november 2015 archive

Peace for Paris

peace for Paris

Det er lørdag, hvilket under normale omstændigheder ville have betydet lørdags-dilemmaet, men ligesom Mads og Monopolet har jeg valgt, at der er ting, der er vigtigere for mig at skrive et par ord om i dag end noget så fredeligt som et lørdags-dilemma.

I går klokken 22.16 fik jeg en ”breaking”-push-besked på telefonen. Det skulle blive den første i rækken af mange. I beskeden stod der, at der var blevet affyret skud i midten af Paris, og at der var flere dræbte. Klokken 22.48 kom den næste push-besked. 18 dræbte samt en gidselsituation i en koncertsal i Paris.

Jeg var egentlig hoppet under dynen efter at have været på arbejde på TV2/Nord, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte tænde fjernsynet i soveværelset og se, hvad der foregik. Klokken 01.10 slukkede jeg for CNN efter i to timer at have fulgt intenst med i begivenhederne i Paris. På det tidspunkt var der mindst 60 døde, og præsident Hollande havde erklæret undtagelsestilstand i landet. Igen er terroren kommet tæt på, og i skrivende stund er 127 personer meldt dræbt.

Det er så uhyggeligt, hvordan en gruppe mennesker kan sprede frygt og rædsel blandt befolkningen. Og som vi også blev mindet om under attentatet mod Charlie Hebdo og terrorangrebene i København, er det efter situationer som den i går, at vi skal stå fast ved, at terroristerne ikke kan skræmme os.

Som jeg hørte i radioen i morges (jeg husker desværre ikke, hvem der sagde det): vi er de mange, de er de få.

Mine tanker går til Paris i dag.

Og i aften vil jeg tage til koncert med min veninde – det får I lov til at høre meget mere om i morgen. :)

Glæden ved en hjemmearbejdsdag

Klokken er 9.15, og det er kun en time siden, jeg stod op! På nuværende tidspunkt plejer jeg ellers at have været oppe i lige præcis tre timer for at nå tog og bus til Journalisthøjskolen ude i Aarhus Nord. Men i dag skal vi bare transskribere interviews, så jeg har tilladt mig at tage en arbejdsdag tre meter fra sengen. Det klager jeg bestemt ikke over!

Som jeg før har skrevet lidt om her, så er jeg ramt en liiiiiiille smule af julestemning (okay. Mega meget ramt af julestemning), så jeg har hørt sange fra Brødrene Mortensens jul den sidste time og spist havregrød i jule-edition. Bestemt ikke en havregrød for de fedt-forskrækkede – men som et gammelt mundheld lyder: det er smørret, der gør’et. :-)

IMG_6568

Christian er i praktik og underviser i dag i engelsk, og når han kommer hjem, står den på inspiration-til-ønskelisten-tur rundt i Aalborg. Jeg er allerede færdig med min ønskeliste, men jeg har lovet svigermor Jette højt og helligt, at jeg nok skulle sørge for, at Christian sender en ønskeliste snart (han har det med at glemme sådan nogle ting), så det er jo en oplagt undskyldning for at tage ham med ud og shoppe. Og måske kigge lidt på nytårs-kjole.

Men HOLD NU OP, hvor kan man godt se på min ønskeliste, at jeg altså ikke er ti år længere. Sengetøj, lagener, loftlampe, Trip Trap-nisser og en regnjakke har sneget sig med på listen…

Det var altså tider, dengang man fik stukket et Fætter BR-blad og en kuglepen i hånden, og så skulle man ellers bare sætte ring om de ting, man ønskede sig! Et år resulterede det i, at lillebror Joakim og jeg fik en PlayStation 1, som jeg ikke anede, hvad var, men jeg havde altså åbenbart sat ring om den. Jeg tror på, at skæbnen har villet, at jeg satte ringen forkert, for sammen med PlayStationen var Crash Bandicoot-spillet, som jeg stadig kan finde på at spille den dag i dag. :-)

Nu vil jeg kaste mig over arbejdet og nyde en dag i Ålleren, og så venter weekenden jo lige om hjørnet!

