januar 2016 archive

Eksamen, nyt job og mindre blogging

Så gik der fire dage uden bloggen – og hvilke fire dage! Hold op, hvor er der sket vanvittigt meget siden sidst, jeg checkede ind på Rivejernet. Jeg har stadig ikke forstået det hele endnu.

Endelig skulle min makker og jeg til eksamen tirsdag, og jeg havde virkelig nerver på. Fordi vores emne faldt, og vi først mange uger inde i processen valgte at skifte medie fra TV til et online-univers, har det mildt sagt været lidt af en kamp at skrive bacheloropgave. Tiden har været presset, og vi har foretaget nogle panikhandlinger. Jeg var spændt på, om det ville bide os bagi. Derfor blev der fældet mange glædestårer, da vi endelig kom ud fra eksamenslokalet til flag og champagne og kunne fortælle, at vi nu endelig var uddannede journalister!

Bare rolig – det er glædestårer 😉

IMG_8391 IMG_8413

Min mor, Christian og veninde Camilla var taget med til Aarhus, og det var så dejligt at have dem med som moralsk opbakning. Efter at have fejret eksamen på skolen med dem, min bachelormakker og hans søde kæreste tog vi tilbage mod Aalborg, hvor min veninde Ditte var så sød at kigge forbi. Der blev venindehygget og spillet Crash Bandicoot til den helt store guldmedalje. Om aftenen havde jeg inviteret Christian, mine forældre og svigerforældre ud og spise på Restaurant Sanya, og det var enormt hyggeligt og rart at kunne slappe lidt mere af.

Jeg fik desuden så mange fine gaver – en ring, øreringe, en halskæde, pænt arbejdstøj, gavekort til en middag med efterfølgende drinks og et billede med teksten ”Jeg er ikke bare perfekt, jeg er også journalist”. Sådan! Desuden fik jeg den fineste kuglepen fra Christians mormor, som jeg planlægger at indgravere ”Brader” i. Lige nu har jeg altid bare TV2/Nord-kuglepenne i tasken, så jeg glæder mig til at have min helt egen, meget personlige kuglepen. Det er jo en journalists fornemste våben. :-)

Da jeg gik i seng i går, var uroen i maven dog ikke helt overstået endnu. Jeg stillede nemlig vækkeuret til kl. 4.45, fordi jeg skulle op til endnu en ”eksamen” i morges – jeg skulle testes til et nyt job.

Jeg havde jo egentlig sagt ja til en plads i en redaktion på TV2/Nord, som laver længere indslag, men for lidt tid siden blev jeg ringet op og spurgt, om jeg kunne være interesseret i at ændre de planer.

Så langt, så godt – og i dag kunne jeg endelig fortælle familie og venner, at jeg har sagt ja til jobbet som studievært på TV2/Nord fra 1. marts. Jeg er helt vildt stolt over, at jeg har fået muligheden, og er meget ydmyg overfor opgaven. Jeg tror stadig ikke helt, at jeg har forstået det hele endnu! Juhuu, hvor er det vildt. Jeg glæder mig SÅ meget til at begynde.

Skærmbillede 2016-01-20 kl. 19.52.24.png

IMG_7055.PNG

Min lillebror Joakim arbejdede i går, og havde ikke mulighed for at komme med ud og spise, så i dag tog vi på Sams Barbeque og spiste snasket pizza og fejrede eksamen og det nye job. Nu sidder jeg bare herhjemme og overvejer, om jeg skal fortsætte på det level i Crash Bandicoot, vi spillede os op på i går. :-)

I og med at min fremtid ser lidt anderledes ud, end jeg havde regnet med, så har jeg også taget en beslutning om bloggen her. Jeg har været vanvittigt glad for at blogge, og havde egentlig bestemt mig for, at jeg ville forsøge at blogge hver dag i 2016. Det går elendigt, som man nok kan se. Jeg har nu besluttet, at det kommer til at gå den anden vej. Dels fordi, jeg gerne vil fokusere mere på arbejde nu, og dels fordi, at jeg lidt føler, at jeg nogle gange blogger mere af pligt end af lyst – og sådan skal det jo helst ikke være. :-)

Hermed ikke sagt, at jeg ikke kommer til at give et lille pip herinde i ny og næ – men der vil nogle gange være langt mellem snapsene. Jeg håber, at I stadig har lyst til at læse med en gang imellem.

