemand! Okay, fair nok, at man endnu ikke har sendt sine smagsløg på eventyr i et grovbirkes med leverdreng, men at man ikke kender til en PÅLÆGSKAGEMAND? Det virker ikke rimeligt…

Pålægskagemand - det er lige til at blive rørt over så smukt et syn :-)

Pålægskagemand – det er lige til at blive rørt over så smukt et syn…

Og vi var åbenbart kun lige begyndt. For sørme ikke også, om der faldt en kommentar om, at en rigtig kagemand altså er lavet af wienerbrød. Jeg har tidligere gjort karriere som bagerjomfru, og har derfor stiftet bekendtskab med denne opfattelse af en kagemand. Jovist, wienerbrød er godt, men i mit hoved er en rigtig kagemand altså udformet som brunsviger med fløde eller glasur.

Nå, der er jo ikke andet for end at invitere mine skønne Aarhus-venner på den helt store nordjyske menu en dag.

Nu vil jeg sætte tænderne i en skøn, smattet pizza med salat, tomat, agurk og dressing. Findes sådan én egentlig andre steder end nord for Aarhus? Jeg har ikke haft held med at finde den!

Nå, rigtig god (mad)dag til jer!

1 Comment on Mad, man (åbenbart) kun spiser i Nordjylland

  1. Alexander
    oktober 29, 2015 at 11:28 am (3 år ago)

    Man kan altså godt få salatpizzaer andre steder :) Altså en hurtig googlesøgning afslører, at salatpizzen f.eks. snildt kan opdrives i Sønderborg, på trods af byens ellers meget kartoffel-med-brun-sovs-agtige rygte.

    Svar

Leave a Reply