Hvorfor krammer vi så meget?

Vi er vist mange, der kender den følelse, når man kommer ind i et rum til en forsamling med folk, man kender rigtig godt og folk, man kender knap så godt. Skal man give hånd? Kramme? Eller bare sige hej uden fysisk kontakt og sætte sig ned? Det er jo også akavet at skulle vurdere, hvor godt man lige kender hinanden, og det så ender med, at man krammer nogle, mens det blot bliver et håndtryk og et hej til andre, man kender perifært.

Hvis jeg ikke har hilst på folk før, så giver jeg altid hånd. Jeg synes, et håndtryk siger meget om en person. Er det Onkel Oles knogleknusende håndtryk, hvor man som modtager næsten må knibe en tåre samtidig med at man skælder sig selv ud for at have taget ring på? Er det slatten karklud-håndtrykket, hvor man stikker en hånd frem, der hænger ubestemmeligt uden nogensinde at klemme til? Måske er det bedstemor-håndtrykket, hvor man lige tager fat om hånden med det yderste led af fingrene, og trykker den anden i midten af hånden?

Mere svært bliver det, når det kommer til folk, som man kender en smule. Nogle man måske tidligere i en brandert har delt mascara med på Crazy Daisys toilet, nogle man kender en smule gennem ens andre venner eller nogle, man har haft forelæsninger med. Jeg savner guidelines til, hvad man gør i sådanne situationer, og det er som om, ingen rigtig er enige på det punkt.

Det ender tit med, at jeg halvgrinende af den akavede situation går rundt og skiftevis krammer og giver hånd, og sidder der én mellem to personer, der begge har fået et kram, kan der da godt lyde et ”du får også lige et kram…” og så et halvhjertet kram som følge af det.

Jeg oplever, at jeg ofte hellere giver et kram for meget end et kram for lidt. Og jeg bryder mig egentlig ikke altid lige meget om det. Nu er jeg jo også nordjyde, og heroppe render vi jo ikke alle og krammer hinanden i tide og utide, så måske det skyldes min opvækst i Vendsyssel. Men jeg gad godt, at jeg havde en bedre fornemmelse for, hvornår det er passende. Og ikke mindst – hvornår det er upassende.

Dette indlæg er inspireret af en samtale mellem mig og mine veninder for et par dage siden, hvor vi egentlig endte med at finde ud af, at flere af os slet ikke har brug for dét der kram. Det er altid enormt hyggeligt, hvis man skal se en god ven eller veninde, man ikke har set længe, men ellers klarer vi os fint uden fysisk berøring, når vi ses. Gad vide, hvor mange der egentlig har det sådan. Går vi bare og krammer hinanden, fordi det er dét, der er normen? Dét, der er socialt acceptabelt? Mens vi i virkeligheden ofte ville være mere komfortable ved at være fri?

Dermed ikke sagt, at jeg ikke i fremtiden vil gå og uddele krammere. For det vil jeg helt sikkert. Og jeg synes tit, at det er hyggeligt at få et kram. Men jeg er nysgerrig på at vide, om der mon er flere end man lige tror, der ikke altid har brug for den fysiske kontakt?

Vi slutter lige af med et billede af en fuld Josefine i heftig omfavnelse med rengøringsdamen Stella, som solgte toiletpapir til kunderne på en bar på Gran Canaria. Det er jo altså ikke fordi, jeg aldrig har et kram gemt i mig. 😉

IMG_4645

Leave a Reply