Kan I have en dejlig aften!

Blogging, eksamenslæsning (gab!) og overspringshandlinger

Ja, det er jo ikke fordi jeg ligefrem lægger godt ud med mit håb om at blogge mere, men som jeg tidligere har skrevet, så har jeg det sådan, at jeg ikke vil fylde bloggen med ligegyldige indlæg, der er skrevet, fordi jeg har følt mig tvunget til det – jeg skriver, når jeg har lyst. Og har jeg ikke lyst, så skriver jeg ikke. :-)

På tirsdag skal jeg op til min afsluttende eksamen på Journalisthøjskolen, og jeg er så spændt! Jeg har efterhånden fået læst godt op på det hele, og føler mig snart klar til at forsvare bacheloren. I morgen går turen til Aarhus, hvor min bachelormakker og jeg skal øve eksamenssituationen sammen.

Det er virkelig svært for mig at koncentrere mig om noget som helst andet end eksamen, og jeg føler mig hverken kreativ eller sjov for tiden. Christian er ude og køre HJEM IS-bilen hele dagen i dag, så jeg har heldigvis fred og ro til at få læst godt op på det.

Med eksamenslæsning følger overspringshandlinger, og dem er jeg ekspert i! Aldrig før har den fået sådan en skalle i Candy Crush, og så har jeg også fået for vane jævnligt at gå hen og kigge ned på gågaden ud af vinduet. Jeg fik også ryddet op i min Facebook-profil forleden. Hold nu op, hvor har jeg “Synes godt om” mange tossede ting i mine spæde Facebook-år. Det var lidt grineren at kigge tilbage på den tid – mine klassekammerater og jeg havde en joke kørende om turbaner, og det medførte en del turban-likes på Facebook…

IMG_6979

Jeg har jo gået på en uddannelse, der adskiller sig enormt meget fra universitetet, hvor fokus primært ligger på at skrive store, tykke opgaver hvert semester og efterfølgende forsvare dem mundtligt (som jeg har forstået det – ret mig, hvis jeg er gal på den her). På Journalisthøjskolen er der en anden tilgang til dét med at skrive store opgaver. Vi laver stadig store og meget dybdegående projekter, hvor vi researcher, gennemfører et hav af interviews, skriver og reflekterer, men i stedet for at rette fokus mod al den teoretiske viden bag, så er fokus på selve produktet og de konkrete valg, vi har truffet gennem opgaveskrivningen. Her er ingen videnskabsteori (thank God!!) og metodeafsnit.

Jeg er enormt glad for, at vores uddannelse netop er så praktisk og kun fokuserer på det, der er relevant for netop dén opgave, vi arbejder med. Vi skal for eksempel ikke redegøre for, at vi jævnfør hermeneutikken konstant erhverver os ny viden eller vide noget som helst om fænomenologi og behaviorisme. Men vi skal derimod kunne forklare, hvorfor vi har truffet hvert enkelt, lille valg, vi har gennem opgaven – som f.eks. hvorfor vi ringede til én kilde frem for en anden først.

På den ene side er det virkelig fedt, at eksamen i så høj grad omhandler vores oplevelser og vores valg, fremfor at bero viden på teoretikere. På den anden side har det medført mange diskussioner blandt min makker og jeg om, hvad der er relevant. Når man er to, der er passionerede og brænder for at lave det bedste stykke arbejde, er det langt fra altid, man er enige om, hvad der fungerer og ikke fungerer i opgaven. Hvilke afsnit skulle der være gjort mere ud af? Hvilke afsnit skulle være slettet? Det er dét, vi skal være super skarpe på tirsdag. Selvom det nogle gange gennem forløbet har været hårdt at skulle tage den samme snak igen og igen og igen om vinkler, kilder osv., så ved jeg, at det kommer os til gode nu. Nu kan den eksamen bare komme an!

