MGP 2015: Da barndomsdrømmen (næsten) gik i opfyldelse

Jeg har ALTID været helt vild med MGP. Jeg husker, hvordan jeg sad på mit barndomsværelse som 9-årig i 2002 og så Razz kickflippe vildt og danse breakdance på mit lille sort/hvid-TV. Jeg meldte mig ind i hans fanklub, hvor man betalte 100 kroner for at se eksklusive billeder og få en signeret plakat (jeg vidste ikke, hvad signeret betød. Jeg var derfor fuldstændig ellevild, da jeg opdagede, at der var autograf på plakaten), sad i to timer udenfor Aalborg Storcenter for at stå forrest til en koncert, meldte mig ind i danseklubben Dance Action, hvor ham og hans dansere gik, købte skater-sko, drømte om UFO-bukser og var nok bare generelt det, man kan kalde mega-fan.

Året efter var det B-Boys, der fik min kærlighed, og jeg kan huske, at min veninde og jeg stod foran spejlet og skrev “B-Boys” i panden for efterfølgende at opdage, at teksten stod spejlvendt.

Jeg skrev masser af sange (heriblandt en romantisk ballade med den fængende og dybe titel “Verden Uden Dig Er Som Pizza Uden Chili”), men da der skulle være baggrundsmusik på alle indsendte bidrag, og jeg ikke havde et privat husorkester eller optagelsesfaciliteter, endte jeg med kun at sende teksterne ind til deres hjemmeside. Jeg husker stadig, hvordan jeg med stolthed kunne konstatere, at “Drømmen Uden Ende” var blevet udvalgt som en af de bedste sangtekster.

Selvom jeg er blevet ældre, lever barndomsdrømmen om at være med til MGP stadig i bedste velgående – bare på en ny måde. Jeg vil være med bag kameraet og lave børne-TV. Da vi skulle søge praktikplads på Journalisthøjskolen, søgte jeg selvfølgelig en plads ved DR B&U (Børn og Unge), som producerer MGP, men skæbnen ville, at jeg skrev under på en kontrakt med TV2/Nord ti minutter før, DR B&U ringede og inviterede mig til samtale (hvilket resulterede i en fantastisk og lærerig tid på TV2/Nord, som jeg ikke fortryder et sekund!)

I en frokostpause fortalte jeg en kollega om min MGP-drøm, og det viste sig, at hun tilfældigvis kendte produktionslederen på programmet. Hun fik hurtigt arrangeret, at vi kunne komme forbi Gigantium, hvor MGP 2015 blev afholdt, for at få en lille rundvisning. Jeg glædede mig som et lille barn! To uger efter kom der så et opkald, der skulle betyde, at jeg ringede rundt til hele familien i en blanding af ekstase og rystende nervøsitet.

De manglede nemlig én, der var vant til at være på TV, som skulle spille superfan og sige tre replikker i showet – og de ville høre, om jeg havde lyst til at påtage mig den rolle? A’hva?! Mig?? Jeg sagde kæmpestort JA og hoppede og dansede i lejligheden (det gjorde jeg faktisk. Helt bogstaveligt talt) og sang “Du er blevet ramt af MGP…” resten af dagen.

Her er lidt billeder fra prøverne:

2015-02-11 17.53.23

Min trøje fortæller vist rigtig fint, hvordan jeg havde det under prøverne. :-)

2015-02-11 17.53.17

Min helt egen stol på allerforreste række!

2015-02-11 17.53.33

Sofie Linde, Joakim Ingversen og Søren Rasted var værter på showet. Her øves sekvensen, hvor jeg er med.

2015-02-11 17.53.42-1

Totalt happy Josefine!

2015-02-13 18.11.51

Mit helt eget hjørne i garderoben. 9-årige Josefine ville være besvimet af glæde, hvis hun vidste, det nogensinde ville ske.

2015-02-11 17.53.12

Der prøves tøj…

2015-02-13 17.08.17

Generalprøve – jeg sad på min plads på forreste række sammen med blandt andet Marcel og Aqua-Lene. Der var hele tiden kø ovre ved os, fordi folk ville have autografer. Og når man alligevel spiller superfan med sin gule kasket og MGP-lir og ligner en, der ikke er helt bagt færdig, kan man lige så godt gå all in og bede om at få et billede.

Generalprøven om fredagen gik godt, og lørdag var det showtime. Ved middagstid ringede en fra produktionen så med dårlige nyheder: de havde fundet en 8-årig pige, der skulle spille superfan i stedet. Det virkede simpelthen for mærkeligt, at hende, der spillede MGP-fan, var en voksen – det var gået op for dem, da de så optagelserne fra generalprøven igennem. Manden forsikrede mig om, at jeg havde gjort det lige, som jeg skulle, men at MGP jo trods alt er et show med børn. Det kunne jeg jo kun give ham ret i. Jeg var totalt cool i telefonen, og han sagde, at jeg selvfølgelig stadig var velkommen til showet om aftenen – der var en plads reserveret til mig og min veninde på forreste række.

Da vi mødte op for at aflevere mine ting backstage, var der en gave til mig som et plaster på såret: en MGP-gymnastikpose fyldt med CD’er, keyhangers, armbånd, en MGP-blæser, en trøje og en personlig hilsen fra værterne samt autografer fra alle deltagerne. Selvom det var vildt sødt, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om de overhovedet ved, at jeg altså bare spillede superfan, og i virkeligheden ikke er sådan én, der render rundt med gul kasket og farvestrålende gymnastikpose på ryggen til hverdag og opfører sig tosset?!

Nå, men en kæmpe oplevelse var det i hvert fald, og min veninde og jeg havde en fest til showet om aftenen!

Så krydser jeg fingre for, at jeg en gang i fremtiden kan være med bag kameraet på produktionen af MGP. Og til folkene bag: hvis Sofie Linde bliver syg, så ringer I bare! 😉

2 Comments on MGP 2015: Da barndomsdrømmen (næsten) gik i opfyldelse

  1. Lisbeth Lynge Brader
    november 2, 2015 at 6:12 pm (2 år ago)

    Sødeste Jos :)
    Far og jeg sidder og smiler, mens vi læser dette indlæg. Du har altid været et stort legebarn, og vi krydser fingre for du en dag kommer til at lave børne-TV. Du ville ELSKE det! :)

    Svar
    • Josefine Brader
      november 2, 2015 at 8:59 pm (2 år ago)

      Hej mor og far :-)
      Hehe, I er søde. Jeg krydser også fingre!

      Svar

Leave a Reply