december 2015 archive

2016 – here I come!

Jeg er for alvor ved at komme i nytårsstemning nu! Som jeg har skrevet lidt om tidligere, så har jeg egentlig et lidt ambivalent forhold til nytårsaften, men jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg faktisk glæder mig ret meget.

Vi holder festen i år, og vi bliver 19 mennesker til spisning. Sammen skal vi gennem en fem-retters menu, der blandt andet indeholder tigerrejer, oksemørbrad og lækker chokoladekage. Christians gode ven Rasmus er ret ferm i et køkken, så han har påtaget sig tjansen som kok, og således begynder kokkereringen allerede klokken 11 i morgen formiddag. :-) Jeg glæder mig helt vildt til maden!

Jeg satser på ikke at gå i tøjpanik i morgen eftermiddag. Jeg er stadig lidt i tvivl om hvilken kjole, jeg ifører mig, men det er stensikkert, at der nok skal blive plads til lidt glimmer. Det hører sig til, synes jeg. Jeg har også en lille, lyserød glimmer-butterfly, som jeg overvejer at tage på, da jeg ikke har fået fat på en nytårshat. Jeg lægger selvfølgelig et billede ind på bloggen af nytårs-outfittet!

De sidste par dage har jeg været på job, og om en times tid skal jeg af sted igen. Jeg synes altid, det er så hyggeligt at være på job mellem jul og nytår, fordi der er en helt særlig stemning. I går var vi blandt andet på stranden i Lønstrup og lave et lille indslag om nytårstorsken. Det var pivkoldt, som I nok kan se på billedet.

IMG_6885

Dette bliver formentlig det sidste, I hører fra Rivejernet i 2015. Et år, hvor der er sket en hel masse for mit vedkommende – nye jobs, et semester på Aalborg Universitet, bacheloropgave, rejser til USA, Gran Canaria, Barcelona og London, opstart af Rivejernet.dk og masser af gode stunder med familie og venner – og ikke mindst min skønne Christian. :-) Hvis 2016 bliver bare halvt så godt, så har jeg rigtig meget positivt i vente!

Jeg håber, I har en helt fantastisk nytårsaften. TAK fordi I læste med i 2015!

10 tilfældige facts om Rivejernet

Jeg har ofte set sådan nogle ”10 facts om mig…”-indlæg på blogs, og jeg har altid tænkt to ting. For det første: Der må virkelig være mangel på emner at skrive om. For det andet: Folk er vel ligeglade med at vide ti ting om en person, de ikke kender? Jeg må dog tilstå, at jeg elsker at læse sådan nogle indlæg, lidt ligesom når jeg læser andre bloggeres meget detaljerede tilbageblik på ugen, der er gået. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg synes, det er spændende, men det er alligevel skægt, når man kan genkende nogle af tingene fra én selv.

Jeg har derfor gjort dét, jeg også gjorde, dengang jeg havde en profil på Arto – jeg har nedskrevet 10 tilfældige facts om mig selv. Tadaaaa. :-)