Ikke mere om eksamen nu. I aften skal jeg være sammen med en flok herlige nuværende og tidligere praktikanter fra TV2/Nord, og jeg glæder mig!

Så røg halvdelen af håret

Mit hår har simpelthen føltes så underligt de sidste par dage. Mandag checkede jeg nemlig ind ved min frisør, og jeg havde taget en – for mig – lidt drastisk beslutning: efter halvandet år med extensions er mit eget hår nu så langt, at det vil skulle klippes for at matche de ekstra lokker, og derfor har jeg valgt, at jeg nu kun vil have mit eget hår på hovedet.

IMG_6941

Jeg har tidligere skrevet lidt om den ambivalente følelse, jeg har haft ved at have extensions, da det i mine øjne er noget, der hører teenageårene til. Ikke desto mindre har jeg været sindssygt glad for at have det i, da det har betydet, at mit hår er vokset længere end nogensinde, og det har været SÅ nemt at sætte det.

Jeg havde 50 gram hår i, og selvom det ikke lyder af meget, så gav det enormt meget til tykkelsen. Jeg skal lige vænne mig til at have silkeblødt og tyndt englehår igen, og jeg må indrømme, at det er noget mere svært at sætte nu.

IMG_6943

Jeg har også fået farvet hele håret den samme farve som min naturlige, mørke hårfarve. Før var det lysere i bunden efter at have været udsat for både permanentkrøl og solstråler, og jeg synes at det er rart, at det hele nu er ens. Det virker desuden meget mindre slidt.

Så melder det store spørgsmål sig så: har jeg fortrudt? Tja. Jeg er rigtig glad for, at jeg kun har mit eget hår og ikke skal bekymre mig om, om blæsten afslører det påsatte hår, men jeg savner virkelig den ekstra tykkelse. Jeg overvejer meget, om jeg skulle investere i 25 gram hår i den farve, mit hår har nu, for liiige at tilføje dét ekstra. Jeg tror, jeg giver det en uge, og så må jeg se, om jeg savner det for meget.

IMG_6966

Dengang jeg fik extensions, der frygtede jeg, at det ville slide på håret, men jeg må tilstå, at mit hår faktisk aldrig rigtig har været sundere. Det er som om, det har fået lidt ro, fordi jeg ikke har udsat det lige så meget for toupering og varme jern, da det har været så nemt at sætte med extensions i. Dette er ikke en reklame for påsat hår eller noget, kun min lyst til at videregive erfaringer – og de har været gode!

I dag står den igen på arbejde, og fra i morgen begynder eksamenslæsningen for alvor. Tænk – om en uge er jeg uddannet journalist, hvis alt går vel. Jeg kan simpelthen ikke vente. :-)

Hvorfor krammer vi så meget?

Vi er vist mange, der kender den følelse, når man kommer ind i et rum til en forsamling med folk, man kender rigtig godt og folk, man kender knap så godt. Skal man give hånd? Kramme? Eller bare sige hej uden fysisk kontakt og sætte sig ned? Det er jo også akavet at skulle vurdere, hvor godt man lige kender hinanden, og det så ender med, at man krammer nogle, mens det blot bliver et håndtryk og et hej til andre, man kender perifært.

Hvis jeg ikke har hilst på folk før, så giver jeg altid hånd. Jeg synes, et håndtryk siger meget om en person. Er det Onkel Oles knogleknusende håndtryk, hvor man som modtager næsten må knibe en tåre samtidig med at man skælder sig selv ud for at have taget ring på? Er det slatten karklud-håndtrykket, hvor man stikker en hånd frem, der hænger ubestemmeligt uden nogensinde at klemme til? Måske er det bedstemor-håndtrykket, hvor man lige tager fat om hånden med det yderste led af fingrene, og trykker den anden i midten af hånden?

