Rivejernet introducerer lørdags-dilemmaet: Skal jeg droppe byture for min nye kærestes skyld?

Jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg ville give mig selv lov til at sove længe her til morgen. Jeg endte nemlig med at tage over til et par skønne veninder i går og kom først sent i seng, så jeg tænkte, at jeg nok godt kunne være lidt crazy og sove til klokken 10. Jeg vågnede klokken 7.30.. Nå, men så kan man jo lige så godt få lidt ud af dagen!

Og så har jeg også masser af tid til at introducere et nyt, fast element her på bloggen *trommehvirvel*: lørdags-dilemmaet! Inspireret af Mads og Monopolet vil jeg hver lørdag bringe et dilemma op på bloggen. Det kan være dilemmaer, jeg selv står i, det kan være venner og veninders dilemmaer og det kan være fiktive dilemmaer (à la ”Der er en knap. Vil du trykke på den?”).

_JGB9160

Så håber jeg, at der er nogle læsere, der har kloge ord at sige om dilemmaerne – og måske nogle, der selv har et dilemma, de har lyst til at diskutere. Dilemmaerne er selvfølgelig godkendt af dem, det vedrører.

Idéen til lørdags-dilemmaet kan jeg ikke nuppe æren for – den tilfalder i stedet to af mine gode veninder, der var så søde at komme med forslag til bloggen her. Selv om det virker lidt fjollet, så blev jeg helt vildt glad for, at de også havde gjort sig nogle tanker om bloggen. Om man vil det eller ej, betyder det altså bare noget, at folk har lyst til at læse med – selvom de som veninder selvfølgelig er tvangsindlagt til at høre om min digitale dagbog. 😉

Dagens dilemma: Kæresten eller byturene?

En i min omgangskreds, som vi kalder X, har længe været single, og har egentlig haft det rigtig godt med det. Masser af byture, frihed til at gøre, hvad man vil, uforpligtende sex – you name it. For nylig er X begyndt at se én, som er stik modsat af X – vi kalder personen Y. Y er ikke så glad for at gå i byen og mener, at man kun tager i byen for at score og få bekræftelse fra folk af det modsatte køn. En tankegang, X er helt uenig i – X går i byen for at hygge sig med sine venner, ikke for at ende i et one night-stand.

Y bryder sig bestemt ikke om, at X stadig gerne vil med vennerne ud og drikke øl, og Y har udtrykt ønske om, at X dropper byturene fremover. Da X modsatte sig dette ønske og tog i byen weekenden efter, blev Y så irriteret over det, at Y ikke kontaktede X i flere dage.

På den ene side vil X selv bestemme over sit liv, og har ikke lyst til at indrette sig efter, hvad Y synes. X frygter nemlig, at det blot er første skridt ind i et forhold præget af jalousi.

På den anden side tænker X, at det måske er en god idé at droppe byturene for en stund, mens forholdet blomstrer. Når tilliden mellem X og Y er bygget op, kan X så småt begynde at drikke øl med vennerne igen, men lige nu skal forholdet prioriteres.

Hvad skal X gøre? Blive ved med at tage i byen og risikere, at forholdet går i stykker, eller give forholdet en chance og droppe byturene for en stund?

Jeg håber, nogle af jer læsere har lyst til at dele jeres syn på sagen!

PS. Jeg har nu fået oprettet Rivejernet på Bloglovin’ – siden kan findes her:-)

2 Comments on Rivejernet introducerer lørdags-dilemmaet: Skal jeg droppe byture for min nye kærestes skyld?

  1. Pernille
    november 1, 2015 at 9:18 pm (3 år ago)

    Jeg synes X bør tage lidt hensyn og skære ned på byturene. Hvis hun “vil” ham, må hun også give det en chance. Omvendt må han acceptere at hun engang imellem gerne vil i byen med veninderne, og så må han selv tage med, hvis han er utryg ved situationen. Kan de ikke blive enige om det, passer de nok ikke sammen.

    Svar
    • Josefine Brader
      november 2, 2015 at 8:58 pm (3 år ago)

      Hej Pernille!
      Tak for kommentaren! Det kan godt være, at det er den rigtige vej at gå – at tage lidt hensyn til hinanden? Jeg synes, det er en ret svær problemstilling.
      Men jeg giver helt sikkert kommentaren videre til X!

      Svar

Leave a Reply