december 2015 archive

10 ting, jeg gerne vil i 2016

Nu er der ikke længe til, at champagnepropperne springer, og vi hopper ind i det nye år. Faktisk holder Christian og jeg i år festen, og der er lagt op til den helt store fiesta i det lille hjem med fire-retters menu og 15 gæster. Det er første gang, vi holder nytår, og jeg er lidt spændt på det hele.

I virkeligheden har jeg lidt et had/kærlighedsforhold til aftenen. Jeg elsker, at alle gør så meget ud af festen, man får noget lækkert at spise og der er en helt særlig stemning, både når dronningen holder tale, men også når man står i sofaerne og venter på, at uret i fjernsynet slår tolv. Men jeg synes tit, at man har så store forventninger til sådan en aften, at det næsten kan være svært at indfri dem – selvom det nu heldigvis er gået meget godt de fleste år for mit vedkommende. :-)

Nytår 2011:

nytår 2

Og så er der jo lige dét med fyrværkeri, som jeg mildt sagt ikke bryder mig ret meget om. Da jeg var lille og var med mine forældre til nytårsfest, endte aftenen i blå blink og ambulance, fordi en raket eksploderede i naboens hånd. Siden da har jeg allerhelst holdt mig indenfor og kigget ud af vinduet på fyrværkeriet, og sidste års tre dødsfald i Nordjylland på grund af krysantemumbomber gør bestemt ikke min lyst til at bevæge mig ud større.

Problemet er bare, at jeg ofte er den eneste, der ikke vil med ud og gå i byen og fyre raketter af, så klokken tolv nytårsaften har jeg siddet alene i en lejlighed til fest med mig selv. Røvsygt. Sidste år tvang jeg Christian til at komme ind igen efter ti minutter, men det medførte bare dårlig stemning, fordi han var træt af ikke at være ude med de andre, og jeg havde dårlig samvittighed over at være så egoistisk.

Nytår 2013:

IMG_2365

I år kommer to af mine veninder med til festen, som ikke plejer at være der, og den ene har gudskelov allerede meldt ud, at hun heller ikke har det store ønske om at begive sig ud i Aalborgs raketfyldte gader. Så kan vi i det mindste skåle og se fyrværkeriet sammen i sikkerhed. Hurra! :-)

Jeg plejer ikke at have nytårsforsæt, for det ender alligevel med, at det ikke rigtigt bliver til noget. Jeg har rygrad som en regnorm, når det kommer til at stå fast ved et løfte om, at man f.eks. skal træne tre gange om ugen eller kun må spise pizza to gange om måneden. Så vil jeg hellere skippe træningen og bestille pizza en ekstra gang, uden at have dårlig samvittighed over det. Vi lever trods alt kun en gang.

Jeg har alligevel lavet en lille liste over de ting, jeg godt kunne tænke mig at gøre i 2016. Det er langt fra sikkert, at jeg når det hele, men når jeg bare noget af det, så er jeg også godt tilfreds. Tingene står i vilkårlig rækkefølge.

  1. Jeg vil gerne blogge hver dag – og nogle gange to gange om dagen
  2. Jeg vil gerne investere i bolig
  3. Jeg vil gerne til London og se Harry Potter and the Cursed Child
  4. Jeg vil blive bedre til at tage gode billeder til bloggen
  5. Jeg vil skrive en novelle (jeg er allerede i gang, så mon ikke, den når at blive færdig?)
  6. Jeg vil gerne til Justin Bieber-koncert (man er vel blevet belieber! Er der andre, der vil med, så siger I lige til – ingen af mine veninder er overbeviste endnu…)
  7. Jeg vil blive bedre til at besøge min familie
  8. Jeg vil holde flere Josefine-dage med afslapning på sofaen med nachos og en god serie
  9. Jeg vil også holde flere kærestedage, hvor telefonen slukkes og Christian og jeg går på små dates og får oplevelser sammen
  10. Jeg vil gerne læse flere bøger

Det lyder da næsten helt realistisk, synes jeg. Punkt 2, 3 og 6 er nok de sværeste, men hvis ikke jeg når det i 2016, så krydser jeg fingre for, at det sker i 2017 i stedet! Hav en rigtig god dag. :-)

