At gå fra at være inaktiv til at træne op til et halvmarathon

Jeg kan lige så godt indrømme det: jeg har aldrig været ret glad for at dyrke motion, og fitnesscenteret har i mit hoved været et aflukket land, jeg aldrig ville blive en del af. Indtil for nogle år siden, hvor en medstuderende var så sød at hive mig med ned og træne.

Dengang havde jeg et mål: jeg ville træne én gang om ugen. Haha, nej, det er ikke meget – men man må starte i det små! Og selvom jeg til tider sprang den ugentlige træning over (jeg havde jo SÅ travlt. Der kunne på ingen måde hives et par timer ud af min kalender…), så fandt jeg ud af, at det altså ikke kun var bodybuildere og kvinder med en fedtprocent på 7 %, der var velkomne i træningslokalet.

Så langt, så godt.

For et år siden havde jeg dårlig samvittighed. Den type samvittighed, der rammer på en tømmermandssøndag, hvor man natten forinden har straffet sin krop med uanede mængder fadøl og shots, for derefter i sin brandert at kværne en kæmpe durum og bestille pizza næste eftermiddag. Jeg skammede mig over, at jeg passede så dårligt på min krop. Jeg havde også taget et par kilo på. Selvmedlidenheden ville ingen ende tage. Men nu skulle det være slut!

Jeg ved egentlig ikke, hvor idéen kom fra, men fra det ene minut til det andet havde jeg og min lige så tømmermandsramte veninde tilmeldt os Aalborg Halvmarathon otte måneder senere. Så var der masser af tid til at træne op, når man – som jeg – aldrig har været vant til at løbe før.

For præcis et år siden løb vi vores første tur på 4 km.

Skærmbillede 2015-11-03 kl. 07.34.31

Det skulle blive til rigtig mange gode ture, hvor jeg fik set helt nye afkroge af Aalborg. Og rigtig mange skrækkelige ture, hvor jeg bandede det skide halvmaraton langt væk. Vi fulgte et træningsprogram, hvor vi løb tre gange om ugen, og langsomt, men sikkert, blev jeg hurtigere og kunne løbe længere. Den dag, jeg løb 10 kilometer på under en time, var næsten en lige så stor dag som den dag i folkeskolen, hvor jeg greb den afgørende bold i rundbold. Og det siger ikke så lidt.

2015-05-31 12.38.35

Jeg begyndte at holde af at løbe, og endelig fandt jeg en motionsform, hvor jeg følte mig komfortabel. Det blev april, og jeg var helt klar til at løbe over målstregen to måneder efter. Men så sagde mit knæ stop.

Jeg har altid tænkt, at folk, der har knæskader, er sådan nogle, der spiller fodbold på højt plan eller går til springgymnastik. Ikke særligt klogt tænkt, I know. Jeg fulgte et træningsprogram på antallet af kilometer, der skulle løbes, og hvor mange gange om ugen, det skulle ske, men havde aldrig taget det alvorligt, at der skulle variation ind i løbetræningen. Jeg løb altid så hurtigt, jeg kunne overskue – hele vejen. Og det ramte mig to måneder før den store dag.

Jeg skruede ned for løbet og krydsede fingre for, at jeg alligevel nok skulle komme i mål. Men da jeg løb 10 kilometer til Femina Kvindeløbet to uger inden halvmaratonet og i flere dage efter havde smerter stod det klart: det ville være tåbeligt at udsætte mit knæ for 21 kilometers løb og risikere, at jeg altid ville have problemer med knæet.

2015-01-10 16.04.46

Jeg solgte mit løbenummer til en ven, der løb halvmaratonet uden at træne op til det (… og så står man her og har brugt et halvt år på at træne op…). Min seje veninde, som jeg i sin tid meldte mig til løbet sammen med, gennemførte sammen med en tredje lige så sej veninde.

Av, det gjorde ondt at stå på sidelinjen og heppe efter mange måneders optræning. Jeg var SÅ skuffet over mig selv.

Selvom jeg aldrig kom i mål, så har løbetræningen alligevel gjort noget godt. Det er ikke HELT så slemt længere at skulle hoppe i tøjet og få træningen overstået. Og hvem skulle dog have troet det, da jeg for et år siden lå i fosterstilling på sofaen efter at have fortæret uanede mængder fastfood og havde ondt af mig selv? :-)

Leave a Reply