november 2015 archive

Lørdags-dilemmaet: Skal vi droppe ferien?

Klokken er 13.30, og jeg kan helt uden at skamme mig sige, at jeg ikke har lavet dagens gode gerning indtil nu! Christian er på job som Hjem-IS-mand, så jeg er all alone. Jeg har spist rundstykker (med leverpostej, selvfølgelig), set partilederrunde om EU-afstemningen og ligget i sengen og set et par dokumentarer i DR’s arkiv. Da jeg vågnede iførte jeg mig træningstøj, men om det bliver brugt til dét, det er lavet til, må tiden vise.

Når jeg er færdig med indlægget her, står hele resten af dagen på bachelorskrivning (igen). I know – det er røvkedeligt at læse om min skoleopgave, så vi springer fluks videre til noget forhåbentlig lidt mere spændende: lørdags-dilemmaet!

I dag vedrører dilemmaet Christian og mig. Som jeg fortalte i sidste uge, så har vi været så heldige at få et gavekort til en værdi af 6000 kroner til KLM, som skal bruges indenfor de næste 12 måneder, og flere destinationer har allerede været i spil. Vi har overvejet en kombinationsrejse til Kuala Lumpur og Sumatra eller Bali i august 2016, fordi det er billigt at bo der (langt billigere end at bo på hotel i London for eksempel). Og når vi nu allerede har 3000 kroner til flybilletter pr. mand er det ikke uoverskuelige summer, der skal lægges oveni for at få rejsen dertil.

Problemet er imidlertid bare, at vi – som jeg også skrev om i det tidligere indlæg – jo egentlig med USA-turen havde bestemt os for, at rejsebudgettet for den næste lange periode var brugt, og at vi lige ville tage en slapper med de vilde udlandsture. Hvis vi gerne snart vil til at tænke på at investere i bolig, skal vi jo have lidt på opsparingskontoen.

Vi har overvejet at sælge gavekortet for 5000 kroner, hvis det kan lade sig gøre. Men vi er splittede. Vi vil begge to sindssygt gerne afsted, men kan også godt se fornuften i at blive hjemme og spare de penge. Spørgsmålet er så bare, hvornår vi lige igen har mulighed for at hive to-tre uger ud af kalenderen og bare nyde hinanden på en rejse til Malaysia og Indonesien. Købe bolig kan man jo altid!

Skal vi være voksne og sælge gavekortet for at bidrage til opsparingen, eller skal vi nyde, at vi er unge og gribe chancen og bestille flybilletterne?

Jeg håber, der er nogen, der har et par kloge ord at sige om det – for vi er virkelig i tvivl!

PS. Jeg har endelig haft held med at uploade vores video fra USA, så har man lyst til en lille bouillonterning af glæde, kærlighed og fastfood, så kan det ses her. Og husk endelig at trykke, at det skal vises i HD, for så bliver kvaliteten lige 1000 gange bedre. God lørdag! :-)

Jeg har grinet lidt for meget af det her

Fredag, du har været MEGET savnet! I dag har jeg hjemmearbejdsdag, hvor der skal skrives artikel til bachelorprojekt, og så har jeg en lille aftenvagt på TV2/Nord. Jeg er så kedelig, at jeg skal bruge hele weekenden på at arbejde på projektet også. Christian og jeg skal dog lige en lille tur ned og kigge på Black Friday-tilbud senere i dag.

Apropos Black Friday – jeg forstår simpelthen ikke, at folk gider at brokke sig over, at “det er bare sådan noget amerikansk noget, det behøver vi ikke have her i Danmark“. Hva’? Billig elektronik og udsalg i hver en forretning, man passerer – what’s not to like? Os “nærige” nordjyder har da ekstra god grund til at juble over den amerikanske tradition, når der er hårde hvidevarer til -25 %. :-) Der er ligesom dem, der klager over, at Føtex da også har fødselsdag hele tiden. Hvordan i alverden kan det på nogen måde være træls (for at sige det på godt nordjysk), at Føtex skærer halvdelen af prisen på en Lurpak og 30 % af et Siemens-fjernsyn?! Jeg er i hvert fald den første til at juble! Nå, ikke mere brok over brok. Jeg er nemlig faldet over noget, der kan gøre selv den mest triste og sure dag bare en lille smule gladere.