At være i det røde felt

Når nogle joker om, at kvinders humør skyldes, at det ”nok er dén tid på måneden”, så er der altså ofte noget om det – i hvert fald for mit vedkommende. Det kan alle, jeg jævnligt omgås med, bekræfte. Hvor jeg normalt vil betegne mig selv som en ret glad og optimistisk person, så er der altså liiiige en periode en gang om måneden, hvor jeg forvandles til et sandt PMS-monster, der er på grænsen til at æde min stakkels kæreste og andre mennesker, der skulle være så uheldige at være i nærheden, med hud og hår.

via GIPHY

Da jeg første gang for fem år siden oplyste Christian om, at jeg kunne blive en smule mindre behagelig at spendere tid med i den omtalte periode, grinede han. Det var da lidt sjovt, syntes han. Manden var tydeligvis lykkeligt uvidende om hvilket mareridt, han (forhåbentlig) kunne se frem til at gå igennem tolv gange om året de næste 25-30 år.

Jeg kan simpelthen ikke styre mit temperament, når Tante Rød er på besøg. Små ting, der normalt ikke ville gå mig særlig meget på, bliver pludselig til kæmpe problemer. Og jeg kan i gerningsøjeblikket slet ikke se, at det er forkert at blive sur. Det kan jeg til gengæld ti minutter efter, hvor jeg kommer krybende med undskyldninger og beder til, at Christian bærer over med mig. Det gør han som regel. Jeg har været heldig, har jeg.

via GIPHY

Manden har nu lært, at det er bedst, at han trækker sig tilbage i spisestuen med League of Legends, når der er Dolmio-dag, mens jeg får lov at ligge og være sur, græde, grine, svede, fryse, spise chokolade og klage over mavepine i sofaen. Mit hoved er et sandt galehus for ustyrlige følelser.

via GIPHY

Jeg misunder altså de kvinder, der kommer gennem perioden uden PMS og vildt ondt i maven. Og Christian misunder helt sikkert også de kvinders kærester! :-)

Hvordan har I det, når det bliver den tid på måneden?

Siger du din mening, eller tier du stille?

Jeg har haft den bedste weekend længe, og har fået set et hav af mennesker! Jeg elsker de weekender, hvor der både er plads til vin med veninderne, kaffe med familien og svigerfamilien og afslapning foran fjernsynet.

I går var jeg med min veninde, hendes søster og niece på to år i Leos Legeland, og jeg er i tvivl om, hvem der legede mest – os voksne eller niecen. Jeg sled i hvert fald hul på mine strømper, fordi vi rutsjede så meget. :-)

Om aftenen var der James Bond på programmet! Sammen med tre af dem, jeg var i praktik med på TV2/Nord, lod jeg mig indhylle i Bond-universet i et par timer, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Faktisk var Spectre den første film med Agent 007, jeg har set (lidt vildt, egentlig?), og jeg overvejer lidt at starte på et lille James Bond-maraton, når bachelorperioden er slut.

IMG_6546

Nå, men der er noget, jeg har tænkt over længe: Jeg vil gerne være bedre til at sige min mening.

For kan det virkelig passe, at man skal tilpasse den måde, man taler og er på overfor andre mennesker, efter hvem, man lige er sammen med? At man nogle gange ikke kan ”være sig selv”, fordi man er bange for, at man dermed ikke gør det bedste indtryk? Eller at man ikke tør sige fra – af frygt for at skabe dårlig stemning?

Jeg oplever i hvert fald en gang imellem, at jeg befinder mig i et selskab, hvor der bliver sagt eller gjort noget, jeg tager afstand fra. Det kan være en racistisk kommentar, nedladende snak om andre personer eller decideret upassende opførsel.

Tit er der ingen, der siger personen imod, for vi er jo SÅ bange for at ødelægge den gode stemning. Og så lader vi bare lige den der kommentar om, at ”folk, der stemmer Liberal Alliance er onde og tænker kun på sig selv” eller ”folk, der stemmer Enhedslisten er nogle nasserøve” hænge i luften. Eller endnu værre: ”de abekatte kan bare smutte hjem, hvor de kommer fra, hahaha”.

