Om at være en tudeprinsesse med dårlig samvittighed

Nogle gange er jeg imponeret over, hvordan Christian kan holde humøret højt, når han er sammen med en partykiller som jeg. Jeg har mildt sagt ikke været særlig sjov at være sammen med i dag. Som jeg har skrevet lidt om før, så døjer jeg meget med alt muligt, når det er den tid på måneden. Jeg har det, der hedder endometriose, som kort fortalt betyder, at jeg har meget ondt i maven, kvalme, hovedpine og elendigt humør i et par dage hver måned. Det bliver værre og værre for hver gang, og i dag har været slem.

Jeg skulle egentlig have været på arbejde her til aften, men da jeg kom gående foroverbøjet og klynkende ud fra toilettet efter netop af have returneret middagsmaden en time før jeg skulle med bussen til arbejde, sagde Christian, at jeg da ikke kunne tage af sted sådan. Jeg havde godt nok selv tænkt tanken, men jeg er udstyret med en enormt dårlig samvittighed, når det kommer til at blive hjemme fra arbejde – uanset hvad grunden så måtte være.

Jeg benægtede derfor hårdnakket og insisterede på, at jeg bare måtte tage en pille mere mod mine mavesmerter, bide det i mig og komme af sted. Hvorefter jeg lagde mig i fosterstilling i sengen, kiggede på uret og konstaterede, at min bus gik om 25 minutter, og at alene busturen virkede helt uoverskuelig, når det føles, som om man bliver slået med knytnæver i maven.

Efter at have ringet til min mor for at høre, om hun eventuelt kunne køre mig på job, så jeg kunne hoppe ud af bilen, hvis jeg blev dårlig, fik hun mig dog overbevist om, at det altså var OK at ringe og melde sig syg, når man har det sådan. Så det gjorde jeg. Og så stortudede jeg bagefter, fordi jeg havde dårlig samvittighed over at melde mig syg så sent, for nu ville det jo være svært for mine kollegaer at finde en, der ville kunne træde til med 1,5 times varsel. Kære PMS og kære dårlige samvittighed – I må gerne tage på ferie for en stund.

Jeg har heldigvis fået det lidt bedre nu, men det var godt, at jeg blev hjemme. Jeg skal arbejde igen i morgen, og gudskelov ved jeg jo, at den her tilstand med kraftige fysiske smerter kun varer cirka et døgns tid (det med humøret er en lidt anden historie…), så jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal gå strygende.

Åh, hvor er jeg bare godt og grundigt træt af at have det sådan her hver eneste gang. Jeg er dybt misundelig på de kvinder, der nærmest intet mærker til det. Jeg skal til en grundig undersøgelse til april, hvor det skal tjekkes, om der skal gøres noget. Jeg har allerede fået foretaget et lille indgreb, som gjorde det hele bedre i et stykke tid, men nu, knap to år efter, er den helt gal igen.

Jeg vil nu gøre det, jeg har gjort det meste af dagen i dag: putte mig ind under tæppet på sofaen, så min mave forhåbentlig snart slapper af igen. :-)

Leave a Reply