Det kan godt være, jeg bare er lidt sløv i betrækket, men det der fænomen, hvor man tager lyden ud af musikvideoer og i stedet lægger lyd ind fra omgivelserne i hvert klip, det er altså gået min næse forbi! Jeg har simpelthen været flad af grin og har gennemsøgt YouTube for de sjoveste af slagsen, og jeg har lidt lyst til at dele dem her. Hvis man ikke er til den slags humor, så beklager jeg på forhånd! :-)

Vi begynder med lidt Gangnam Style…

Og så skal I da heller ikke snydes for den søde Christopher:

Og har man mod på mere, så slutter vi lige af med en klassiker. :-)

Hvis det gav jer bare et halvt så stort smil på læben, som jeg fik, så er missionen lykkedes! Kan I have en rigtig dejlig weekend!

Boligdrømme og om at være fræk som en slagterhund

Nu og da kan jeg ikke lade være med liiige at tjekke hvilke lejligheder og huse, der er til salg i Aalborg. Det er absolut ikke, fordi vi på nogen måde mangler noget, der hvor vi bor nu, men i et vækstende Aalborg tænker jeg, at det næsten kun kan være en god investering at eje i stedet for at leje. :-)

Jeg har dog endnu ikke fundet noget, der kan slå det, vi bor i nu, og som er indenfor økonomisk rækkevidde, så det kan sagtens være, at drømmene forbliver drømme. I hvert fald indtil Christian og jeg efter sommer begge skal ud og lede efter nye jobs.

Det første år, vi boede sammen, boede vi i en lille 1-værelses lejlighed i Aarhus, hvor vi sov i køkkenet, der kun var udstyret med campingblus og kombiovn. Jeg gik tit i seng tidligere end Christian, og når jeg lå med hovedet på puden, stod fjernsynet lige præcis 20 centimeter fra mit hoved. Det betød, at Christian måtte skrue helt ned på lydniveau 1. Man kan finde sig til rette med meget, når der ikke lige er andre muligheder (her er der selvfølgelig tale om problemer på i-landsskalaen).

Her er lidt billede fra dengang, vi flyttede ind i den lille lejlighed i Aarhus:

DSC_0002

DSC_0006

IMG_0804

Da jeg fik praktikplads i det nordjyske frygtede jeg, at det betød, at Christian og jeg skulle bo hver for sig. Christian havde på det tidspunkt læst et år på lærerseminariet i Aarhus, og var alene flyttet til Aarhus fordi, jeg var der. Ellers ville han have søgt ind i Aalborg. Nu så det ud til, at jeg skulle flytte til Aalborg, og Christian dermed ville være tilbage alene i Aarhus. Det havde jeg lidt dårlig samvittighed over. Men få timer efter, at jeg havde fået at vide, at jeg havde fået praktikplads på TV2/Nord, sagde Christian til mig, at han gerne ville med til Aalborg og Nordjylland, hvor alle de gamle venner og familien var. Han var enormt glad for studiet og hans medstuderende i Aarhus, men ligesom jeg havde han også en trang til at komme ”hjem”. Jeg var ovenud lykkelig. Og så gik boligsøgningen i gang.

Jeg ved godt, at det siges, at det er fuldstændig umuligt at finde lejlighed på Boligportalen, men vi forsøgte alligevel. En dag var der en 2,5-værelses lejlighed i gågaden i Aalborg på 77 kvadratmeter (kæmpestort, når man kommer fra den lille lejlighed i Aarhus!) Der var ikke billeder på annoncen, men jeg kontaktede lejeren straks og fik at vide, at der var åbent hus to dage efter.

Min veninde havde på det tidspunkt netop været i gang med en intens boligsøgning, hvor lejlighederne blev snuppet for næsen af hende gang på gang. Jeg havde sagt til mig selv, at hvis lejligheden var bare en lille smule lækker, så ville jeg slå til med det samme – der var ikke nogen, der skulle nuppe den foran mig.

Som sagt, så gjort. Fredag troppede min mor og jeg op foran lejligheden en time før, der var åbent hus – jeg ville være først i køen. Christian var til eksamen den dag, og havde ikke mulighed for at tage med og se lejligheden. Han havde dog givet mig lov til at slå til, hvis lejligheden var værd at bo i. Der kom 4-5 andre interesserede i løbet af den næste time, og jeg veg ikke fra min plads.

