Krise i projektskrivning og om at male fanden på væggen

Min bachelormakker og jeg har i en måneds tid arbejdet med vores afsluttende hovedopgave på Journalisthøjskolen. Et forløb, vi begge har set frem til længe – nu skulle vi rigtig ud og lave lækkert TV og svæve på en sky af succes gennem hele perioden. Det troede vi i hvert fald. Sandheden er desværre bare, at vores projektskrivning har været en stor rutsjebanetur. Og her taler vi ikke den hyggelige, lille rutsjebane nede på den lokale legeplads, hvor to-årige Karl Emil i flyverdragt jublende kurer en meter for at bumpe blødt ned i sandet. Vi taler den vildeste, ondeste, og mest skrækindjagende rutsjebane, enhver forlystelsespark med respekt for sig selv kunne forestille sig.

Til at begynde med følte vi ellers, at vi var i god tid. Allerede inden bachelorperioden officielt gik i gang havde vi haft idéudvikling, hvor rigtig mange gode bud på en TV-dokumentar kom på bordet. Vi var ovenpå!

Vi researchede, slog idéer ihjel og endte med to forslag, som vi virkelig synes, var fede. I vores forrige, store opgave på skolen lavede vi afslørende journalistik, så til den sidste opgave havde vi aftalt, at vores fokus primært lå på den fede TV-fortælling. Vi ville ikke lave fjernsyn, der lige så godt kunne være sendt som lyd i radioen.

Problemet er bare, at det i bachelorformuleringen er et krav, at produktet skal afdække et nyt, samfundsmæssigt problem. Og dét, vi mente var et problem, mente vejlederen ikke nødvendigvis havde konsekvenser, der var så alvorlige, at det var en bacheloropgave værdig. Det betød, at vi måtte træffe en beslutning sent i forløbet om at skifte emne. Vores nye emne viste sig at være svært at lave spændende TV om, så vi endte også med at skifte medie fra TV til online.

Og i går var vi så til næstsidste vejledning. Der er 29 dage til aflevering, og vi mangler enormt meget arbejde endnu. De første tre ugers researcharbejde og indledende interviews er spildte, fordi vi endte med at måtte skifte emne, og det betyder, at vi har travlt. Rigtig travlt.

I går ramte jeg lige et lille lavpunkt, hvor jeg lige kort nåede at overveje, om jeg skulle give op og blive postbud i stedet. Jeg har det lidt med at male fanden på væggen i situationer, hvor jeg bliver frustreret – til stor irritation for min bachelormakker, kunne jeg forestille mig. :-) Men frustrationen førte også noget godt med sig: efterfølgende blev jeg grebet af en tanke om, at ”det kan ikke passe!”, og nu har jeg endnu mere blod på tanden. Det skal nok gå, og det skal nok blive et godt projekt.

Fuck+this+shit+just+kidding+i+need+to+pass+fuck_f583cb_4924978

Når jeg rammer mit frustrations-mode, så hører jeg altid lige Vienna med Billy Joel og siger til mig selv, at det hele er okay. Og i dag er humøret allerede bedre, selvom det stadig er svært at se, hvad det hele munder ud i.

Nå, men som jeg skrev i går, skal vi interviewe Anders Hemmingsen i København i dag, så jeg får lov at tilbringe hele 9 timer med DSB. Nu er den første time gået, så mon ikke også, de næste forløber gnidningsfrit.

Og hey – der er da også lidt at glæde sig over! Vejrprognosen lover nemlig sne i weekenden, og kombineret med julelysene i gaden kan vi vist godt konkludere, at julen for alvor er på vej! 😀

Leave a Reply