Jeg har godt nok bidt mange ting i mig, fordi jeg ikke har lyst til at være den, der starter en større diskussion. Men jeg kan mærke, at jeg får sværere og sværere ved det.

Især på Facebook er folk rigtig, rigtig gode til at dele ekstreme holdninger, som ingen steder hører hjemme. For at stykke tid siden var der en af mine Facebook-venner (han er slettet nu!), der spurgte, hvem der skulle med ned til grænsen og skyde flygtninge. Rigtig mange meldte sig – nu skulle de rigtig ned og vise dem ”de danske krigere, når de er bedst”. WHAT?

Jeg ved godt, at rigtig mange af disse kommentarer er baseret på uvidenhed, og at det jo ikke direkte skader nogen, når der flyver en frisk kommentar hen over bordet. Men så synes jeg i stedet, det er relevant at tage snakken om, hvorfor vedkommende tænker sådan? På den måde kan vi jo alle blive klogere og lære om hinandens syn og holdninger.

Én ting er at sige sin mening, når det gælder mere eller mindre upassende kommentarer – en anden er at sige fra, når man bliver udsat for decideret upassende opførsel.

Det har netop været oppe i medierne, hvordan en kvinde sagde fra overfor fyre, der ragede på hende i byen. Jeg har ikke læst hendes indlæg, men husker, at jeg tænkte ”TAK!”, for hvor var det rart, at der var en, der satte ord på det.

Så længe, jeg husker tilbage, har det nærmest været lige så almindeligt som alt for lange køer til pigetoiletterne at en eller anden klam mandsperson lige niver en i røven, når han går forbi. Jeg raser altid indeni, når det sker – hvordan i alverden kan man tro, at det er OK at befamle tilfældige piger? Det er så sølle en opførsel.

Og lige så sølle er det, at jeg ikke er bedre til at sige fra, når det sker. Jeg siger bare ”stop”, går hurtigt væk og sender krybet et blik, der siger, at det finder jeg mig ikke i. Altid får jeg den samme reaktion: et smørret grin. Som om det ”da bare er for sjov”, og at jeg ”da burde kunne tage det”.

Jeg har tit spurgt mig selv om, hvad de her mænd egentlig får ud af det? Hvis det er for at score, så må det da være det værste scoretrick ever! Så hellere ”vil du med hjem og se min frimærkesamling?

Det værste er jo, at alle de usagte ting hober sig op, og en dag flyder bægeret for alvor over. Lidt ligesom når ens kæreste igennem en periode ikke har været så god til at ramme vasketøjskurven, og han en dag får den helt store skideballe ledsaget af råb og tårer, fordi man ikke bare fik sagt noget til at begynde med.

Puha, det blev et langt og seriøst indlæg! Men nu fik jeg sagt, hvad jeg mener om at sige sin mening – vildt meta! :-)

Hvad tænker I? Skal man sige sin mening og risikere at ødelægge den gode stemning, eller skal man bide det i sig og acceptere, at vi nok alligevel aldrig bliver enige?

Det er okay at sige nej

_JGB9091

Nogle gange er der intet andet, jeg hellere vil, end bare hygge mig derhjemme med Den Store Bagedyst eller en god bog i mit eget selskab. Jeg har ikke nødvendigvis brug for at rende i byen både fredag og lørdag, og jeg vil en gang imellem hellere holde kæresteaften og kysse på Christian end skulle forholde mig til alt muligt.

Jeg har bare altid haft det problem, at jeg har været så pokkers bange for at gå glip af noget. Derfor har min kalender også været proppet med aftaler, og det har været helt normalt, at jeg kun har givet mig selv 1-2 aftener om ugen, hvor jeg bare har været alene eller sammen med Christian. Resten af tiden har været fyldt op med skole, arbejde, familie, venner, byture og træning. Derfor var jeg også førhen helt bombet efter en uge, hvor hjernen kun lige havde holdt fri og fået ro den sidste time inden sengetid.