Mere svært bliver det, når det kommer til folk, som man kender en smule. Nogle man måske tidligere i en brandert har delt mascara med på Crazy Daisys toilet, nogle man kender en smule gennem ens andre venner eller nogle, man har haft forelæsninger med. Jeg savner guidelines til, hvad man gør i sådanne situationer, og det er som om, ingen rigtig er enige på det punkt.

Det ender tit med, at jeg halvgrinende af den akavede situation går rundt og skiftevis krammer og giver hånd, og sidder der én mellem to personer, der begge har fået et kram, kan der da godt lyde et ”du får også lige et kram…” og så et halvhjertet kram som følge af det.

Jeg oplever, at jeg ofte hellere giver et kram for meget end et kram for lidt. Og jeg bryder mig egentlig ikke altid lige meget om det. Nu er jeg jo også nordjyde, og heroppe render vi jo ikke alle og krammer hinanden i tide og utide, så måske det skyldes min opvækst i Vendsyssel. Men jeg gad godt, at jeg havde en bedre fornemmelse for, hvornår det er passende. Og ikke mindst – hvornår det er upassende.

Dette indlæg er inspireret af en samtale mellem mig og mine veninder for et par dage siden, hvor vi egentlig endte med at finde ud af, at flere af os slet ikke har brug for dét der kram. Det er altid enormt hyggeligt, hvis man skal se en god ven eller veninde, man ikke har set længe, men ellers klarer vi os fint uden fysisk berøring, når vi ses. Gad vide, hvor mange der egentlig har det sådan. Går vi bare og krammer hinanden, fordi det er dét, der er normen? Dét, der er socialt acceptabelt? Mens vi i virkeligheden ofte ville være mere komfortable ved at være fri?

Dermed ikke sagt, at jeg ikke i fremtiden vil gå og uddele krammere. For det vil jeg helt sikkert. Og jeg synes tit, at det er hyggeligt at få et kram. Men jeg er nysgerrig på at vide, om der mon er flere end man lige tror, der ikke altid har brug for den fysiske kontakt?

Vi slutter lige af med et billede af en fuld Josefine i heftig omfavnelse med rengøringsdamen Stella, som solgte toiletpapir til kunderne på en bar på Gran Canaria. Det er jo altså ikke fordi, jeg aldrig har et kram gemt i mig. 😉

IMG_4645

Om ikke at udrette en fløjtende fis

IMG_2750

Så fik jeg igen tid til at blogge efter et par gode dage på arbejde! Og jeg har den skønneste udsigt lige nu – foran mig sidder Christian og laver lektier, og ud af vinduet er der hvide tage og dryssende sne. Jeg elsker simpelthen at hygge indendøre, når der sner. Jeg er lidt spændt på, om sneen bliver ved til i morgen aften, for så kunne jeg snildt forestille mig, at jeg kommer til at lave lidt TV i kulden. Jeg pakker i hvert fald den varme jakke. :-)

Her i hjemmet har vi haft fri i dag, så vi har hygget os med at sove længe, smutte en tur i IKEA, drikke kaffe og kigge lidt på bolig, og nu sidder jeg så her. Om et par timer entrerer fire veninder på matriklen, og så skal der spises lasagne og catches up.

Jeg elsker sådan nogle dage som den i dag, hvor man ikke laver en fløjtende fis. Jeg er efterhånden blevet bedre til at nyde, at jeg bare har fri, og at det er okay at tage sig en slapper og ikke udrette det store. Jeg bliver nemlig alt for tit ramt af en fornemmelse af, om jeg nu når nok, når jeg sådan som i dag tillader mig at koble lidt fra. Men hey – hvis ikke, man kobler lidt fra, så er det også svært at give sig 110%, når man så er på! Det skal jeg så bare lige minde mig selv om nogle gange…

Jeg har for eksempel altid haft lidt dårlig samvittighed, hvis jeg sover længe om morgenen på en fridag. Hvis først morgenmaden indtages klokken 10.30, går man jo nærmest glip af en hel dag. Eller, det føler jeg i hvert fald. Derfor sætter jeg tit alarmen til tidligt om morgenen, så jeg rigtig kan komme op få noget ud af dagen. Det eneste, jeg får ud af det, er at jeg tager en middagslur midt på dagen – og så er jeg jo lige vidt!