  1. Jeg har engang fået en kage opkaldt efter mig, da jeg arbejdede ved en bager – Josefinekagen indeholdt bl.a. hindbær og nougat, og jeg var pavestolt over at lægge navn til en kage.
  1. Jeg har taget jagttegn, men bruger det ikke længere. Skød én gang, hvor jeg ramte en fasan. Da jeg var afsted på jagt igen en måneds tid efter, kiggede jeg et rådyr i øjnene og kunne ikke få mig til at trykke på aftrækkeren. Siden dengang er mit jagttegn ikke blevet fornyet, men jeg har dog stadig et haglgevær.
  1. Jeg spiser chili til alt, jeg kan komme til, og har – så længe jeg kan huske – været afhængig af de stærke sager. For nogle år siden sagde min pizzamand til mig, at jeg skulle passe på med alt det chili – han frygtede for min mave. Christian er lidt træt af, at al vores mad skal være så stærkt, og jeg forsøger også at gasse lidt ned med chilien, men det ER altså bare ikke det samme uden…
  1. Jeg har ikke heddet Chloe til mellemnavn hele mit liv. Oprindeligt skulle jeg have heddet Caroline Chloe, men det blev i stedet til Josefine. Jeg ville SÅ gerne hedde Chloe, så jeg fik lov til at tilføje mellemnavnet, da jeg skulle konfirmeres. Jeg bruger det dog aldrig, og overvejer at få det fjernet igen, når jeg engang skal giftes.
  1. Jeg bruger mere læbepomade end de fleste, og lige så hurtigt det kommer på, lige så hurtigt ryger det af igen. Jeg har nemlig altid haft den dårlige vane at pille i mine læber, og det medfører, at jeg ofte bløder fra læberne (klamt, I know!) og aldrig bruger læbestift, da det ville afsløre alle de revner, den dårlige vane medfører.
  1. Jeg ser elendigt, og ville ikke komme langt uden mine elskede kontaktlinser på styrke -6,50. Hvis jeg har lyst, kan jeg få en gratis laseroperation, men jeg er en pivskid som frygter, at noget går galt. Jeg har endda været til forundersøgelse, hvor jeg fik at vide, at der var “nok at skrabe i”, hvad det så end skal betyde. Jeg havde egentlig forestillet mig, at 2016 skulle blive året, hvor jeg ville lade mine øjne bestråle i håbet om at kunne se uden hjælpemidler, men jeg tvivler helt ærligt på, at det sker.
  1. Jeg drømmer konstant om at rejse, og jeg tjekker ofte flypriser i perioder, hvor jeg umuligt kan komme afsted – bare lige for at se hvilke priser, turene ligger i. Jeg kigger også for sjov på dyre rejser til luksushoteller på Maldiverne, bare for at drømme lidt om, hvis man en dag skulle vinde i Lotto…
  1. Jeg har et lille “girlcrush” på Cara Delevingne, som efter min mening er en af de sejeste og smukkeste kvinder, jeg længe har set og hørt om!
  1. Jeg beder ofte til Gud, fordi det giver mig tryghed. Om der eksisterer en Gud, ved jeg ærlig talt ikke, om jeg tror på, men siden jeg gik til konfirmationsforberedelse har det været fast rutine for mig engang i mellem at sende en hilsen til Vorherre. :-)
  1. Jeg er dybt afhængig af at google ting, og ser jeg noget eller nogen, der vækker min interesse, har jeg straks læst alt muligt om fænomenet eller personen på Google. Det er dog nogle gange en forbandelse, især når det omhandler symptomer på sygdom. Mere end én gang har jeg panikket, fordi det harmløse modermærke eller den smerte i lænden, jeg googlede, lynhurtigt ved hjælp af NetDoktor og min vilde fantasi har udviklet sig til livstruende sygdom eller graviditet i mit hoved. Jeg har dog altid taget fejl. Note til mig selv: Aldrig stol på NetDoktor. :-)

Lad mig endelig vide, hvad I synes om sådan nogle indlæg. Jeg er stadig ved at finde min ”stil” som blogger, og famler lidt rundt i forskellige måder at skrive på, så inputs er mere end velkomne!

Nu vil jeg daffe ned og bytte den sidste julegave til en anden størrelse, og senere står den på arbejde. Hav en skøn dag!

PS. I får lige et billede af Josefinekagen…

2015-05-10 16.02.52

Lidt mere om lykke, kærlighed og materielle goder

Jeg har i skrivende stund siddet og ventet i næsten 50 minutter på, at Christian bliver færdig med at bestille computer, så vi kan spille Trivial Pursuit. Kaffen i kopperne er snart kold, men intet tyder på, at min bedre halvdel er ved at være færdig, så nu har jeg besluttet mig for at forfatte et lille blog-indlæg. :-)

I dag har vi holdt kæreste-dag, hvor vi stod tidligt op, smuttede til udsalg i Salling, tog rundstykker med hjem og spiste sen morgenmad. Så tog vi en middagslur og hoppede i bad, og nu skal Christian have tæsk i Trivial Pursuit, inden vi går i gang med at lave lasagne. De næste tre dage står på arbejde for mit vedkommende, og så er det jo allerede nytårsaften torsdag, så vi nyder rigtig den sidste afslapningsdag i 2015!

Jeg skrev for et par dage siden nogle ord om lykke, og jeg har egentlig lyst til at skrive lidt mere om emnet. Vi så nemlig en TED-talk i dag om nøglen til lykke (kan findes her), som baserer sig på 75 års unikke studier af en stor gruppe mænd fra USA. Størstedelen af mændene sagde i begyndelsen af deres liv, at de mente, at rigdom og berømmelse var nogle af grundstenene i et lykkeligt liv. I dag er de fleste af deltagerne i undersøgelsen over 90 år, mange er døde, og forskerne har ud fra undersøgelsen af mændene konkluderet, hvad nøglen til et lykkeligt liv er: gode forhold. Gode forhold til kærester/ægtefæller, til familie, til venner og til andre fællesskaber. Er man i et sundt forhold er man ikke alene lykkeligere, man lever også både sundere og længere. Rigdom og berømmelse har ikke en chance mod gode forhold.

