10 ting, jeg gerne vil i 2016

Nu er der ikke længe til, at champagnepropperne springer, og vi hopper ind i det nye år. Faktisk holder Christian og jeg i år festen, og der er lagt op til den helt store fiesta i det lille hjem med fire-retters menu og 15 gæster. Det er første gang, vi holder nytår, og jeg er lidt spændt på det hele.

I virkeligheden har jeg lidt et had/kærlighedsforhold til aftenen. Jeg elsker, at alle gør så meget ud af festen, man får noget lækkert at spise og der er en helt særlig stemning, både når dronningen holder tale, men også når man står i sofaerne og venter på, at uret i fjernsynet slår tolv. Men jeg synes tit, at man har så store forventninger til sådan en aften, at det næsten kan være svært at indfri dem – selvom det nu heldigvis er gået meget godt de fleste år for mit vedkommende. :-)

Nytår 2011:

nytår 2

Og så er der jo lige dét med fyrværkeri, som jeg mildt sagt ikke bryder mig ret meget om. Da jeg var lille og var med mine forældre til nytårsfest, endte aftenen i blå blink og ambulance, fordi en raket eksploderede i naboens hånd. Siden da har jeg allerhelst holdt mig indenfor og kigget ud af vinduet på fyrværkeriet, og sidste års tre dødsfald i Nordjylland på grund af krysantemumbomber gør bestemt ikke min lyst til at bevæge mig ud større.

Problemet er bare, at jeg ofte er den eneste, der ikke vil med ud og gå i byen og fyre raketter af, så klokken tolv nytårsaften har jeg siddet alene i en lejlighed til fest med mig selv. Røvsygt. Sidste år tvang jeg Christian til at komme ind igen efter ti minutter, men det medførte bare dårlig stemning, fordi han var træt af ikke at være ude med de andre, og jeg havde dårlig samvittighed over at være så egoistisk.

Nytår 2013:

IMG_2365

I år kommer to af mine veninder med til festen, som ikke plejer at være der, og den ene har gudskelov allerede meldt ud, at hun heller ikke har det store ønske om at begive sig ud i Aalborgs raketfyldte gader. Så kan vi i det mindste skåle og se fyrværkeriet sammen i sikkerhed. Hurra! :-)

Jeg plejer ikke at have nytårsforsæt, for det ender alligevel med, at det ikke rigtigt bliver til noget. Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til at stå fast ved et løfte om, at man f.eks. skal træne tre gange om ugen eller kun må spise pizza to gange om måneden. Så vil jeg hellere skippe træningen og bestille pizza en ekstra gang, uden at have dårlig samvittighed over det. Vi lever trods alt kun en gang.

Jeg har alligevel lavet en lille liste over de ting, jeg godt kunne tænke mig at gøre i 2016. Det er langt fra sikkert, at jeg når det hele, men når jeg bare noget af det, så er jeg også godt tilfreds. Tingene står i vilkårlig rækkefølge.

  1. Jeg vil gerne blogge hver dag – og nogle gange to gange om dagen
  2. Jeg vil gerne investere i bolig
  3. Jeg vil gerne til London og se Harry Potter and the Cursed Child
  4. Jeg vil blive bedre til at tage gode billeder til bloggen
  5. Jeg vil skrive en novelle (jeg er allerede i gang, så mon ikke, den når at blive færdig?)
  6. Jeg vil gerne til Justin Bieber-koncert (man er vel blevet belieber! Er der andre, der vil med, så siger I lige til – ingen af mine veninder er overbeviste endnu…)
  7. Jeg vil blive bedre til at besøge min familie
  8. Jeg vil holde flere Josefine-dage med afslapning på sofaen med nachos og en god serie
  9. Jeg vil også holde flere kærestedage, hvor telefonen slukkes og Christian og jeg går på små dates og får oplevelser sammen
  10. Jeg vil gerne læse flere bøger

Det lyder da næsten helt realistisk, synes jeg. Punkt 2, 3 og 6 er nok de sværeste, men hvis ikke jeg når det i 2016, så krydser jeg fingre for, at det sker i 2017 i stedet! Hav en rigtig god dag. :-)

Leave a Reply