Så kom udlejeren endelig og låste os ind. Jeg trådte som den første ind i gangen, kiggede ind i stuen og sagde efter 5 sekunder i mit nye hjem ”den vil jeg gerne skrive under på”. De andre – inklusive min mor – kiggede lidt forskrækkede på mig, og jeg følte mig lidt luset sådan at slå til uden at give de andre en chance. Udlejer spurgte, om jeg var sikker på, at jeg ikke lige ville se soveværelset, badeværelset og bryggerset først? Tjo, det ville jeg da gerne, men jeg var i hvert fald stadig klar til at skrive under.

Efter en halv time ringede jeg til Christian for at høre, hvordan det var gået til eksamen, og for at fortælle, at vores nye hjem var i hus (tøhø). Han var helt paf. På samme dag havde han fået et 12-tal til eksamen og fået en ny lejlighed. Og få uger efter fik han dispensation til at fortsætte lærerseminariet på 2. år i Aalborg efter sommerferien.

Lidt stemningsbilleder fra den nye lejlighed:

IMG_2663

IMG_4362

IMG_1469

Vi har det rigtig godt, der hvor vi er nu. God udlejer, gode naboer (der gerne vil drikke et glas vin engang i mellem – hurra!), opvaskemaskine, vaskemaskine, fælles tagterrasse og masser af plads – midt i Aalborg. Og et soveværelse, hvor døren kan lukkes ind til.

Men skulle det vise sig, at drømmelejligheden pludselig var tilgængelig for os, så ku’ jeg altså godt. :-)

Det her er åbenbart ikke lige min uge

Det er virkelig ikke meningen, at det her skal være en brokke-blog. Tværtimod, faktisk! Men udgangspunktet for bloggen var netop, at jeg så ærligt som muligt ville skildre de ting, der foregår i mit liv, så det ville også virke falsk at fremstille et billede af, at alt kører på skinner disse dage.

Jeg sidder netop i toget mod Aalborg. Finally. Vi har lavet interviews i Randers, og fordi jeg skal på arbejde kl. 16.30, blev jeg nødt til at tage toget mod Aalborg kl. 14.20 for at kunne nå bussen videre mod Aabybro. Det viste sig, at vi allerede var færdige kl. 13.30, så jeg skyndte mig ned på Randers Station for at fange det første tog mod Aalborg. Så ville jeg nemlig lige kunne nå hjem og skifte tøj inden arbejde, da jeg er gennemblødt efter en dag i regnvejr i Randers’ gader.

Da jeg kommer til stationen klokken 13.46 kan jeg se, at toget afgår fra stationen kl. 13.48. Helt perfekt! Jeg hopper ind i toget, dørene lukker og jeg indser først for sent – til min store gru – at det er toget mod Aarhus, jeg er hoppet ind i. Jeg trykker desperat på åbn-knappen, men dørene forbliver lukkede, og toget begynder så småt at trille sydpå. Jeg tjekker Rejseplanen med det samme og indser, at jeg med min lille smuttur til Smilets By vil komme en halv time for sent på arbejde.

Og der sad jeg så. Gennemblødt, frysende og på grådens rand på gulvet i gangen i toget mod Aarhus. Selvmedlidenheden ville ingen ende tage.

Jeg har nu overtalt min søde lillebror til, at han holder på Aalborg Station og kører mig direkte til Aabybro, når jeg endelig ankommer til Aalborg. Hvis trafikken arter sig, som jeg gerne vil, så kan jeg lige præcis nå at tjekke ind på TV2/Nord klokken 16.30.

Jeg ved ikke rigtigt, om det her er payback for sidste uge, hvor jeg følte mig som Fætter Højben. I dag har jeg det mest som en blanding af Fætter Vims og Anders And.

Vi må håbe, det bliver bedre i morgen.

IMG_6407

Mandag, for pokker…

Så er det atter mandag. Jeg plejer egentlig at være rimeligt god til at holde mandags-humøret oppe, men jeg må indrømme, at jeg skal kæmpe en lille smule mere for at smile i dag, end jeg plejer at skulle.

