Min helt store craving

Så I Den Store Bagedyst i går? Jeg sad klistret til skærmen og heppede på dejlige, nordjyske Liv! Det er altså utroligt, som mad – i dette tilfælde kage – kan sætte følelser i gang i én. Det har inspireret mig til at skrive en lille snas om min egen helt store mad-kærlighed. Værsgo:

I 9. klasse fik vi til opgave at skrive en tekst om noget, vi godt kunne lide. Det kunne være sport, familie, rejser eller en anden ting, som betød noget for os. Det tog lang tid for mig at finde ud af, hvad jeg skulle skrive om. Hvad kunne virkelig sætte gang i mig? Hvad betød så meget for mig, at det var værd at skrive en skoleopgave om? Da jeg først kom på emnet, skrev opgaven nærmest sig selv. Hvad mon jeg skrev om? Det er lidt pinligt. Jeg skrev om pizza…

Man kan næppe finde en person, der ikke har oplevet dette smagseventyr. Det er den lette og altid sikre løsning. I mit liv har jeg mødt ét menneske, som ikke kunne lide pizza. Jeg var nærmest i chok! Selv kunne jeg spise det hver dag.

Pizza sætter følelser i gang i mig. Jeg glemmer aldrig dengang, vi i 5. klasse skulle på koloni, og os elever måtte bestemme menuen, hvis vi kunne blive enige. Alle undtagen én elev stemte på pizza. Fordi vi ikke var enige, fik vi kartoffelmos og kylling i stedet. Den oplevelse gav min indre pizza-elsker ar på sjælen.

Det er forskelligt hvilken pizza, jeg synes, smager bedst. Er det til aftensmad, er en salatpizza med kebab (jyde-pizzaen!) klart min favorit. Er det efter en bytur, er et slice fra den tyrkiske pizzapusher med skinke og dressing rigeligt. Er det på ferie er en tynd, sprød pizza med parmaskinke og rucola lige sagen. Jeg kan næsten ikke udvælge mig en favorit.

Da jeg for første gang oprettede en bruger i et chatforum (Jubii Chat – husker I det?), vidste jeg ikke, hvad jeg skulle kalde mig. Mit kælenavn ”Josse” var taget, så jeg måtte i stedet hedde noget, der fortalte lidt om mig. Navnet blev Pizza-Josse. :-)

Da jeg blev konfirmeret, fik vi pizza til natmad. Når jeg holder fødselsdag, er der pizza på bordet. Når jeg engang skal giftes, skal festen helt sikkert sluttes af med en ordentlig røvfuld pizzaer.

Almindelig, indbagt, klapsammen, deep pan, bearnaisepizza, pommes frites-pizza, krabbekødspizza, ja selv rejepizza – I’ve tried it all. Jeg tør slet, slet ikke tænke på, hvor meget pizza jeg har indtaget i mit liv. Lige fra delikate pizzaer i Italien med ultratynde bunde til tarvelige pizza-efterligninger som for eksempel miniflutes med tomatpure og revet ost. Eller tortillapandekager med rød peber i tern dækket med mozzarella varmet i mikroovnen. Jeg er ikke for fin til noget, ingen løsning er for dårlig for mig – minder det om pizza, så indtager jeg det med glæde!

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er sjovt eller sørgeligt, at min lokale pizzamand hilser på mig, når vi går forbi hinanden på gaden. Eller at han ved præcis, hvad jeg skal have, når jeg ringer ned og kun når at sige mit navn. 😀

Jeg har alle mulige argumenter, når det kommer til at overbevise Christian om, at det er en god idé, at vi får pizza til aftensmad. Vi kan jo bare spise rugbrød de næste par dage, vi kan betale den ene halvdel af pizzaerne fra vores egen konto og den anden halvdel fra fælleskontoen, vi kan løbe en tur i morgen osv. Virker ingen af argumenterne, ender jeg med at finansiere gildet.

For når jeg craver pizza, kan intet, og jeg gentager INTET, dulme min trang. Det er næsten som at være afhængig. Kan man egentlig være afhængig af en madvare? For så er jeg afhængig af pizza.

Dybt, dybt afhængig.

2015-04-021

Leave a Reply