Lidt om mit studiejob som nyudklækket livetekster

2014-09-26 15.12.53 HDR

I går blev jeg officielt udlært som livetekster! Det vil sige, at TV2/Nord må døje med mig en gang om ugen frem til 1. februar, hvor jeg efter endt uddannelse på Journalisthøjskolen skal lave TV på fuld tid som reporter. Indtil da har jeg fået det perfekte studiejob på fjernsynsfabrikken.

Jeg vidste ikke helt selv, hvad det der med at være livetekster indebar, så jeg formoder, at det kræver lidt forklaring her også. :-) En livetekster laver undertekster til udsendelsen – direkte. Det gør man ved at tale ind i en maskine, der kender ens stemme, MENS udsendelsen kører. Maskinen laver det, man siger, om til ordene i undertekster. Man gentager simpelthen dét, værten, kilderne og journalisterne siger LIGE efter, de har sagt det. Og vupti: så er der undertekster, hørehæmmede (og andre) kan læse, mens udsendelsen kører. Smart!

Så det gør jeg altså en gang om ugen fra nu – og jeg er allerede vildt glad for mit studiejob som livetekster. Det er en helt anden måde at arbejde på, end jeg er vant til, og jeg får i dén grad trænet min koncentration og skarphed. Det er lidt en kunst at tale højt og tydeligt og lytte koncentreret samtidig, men heldigvis har maskinen forstået langt det meste af det, jeg har sagt. Når altså ikke, den tror, jeg siger Vestbjerg i stedet for Esbjerg. Så får tingene lige pludselig en lidt anden betydning.

Ved siden af mine livetekster-vagter en gang om ugen har jeg stadig almindelige reportervagter og live-vagter, hvor jeg arbejder med det, jeg brænder for: nemlig at lave fjernsyn. Men med en intens bachelorskrivning fem dage om ugen i Aarhus, 20 timers ugentlig transport samt en fast livetekster-vagt om ugen har det været knapt med tid til 10-timers reportervagter, så jeg ser meget frem til at gå all in fra februar.

I næste weekend er jeg dog tilbage som reporter, så hvis man ser TV2/Nord lørdag eller søndag, så kan det være, vi støder på hinanden. :-)

I morgen går turen til København, hvor min bachelormakker og jeg skal mødes med Anders Hemmingsen. Forklaring følger. Nu vil jeg liste ind i familie-kupéen i toget og sludre lidt med en veninde fra Journalisthøjskolen.

Hav en rigtig dejlig dag!

Leave a Reply