I weekenden havde jeg de skønneste dage på arbejde med gode kollegaer og glade mennesker. Nu sidder jeg igen i et tog mod Aarhus, jeg er i søvnunderskud og bachelorprojektet hænger mig langt ude af halsen. Jeg skulle have transskriberet et interview i toget, men lyden på optagelsen er så dårlig, at larmen fra toget gør det næsten umuligt at høre noget. Og så har jeg ondt i maven. I kan nok høre, at ja-hatten lige skal hives frem af skabet, ikke? :-)

Sådan en opgaveskrivning er noget mærkeligt noget. Som jeg skrev i sidste uge, føles det lidt som en rutsjebanetur. Og jeg er ærligt talt ved at blive lidt svimmel af turen. Vi ved ikke helt, om vi er købt eller solgt. Vi synes, vores opgave er god og absolut et værdigt emne til en bacheloropgave, men vores vejleder virker ikke til at være helt enig. Og så er det dæleme svært.

Og så er den der igen – den dårlige samvittighed. Den dårlige samvittighed over at forsømme venner, familie og ikke mindst Christian. Jeg kan ikke huske, hvornår Christian og jeg sidst har haft en aften, der har været 100 procent dedikeret til hinanden. Der er altid noget skolearbejde, der skal ordnes, folk, der skal ringes til og søvn, der skal indhentes.

Jeg ved godt, at jeg selv har valgt at bo i Aalborg og pendle hver dag til Aarhus for at skrive bachelor. Men jeg føler heller ikke, at jeg kan forsvare at tvinge Christian til at vi skulle sige vores lejlighed op, for at jeg kunne komme til Aarhus i fem måneder. Christian går jo trods alt i skole og arbejder i Aalborg, og er allerede én gang flyttet for min skyld. Og med et job, der venter i Nordjylland fra 1. februar, ville det også være tosset. Jeg har slet ikke lyst til andet end at bo her.

Jeg ved også godt, at jeg selv har valgt at sige ja til alle de vagter, jeg overhovedet kan få på arbejdet. Men det er trods alt der, jeg føler, at det, jeg har gang i, rent faktisk giver mening. Jeg elsker at være ude og lave TV, og kunne jeg kaste bacheloropgaven fra mig og begynde på arbejde morgen, så havde jeg sagt ja. Desuden er det heller ikke helt billigt at være på SU og rejse frem og tilbage hele tiden.

Mandag er altså ikke lige min dag i dag. Jeg krydser fingre for, at du, tirsdag, vil være mig mere nådig. :-)

39706-i-hate-monday-morning-2560x1440-funny-wallpaper

 

Lørdags-dilemmaet: En sten i skoen eller et hår i øjet

_JGB9160

Godaften! Jeg ved godt, at lørdags-dilemmaet kommer rimeligt sent, men jeg har simpelthen først nu tid til lige at rette opmærksomheden mod bloggen for en stund efter et par travle dage på arbejde. :-)

Jeg er lige kommet hjem fra en af de rigtig hyggelige dage på job – min gode kollega Ib og jeg har dækket julemandens ankomst til havnen i Aalborg og julemarked ved Terndrup. Ved sidstnævnte begivenhed fik vi endda lov til at gå ombord i julebuffeten, så jeg har nu for første (men bestemt ikke sidste!) gang i år fyldt mig med sild, grønlangkål og medisterpølse.

I går var også en af de rigtig gode dage på job – jeg fik nemlig lov at drikke snaps under en live fra julefrokost. Og det var endda en af mine allerbedste venner, der stillede over til mig. Ikke dumt! Er man nysgerrig, kan det ses her.

I morgen står den atter på arbejde, og så er jeg også ved at være godt brugt efter en uge med 37 timer på arbejde og 34 timer i skole. Weekenden i næste uge er hårdt tiltrængt efterhånden. :-)

Derfor bliver det også et meget lille – men dog lidt svært – lørdags-dilemma!

Hvad vil du helst: Have en sten i skoen eller et hår i øjet resten af livet?

Jeg tror, jeg hopper på stenen i skoen. Nå, nu vil jeg indtage en frysepizza og bruge resten af aftenen med Christian. I må have en dejlig aften – og er I til julefrokost, så drik endelig en ekstra snaps for mig!