Jeg har øvet mig rigtig meget det sidste halvandet års tid. Øvet mig i at holde fri og vænne mig til tanken om, at det er okay at sige nej, når man bare har allermest lyst til at koble fra med tre afsnit Gossip Girl i træk på sofaen. Øvet mig i at sige til mig selv, at jeg godt må have lov til at tage en ”doven” dag, hvor jeg hopper i natbukser, kæmper mig op på level 154 i Candy Crush og spiser en frysepizza til aftensmad. Jeg ved godt, at livet er kort, YOLO og alt det der, men man bliver jo gammel før tid, hvis ikke man husker at give sig selv lov til at slappe af en gang imellem. :-)

Det er lidt dobbeltmoralsk, at jeg tillader mig at sidde og kloge mig på den slags, når jeg selv er elendig til disciplinen afslapning. Men jeg ER altså blevet bedre til at prioritere både hygge og afslapning indenfor det seneste halvandet år, hvilket har resulteret i, at jeg er blevet en endnu gladere udgave af mig selv. Og når jeg så laver aftaler, så gør jeg det, fordi jeg gerne vil – og så er jeg 100 % til stede (og overholder selvfølgelig også de aftaler!).

Jeg stemmer for, at man skal blive bedre til at sige nej, hvis der er noget, man ikke lige har lyst til. Om det er et tupperware-party, en tur til spinning eller noget tredje.

Det er jo alligevel ikke hyggeligt at være sammen med nogen, der i smug sidder og kigger på uret og spekulerer på, hvornår det ville være acceptabelt at smutte. :-)

Lørdags-dilemmaet: Kæresten eller børn?

Dagen har stået i svigerfamiliens tegn! Vi har været til fødselsdag ved Christians niece, besøgt Christians farmor og set genudsendelsen af DMA 2014. Tømmermændene fra J-dag i går har heldigvis været nærmest ikke-eksisterende, selvom der både røg slave-vodka og Små Sure indenbords. Nogle gange har man lov til at være heldig. :-)

Og så er det jo allerede blevet lørdag, hvilket kun kan betyde én ting: Det er blevet tid til lørdags-dilemmaet!

_JGB9432

Dagens dilemma er et, jeg selv har meget svært ved at danne mig en holdning til, så jeg er spændt på, hvad I tænker. Igen er dilemmaet taget fra min hverdag, men det omhandler (heldigvis!) ikke mig selv.

Here we go…

En i min omgangskreds – lad os kalde hende Malene – føler, at hun har fundet sin eneste ene. De er begge i starten af 30’erne, har været sammen i 5-6 år, er begyndt at kigge på hus, har begge fast job – alt går lige, som det skal. Malene er kommet til det tidspunkt i livet, hvor hun er klar til at to bliver til tre. Hun ved godt, at hendes kæreste altid har haft et lidt anstrengt forhold til det med at få børn, men Malene har hele tiden tænkt, at han nok ville skifte mening med tiden.

Problemet er bare, at han ikke har ændret holdning. Sidste gang, emnet blev bragt på banen, gjorde han det fuldstændig klart. Han havde taget beslutningen: han skal aldrig have børn. Han elsker Malene højt, og har et stort ønske om, at de to skal være sammen til deres dages ende. Han kan bare ikke se sig selv som far, og har aldrig haft lyst til at videreføre sine gener.

Malene kan slet ikke forestille sig et liv uden børn. Omvendt kan hun heller ikke forestille sig at forlade sin kæreste. Hvis hun går fra ham, er der jo desuden ingen garanti for, at hun møder en ny mand, der har lyst til at få børn med hende.

Malene er i syv sind, og forholdet lider voldsomt under dilemmaet. Ingen af parterne har lyst til at undvære den anden, men Malene er bange for, at hun for altid vil være ulykkelig over ikke at have fået børn.

Skal Malene gå fra sin kæreste og forsøge at finde en mand, der gerne vil have børn, med risiko for at ende som single og barnløs?

Eller skal hun opgive drømmen om familielivet og i stedet nyde tosomheden med kæresten, som hun jo trods alt elsker meget højt?

Jeg håber, I har lyst til at komme med jeres bud! :-)

PS. Fik du ikke læst forrige uges dilemma, så kan det findes her.

