Om at føle sig heldig

1614174_10206606347732336_3364075102819923077_o

Lillebror Joakim og jeg inden julemiddagen. :-)

Så er jeg hjemme hos mine forældre efter et par gode dage med julehygge, al for meget mad og gode gaver. Jeg er helt blæst bagover af alle de pakker, der stod “Til Josefine” på i går – man kan vel nærmest tale om en sand gaveregn. :-) Der gemte sig både tøj, regntøj og sengetøj (godt med tøj!), lækre nips-ting til lejligheden, et armbånd, en bog og penge, som måske kommer til at finansiere et lidt mere “professionelt” look her på bloggen. Lige nu kører jeg et gratis tema, som jeg synes er rigtig fint, men jeg har længe drømt om at have flere muligheder for at designe Rivejernet, så det ser lige præcis sådan ud, som jeg har lyst til. Jeg var endda så heldig, at jeg for første gang nogensinde fik mandlen.

Og apropos held, så teasede jeg jo lidt for, at jeg i dag ville forfatte et par ord om netop dét at føle sig heldig. Som jeg har skrevet om tidligere, modtog Christian og jeg et gavekort på 6000 kroner til flybilletter med KLM, fordi flyet på vej til USA blev ramt af mekaniske problemer, hvilket medførte, at vi måtte overnatte i Amsterdam og dermed kom 10 timer senere til Los Angeles. Gavekortet skulle bruges indenfor 12 måneder, men Christian mente dog ikke, at det allerede igen var tid til en stor udlandsrejse, så han foreslog, at vi anmodede om at få pengene i stedet for et gavekort. Efter at have overvejet det grundigt, besluttede vi os for at gøre det – jeg havde ellers allerede store planer om to-tre uger i Malaysia og Indonesien, men jeg gik modvilligt med til det. Vi fik besked om, at de ville revurdere det beløb, vi var berettigede til, og jeg forudså allerede, hvordan vi garanteret kun ville få 3000 kroner udbetalt i alt – det var jeg ikke helt tilfreds med, da jeg jo gerne ville ud og rejse.

Svaret kom på en mail, og ganske rigtigt: De havde vurderet, at vi skulle have 4500 kroner. Lidt slukøret informerede jeg Christian om, at der nu var svar, og jeg tjekkede med det samme min netbank. Og så spærrede jeg øjnene op. Der var gået 9000 kroner ind fra KLM! Jeg var helt forvirret og tjekkede min mail igen. Og så opdagede jeg, at de havde vurderet, at vi HVER kunne få 4500 kroner. JUHUU! Vi var helt oppe og ringe og dansede rundt i lejligheden. Det er altså utroligt, at vi kunne få mere ud af at få pengene udbetalt, end vi kunne ved at få et gavekort! Fantastisk service – så gjorde det pludselig ikke så meget, at vi blev 10 timer forsinkede. Christian har nu endegyldigt bestemt, at pengene skal bruges på en ny computer, så han krydser fingre for et elektronik-januar-udsalg. :-)

Som jeg sagde til Christian: Vi er godt nok heldige. Jeg føler mig simpelthen så heldig. Og sådan har jeg faktisk altid haft det. I dette tilfælde handler det blot om penge, og penge er bestemt ikke lykken (jeg hørte engang et citat, jeg synes rammer godt: “Nogle mennesker er så fattige, at det eneste, de har, er penge”), men jeg føler generelt, at jeg – og mange af mine medmennesker – har trukket det lange strå her i livet. Vi er heldige at være født i et land, hvor der altid er et sikkerhedsnet. Hvor man aldrig er helt på røven. Hvor man kan tage chancer, og hvor man ikke mister alt ved at fejle. Jeg er heldig at have en skøn familie og en fantastisk sød kæreste, og så er jeg heldig at jeg har et job og et studie, som jeg er glad for.

Lige nu er jeg i gang med at læse en bog om, at vi danskere er så lykkelige. Bogen er skrevet af en englæder, som er flyttet til Danmark, og som ser os udefra. Bogen stiller spørgsmålstegn ved hvorfor, vi er så glade, som vi er, og forfatteren beder en masse danskere om at vurdere på en skala fra 1-10 hvor lykkelige, de er. Stort set alle ligger helt i top. Det fik mig til at tænke på, hvor jeg mon vil placere mig. Selvfølgelig er der altid ting, der kunne være bedre – sådan har vi det vel alle. Men i det store billede, så har jeg det godt nok godt, og det er jeg simpelthen så taknemmelig for. Ja, som man måske kan høre, har jule-familie-ferie-freden for alvor sænket sig her. :-)

Jeg håber, at I har haft nogle skønne juledage med familie og venner. Nu vil jeg se fjernsyn med familien, og i morgen står den atter på familiehygge. Mine veninder har store planer om at skulle fejre 1. juledag med øl og gamle venner i aften, men jeg udskyder udskejelserne til nytårsaften og slapper af i familiens skød disse dage. God aften – om så den står på billig vodka og fællessang eller julefilm og chokoladenisser!

Leave a Reply