Jeg beundrer virkelig de personer, der fylder deres hverdag op med tusind ting og altid har en aftale indenfor den næste times tid. Jeg forsøgte på et tidspunkt selv at være sådan én, men det endte med, at jeg blev lidt en tudeprinsesse, der hurtigt blev hidsig eller ked af det. Hvor nogle mennesker lader op ved konstant at være social, så lader jeg op ved at tage den med ro og puste ud, når der er tid til det. Som jeg har skrevet om et par gange før, så har jeg lært at sige nej, og det har været SÅ rart for mig.

Når jeg nogle gange panikker over, om jeg nu når nok og om jeg får udrettet nok, så er jeg heldig, at jeg har den mest jordnære kæreste, som lige minder mig om, at verden ikke vælter, bare fordi jeg ser et par afsnit Desperate Housewives et par timer (eller en hel dag…). Det betyder i sidste ende, at jeg så nyder det meget mere, når jeg som i aften skal være i selskab med en flok dejlige damer. :-)

Kan I have en skøn aften! Det vil jeg i hvert fald have.

Og så var jeg pludselig hende, der spammede med RayBan-tilbud

Fotografi den 04-01-16 kl. 12.58

Hahaha, jeg har grinet meget af mig selv her til middag. Og samtidig været lidt skræmt. I ved, de der irriterende Facebook-opslag, man bliver tagget i, som reklamerer for billige RayBan-solbriller, og hvor man altid tænker ”OMG, hvorfor klikker du på sådan noget – du ved jo, at det er spam?!” om personen, der deler det? Jeg var dén person i dag. Jeps. På et splitsekund blev min irritation og hovedrysten over andres adfærd på sociale medier udskiftet med sympati.

Jeg har brugt formiddagen på at få styr på alle mulige og umulige ting: forskudsopgørelse, fagforening og SU. Alle de ting, der især skal være styr på, når man går fra at være studerende til at have et fuldtidsjob. Pludselig får jeg beskeder fra to Facebook-venner om, at jeg vist er hoppet i den berygtede solbrille-fælde: Jeg har delt over 30 billeder med ”gode tilbud” på RayBan-solbriller og tagget langt over 40 Facebook-venner i billederne…. Oh my God.

Straks går jeg i gang med at forsøge at slette albummet, men det viser sig at være en større opgave end som så. Efter at have panikket lidt over, hvem der mon roder rundt inde på min profil, får jeg skrevet en lille undskyld-statusopdatering og finder endelig ud af, hvordan jeg får billederne fjernet fra min profil.

Jeg har altid tænkt over, hvorfor folk er så dumme at trykke på sådan nogle opslag, der tydeligvis er spam, men jeg gik altså selv i fælden i dag. Og nej, jeg har ikke klikket på noget som helst RayBan-opslag, og nej, jeg har heller ikke været inde på nogle pikante hjemmesider og fået virus derigennem. Det er sket, mens jeg har været inde og redigere noget så usexet som min forskudsopgørelse.

Hmm. Nu sidder jeg tilbage med en lidt ubehagelig tvivl om, hvad der mon lige skete. Hvorfor kommer sådan noget op på min Facebook-side? Er der nogen, der har hacket den? Er der sket andet derinde? Jeg har selvfølgelig ændret adgangskoden nu, men det nager mig alligevel, at nogen – eller noget – har haft adgang til min profil.

Jeg har generelt meget stor tillid til systemer og folk, og bekymrer mig ikke om at dele billeder på Facebook og Instagram eller sende billeder til folk på SnapChat. Jeg ved selvfølgelig godt, at når først et billede er derude, så kan det aldrig trækkes 100 procent tilbage, så jeg kunne aldrig drømme om at dele noget, jeg ikke er parat til at blive konfronteret med senere i livet. Men selvom jeg kun deler noget, som jeg står inde for, så bryder jeg mig ikke om tanken om, at andre har haft adgang til noget så privat som beskeder og indstillinger på min Facebook-profil.