Jeg er egentlig ikke overrasket over resultatet, men det får mig alligevel til at spekulere på, om det samfund, vi lever i, hvor der er en tendens til at stræbe efter flere penge, en lækker bil, et prestigefyldt job og designertøj i virkeligheden gør os lykkelige?

Et eksempel: Da jeg lige var blevet konfirmeret, gik jeg meget op i at eje det ”rigtige” tøj. Jeg købte Dior-solbriller, Gucci-bælte, Dolce & Gabbana-øreringe, masser af G-Star-bukser og Papfar- og Wesc-hættetrøjer. Blev jeg gladere af at have det ”populære” og dyre tøj? Næh. Faktisk ikke. Jeg er meget gladere i dag, når jeg falder over et godt tilbud og stolt kan fortælle, at min nye jakke kun kostede 300 kroner. Selvfølgelig er det rart at have tøj i god kvalitet (hvilket jeg også prioriterer!), men jeg gider ikke betale 1000 kroner ekstra, fordi der står det rigtige navn på en skjorte. Så vil jeg hellere have lidt ekstra knaster på kontoen til andre gode sager såsom rejser og så videre.

Det kommer jo an på, hvordan man prioriterer. Dermed ikke sagt, at min måde at prioritere på er bedre en andres – overhovedet ikke! Jeg vil bare ikke længere føle mig ”mindre”, som jeg gjorde for ti år siden, hvis ikke tøjet var fra det rigtige mærke. Er blazeren pæn, så køber jeg den – uanset hvad der står i nakken. Og sådan har jeg det i alle livets aspekter.

Jeg vil gerne have en lille bil, fordi den er nemmere at parkere end en stor. Jeg vil gerne have et lille hus, for så er der mindre, der skal gøres rent. Jeg vil hellere have et job, jeg er glad for, end et job, der er prestigefyldt. Og jeg vil hellere have en kæreste, der giver mig kærlighed, end én, der giver mig dyre gaver.

Livslang erfaring lærte altså mændene i undersøgelsen, at det er kærlighed og venskaber, der gør lykkelig – ikke penge og berømmelse. Det synes jeg, er vigtigt at huske. Hav en skøn aften med dem, du holder af! Det vil jeg i hvert fald have. :-)

Om at føle sig heldig

1614174_10206606347732336_3364075102819923077_o

Lillebror Joakim og jeg inden julemiddagen. :-)

Så er jeg hjemme hos mine forældre efter et par gode dage med julehygge, al for meget mad og gode gaver. Jeg er helt blæst bagover af alle de pakker, der stod “Til Josefine” på i går – man kan vel nærmest tale om en sand gaveregn. :-) Der gemte sig både tøj, regntøj og sengetøj (godt med tøj!), lækre nips-ting til lejligheden, et armbånd, en bog og penge, som måske kommer til at finansiere et lidt mere “professionelt” look her på bloggen. Lige nu kører jeg et gratis tema, som jeg synes er rigtig fint, men jeg har længe drømt om at have flere muligheder for at designe Rivejernet, så det ser lige præcis sådan ud, som jeg har lyst til. Jeg var endda så heldig, at jeg for første gang nogensinde fik mandlen.

Og apropos held, så teasede jeg jo lidt for, at jeg i dag ville forfatte et par ord om netop dét at føle sig heldig. Som jeg har skrevet om tidligere, modtog Christian og jeg et gavekort på 6000 kroner til flybilletter med KLM, fordi flyet på vej til USA blev ramt af mekaniske problemer, hvilket medførte, at vi måtte overnatte i Amsterdam og dermed kom 10 timer senere til Los Angeles. Gavekortet skulle bruges indenfor 12 måneder, men Christian mente dog ikke, at det allerede igen var tid til en stor udlandsrejse, så han foreslog, at vi anmodede om at få pengene i stedet for et gavekort. Efter at have overvejet det grundigt, besluttede vi os for at gøre det – jeg havde ellers allerede store planer om to-tre uger i Malaysia og Indonesien, men jeg gik modvilligt med til det. Vi fik besked om, at de ville revurdere det beløb, vi var berettigede til, og jeg forudså allerede, hvordan vi garanteret kun ville få 3000 kroner udbetalt i alt – det var jeg ikke helt tilfreds med, da jeg jo gerne ville ud og rejse.