J-dag og girls night out

Klokken 20.59 i aften falder sneen – julebryggen bliver frigivet! Så kan man vel nærmest godt sige, at det er ved at blive rigtig jul?

Jeg skal fejre dagen med fire dejlige veninder. Der er allerede rigtig god stemning på Facebook-chatten a la “hvad tager I på?”, “hvad har I med at drikke?” og så videre. SÅ ved man altså, der er lagt op til en rigtig girls night out. :-)

I dag slap jeg for turen til Aarhus, fordi min bachelormakker skulle til tandlægen, så jeg har arbejdet hjemmefra, løbet en tur med Christian og tullet rundt og glædet mig til i aften. Som altid har jeg ingen idé om, hvad jeg skal have på, men jeg er ude i noget kjole-agtigt.

Det forholder sig faktisk sådan, at jeg har en kjole, der ville passe perfekt til lejligheden… Nemlig min kjole fra karneval sidste år:

2014-05-23 14.58.12Kjolen er resultatet af totalt stress over, at jeg dagen før Aalborg Karneval endnu ikke havde fundet et kostume. Jeg endte derfor i en genbrugsforretning, hvor Julebryg-kostumet lå og kiggede på mig. Som det eneste kostume. Jeg associerer nok kostumet lidt med et Cult-kostume, og havde derfor mine betænkninger om, om det blev lidt for “vildt” til mig. Gode råd var dog dyre, og jeg endte med at investere i et par hvide gamacher og konkludere, at det godt kunne gå.

Nå, men hvis mine veninder skal kunne stå ved, at de kender mig, må jeg nok hellere lade julebryg-kostumet blive hjemme.

Kan I alle have en dejlig aften – om den så står på iskold julebryg i byen eller bland selv-slik til Vild Med Dans på sofaen! :-)

Det urealistiske liv på sociale medier

Jeg må indrømme, at Essena O’Neill har sat nogle tanker i gang hos mig med sit budskab om, at man ikke skal være afhængig af konstant at blive bekræftet på sociale medier. Og at man ikke skal tro på, at man ser hele virkeligheden på en Instagram-profil. Essena har haft over 500.000 følgere på Instagram, hvor hun konstant delte billeder af sig selv og sit perfekte liv. Et liv, mange unge piger misunder – flot krop, lækkert tøj, masser af mennesker, der ser op til hende, virksomheder, der vil betale mange, mange penge for at samarbejde med hende og utallige likes på sociale medier.

Det lyder da næsten for godt til at være sandt, ikke?

Det var det også. Essena har fået nok af det urealistiske og perfekte liv, hun fremstiller på Instagram, for i virkeligheden er hun en usikker og ulykkelig pige, hvis humør i flere år har været helt afhængigt af, om hun fik taget et godt billede, som folk synes om på Instagram. Derfor har hun ændret teksten til sine smukke billeder, og fortæller nu om sandheden bag – for eksempel om hvordan et helt perfekte billede først kom i hus efter over 100 forsøg og timevis af redigering efterfølgende.

Jeg kan godt forstå, at mange kvinder har problemer med selvtilliden. Vi bombarderes konstant med billeder af smukke kvinder, der virker til at have det hele. På sociale medier, i nyhederne, i bybilledet, på busserne, i træningscenteret – over alt. Og det ER da nederen kun at få syv likes på sit billede på Instagram, når danske (og gudesmukke!) Mathilde Gøhler får over 15.000 likes!

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg da også påvirkes af det perfekte liv, som det fremstilles på sociale medier og i verden omkring os.

Jeg er blevet ældre, og har heldigvis et lidt sundere og mere realistisk forhold til, hvordan sociale medier og virkeligheden adskiller sig, men da jeg var 14 år, kan jeg godt love for, at jeg havde et forkert selvbillede. Jeg følte mig tyk (på trods af, at jeg var 1.66 og vejede 47 kilo), vejede mig flere gange om dagen og var dødmisundelig på de kvinder, jeg læste om i Vi Unge og havde plakater med på væggen. Jeg slog op med en kæreste, fordi han sagde, at mit hår ikke sad så godt den dag. Jeg skældte min mor ud, hvis hun kom med den mindste kommentar om mit tøj.