Krise i projektskrivning og om at male fanden på væggen

Min bachelormakker og jeg har i en måneds tid arbejdet med vores afsluttende hovedopgave på Journalisthøjskolen. Et forløb, vi begge har set frem til længe – nu skulle vi rigtig ud og lave lækkert TV og svæve på en sky af succes gennem hele perioden. Det troede vi i hvert fald. Sandheden er desværre bare, at vores projektskrivning har været en stor rutsjebanetur. Og her taler vi ikke den hyggelige, lille rutsjebane nede på den lokale legeplads, hvor to-årige Karl Emil i flyverdragt jublende kurer en meter for at bumpe blødt ned i sandet. Vi taler den vildeste, ondeste, og mest skrækindjagende rutsjebane, enhver forlystelsespark med respekt for sig selv kunne forestille sig.

Til at begynde med følte vi ellers, at vi var i god tid. Allerede inden bachelorperioden officielt gik i gang havde vi haft idéudvikling, hvor rigtig mange gode bud på en TV-dokumentar kom på bordet. Vi var ovenpå!

Vi researchede, slog idéer ihjel og endte med to forslag, som vi virkelig synes, var fede. I vores forrige, store opgave på skolen lavede vi afslørende journalistik, så til den sidste opgave havde vi aftalt, at vores fokus primært lå på den fede TV-fortælling. Vi ville ikke lave fjernsyn, der lige så godt kunne være sendt som lyd i radioen.

Problemet er bare, at det i bachelorformuleringen er et krav, at produktet skal afdække et nyt, samfundsmæssigt problem. Og dét, vi mente var et problem, mente vejlederen ikke nødvendigvis havde konsekvenser, der var så alvorlige, at det var en bacheloropgave værdig. Det betød, at vi måtte træffe en beslutning sent i forløbet om at skifte emne. Vores nye emne viste sig at være svært at lave spændende TV om, så vi endte også med at skifte medie fra TV til online.

Og i går var vi så til næstsidste vejledning. Der er 29 dage til aflevering, og vi mangler enormt meget arbejde endnu. De første tre ugers researcharbejde og indledende interviews er spildte, fordi vi endte med at måtte skifte emne, og det betyder, at vi har travlt. Rigtig travlt.

I går ramte jeg lige et lille lavpunkt, hvor jeg lige kort nåede at overveje, om jeg skulle give op og blive postbud i stedet. Jeg har det lidt med at male fanden på væggen i situationer, hvor jeg bliver frustreret – til stor irritation for min bachelormakker, kunne jeg forestille mig. :-) Men frustrationen førte også noget godt med sig: efterfølgende blev jeg grebet af en tanke om, at ”det kan ikke passe!”, og nu har jeg endnu mere blod på tanden. Det skal nok gå, og det skal nok blive et godt projekt.

Fuck+this+shit+just+kidding+i+need+to+pass+fuck_f583cb_4924978

Når jeg rammer mit frustrations-mode, så hører jeg altid lige Vienna med Billy Joel og siger til mig selv, at det hele er okay. Og i dag er humøret allerede bedre, selvom det stadig er svært at se, hvad det hele munder ud i.

Nå, men som jeg skrev i går, skal vi interviewe Anders Hemmingsen i København i dag, så jeg får lov at tilbringe hele 9 timer med DSB. Nu er den første time gået, så mon ikke også, de næste forløber gnidningsfrit.

Og hey – der er da også lidt at glæde sig over! Vejrprognosen lover nemlig sne i weekenden, og kombineret med julelysene i gaden kan vi vist godt konkludere, at julen for alvor er på vej! 😀

Lidt om mit studiejob som nyudklækket livetekster

2014-09-26 15.12.53 HDR

I går blev jeg officielt udlært som livetekster! Det vil sige, at TV2/Nord må døje med mig en gang om ugen frem til 1. februar, hvor jeg efter endt uddannelse på Journalisthøjskolen skal lave TV på fuld tid som reporter. Indtil da har jeg fået det perfekte studiejob på fjernsynsfabrikken.