Og således blev et tilbud på RayBans til overvejelser om adfærd på internettet. :-)

Nytårsaften, tømmermænd og døgnlang oprydning

Så er jeg endelig lidt i live igen efter en rigtig god nytårsaften! Hele dagen i går stod på oprydning, og det var en lidt uoverskuelig opgave med tømmermænd, så vi gemte os under dynen det meste af dagen, spiste pizza og fik så taget det værste. I dag fik vi det sidste fjernet, og så har vi været hjemme og fejre svigermors fødselsdag.

Nytårsaften gik simpelthen over al forventning! Allerede klokken 11 kom de første gæster forbi, som havde påtaget sig tjansen at lave mad til 18 personer, hvilket de desuden klarede til UG. Klokken 13 blev de første tequila-shots linet op, og så var vi ellers i gang! Klokken 18 var alle gæster kommet, og så gik det, som den slags aften går – vi så nytårstale, spiste, dansede, grinede, græd (det kan være hårdt at spise chili), hoppede ind i det nye år, nytårs-kyssede, sang og blev trætte til sidst. Aftenen kunne nærmest ikke have været bedre, og jeg er endda gået så langt som til at sige til Christian, at vi da nok godt kan lægge lejlighed (eller hus, hvis det skulle ende sådan) til festlighederne, når vi hopper ind i 2017. :-)

2015-12-31 15.32.34

2015-12-31 15.31.59

Jeg havde egentlig store planer om at iføre mig paillet-kjole på denne store aften, men den kradsede (skawede, som vi siger i Nordjylland!), og efter 20 minutter havde jeg allerede rifter på armene. Det endte med, at jeg hoppede over i en fin, sort sag og tog en lyserød glimmer-butterfly om halsen. Lidt festligt var det altså alligevel.

Jeg var ret spændt på, om jeg kunne slappe af under festen. Jeg har desværre lidt svært ved at være vært ved en fest, fordi jeg bekymrer mig om, om folk hygger sig og om jeg får talt med alle. Denne gang havde jeg bestemt, at jeg skulle lægge bekymringerne fra mig og bare hygge mig – festen bliver jo ikke bedre for de andre af, at jeg stresser rundt og forsøger at gøre alle glade. Tværtimod, næsten. :-) Så tiden fløj af sted, og jeg havde den bedste nytårsaften nogensinde. Klokken halv fem kunne jeg ikke mere, og jeg sagde godnat til gæsterne og hoppede under dynen. Virkelig mærkeligt at gå i seng under sin egen fest, men jeg var fuld, glad og træt, og jeg vidste, at Christian nok skulle tage sig godt af de sidste gæster.

2015-12-31 21.10.112015-12-31 23.45.372016-01-01 05.32.49Da jeg slog øjnene op næste morgen, var jeg ret forvirret. Hvad var der sket, siden jeg gik i seng? Var der blevet nogen og sove hos os? Stod lejligheden stadig? Jeg prikkede til Christian, og han fortalte, at der kun var os to i lejligheden, så jeg tog en dyb indånding og åbnede døren op til stuen. Jeg var forberedt på det værste. Det første, der ramte mig, var kulde, fordi Christian havde lavet gennemtræk i lejligheden, og det næste var lugten af cigaretrøg. Selvom folk var søde og ryge ud af vinduerne, sætter det sig jo stadig. På gulvet var der smadrede chips-rester og konfetti over alt, på køkkenbordet var der opvask og halvtomme glas og dåser, og på bordene var der klister fra væltede shots-glas og indmad fra sprængte bordbomber. Jeg gjorde det eneste, jeg orkede: jeg hoppede direkte ind i seng igen med en halv pose chips fra dagen før og proklamerede, at jeg under ingen omstændigheder var i stand til at varetage oprydningen lige nu. Og således gik det altså, at oprydningen endte med at vare 1,5 dag.

Jeg håber, at I fik sagt velkommen til 2016 på fineste vis! Nu vil jeg se lidt fjernsyn og spise kageresterne fra nytårsaften, og i morgen står den på arbejde. :-)