Svaret kom på en mail, og ganske rigtigt: De havde vurderet, at vi skulle have 4500 kroner. Lidt slukøret informerede jeg Christian om, at der nu var svar, og jeg tjekkede med det samme min netbank. Og så spærrede jeg øjnene op. Der var gået 9000 kroner ind fra KLM! Jeg var helt forvirret og tjekkede min mail igen. Og så opdagede jeg, at de havde vurderet, at vi HVER kunne få 4500 kroner. JUHUU! Vi var helt oppe og ringe og dansede rundt i lejligheden. Det er altså utroligt, at vi kunne få mere ud af at få pengene udbetalt, end vi kunne ved at få et gavekort! Fantastisk service – så gjorde det pludselig ikke så meget, at vi blev 10 timer forsinkede. Christian har nu endegyldigt bestemt, at pengene skal bruges på en ny computer, så han krydser fingre for et elektronik-januar-udsalg. :-)

Som jeg sagde til Christian: Vi er godt nok heldige. Jeg føler mig simpelthen så heldig. Og sådan har jeg faktisk altid haft det. I dette tilfælde handler det blot om penge, og penge er bestemt ikke lykken (jeg hørte engang et citat, jeg synes rammer godt: “Nogle mennesker er så fattige, at det eneste, de har, er penge”), men jeg føler generelt, at jeg – og mange af mine medmennesker – har trukket det lange strå her i livet. Vi er heldige at være født i et land, hvor der altid er et sikkerhedsnet. Hvor man aldrig er helt på røven. Hvor man kan tage chancer, og hvor man ikke mister alt ved at fejle. Jeg er heldig at have en skøn familie og en fantastisk sød kæreste, og så er jeg heldig at jeg har et job og et studie, som jeg er glad for.

Lige nu er jeg i gang med at læse en bog om, at vi danskere er så lykkelige. Bogen er skrevet af en englæder, som er flyttet til Danmark, og som ser os udefra. Bogen stiller spørgsmålstegn ved hvorfor, vi er så glade, som vi er, og forfatteren beder en masse danskere om at vurdere på en skala fra 1-10 hvor lykkelige, de er. Stort set alle ligger helt i top. Det fik mig til at tænke på, hvor jeg mon vil placere mig. Selvfølgelig er der altid ting, der kunne være bedre – sådan har vi det vel alle. Men i det store billede, så har jeg det godt nok godt, og det er jeg simpelthen så taknemmelig for. Ja, som man måske kan høre, har jule-familie-ferie-freden for alvor sænket sig her. :-)

Jeg håber, at I har haft nogle skønne juledage med familie og venner. Nu vil jeg se fjernsyn med familien, og i morgen står den atter på familiehygge. Mine veninder har store planer om at skulle fejre 1. juledag med øl og gamle venner i aften, men jeg udskyder udskejelserne til nytårsaften og slapper af i familiens skød disse dage. God aften – om så den står på billig vodka og fællessang eller julefilm og chokoladenisser!

Så blev det endelig jul igen

Jeg må indrømme, at jeg er lidt inspirationsforladt her til aften efter en lang dag med julegaveshopping, så det bliver et kort pip fra mig i dag. Hvis der ikke er noget spændende at berette om, så vil jeg hellere skåne jer for mine skriblerier. Men bare rolig – jeg har masser af idéer i idébanken (jeps, jeg skriver gode blog-emner ned som en note i min telefon…), så jeg lover, at bloggen bestemt ikke holder ferielukket!

Nu er den røde neglelak lagt, den sidste gave er pakket ind, kalenderlyset er næsten brændt i bund, og jeg er endelig helt klar til juleaften! Jeg elsker jo julen og alt, hvad der hører dertil, men jeg har simpelthen været for dårlig til at jule igennem i år. Jeg har hverken haft julekalender, lavet julekonfekt eller skrevet julekort. Det er ikke godt nok, især når jeg er helt pjattet med højtiden.

I morgen skal vi spise middagsmad hos Christians forældre, og derefter tager jeg hen til lillebror Joakim, som i år holder jul. Vi har ikke en tradition for, at vi er et bestemt sted, så vi skifter hvert år. Sidste gang var vi hos mig, og det var virkelig hyggeligt og enormt voksent sådan at være vært ved juleaften. :-)

Vi skal både have gås, flæskesteg og frikadeller, og jeg er sikker på, at jeg nærmest triller hjem derfra. Det er altså helt skørt, når man hvert år læser om folk, der bliver indlagt, fordi de har spist for meget fed julemad. Jeg bliver lige overrasket hver gang. Næsten lige så overrasket som når jeg hører, at der igen er folk, der er blevet indlagt, fordi de har grillet indenfor.