Jeg vidste ikke helt selv, hvad det der med at være livetekster indebar, så jeg formoder, at det kræver lidt forklaring her også. :-) En livetekster laver undertekster til udsendelsen – direkte. Det gør man ved at tale ind i en maskine, der kender ens stemme, MENS udsendelsen kører. Maskinen laver det, man siger, om til ordene i undertekster. Man gentager simpelthen dét, værten, kilderne og journalisterne siger LIGE efter, de har sagt det. Og vupti: så er der undertekster, hørehæmmede (og andre) kan læse, mens udsendelsen kører. Smart!

Så det gør jeg altså en gang om ugen fra nu – og jeg er allerede vildt glad for mit studiejob som livetekster. Det er en helt anden måde at arbejde på, end jeg er vant til, og jeg får i dén grad trænet min koncentration og skarphed. Det er lidt en kunst at tale højt og tydeligt og lytte koncentreret samtidig, men heldigvis har maskinen forstået langt det meste af det, jeg har sagt. Når altså ikke, den tror, jeg siger Vestbjerg i stedet for Esbjerg. Så får tingene lige pludselig en lidt anden betydning.

Ved siden af mine livetekster-vagter en gang om ugen har jeg stadig almindelige reportervagter og live-vagter, hvor jeg arbejder med det, jeg brænder for: nemlig at lave fjernsyn. Men med en intens bachelorskrivning fem dage om ugen i Aarhus, 20 timers ugentlig transport samt en fast livetekster-vagt om ugen har det været knapt med tid til 10-timers reportervagter, så jeg ser meget frem til at gå all in fra februar.

I næste weekend er jeg dog tilbage som reporter, så hvis man ser TV2/Nord lørdag eller søndag, så kan det være, vi støder på hinanden. :-)

I morgen går turen til København, hvor min bachelormakker og jeg skal mødes med Anders Hemmingsen. Forklaring følger. Nu vil jeg liste ind i familie-kupéen i toget og sludre lidt med en veninde fra Journalisthøjskolen.

Hav en rigtig dejlig dag!

Mine bønner er hørt – lykkens gudinde har tilsmilet mig igen!

Nogle gange har man lov til at være Fætter Højben, og i dag var en af de dage for mig. Efter at have griflet lidt ned på bloggen i går om, at jeg går og drømmer om at komme ud og rejse, lå der minsandten en meget rar mail og ventede på mig i min indbakke i dag: En voucher til flybilletter med KLM! JUBIII!

Jeg så cirka sådan her ud, da jeg læste mailen:

DSC_0220

Da Christian og jeg skulle til USA i sommer, var der mekaniske problemer med flyet fra Amsterdam til Atlanta, hvor vi skulle mellemlande, inden turen gik videre til Los Angeles. Det betød, at vi endte med at måtte bruge en nat på et hotel i Amsterdam, før vi næste morgen kunne sætte os på et andet fly, som fløj direkte fra Amsterdam til Los Angeles. I alt mistede vi 12 timer af vores rejse, og dermed også en overnatning på hotel i Los Angeles og en dags billeje.

Vi tænkte egentlig ikke mere over det – der var jo ikke ret meget, KLM kunne gøre, andet end at give os gratis mad, overnatning og nyt fly næste dag. Men da vi kom hjem, tænkte jeg, at det ikke ville skade at undersøge vores rettigheder. Vi havde jo trods alt haft udgifter til hotel og billeje, som vi ikke kunne bruge pga. forsinkelsen. Jeg læste lidt om passageres rettigheder, og det gik op for mig, at vi faktisk var berettiget til erstatning. Den faste takst er 4.500 kroner i en situation som vores, så vi søgte selvfølgelig om erstatning ved KLM.

Efter seks uger havde vi stadig ikke fået svar fra KLM, og vi sendte derfor en klageformular til EU, som reglerne foreskriver. Men for et par uger siden fik vi så et brev tilbage fra EU om, at KLM altid svarer deres passagerer, og at de derfor ikke kunne gøre mere i sagen. Da vi jo ikke havde hørt fra KLM indenfor perioden for svarfrist, tænkte vi egentlig, at løbet var kørt.

MEN! Så blev mandagen lige pludselig ti gange bedre, da der i dag tikkede svar ind fra KLM – de beklagede meget vores forsinkelse, og som et plaster på såret fik vi en voucher til en værdi af 6000 kroner til KLM, Delta Airlines og Air France. Halløjsa!