Om julefrokost og at have let til tårer

I går var jeg til julefrokost med arbejdet, og det var enormt hyggeligt! Godt med mad, gode kollegaer og dans. Jeg elsker de aftener, hvor man kommer lidt tættere på sine kollegaer, og hvor man kan snakke om andet end TV og nyheder. Arbejdsglæde er noget, jeg sætter meget stor pris på, og aftener som i går bidrager helt sikkert til netop dét. :-)

IMG_6754

Klokken halv tre kom min mor og hentede min lillebror og jeg i Aabybro (lillebror Joakim begynder på et 4,5-årigt forløb i lære som fotograf-elev på TV2/Nord til januar, så han havde også fået lov til at være med). Bagefter gik turen indenom Aalborg, hvor vi skulle hente Christian fra julefrokost med klassen, for til sidst at ende hjemme hos mine forældre, hvor vi alle skulle sove.

I dag har den stået på familie-og-nabo-julefrokost, og min mave er blevet fyldt med sild, leverpostej, grønlangkål, medisterpølse, hamburgerryg og risalamande – og whisky. Jeg kunne næsten trille hele vejen til Aalborg bagefter. Mums!

IMG_6758

Da vi kom hjem, endte vi med at se et virkelig tosset program på MTV, hvor ham fra LMFAO var vært, og hvor man så folk fortælle store hemmeligheder til familie, venner osv. Gennemført tømmermænds-TV. I en af pauserne kom der en reklame for en økologisk øl, og jeg ved ikke, hvad der præcis skete, men et eller andet ved den reklame rørte mig helt vildt. Man så en mand stå og lave mad med øl i, og så kom hans kæreste/kone og tog en tår af øllen, og så smilede de til hinanden. I baggrunden var der lækre klaver-toner. Om det var den romantiske situation eller den rare musik, der rørte mig, ved jeg ikke – men jeg endte med at sidde og små-tude lidt over hvor sød, reklamen var. Christian grinede højlydt af mig. Han synes vist, jeg var lidt fjollet.

Jo ældre, jeg bliver, jo lettere har jeg efterhånden fået til tårer. Jeg tror, jeg har det fra min mor. Hun er den værste, jeg kender, når det kommer til at holde tårerne tilbage – hun bliver simpelthen rørt over ALT! Hun kører for eksempel ofte forbi en kirke til arbejde, og når der er konfirmationstid, kommer hun hvert år halv-grædende hjem, fordi hun er så rørt over, at kirken flager, fordi en gruppe 7.-klasser træder ind i de voksnes rækker. Da jeg fortalte om ham den ældre mand, jeg fulgte på sygehuset for nogle dage siden, vandede hun også høns. Hun går desuden helt i spåner, hvis man siger til hende, at man elsker hende – det kan hun slet ikke holde til. Det er så sødt.

Jeg kan mærke, at jeg ligner hende mere og mere på det punkt. Nogle gange sidder jeg med tårer i øjnene og betragter Christian, fordi han er så dejlig. Dengang vi besluttede, at vi skulle til USA, kneb jeg også en tåre. Og i dag skete det så, fordi jeg så en reklame for en øl… Hvad bliver det næste?!

Det er lørdag aften, klokken har så småt passeret 22.00, og nu går vi i brædderne. I morgen sætter jeg atter kursen mod Aarhus, og så går slutspurten i bachelorskrivningen ind, inden vi afleverer om få dage. :-)

Julefrokostweekend og om at gøre en god gerning

Det er fredag! Endelig! Hold op, hvor har jeg lært at sætte kæmpestor pris på weekenderne, for her har min bachelormakker og jeg lovet hinanden, at vi holder fri. Det passer så ikke helt, for vi skal mødes søndag, men jeg har lige 1,5 dag off. Og de skal dæleme bruges på noget godt.