Jeg er dødmisundelig på dem, der holder juleaften med små børn. Jeg har lige siddet og kigget gamle julebilleder igennem, og den glæde, man som barn har juleaften, er virkelig skøn. Jeg glæder mig så meget til, at der igen er små børn med til at flå gavepapir af pakkerne – men der går nok lige et par år. :-) Indtil da må vi ”nøjes” med at fejre jul med vores hunde, som altid bliver løftet rundt om juletræet, når vi synger. Sidste år havde de endda deres helt eget mini-juletræ, og de giver endda også gaver. Jeg bliver hvert år imponeret over, hvor gode hundene er til at finde gaver til os. 😀 Okay, jeg PAKKER (hæhæ) far-humoren væk nu.

Jeg er ved at løbe tør for billeder, så jeg fandt lige denne lille sag frem fra sidste år, hvor en meget langhåret Christian og jeg blev foreviget under en gåtur et par dage efter jul.

2014-12-25 19.55.53

Jeg tvivler på, at der bliver tid til at blogge i morgen, men jeg bilder bestemt heller ikke mig selv ind, at I har tid til at læse om mig på selveste juleaften. Jeg vender dog stærkt tilbage 1. juledag med gaveupdate og lidt ord om at føle sig heldig! Vi har nemlig fået svar fra KLM, og jeg kan love for, at jeg dansede rundt i stuen, da jeg så svaret… Mere om det fredag!

GLÆDELIG JUL!

Om at være en tudeprinsesse med dårlig samvittighed

Nogle gange er jeg imponeret over, hvordan Christian kan holde humøret højt, når han er sammen med en partykiller som jeg. Jeg har mildt sagt ikke været særlig sjov at være sammen med i dag. Som jeg har skrevet lidt om før, så døjer jeg meget med alt muligt, når det er den tid på måneden. Jeg har det, der hedder endometriose, som kort fortalt betyder, at jeg har meget ondt i maven, kvalme, hovedpine og elendigt humør i et par dage hver måned. Det bliver værre og værre for hver gang, og i dag har været slem.

Jeg skulle egentlig have været på arbejde her til aften, men da jeg kom gående foroverbøjet og klynkende ud fra toilettet efter netop af have returneret middagsmaden en time før jeg skulle med bussen til arbejde, sagde Christian, at jeg da ikke kunne tage af sted sådan. Jeg havde godt nok selv tænkt tanken, men jeg er udstyret med en enormt dårlig samvittighed, når det kommer til at blive hjemme fra arbejde – uanset hvad grunden så måtte være.

Jeg benægtede derfor hårdnakket og insisterede på, at jeg bare måtte tage en pille mere mod mine mavesmerter, bide det i mig og komme af sted. Hvorefter jeg lagde mig i fosterstilling i sengen, kiggede på uret og konstaterede, at min bus gik om 25 minutter, og at alene busturen virkede helt uoverskuelig, når det føles, som om man bliver slået med knytnæver i maven.

Efter at have ringet til min mor for at høre, om hun eventuelt kunne køre mig på job, så jeg kunne hoppe ud af bilen, hvis jeg blev dårlig, fik hun mig dog overbevist om, at det altså var OK at ringe og melde sig syg, når man har det sådan. Så det gjorde jeg. Og så stortudede jeg bagefter, fordi jeg havde dårlig samvittighed over at melde mig syg så sent, for nu ville det jo være svært for mine kollegaer at finde en, der ville kunne træde til med 1,5 times varsel. Kære PMS og kære dårlige samvittighed – I må gerne tage på ferie for en stund.

Jeg har heldigvis fået det lidt bedre nu, men det var godt, at jeg blev hjemme. Jeg skal arbejde igen i morgen, og gudskelov ved jeg jo, at den her tilstand med kraftige fysiske smerter kun varer cirka et døgns tid (det med humøret er en lidt anden historie…), så jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal gå strygende.

Åh, hvor er jeg bare godt og grundigt træt af at have det sådan her hver eneste gang. Jeg er dybt misundelig på de kvinder, der nærmest intet mærker til det. Jeg skal til en grundig undersøgelse til april, hvor det skal tjekkes, om der skal gøres noget. Jeg har allerede fået foretaget et lille indgreb, som gjorde det hele bedre i et stykke tid, men nu, knap to år efter, er den helt gal igen.

Jeg vil nu gøre det, jeg har gjort det meste af dagen i dag: putte mig ind under tæppet på sofaen, så min mave forhåbentlig snart slapper af igen. :-)

Julegaver – hvorfor skal det være så svært?