Når piger på min alder dengang lagde flotte billeder på Arto, troede jeg, at jeg også skulle bruge timevis på at lægge make up og sætte hår for at få et pænt profilbillede, som folk ville synes om. Hvad fik jeg ud af det? Intet! Kun privatbeskeder fra tilfældige teenagefyre, der skrev ”kiggede søde <3”… Er dét det værd?

Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg godt se, at jeg havde et fuldstændig forvrænget syn på virkeligheden. Jeg kan blive helt ked af at tænke på, hvor meget spildt tid og energi, der er gået med at føle sig grim og forkert.

Selvom jeg ville ønske, at det var anderledes, så lader jeg mig nok også stadig gå lidt på af de urealistiske idealer, der hersker. Men jeg er så taknemmelig for, at jeg nu også ved, at alle jo for pokker har deres småproblemer – om det så er dårlig selvtillid, nervøsitet, præstationsangst, frustration eller usikkerhed.

Jeg synes, at det er HELT okay, at folk deler lige præcis, hvad de har lyst til. Jeg synes også, at det er nogenlunde OK, at jeg ved mit busstoppested får klasket en rund, veltrænet røv i ansigtet af en Fitness World-reklame, og at der er reklamer for silikonebryster på busserne.

Men jeg håber virkelig også, at unge, usikre teenagepiger ikke tror på, at man kun er god nok, hvis man ser sådan ud. Der er så meget andet skønt i livet end Nupo-kure, likes og det perfekte billede på Instagram.

Kære unge pige: Jeg lover dig, at når du om 5-10 år ser tilbage, så vil du fortryde at have brugt så meget tid og så mange kræfter på at tænke grimme tanker om dig selv, fordi du konstant sammenligner dig selv med andre.

For som Essena O’Neill siger: Social media is NOT real life.

To selfies fra toget her til morgen taget med 30 sekunders mellemrum (bemærk, hvordan jeg kun har en bums på hagen på første billede – hurra for retouchering!):

Desktop1

At gå fra at være inaktiv til at træne op til et halvmarathon

Jeg kan lige så godt indrømme det: jeg har aldrig været ret glad for at dyrke motion, og fitnesscenteret har i mit hoved været et aflukket land, jeg aldrig ville blive en del af. Indtil for nogle år siden, hvor en medstuderende var så sød at hive mig med ned og træne.

Dengang havde jeg et mål: jeg ville træne én gang om ugen. Haha, nej, det er ikke meget – men man må starte i det små! Og selvom jeg til tider sprang den ugentlige træning over (jeg havde jo SÅ travlt. Der kunne på ingen måde hives et par timer ud af min kalender…), så fandt jeg ud af, at det altså ikke kun var bodybuildere og kvinder med en fedtprocent på 7 %, der var velkomne i træningslokalet.

Så langt, så godt.

For et år siden havde jeg dårlig samvittighed. Den type samvittighed, der rammer på en tømmermandssøndag, hvor man natten forinden har straffet sin krop med uanede mængder fadøl og shots, for derefter i sin brandert at kværne en kæmpe durum og bestille pizza næste eftermiddag. Jeg skammede mig over, at jeg passede så dårligt på min krop. Jeg havde også taget et par kilo på. Selvmedlidenheden ville ingen ende tage. Men nu skulle det være slut!

Jeg ved egentlig ikke, hvor idéen kom fra, men fra det ene minut til det andet havde jeg og min lige så tømmermandsramte veninde tilmeldt os Aalborg Halvmarathon otte måneder senere. Så var der masser af tid til at træne op, når man – som jeg – aldrig har været vant til at løbe før.

For præcis et år siden løb vi vores første tur på 4 km.

Skærmbillede 2015-11-03 kl. 07.34.31

Det skulle blive til rigtig mange gode ture, hvor jeg fik set helt nye afkroge af Aalborg. Og rigtig mange skrækkelige ture, hvor jeg bandede det skide halvmaraton langt væk. Vi fulgte et træningsprogram, hvor vi løb tre gange om ugen, og langsomt, men sikkert, blev jeg hurtigere og kunne løbe længere. Den dag, jeg løb 10 kilometer på under en time, var næsten en lige så stor dag som den dag i folkeskolen, hvor jeg greb den afgørende bold i rundbold. Og det siger ikke så lidt.