Jeg har trukket en hjemmearbejdsdag i dag, så jeg sov helt til klokken 8. På det tidspunkt plejer morgentoget til Aarhus normalt lige at have passeret Randers. Allerede dér tegner der sig altså et billede af, at i dag kun kan blive en god dag. :-)

Jeg skal skrive opgave indtil i eftermiddag, hvor jeg bytter den løse fletning og tøjet fra i går ud med en lækker kjole og bølget hår. Der er nemlig julefrokost på arbejdet, og jeg glæder mig helt afsindigt meget! Især glæder jeg mig til at se, hvad praktikanterne i år har fundet på. Ligesom på flere andre regionale TV-stationer er der nemlig tradition for, at praktikanterne laver et julebånd, hvor man kærligt driller sine kollegaer, og det plejer altid at være skideskægt. Her er lidt billeder fra optagelserne til julebånd sidste år:

IMG_4251

IMG_4254

I morgen skal jeg til julefrokost hos mine forældre sammen med deres naboer. Der er lagt op til den helt store snapse-smagning, men da jeg ikke er ret god til snaps (på trods af mit snapse-indtag på TV for et par uger siden), så tror jeg, jeg holder mig til de lidt mindre stærke sager.

Nå, nu til noget helt andet. Jeg har tænkt lidt på, om jeg ville fortælle om det her på bloggen, fordi det er sådan lidt ”se, hvor god jeg er”-agtigt. Men nummer to episode var simpelthen så positiv en oplevelse, at jeg synes, den fortjener et par ord. For et par dage siden befandt jeg mig nemlig i hele to episoder, hvor jeg kom en ældre mand til undsætning.

Da jeg stod ved Randers Station og ventede på, at lyskurven ville skifte til grøn, så jeg måtte gå, så jeg pludselig en meget gammel mand bakse med en rollator, han skulle have ned af en trappe på den anden side af vejen. Det går galt, tænkte jeg. Og ganske rigtigt – manden snubler forover med rollatoren, og lander ovenpå rollatoren på trappens nederste trin. Jeg bliver ret forskrækket, lader bilerne passere og skynder mig at løbe over vejen for at hjælpe ham. Han bliver liggende helt stille, og forsøger på de 30 sekunder, der nok går, slet ikke at flytte sig.

Da jeg kommer over til ham, forstår jeg godt hvorfor. Den stakkels mand har ingen kræfter, og en anden pige og jeg må løfte ham op. Han er heldigvis ikke kommet noget til.

Jeg blev lidt ked af at se, hvor afkræftet han var. Jeg får altid rigtig ondt af svage ældre, hvis kroppe er ved at give op, og efter den episode må jeg indrømme, at jeg var lige ved at knibe en tåre. Åh, hvor jeg håber, at jeg er pivfrisk til mine dages ende. Men det håber vi jo alle.

Dagen går, og jeg skal igen med toget hjem fra Randers mod Aalborg. Her overhører jeg en ældre mand spørge togkontrolløren om, hvordan han mon finder hen på sygehuset i Aalborg, når toget ankommer. Han kender overhovedet ikke byen. Kontrolløren fortæller, at han skal gå hen og tage en bus, når han ankommer, men det er svært for manden at forstå, hvilken bus han helt præcis skal fange – og hvornår.

Jeg har ikke andre planer efter togturen end en kop kaffe med en god ven, så jeg spørger manden, om jeg skal hjælpe ham med at finde den rigtige bus. Jeg fortæller ham samtidig, at der kun er 1 kilometer eller sådan noget, hvis han er frisk på en gåtur. Det er han, og han er meget taknemmelig.

Således endte jeg på en god gåtur med ham. Han fortalte masser af historier på de 20 minutter, vi tilbragte sammen. Historier om dengang, han var i hæren, om hvad han mener om våbenlovgivningen, om selvforsvar og om terror. Seriøse emner, men enormt interessant at høre hans velargumenterede holdninger.

Da vi var fremme, takkede han mange gange. Det havde været en stor oplevelse at få lov at blive fulgt til sygehuset af sådan en ung pige. Jeg tror næsten, at jeg var mere glad efterfølgende, end han var. Det føltes simpelthen så godt at kunne hjælpe, og jeg har været høj på den episode i et par dage.