Hvert evig eneste år på cirka dette tidspunkt går jeg i panik. Der er få dage tilbage til jul, og jeg har langt fra styr på julegaverne. Når jeg ser mig selv udefra, tænker jeg, at jeg er sådan en, der har det hele på plads en måned i forvejen. En, der for længst har fået tilsendt ønskesedler og samlet de fineste pakker, der ligger klar til uddeling. Gid det var så vel!

Jeg har for tredje dag i træk nu været rundt i Aalborgs fyldte gader for at finde inspiration til julegaver. Jeg har kun fået én ønskeseddel, og resten af dem, jeg har spurgt, har ikke rigtig vidst, hvad de lige ønskede sig. Så er det altså svært!

Jeg er ikke selv bedre. Sandheden er jo efterhånden, at jeg er blevet så voksen, at jeg køber det, jeg har brug for. Det er andre tider end dengang, man som lille ønskede sig hele Fætter BR’s katalog. Alligevel har jeg formået at strikke en ønskeseddel sammen, som indeholder ting, jeg rent mangler – og rigtig gerne vil have. En ny lampe, pænt tøj til arbejde, en regnjakke, neglelak, øreringe og så videre.

IMG_6831

Et af de spørgsmål, der dukker op, når jeg taler med mine veninder om julegaver, det er selvfølgelig, hvad de andre mon har købt til deres kæreste. Jeg søger altid inspiration, for Christian ønsker sig stort set det samme hvert år. Et par sorte bukser, en jakke og en parfume… Det kan altså godt blive lidt kedeligt. Jeg ved godt, at han mangler det, men jeg vil så gerne overraske ham og give ham noget uforudsigeligt.

Det bliver dog alt andet end uforudsigeligt i år, for vi har været så dødkedelige, at Christian har været med ude og købe sin julegave. Det skete for cirka to timer siden. Vi var egentlig afsted for at købe gave til min lillebror, men Christian faldt over en rigtig lækker jakke, som han forelskede sig i. Der var kun to tilbage, så jeg turde ikke lade den hænge. Haha, havde det været omvendt, så havde jeg ærgret mig gul og grøn over at vide, hvad jeg mon fik af Christian, men han tager det ikke så tungt. Han er bare glad for, at han får en jakke, som han har snakket om i flere måneder, at han mangler!

Jeg mangler stadig at købe to gaver, men det må jeg gøre i morgen inden arbejde. Jeg har allerede en idé om, hvad den ene skal være, men jeg er rimeligt lost, når det kommer til den anden. Jeg kan dog aldrig købe en ringere gave, end jeg gjorde for nogle år siden, da jeg var i gave-panik. Min kammerat fra gymnasiet, som jeg stadig taler med i dag (utroligt nok, taget i betragtning af gaven) og jeg havde aftalt, at vi gav julegaver. Jeg kan kun forestille mig skuffelsen, da han åbnede gaven fra mig: en DVD med alle 24 afsnit af Yallahrup Færgeby. Jesus Christ. Jeg bliver helt flov bare ved tanken! Hvad tænkte jeg dog på, da jeg købte den? Det har vi grinet meget af siden. Og for at det ikke skal være løgn, så sidder jeg også og fniser lidt, mens jeg skriver det her. Oh my God. 😀

Nu vil jeg bruge resten af aftenen på at se julefilm, slappe af og holde søndag. Min farmor har forsynet mig med en bunke ugeblade, så dem planlægger jeg også at kaste mig over senere.

Jeg vil lige slutte af med et lille stemningsbillede fra sidste år, hvor der var jul i min gade – det ville ikke være dumt, hvis det kom til at se sådan ud igen snart, selvom det ikke ligefrem ser lovende ud! God 4. søndag i advent. :-)

IMG_4401

Et lille kompliment, der har stor betydning

2015-07-28 20.46.00 kopi

For nogle dage siden fik jeg en sød besked fra en, der læser med her på bloggen i ny og næ. Jeg blev simpelthen så glad, at jeg levede højt på den besked resten af dagen. Det er jo lidt underligt, det her med at blogge. Jeg har ingen anelse om, hvem der følger med, jeg kan kun se nogle besøgstal, og så kan jeg bare gætte mig frem til, om det er min mor, der har været inde og tjekke, eller om der også er andre. Så det var så hyggeligt at høre fra en, der læser med, og det blev jeg enormt stolt over!