2015-05-31 12.38.35

Jeg begyndte at holde af at løbe, og endelig fandt jeg en motionsform, hvor jeg følte mig komfortabel. Det blev april, og jeg var helt klar til at løbe over målstregen to måneder efter. Men så sagde mit knæ stop.

Jeg har altid tænkt, at folk, der har knæskader, er sådan nogle, der spiller fodbold på højt plan eller går til springgymnastik. Ikke særligt klogt tænkt, I know. Jeg fulgte et træningsprogram på antallet af kilometer, der skulle løbes, og hvor mange gange om ugen, det skulle ske, men havde aldrig taget det alvorligt, at der skulle variation ind i løbetræningen. Jeg løb altid så hurtigt, jeg kunne overskue – hele vejen. Og det ramte mig to måneder før den store dag.

Jeg skruede ned for løbet og krydsede fingre for, at jeg alligevel nok skulle komme i mål. Men da jeg løb 10 kilometer til Femina Kvindeløbet to uger inden halvmaratonet og i flere dage efter havde smerter stod det klart: det ville være tåbeligt at udsætte mit knæ for 21 kilometers løb og risikere, at jeg altid ville have problemer med knæet.

2015-01-10 16.04.46

Jeg solgte mit løbenummer til en ven, der løb halvmaratonet uden at træne op til det (… og så står man her og har brugt et halvt år på at træne op…). Min seje veninde, som jeg i sin tid meldte mig til løbet sammen med, gennemførte sammen med en tredje lige så sej veninde.

Av, det gjorde ondt at stå på sidelinjen og heppe efter mange måneders optræning. Jeg var SÅ skuffet over mig selv.

Selvom jeg aldrig kom i mål, så har løbetræningen alligevel gjort noget godt. Det er ikke HELT så slemt længere at skulle hoppe i tøjet og få træningen overstået. Og hvem skulle dog have troet det, da jeg for et år siden lå i fosterstilling på sofaen efter at have fortæret uanede mængder fastfood og havde ondt af mig selv? :-)

MGP 2015: Da barndomsdrømmen (næsten) gik i opfyldelse

Jeg har ALTID været helt vild med MGP. Jeg husker, hvordan jeg sad på mit barndomsværelse som 9-årig i 2002 og så Razz kickflippe vildt og danse breakdance på mit lille sort/hvid-TV. Jeg meldte mig ind i hans fanklub, hvor man betalte 100 kroner for at se eksklusive billeder og få en signeret plakat (jeg vidste ikke, hvad signeret betød. Jeg var derfor fuldstændig ellevild, da jeg opdagede, at der var autograf på plakaten), sad i to timer udenfor Aalborg Storcenter for at stå forrest til en koncert, meldte mig ind i danseklubben Dance Action, hvor ham og hans dansere gik, købte skater-sko, drømte om UFO-bukser og var nok bare generelt det, man kan kalde mega-fan.

Året efter var det B-Boys, der fik min kærlighed, og jeg kan huske, at min veninde og jeg stod foran spejlet og skrev “B-Boys” i panden for efterfølgende at opdage, at teksten stod spejlvendt.

Jeg skrev masser af sange (heriblandt en romantisk ballade med den fængende og dybe titel “Verden Uden Dig Er Som Pizza Uden Chili”), men da der skulle være baggrundsmusik på alle indsendte bidrag, og jeg ikke havde et privat husorkester eller optagelsesfaciliteter, endte jeg med kun at sende teksterne ind til deres hjemmeside. Jeg husker stadig, hvordan jeg med stolthed kunne konstatere, at “Drømmen Uden Ende” var blevet udvalgt som en af de bedste sangtekster.