Kan I have en rigtig dejlig weekend – jeg regner med at lægge et billede op af julefrokostkjolen i morgen :-)

Det er altså OK at sige nej til alkohol

_JGB9436

Jeg synes, der er en kedelig tendens i samfundet til, at man SKAL drikke alkohol til en fest, hvis man vil bevare den gode stemning. Det betyder enormt meget for andre mennesker, om der er vodka eller bare vand i ens glas – sådan oplever jeg det i hvert fald nogle gange. Det er nærmest kun OK ikke at drikke, hvis man skal køre bil. Og er man på vandvognen er kommentaren om, om der monstro er en kage i ovnen næsten uundgåelig.

Sidste weekend var jeg en lille tur i byen med mine veninder, og fordi jeg skulle tidligt op dagen efter og skrive opgave og til julemarked med min familie, bestemte jeg mig for, at jeg ville holde alkoholindtaget nede. Det ville under ingen omstændigheder ske, at jeg kunne koncentrere mig om refleksionsrapport, hæklede nisser og dunkende hovedpine og kvalme samtidig.

Jeg havde egentlig forberedt mig på en længere forsvarstale om, hvorfor jeg kun lige drak 2-3 glas vin. Men da jeg fortalte, at jeg kun lige skulle have et par glas, fordi jeg skulle op og arbejde næste dag, var pigerne helt forstående. Det virker lidt tosset, men jeg blev simpelthen så glad, for jeg er ved at være godt og grundigt træt af, at ens alkoholindtag betyder så meget for andre mennesker!

Jeg har selv tidligere været meget slem til at være med til presse folk. ”Du kan da godt lige drikke en enkelt øl”, ”Du skal da først op klokken 9 i morgen”, ”Ej, du er kedelig, at du ikke gider være med i drukspil” og så videre. Og hold op, hvor er det egentlig bare overhovedet ikke fair, hvis personen bare ikke lige har lyst til at drikke den dag.

Tidligere gik det mig også på, når folk, jeg var til fest med, ikke drak. Så kunne de jo berette om alle de ting, os fulde mennesker gjorde, og som vi egentlig gerne bare vil lade som om, aldrig er sket. Jeg taler om ting som at afholde twerking-skole og gå i pind i slutningen af ”Arabiens Drøm”, selvom man har nederdel på. Men det er da for pokker ens eget ansvar, om man laver noget, man er flov over – det skal andre da ikke bøde for! Og helt ærligt, så vælter verden jo ikke, hvis man så bliver drillet lidt med det. :-)

Men jeg oplevede noget lidt sjovt i lørdags, da vi tog i byen efter (for mit vedkommende) tre glas vin på seks timer. Jeg havde simpelthen så god og sjov en aften! Normalt plejer jeg at være lidt træt, når vi endelig kommer i byen, og jeg sidder tit og undertrykker et gab. Desuden får jeg også ret ondt i maven, når jeg drikker andet end vand (hvilket blandt andet er en af grundene til, at man aldrig ser mig drikke sodavand udover til fester), så jeg døjer også tit med mavekramper efter indtag af 7-8 genstande. Det var intet problem i lørdags. Jeg var frisk som en havørn, og maven havde det godt. Jeg skulle lige overvinde min frygt for at danse piv-ædru, men da jeg først kom i gang, var det jo skideskægt. Og jeg så tilmed ikke dobbelt, så jeg ramte heller ikke ind i alle mulige omkring mig. Win!

I og med at jeg er blevet ældre, oplever jeg heldigvis også en større forståelse, når folk takker nej til en øl. Det synes jeg, er sundt. For det er altså OK at sige nej – uanset hvad grunden så end måtte være. :-)

Jeg kunne have boet på et slot – og så er det ikke engang løgn

I søndags var jeg til julemarked med min familie på Voergaard Slot udenfor Flauenskjold. Der var pyntet rigtig fint op, og der var et hav af spændende boder. Jeg er gennem min barndom jævnligt kommet på slottet – både med folkeskolen og også på besøg til middelalderdage, julemarked og så videre.

Mig, farmor og Joakim (drivvåde, som man nok kan se!)