Christian er ikke helt lige så meget oppe og køre over vores ”tvungne” rejse, som jeg er – som han formulerede det (ganske vist med et stort smil på læben): ”du har altid metoder til at overtale mig til at tage ud og rejse!” Han mener, at USA-turen er ferie nok for et par år, og at der lige skal spares på rejsebudgettet, når vi er på SU. Det har han måske også lidt ret i. Jeg krydser dog fingre for, at han ser sådan her ud, når han lige vænner sig til tanken om, at vi alligevel skal flette fingre i udlandet igen snart:

DSC_0825

Voucheren skal bruges indenfor 12 måneder, så jeg kommer helt sikkert til at skrive et indlæg eller to om hvilke destinationer, der er i tankerne. Mulighederne er jo uendelige med KLM – hold nu op, hvor flyver de mange steder hen! Og så håber jeg, at I læsere har nogle gode rejsetips, til når Christian og jeg endnu en gang drager ud i verden. :-)

At rejse er at leve

Jeg elsker at rejse, og har konstant øjne og ører åbne overfor nye rejsemuligheder. Faktisk er det nærmest første gang i flere år, at jeg ikke har en eller anden bestemt destination i kikkerten eller konkrete rejseplaner for fremtiden. Jeg aner simpelthen ikke, hvor turen går hen næste gang – men jeg har MASSER af drømme! I år har været ret begivenhedsrigt på rejsefronten, og på sådan en tømmermænds-søndag efter en fed koncert med Kato på Skråen i går får jeg lidt lyst til at samle op. :-)

Playa del Inglés, Gran Canaria – januar 2015

En mandag aften i januar talte en veninde og jeg om, at vi var blevet lidt trætte af kulden herhjemme, og at det ville være lækkert med en tur til sydens sol. Vi havde tilfældigvis mulighed for at holde fri fra arbejde i en uge (jeg havde noget afspadsering på TV2/Nord, der skulle afholdes), så to dage efter tog vi chancen og bestilte en uspecificeret rejse til Gran Canaria med afrejse få dage efter. Billetterne var ultrabillige, og vores forventninger til hotellet var derfor heller ikke superhøje. Det skulle dog vise sig, at jeg intet havde at være bekymret for.

Vi endte i Playa del Inglés på et skønt lille hotel tæt ved havet, og på bordet i lejligheden stod der champagne klar til os, da vi ankom. Så var stilen lagt. Efter et par dage blev vi flyttet over på et andet (og endnu skønnere) hotel med lækkert pool-område. Det var min første oplevelse med en uspecificeret rejse, men bestemt ikke min sidste!

IMG_4599

IMG_4596

Vi var dog meget overraskede over, hvor få mennesker der var i Playa del Inglés i januar. Vi følte os lidt alene, og stødte konstant på de samme mennesker i området. Poolområdet havde vi nærmest også helt for os selv. Vi talte med nogle lokale, der sagde, at antallet af turister var faldet. Hvorfor, ved jeg ikke. Der var dog lidt fordele ved at være i byen, når der var så få mennesker i området – vi blev tilbudt drinks i læssevis af ejerne af de forskellige barer. Vi skulle bare betale for én drink, og vupti: så stod der fire drinks og shots til os. De ville gøre alt for at holde os ved deres bar. Det betød også en uge med lidt for mange drinks, men vi havde løbeskoene med, så mon ikke alkoholen blev svedt ud igen – det bildte vi os i hvert fald selv ind. 😉

10922690_10152604187353862_6912045739500465830_n

Men en fantastisk tur var det i hvert fald, og jeg kan varmt anbefale sådan en veninde-tur – det er balsam for sjælen!

Barcelona – april 2015

I april gik turen igen til Spanien – denne gang Barcelona på studietur med gode kollegaer fra TV2/Nord. Vi var afsted fra torsdag middag til søndag aften, og foran os ventede et spændende program med mediebesøg og foredrag med en dansk freelance-journalist i Barcelona. Jeg elsker at se, hvordan man laver TV andre steder og høre om journalisters rolle og tilhørsforhold i samfundet. Indtil videre har jeg besøgt medier i Istanbul, Barcelona, London og København, og det er nogle ret interessante forskelle, der er. Lad mig bare sige det sådan: jeg er glad for at være journalist i Danmark! :-) Nå, nok om det.