Selvom jeg er blevet ældre, lever barndomsdrømmen om at være med til MGP stadig i bedste velgående – bare på en ny måde. Jeg vil være med bag kameraet og lave børne-TV. Da vi skulle søge praktikplads på Journalisthøjskolen, søgte jeg selvfølgelig en plads ved DR B&U (Børn og Unge), som producerer MGP, men skæbnen ville, at jeg skrev under på en kontrakt med TV2/Nord ti minutter før, DR B&U ringede og inviterede mig til samtale (hvilket resulterede i en fantastisk og lærerig tid på TV2/Nord, som jeg ikke fortryder et sekund!)

I en frokostpause fortalte jeg en kollega om min MGP-drøm, og det viste sig, at hun tilfældigvis kendte produktionslederen på programmet. Hun fik hurtigt arrangeret, at vi kunne komme forbi Gigantium, hvor MGP 2015 blev afholdt, for at få en lille rundvisning. Jeg glædede mig som et lille barn! To uger efter kom der så et opkald, der skulle betyde, at jeg ringede rundt til hele familien i en blanding af ekstase og rystende nervøsitet.

De manglede nemlig én, der var vant til at være på TV, som skulle spille superfan og sige tre replikker i showet – og de ville høre, om jeg havde lyst til at påtage mig den rolle? A’hva?! Mig?? Jeg sagde kæmpestort JA og hoppede og dansede i lejligheden (det gjorde jeg faktisk. Helt bogstaveligt talt) og sang “Du er blevet ramt af MGP…” resten af dagen.

Her er lidt billeder fra prøverne:

2015-02-11 17.53.23

Min trøje fortæller vist rigtig fint, hvordan jeg havde det under prøverne. :-)

2015-02-11 17.53.17

Min helt egen stol på allerforreste række!

2015-02-11 17.53.33

Sofie Linde, Joakim Ingversen og Søren Rasted var værter på showet. Her øves sekvensen, hvor jeg er med.

2015-02-11 17.53.42-1

Totalt happy Josefine!

2015-02-13 18.11.51

Mit helt eget hjørne i garderoben. 9-årige Josefine ville være besvimet af glæde, hvis hun vidste, det nogensinde ville ske.

2015-02-11 17.53.12

Der prøves tøj…

2015-02-13 17.08.17

Generalprøve – jeg sad på min plads på forreste række sammen med blandt andet Marcel og Aqua-Lene. Der var hele tiden kø ovre ved os, fordi folk ville have autografer. Og når man alligevel spiller superfan med sin gule kasket og MGP-lir og ligner en, der ikke er helt bagt færdig, kan man lige så godt gå all in og bede om at få et billede.

Generalprøven om fredagen gik godt, og lørdag var det showtime. Ved middagstid ringede en fra produktionen så med dårlige nyheder: de havde fundet en 8-årig pige, der skulle spille superfan i stedet. Det virkede simpelthen for mærkeligt, at hende, der spillede MGP-fan, var en voksen – det var gået op for dem, da de så optagelserne fra generalprøven igennem. Manden forsikrede mig om, at jeg havde gjort det lige, som jeg skulle, men at MGP jo trods alt er et show med børn. Det kunne jeg jo kun give ham ret i. Jeg var totalt cool i telefonen, og han sagde, at jeg selvfølgelig stadig var velkommen til showet om aftenen – der var en plads reserveret til mig og min veninde på forreste række.

Da vi mødte op for at aflevere mine ting backstage, var der en gave til mig som et plaster på såret: en MGP-gymnastikpose fyldt med CD’er, keyhangers, armbånd, en MGP-blæser, en trøje og en personlig hilsen fra værterne samt autografer fra alle deltagerne. Selvom det var vildt sødt, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om de overhovedet ved, at jeg altså bare spillede superfan, og i virkeligheden ikke er sådan én, der render rundt med gul kasket og farvestrålende gymnastikpose på ryggen til hverdag og opfører sig tosset?!

Nå, men en kæmpe oplevelse var det i hvert fald, og min veninde og jeg havde en fest til showet om aftenen!

Så krydser jeg fingre for, at jeg en gang i fremtiden kan være med bag kameraet på produktionen af MGP. Og til folkene bag: hvis Sofie Linde bliver syg, så ringer I bare! 😉

1 2