IMG_7361

Der er faktisk en lille, sjov historie omkring netop Voergaard Slot, for rent faktisk kunne det have tilhørt min familie. For mange, mange år siden var det nemlig til salg, og der overvejede mine oldeforældre, som jeg desværre aldrig har mødt, seriøst at købe slottet. De droppede dog planerne, fordi min oldemor var bange for voldgraven omkring slottet. Var det sket, så var det nok formentlig heller ikke i sidste ende tilfaldet mine forældre, for min morfar havde en god, stor søskendeflok at dele slottet om, hvis det var kommet så vidt (søskendeflokken var på et tidspunkt den længste nulevende søskendeflok i Danmark, og forskere fra USA undersøgte dem for en årrække tilbage – men det er en helt anden historie!)

IMG_6708

IMG_7374

Voergaard Slot har jo en spændende historie, der omhandler Danmarks nok mest berømte spøgelseskvinde, Ingeborg Skeel. Der går nogle blodige historier om hende – blandt andet siges det, at hun klippede fingrene af tyve og har druknet slottets arkitekt i voldgraven omkring slottet for at sikre sig, at han aldrig ville opføre et slot magen til Voergaard. Inde i en af salene er der desuden en blodplet på gulvet, som bliver ved med at dukke op, selvom man har forsøgt at fjerne den.

IMG_6705

Det siges, at Ingeborg Skeel stadig spøger på slottet, så det er måske godt nok, at jeg ikke holder til i et af slottets kamre. :-)

Vi endte dagen med at tage på Café Visa og fejre min farmors fødselsdag. Efter lang tids overvejen endte jeg selvfølgelig med at bestille en lækker, sprød pizza. What else?

IMG_6722

Mens jeg drømmer mig til mit andet liv som beboer på et slot, så sidder jeg i toget på vej til Randers. I dag skal vi gennemføre det sidste interview til bacheloropgaven, og så går det løs med at skrive den næste uges tid. Der er kun ni dage til aflevering nu, og jeg glæder mig næsten lige så meget til at aflevere, som jeg glæder mig til jul. Og det er meget. Rigtig, rigtig meget!

Kan I have en skøn dag!

Når et like på Facebook tillægges større betydning, end det fortjener

Det er helt vildt, hvad et ”like” på sociale medier betyder. Det gik for alvor op for mig i lørdags, da mine to veninder og jeg delte et billede af os på Facebook, inden vi skulle en lille tur i byen. Efter et kvarter var der kun kommet ét like på billedet – og den ene person, der havde liket, var mig. Katastrofe. En af pigerne luftede idéen om at slette billedet igen, fordi det simpelthen var for pinligt. Det endte med en lille diskussion om, hvor åndssvagt det egentlig er, at et like betyder så meget. Har vi lyst til at dele et billede af os selv, så skal vi da gøre det – uanset hvad folk synes om det.

Når jeg deler noget på Instagram eller Facebook, så kan jeg mærke, at jeg – om jeg vil indrømme det eller ej – bliver enormt glad, når der kommer mange likes. Og jeg begynder at tvivle på mig selv, når der kun er 3-4 personer, der har tilkendegivet, at de synes godt om det, jeg har delt. Var det dumt at dele det? Tænker folk, at jeg er fjollet, at jeg deler det? Jeg husker stadig med gru dengang, jeg skrev en statusopdatering, jeg selv synes, var sjov, om Rene Difs nye chips og dip. Statussen fik to likes, og jeg fik et ordentligt hak i selvforståelsen. Siden da har jeg ikke stillet min dårlige, humoristiske sans til skue.

