2016 – here I come!

Jeg er for alvor ved at komme i nytårsstemning nu! Som jeg har skrevet lidt om tidligere, så har jeg egentlig et lidt ambivalent forhold til nytårsaften, men jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg faktisk glæder mig ret meget.

Vi holder festen i år, og vi bliver 19 mennesker til spisning. Sammen skal vi gennem en fem-retters menu, der blandt andet indeholder tigerrejer, oksemørbrad og lækker chokoladekage. Christians gode ven Rasmus er ret ferm i et køkken, så han har påtaget sig tjansen som kok, og således begynder kokkereringen allerede klokken 11 i morgen formiddag. :-) Jeg glæder mig helt vildt til maden!

Jeg satser på ikke at gå i tøjpanik i morgen eftermiddag. Jeg er stadig lidt i tvivl om hvilken kjole, jeg ifører mig, men det er stensikkert, at der nok skal blive plads til lidt glimmer. Det hører sig til, synes jeg. Jeg har også en lille, lyserød glimmer-butterfly, som jeg overvejer at tage på, da jeg ikke har fået fat på en nytårshat. Jeg lægger selvfølgelig et billede ind på bloggen af nytårs-outfittet!

De sidste par dage har jeg været på job, og om en times tid skal jeg af sted igen. Jeg synes altid, det er så hyggeligt at være på job mellem jul og nytår, fordi der er en helt særlig stemning. I går var vi blandt andet på stranden i Lønstrup og lave et lille indslag om nytårstorsken. Det var pivkoldt, som I nok kan se på billedet.

IMG_6885

Dette bliver formentlig det sidste, I hører fra Rivejernet i 2015. Et år, hvor der er sket en hel masse for mit vedkommende – nye jobs, et semester på Aalborg Universitet, bacheloropgave, rejser til USA, Gran Canaria, Barcelona og London, opstart af Rivejernet.dk og masser af gode stunder med familie og venner – og ikke mindst min skønne Christian. :-) Hvis 2016 bliver bare halvt så godt, så har jeg rigtig meget positivt i vente!

Jeg håber, I har en helt fantastisk nytårsaften. TAK fordi I læste med i 2015!

Leave a Reply