Og så var jeg pludselig hende, der spammede med RayBan-tilbud

Fotografi den 04-01-16 kl. 12.58

Hahaha, jeg har grinet meget af mig selv her til middag. Og samtidig været lidt skræmt. I ved, de der irriterende Facebook-opslag, man bliver tagget i, som reklamerer for billige RayBan-solbriller, og hvor man altid tænker ”OMG, hvorfor klikker du på sådan noget – du ved jo, at det er spam?!” om personen, der deler det? Jeg var dén person i dag. Jeps. På et splitsekund blev min irritation og hovedrysten over andres adfærd på sociale medier udskiftet med sympati.

Jeg har brugt formiddagen på at få styr på alle mulige og umulige ting: forskudsopgørelse, fagforening og SU. Alle de ting, der især skal være styr på, når man går fra at være studerende til at have et fuldtidsjob. Pludselig får jeg beskeder fra to Facebook-venner om, at jeg vist er hoppet i den berygtede solbrille-fælde: Jeg har delt over 30 billeder med ”gode tilbud” på RayBan-solbriller og tagget langt over 40 Facebook-venner i billederne…. Oh my God.

Straks går jeg i gang med at forsøge at slette albummet, men det viser sig at være en større opgave end som så. Efter at have panikket lidt over, hvem der mon roder rundt inde på min profil, får jeg skrevet en lille undskyld-statusopdatering og finder endelig ud af, hvordan jeg får billederne fjernet fra min profil.

Jeg har altid tænkt over, hvorfor folk er så dumme at trykke på sådan nogle opslag, der tydeligvis er spam, men jeg gik altså selv i fælden i dag. Og nej, jeg har ikke klikket på noget som helst RayBan-opslag, og nej, jeg har heller ikke været inde på nogle pikante hjemmesider og fået virus derigennem. Det er sket, mens jeg har været inde og redigere noget så usexet som min forskudsopgørelse.

Hmm. Nu sidder jeg tilbage med en lidt ubehagelig tvivl om, hvad der mon lige skete. Hvorfor kommer sådan noget op på min Facebook-side? Er der nogen, der har hacket den? Er der sket andet derinde? Jeg har selvfølgelig ændret adgangskoden nu, men det nager mig alligevel, at nogen – eller noget – har haft adgang til min profil.

Jeg har generelt meget stor tillid til systemer og folk, og bekymrer mig ikke om at dele billeder på Facebook og Instagram eller sende billeder til folk på SnapChat. Jeg ved selvfølgelig godt, at når først et billede er derude, så kan det aldrig trækkes 100 procent tilbage, så jeg kunne aldrig drømme om at dele noget, jeg ikke er parat til at blive konfronteret med senere i livet. Men selvom jeg kun deler noget, som jeg står inde for, så bryder jeg mig ikke om tanken om, at andre har haft adgang til noget så privat som beskeder og indstillinger på min Facebook-profil.

Og således blev et tilbud på RayBans til overvejelser om adfærd på internettet. :-)

Leave a Reply