Jeg har oplevet, at jeg har fået beskeder fra veninder om, om jeg ikke godt lige vil like deres nye profilbillede eller deres status. Og det piner mig at sige, at jeg har bedt mine veninder om det samme, hvis vi har siddet sammen, og jeg har delt noget på sociale medier. Der er jo en uskreven regel om, at man som veninde gerne skal både like og kommentere, når ens veninder lægger noget op. Vi støtter jo hinanden. Men helt ærligt – kan det virkelig passe, at vi skal vurdere os selv på hvor mange likes, vi får? Jeg er i hvert fald en smule skræmt over hvor meget betydning, et lille klik med musen pludselig tillægges. Men det siger måske også bare lidt om, hvor godt vi har det, når det er sådanne småting, der fylder. :-)

Det er efterhånden blevet en smule kedeligt at navigere rundt på især Facebook, fordi det (i hvert fald blandt mine Facebook-venner) nærmest kun er de helt store succes-historier, der deles. Det er jo dem, der giver mange likes. Nogle skal være forældre, nogle skal på deres livs rejse, nogle er blevet færdige på deres studie. Hvad blev der af de statusser, der fortalte en lille, skæg betragtning fra hverdagslivet? Okay, jeg indrømmer, at det måske er fint nok, at der er ryddet lidt ud i de helt ligegyldige statusser, man delte som nyudklækket Facebook-bruger. Jeg har lige været tilbage i tiden og kigge, og jeg tror næppe, det hverken ville være interessant eller generere mange likes, hvis jeg opførte mig på sociale medier, som jeg gjorde dengang…

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 13.19.48

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 13.20.11

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 13.20.50

Jeg vil dog alligevel gerne slå et slag for, at vi bliver bedre til at være ligeglade med, om et billede eller en status har fået fem eller 35 likes – hvis man har lyst til at dele, så skal man da gøre det! Nu er det jo heldigvis nok heller ikke alle, der har det sådan, men jeg kender i hvert fald de første ti personer, der ligesom jeg ville have godt af at lægge bekymringerne lidt til side. I stedet burde vi nok bare glæde os over, at det er ligegyldigheder som likes på sociale medier, der kan vælte humøret for en stund. Så er man da virkelig privilegeret.

PS. Det endte faktisk med, at billedet, der startede hele diskussionen, fik 25 likes. Så helt pinligt var det jo alligevel ikke. :-)

En lille svipser og status på bloggen

For at have en succesfuld blog, så går jeg ud fra, at man skal overholde de ting, man lover. Men i dag springer jeg let og elegang over lørdags-dilemmaet, for jeg har simpelthen ikke set andre end min kære bachelormakker og Christian i en evighed, så jeg har slet ikke fået inspiration til et skønt, lille dilemma! Fremover vil det være sådan, at der engang i mellem kommer et lørdags-dilemma, hvis jeg har noget på hjerte. Og hvis ikke, så springer jeg over.

I aften skal jeg være sammen med mine to dejlige veninder, Camilla og Ditte. Vi plejer at være rigtig gode til at ses, men eftersom jeg har spærret mig inde i et godt stykke tid, er der gået hele tre uger siden sidst, vi har hygget. Det er nærmest aldrig sket i den tid, jeg har boet i Aalborg! Vinen er lagt på køl, og vi skal have pizza fra Sams Barbeque, så det kan kun blive en succes. :-)

IMG_6236

Apropos den første sætning angående en succesfuld blog, så tænker jeg, at det er ved at være på tide, at jeg gør status på min første halvanden måneds tid som nyudklækket blogger. Jeg har hørt, at rigtig mange blogs er i gang i en måned, for så at gå totalt i stå. Nogle endda før. Jeg er – med andre ord – kommet til et kritisk punkt! Skal vi tage næste skridt? Skal vi stoppe med at se hinanden?! Jeg tror næppe, det vil overraske nogle, når jeg siger, at jeg ikke kunne forestille mig andet end at dele min digitale dagbog med jer herinde!

Jeg elsker jo at følge med inde i Google Analytics i hvor mange, der mon har lagt vejen forbi min blog. Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt skarp til at gennemskue tallene derinde, så hvad de reelt set betyder, og om det er godt eller skidt – det ved jeg ikke. Men siden jeg begyndte med at tælle statistik 16. oktober, har 1.054 unikke brugere været inde på Rivejernet, og jeg har i alt haft 12.246 sidevisninger. Sådan! Jeg ved godt, at det sikkert er peanuts sammenlignet med mange andre bloggere, men jeg er dæleme stolt over, at så mange har fundet mine skriblerier bare en smule interessante. Tusind, tusind tak :-)

Det er ikke altid lige let at finde på, hvad jeg mon skal skrive om – og hvad folk mon gerne vil læse om. Jeg har en hel masse tanker om en masse seriøse ting, men jeg ved ikke rigtigt, hvor spændende det er at læse om for eksempel høje forventninger til sig selv eller refleksioner om meningen med livet. Det skal jo også være skægt, ikke? Eller hvad?

