Julefrokostweekend og om at gøre en god gerning

Det er fredag! Endelig! Hold op, hvor har jeg lært at sætte kæmpestor pris på weekenderne, for her har min bachelormakker og jeg lovet hinanden, at vi holder fri. Det passer så ikke helt, for vi skal mødes søndag, men jeg har lige 1,5 dag off. Og de skal dæleme bruges på noget godt.

Jeg har trukket en hjemmearbejdsdag i dag, så jeg sov helt til klokken 8. På det tidspunkt plejer morgentoget til Aarhus normalt lige at have passeret Randers. Allerede dér tegner der sig altså et billede af, at i dag kun kan blive en god dag. :-)

Jeg skal skrive opgave indtil i eftermiddag, hvor jeg bytter den løse fletning og tøjet fra i går ud med en lækker kjole og bølget hår. Der er nemlig julefrokost på arbejdet, og jeg glæder mig helt afsindigt meget! Især glæder jeg mig til at se, hvad praktikanterne i år har fundet på. Ligesom på flere andre regionale TV-stationer er der nemlig tradition for, at praktikanterne laver et julebånd, hvor man kærligt driller sine kollegaer, og det plejer altid at være skideskægt. Her er lidt billeder fra optagelserne til julebånd sidste år:

IMG_4251

IMG_4254

I morgen skal jeg til julefrokost hos mine forældre sammen med deres naboer. Der er lagt op til den helt store snapse-smagning, men da jeg ikke er ret god til snaps (på trods af mit snapse-indtag på TV for et par uger siden), så tror jeg, jeg holder mig til de lidt mindre stærke sager.

Nå, nu til noget helt andet. Jeg har tænkt lidt på, om jeg ville fortælle om det her på bloggen, fordi det er sådan lidt ”se, hvor god jeg er”-agtigt. Men nummer to episode var simpelthen så positiv en oplevelse, at jeg synes, den fortjener et par ord. For et par dage siden befandt jeg mig nemlig i hele to episoder, hvor jeg kom en ældre mand til undsætning.

Da jeg stod ved Randers Station og ventede på, at lyskurven ville skifte til grøn, så jeg måtte gå, så jeg pludselig en meget gammel mand bakse med en rollator, han skulle have ned af en trappe på den anden side af vejen. Det går galt, tænkte jeg. Og ganske rigtigt – manden snubler forover med rollatoren, og lander ovenpå rollatoren på trappens nederste trin. Jeg bliver ret forskrækket, lader bilerne passere og skynder mig at løbe over vejen for at hjælpe ham. Han bliver liggende helt stille, og forsøger på de 30 sekunder, der nok går, slet ikke at flytte sig.

Da jeg kommer over til ham, forstår jeg godt hvorfor. Den stakkels mand har ingen kræfter, og en anden pige og jeg må løfte ham op. Han er heldigvis ikke kommet noget til.

Jeg blev lidt ked af at se, hvor afkræftet han var. Jeg får altid rigtig ondt af svage ældre, hvis kroppe er ved at give op, og efter den episode må jeg indrømme, at jeg var lige ved at knibe en tåre. Åh, hvor jeg håber, at jeg er pivfrisk til mine dages ende. Men det håber vi jo alle.

Dagen går, og jeg skal igen med toget hjem fra Randers mod Aalborg. Her overhører jeg en ældre mand spørge togkontrolløren om, hvordan han mon finder hen på sygehuset i Aalborg, når toget ankommer. Han kender overhovedet ikke byen. Kontrolløren fortæller, at han skal gå hen og tage en bus, når han ankommer, men det er svært for manden at forstå, hvilken bus han helt præcis skal fange – og hvornår.

Jeg har ikke andre planer efter togturen end en kop kaffe med en god ven, så jeg spørger manden, om jeg skal hjælpe ham med at finde den rigtige bus. Jeg fortæller ham samtidig, at der kun er 1 kilometer eller sådan noget, hvis han er frisk på en gåtur. Det er han, og han er meget taknemmelig.

Således endte jeg på en god gåtur med ham. Han fortalte masser af historier på de 20 minutter, vi tilbragte sammen. Historier om dengang, han var i hæren, om hvad han mener om våbenlovgivningen, om selvforsvar og om terror. Seriøse emner, men enormt interessant at høre hans velargumenterede holdninger.

Da vi var fremme, takkede han mange gange. Det havde været en stor oplevelse at få lov at blive fulgt til sygehuset af sådan en ung pige. Jeg tror næsten, at jeg var mere glad efterfølgende, end han var. Det føltes simpelthen så godt at kunne hjælpe, og jeg har været høj på den episode i et par dage.

Kan I have en rigtig dejlig weekend – jeg regner med at lægge et billede op af julefrokostkjolen i morgen :-)

Leave a Reply