Det fik mig til at tænke lidt over noget. Jeg vil gerne være endnu bedre til at fortælle folk, hvis jeg synes, at de gør det godt, at de har pænt tøj på og så videre. Jeg oplevede i hvert fald selv, at det gjorde mig glad at høre, at der rent faktisk er nogen, der kan identificere sig bare en lille smule med de tanker, jeg går og tumler med. :-)

Allerede i går kunne jeg påbegynde min lille beslutning om at være lidt bedre til at rose. Jeg skulle til julefrokost med det hold, jeg var i praktik med, og her skulle vi hver især finde på en regel til aftenen. Jeg bestemte, at hver gang, der var en, der sagde ”skål”, så skulle vedkommende samtidig lige sige et par pæne ord om en person i selskabet. Selvom reglen langt fra blev overholdt hele aftenen, så synes jeg, at det var rart, at man lige – også i julens ånd – spredte lidt glæde!

Man er vel nordjyde, så jeg mener bestemt også, at alt det med ros selvfølgelig ikke skal tage overhånd. Man skal kun rose, når man oprigtigt mener det, for ellers kan det hurtigt blive falskt. Jeg tog engang mig selv i gang på gang at rose en venindes kjoler (de var altså flotte!), men jeg kunne fornemme, at hun måske tvivlede lidt på, om jeg oprigtigt mente det, nu hvor jeg hele tiden kastede om mig med rosende ord om hendes klude.

Der er også nogle mennesker, der bliver en smule ubehageligt til mode, når de får ros face-to-face. I virkeligheden er jeg heller ikke selv så god til at kunne tåle det. Jeg tror, at det både er det nordjyske og lidt afsmitning fra janteloven, der gør, at man kan blive lidt beklemt i situationen. Og så lidt ydmyghed, som jeg er stor, stor fortaler for. Men har man gjort noget, som kunne fortjene et par pæne ord med på vejen, så synes jeg bestemt også, at man skal smile og tage det til sig. :-)

Hvis jeg skulle bestemme, så synes jeg altså gerne, der må snige sig lidt flere komplimenter ind i ny og næ. Der går i hvert fald ikke noget fra mig ved at fortælle andre, at jeg synes, de gør det godt. Tværtimod!

Nok om det – jeg har igen i dag været en slyngel og sovet helt til klokken halv elleve, så jeg har lidt travlt med at komme ned og købe et par julegaver mere, inden jeg om nogle timer hopper på bussen til arbejde. Kan I have en skøn dag!

Det nye liv efter Journalisthøjskolen

Åh, hvilken frihed det er at sove længere end til klokken 5.15 om morgenen for at nå toget! Tirsdag aften blev de sidste bilag sat sammen, de sidste detaljer blev finpudset, og efter at have gemt seks forskellige versioner af ”ENDELIG BACHELOR” og efterfølgende opdage, at vi liiiige havde glemt en lille ting, kunne vi klokken 21.35 sige hej til vores nye liv som rigtige, arbejdende journalister! Eller… vi skal lige forsvare vores opgave i januar, før vi officielt er færdige. Men det føles allerede nu, som om det sidste punktum i dette kapitel er sat – vi er done. Lidt vildt.

Bachelorskrivningen har været én lang rutsjebanetur med kæmpe op- og nedture. Vi er endt med et hæderligt produkt, men det har på ingen måde været et drømmescenarie, vi har befundet os i. Vi vaklede i de tre første uger, før vi besluttede, at vi i stedet for at aflevere en TV-dokumentar ville aflevere et online-univers med video og artikler. Vi har interviewet 52 kilder, gravet os ned i budgetter, skrevet om og skrevet om og skrevet om, diskuteret, panikket, skændes, grinet, (næsten) grædt og til sidst hoppet og krammet i eufori over, at vi ENDELIG kunne veksle to måneders arbejde med en skaldet kvittering, der viste, at opgaven var afleveret. Og en kæmpe følelse af frihed.

Her er en lille fortælling om bachelorskrivningen i billeder:

IMG_6771

IMG_6768

IMG_6767

IMG_6778

IMG_6784

IMG_6781

IMG_6785

IMG_6790.PNG

Det er lidt underligt pludselig at skulle undvære min trofaste bachelormakker, Alexander, som jeg har tilbragt uendeligt mange timer med de seneste måneder, og som gennem de sidste fire år har været min faste makker. Udover at bage fantastiske kager, som han gerne overrasker med, når man har fødselsdag, så er han en rigtig god ven. Alexander har også et job, der venter på ham efter sidste eksamen, så der bliver nok at se til for os begge. Vi har heldigvis en lille madklub sammen med nogle andre studerende, så der bliver forhåbentlig klemt en rødvinsaften ind i ny og næ.