Med hensyn til inspiration, så er det jo også et helt elendigt tidspunkt, jeg har startet en blog på, når jeg – efter bloggens start – helliger mig totalt til det kedelige liv som studerende, der arbejder på bacheloropgave på fuld knald. Jeg lover, at der sker mange flere ting, når jeg om 12 dage har afleveret den !#&%=?# opgave (for nu at tage den i Anders And-sprog). Med kommede fuldtidsjob som journalist og meget mere fritid, så kan det kun blive sjovere!

Nå, jeg må hellere kravle ud af sovetrøjen nu, som jeg har siddet og skrevet opgave i siden i morges, til fordel for noget, der ser lidt mere festligt ud. Kan I have en skøn lørdag! :-)

Om ikke rigtigt at have en hobby

Når folk spørger, hvad jeg laver i min fritid, svarer jeg altid det samme, kedelige svar: jeg er sammen med min kæreste og mine venner, ser serier og løber af og til en tur. That’s it. Det lyder simpelthen så kedeligt og som om, jeg ikke har noget, jeg overhovedet interesserer mig for. Jeg går ikke til håndbold, jeg spiller ikke computerspil, jeg hækler ikke, jeg laver ikke frivilligt arbejde, jeg nusser ikke rundt i haven, jeg fotograferer ikke, jeg spiller ikke petanque – jeg har simpelthen ikke nogen hobby!

Det er nu ikke fordi, jeg ikke har afprøvet forskellige ting. Jeg har gået til standard- og latindans, showdance, gymnastik, svømning, håndbold, sejlads i optimistjolle (yes!), kor, solosang, klaver, guitar og fransk. Jeg har sågar taget jagttegn, men efter at have skudt en fasan og efterfølgende have dårlig samvittighed over det, stoppede jeg igen.

Det er godt nok ikke en optimistjolle, vi sejler i, men hende her har også taget en god del af min tid. :-)

IMG_5237At jeg ikke har en hobby hænger selvfølgelig sammen med, at jeg har fyldt min hverdag op med skole og arbejde, og jeg bruger gerne ekstra tid på dette, når det giver mening. Men det ville nu alligevel være rart at lave noget andet en gang i mellem.

Jeg vil gerne have en hobby, man kan dyrke, når man lige har en time, man kan slappe af i. Altså skal det ikke være noget, der er bundet til en bestemt dag på et bestemt tidspunkt. Lige for tiden er Candy Crush det eneste, jeg dyrker på fast basis (og jeg er dæleme også god til det!)

Jeg har tænkt lidt på, om jeg skal begynde at strikke. Jeg har en veninde, der er vildt god til at hækle, og jeg gad godt være lige så ferm med garn! Da jeg var lille lærte jeg at strikke af min mormor, men det endte altid bare med, at jeg strikkede fem centimeter af et tørklæde, for efterfølgende at give op. Jeg kunne – og kan stadig – heller ikke finde ud af at slå masker op. Men det må da være ret fedt at gå i en trøje eller med et tørklæde, man selv har strikket! Mon ikke strikkepindene stadig er hos mine forældre?

… og så slår det mig lige, at det her med at blogge, at det vel egentlig også er en hobby? Jeg nyder det i hvert fald, og bruger gerne god tid på at nusse om et indlæg. :-)

Nå, men hvis der er nogen, der har et forslag til en hobby, som man kan tage frem og dyrke, når man lige har tid, så er jeg meget lydhør over for forslag! Det ville i sagens natur også kunne bidrage til noget mere herinde på bloggen, hvis jeg fylder mit liv op med andet end skole og arbejde. Fyr endelig løs – jeg takker på forhånd!

1 2