Vi fik også tid til at shoppe og spise god mad. Jeg tror, mit tapas-depot blev fyldt op for hele det næste år på de få dage!

Roadtrip i USA – juni og august 2015

Siden Christian og jeg gik i gymnasiet, har vi talt om, at vi rigtig gerne vil på roadtrip i USA. Denne sommer havde vi så muligheden for begge to at holde en måned fri og tage på vores livs hidtil største rejse. Vi kørte 8.500 kilometer i en spritny Dodge Charger gennem Californien, Arizona, Utah, Colorado, Wyoming, Idaho og Nevada. Hvis der er nogen, der er interesseret i en mere specifik rejsebeskrivelse, må I endelig skrive! Turen tog 30 dage, hvilket var perfekt, når man som os godt kan lide at være på farten og opleve noget nyt hver eneste dag.

2015-07-22 00.02.34

Vi besøgte flere nationalparker, og vores favorit var klart Yellowstone. Det var så spændende at se gejsere, bisonokser på vejene og kæmpe arealer med fantastisk natur. Vi brugte dog mere tid i parken end planlagt…

DSC_0412

Efter en rigtig god, lang første dag i Yellowstone satte vi os ind i bilen ved 20-tiden. Vi vidste, at turen til hotellet ville tage et par timer. Uheldigvis havde jeg ikke signal på min telefon, som vi brugte som GPS, så vi besluttede os for, at vi ville køre ud af parken og satse på at få signal der.

Yellowstone er næsten tre gange så stor som Fyn, og der er kun fire udgange fra parken: nord, syd, øst og vest. Vi mente at kunne huske, at vi skulle ud af den østlige indgang, og vi fandt vej ved hjælp af et kort over parken. Mørket var faldet på, og det eneste lys, der var, kom fra de få biler, der var tilbage i parken og fra månen. Derudover stod der tit rådyr på vejene og chillede, så vi blev nødt til at køre med ret lav hastighed.

Efter en times kørsel opdagede vi, at vi var kommet til at køre nordpå, og vi måtte vende skuden og køre samme vej tilbage. På det tidspunkt var det gode humør så småt ved at være under pres, men vi var nu sikre på, at vi var på rette vej.

Klokken 1 om natten, efter flere timers langsom kørsel, var vi ude fra parken, og jeg kunne endelig få signal til telefonen og slå GPS’en til. På det tidspunkt var vi overbeviste om, at der kun var ganske kort distance hjem, så jeg troede ikke på det, da GPS’en viste, at vi ville være fremme klokken 6 næste morgen. What?! Vi kørte ind på den nærmeste tankstation og talte med dem derinde. Langsomt gik det op for os, at vi havde taget den forkerte udgang – vi skulle have været ude af den sydlige udgang. Og da der lå en bjergkæde, som vi ville blive nødt til at køre udenom for at nå frem til hotellet, ville det tage os fem timer mere at komme frem. Puha. Jeg tror, at sådan en nat cirka svarer til samme parforholdstest som en tur i IKEA.

Nå, men klokken 9 næste morgen efter tre stop, hvor vi lige fik en halv time på øjet, var vi endelig fremme ved hotellet og nåede at få tre timers søvn, inden turen igen gik ind mod Yellowstone National Park. :-)

2015-07-21 12.33.58

Jeg kunne skrive flere sider om vores roadtrip, men jeg skal nok spare jer for det. Turen var på alle måder så fantastisk, at det ikke kan forklares med ord. Jeg har klippet en video sammen fra turen, som jeg lægger ind på bloggen en anden dag – jeg kan desværre ikke få lov til det lige nu af uforklarlige grunde.

London – oktober 2015

For knap en måned siden satte jeg igen kursen mod London til en dejlig tur sammen med min søde farmor og lillebror. Turen har jeg allerede skrevet om her.

Som sagt ved jeg ikke, hvad næste stop er – USA-turen sled lidt på rejsebudgettet, så vi må lige tage nogle ekstra vagter på jobbet, hvis vi snart vil afsted igen! Personligt har jeg slet ikke fået nok af USA, men en tur til en destination i Europa kan bestemt også gøre det. :-)

1 2