I går sov jeg helt til klokken 11, spiste morgenmad klokken 12.30 og lå derefter i sengen med computeren og udrettede ikke en fløjtende fis. Om eftermiddagen løb jeg 1,5 kilometer over til min veninde, og var vildt forpustet, fordi min løbeform er ikke-eksisterende. Pinligt! Især når man tænker på, at jeg for et år siden var ved at træne op til et halvmarathon. Nu er der heldigvis igen tid til at få trænet en smule. :-) Nå, men vi lavede lækker lasagne og så Pretty Little Liars og julekalender, og så tøffede jeg hjem og hoppede under dynen. Årh, det var simpelthen bare en GOD dag.

I dag skal jeg ordne lidt julegaveindkøb og hen til en veninde. I aften står den på julehygge med nogle af de skønne mennesker, jeg var i praktik med på TV2/Nord. Det kan kun blive godt!

Kan I have en rigtig dejlig dag!

Om aldrig at være helt tilfreds

12375774_10206256168057692_1257247233_o

Kender I det med, at man aldrig er helt tilfreds? Det gør jeg i hvert fald. Meget.

I morgen afleverer vi bachelorprojekt, og alle udfordringer taget i betragtning er resultatet blevet fint. Ikke helt det, vi havde håbet på, men forhåbentlig nok til at bestå. For to uger siden sagde min bachelormakker og jeg til hinanden, at så længe, vi bestod, så var alt godt, for vi har begge været så heldige, at der venter fuldtidsjob til os, efter vi er færdige til januar. Og der er jo alligevel aldrig nogen, der ser den karakter. Det er en meget uvant situation for mig at tænke sådan, fordi jeg altid er gået efter at lave det bedste af det bedste. Nogle gange må man bare indse, at det altså ikke kan lade sig gøre. Det har været noget af en kamel at sluge for mig.

Nu sidder jeg så her. Alt er stort set skrevet og rettet til, og det hele skal bare samles sammen, så det kan afleveres. På den ene side er jeg enormt lettet, men på den anden side er jeg utilfreds over, at min afsluttende opgave – dén, der virkelig skal vise, hvad jeg har lært gennem journalistuddannelsen – ikke blev, som jeg havde håbet.

Jeg bruger rigtig meget tid på at irritere mig over ting, jeg alligevel ikke kan ændre på. Det er meningsløst, og det medfører intet godt. Alligevel kan jeg ikke lade være. Har jeg f.eks. på arbejde lavet et TV-indslag, der ikke helt blev så sjovt, spændende eller skarpt, som jeg ville have det, så kan jeg gå i flere dage og tænke på det. Jeg husker, at jeg engang skulle sende live fra ishockey, og der glemte jeg at stille et spørgsmål, jeg selv synes, var ret godt. Selvom seeren jo ikke aner, hvad han/hun gik glip af, var jeg mega træt af, at jeg ikke fik stillet mit gode spørgsmål. Det overskyggede næsten den positive oplevelse af en live, der ellers gik rigtig fint.

Jeg tror i virkeligheden, det handler om, at jeg er perfektionist til fingerspidserne – i hvert fald, når det kommer til skole og arbejde. Min mor siger, det er fordi, mit stjernetegn er jomfru. Det ved jeg ikke helt, om jeg tror på.

At være perfektionist er ofte godt, fordi det medfører, at man arbejder grundigt og altid yder sit bedste. Men det er også både træls og vildt irriterende for andre at høre på, når det ikke går, som det skal. Jeg kan stadig den dag i dag ærgre mig over, at jeg fik 10 og ikke 12 til min fysik-eksamen i 9. klasse, fordi jeg svarede forkert på et spørgsmål, som jeg rent faktisk godt kunne svaret til – jeg fik det bare formuleret enormt bøvlet i min nervøsitet.

Jeg ved godt inderst inde, at gode karakterer og flotte præstationer på arbejdet ikke må have lov at fylde for meget, for så glemmer man jo alt det sjove og spilder tid på at ærgre sig over noget, man alligevel ikke kan ændre på. Jeg tror virkelig, at det bliver godt for mig at afslutte uddannelsen, så jeg ikke lader karakterer definere hvor god, jeg er. Det ville dæleme være sørgeligt!

Min bachelormakker og jeg har lovet hinanden, at vi henover julen lægger tankerne om opgaven fra os, for vi kan alligevel hverken gøre fra eller til. Jeg er spændt på, om det lykkes mig.

Jeg vil godt tilføje et punkt 11 til min liste, jeg lavede i går over 10 ting, jeg gerne vil i 2016: Jeg vil være bedre til at sige pyt. Selvom der nok er større chance for, at jeg både investerer i bolig og kommer til Justin Bieber-koncert, end at jeg lærer det. Men man kan altid gøre et forsøg. :-)

1 2