oktober 2015 archive

Halleluja, her lugter lidt af jul

20150129-190201

Jul i Aalborg 2014. Det nederste billede i venstre hjørne er fra den nyåbnede julebutik i Algade – den SKAL man altså næsten nå at besøge!

Jeg har hørt julemusik hele morgenen! Det er ALT for tidligt, jeg ved det godt, men jeg kan simpelthen ikke lade være – jeg elsker, elsker, elsker jul. De samme julekalendere og pebernødder i oktober, som kan få de fleste til at ryste opgivende på hovedet, tager mit humør til helt nye højder.

Siden jeg var helt lille har julen været et højdepunkt. Min lillebror Joakim og jeg åbnede et julegaveværksted hvert år den 1. november, og her blev der flettet julehjerter, guirlander og musetrapper. Jeg er aldrig rigtig vokset fra den barnlige glæde ved julen, og allerede 24. juni i år konkluderede jeg, at der nu kun var et halvt år til juleaften. Derfor mener jeg også, at det er HELT i orden at høre julemusik her sidst i oktober. Christian har stadig ikke kommenteret på Pyrus-sangene, så man må gå ud fra, at han også nyder julestemningen i vores lille hjem.

Sidste år besluttede jeg mig for, at jeg ville holde jul i lejligheden for min familie – man kan se det fine, røde juletræ på billederne ovenfor. Vi er kun seks juleaften, og derfor synes jeg, det var et overskueligt projekt. Som sagt, så gjort – familien Brader troppede op på adressen til Josefines and, flæskesteg og brunede kartofler. Selv om det var vildt voksent og lidt mærkeligt at holde jul i sin egen lejlighed, så var det en stor succes, og jeg følte mig altså lidt sej, sådan at stå for det hele!

Det er sjette gang, Christian og jeg er kærester på juleaften, og vi har stadig ikke holdt jul sammen. Vi er begge familiemennesker, og vil gerne bruge aftenen med dem. Vi spiser altid middagsmad hos mine svigerforældre juleaften, men så tager vi hver til sit. Sådan er det, indtil der kommer børn ind i billedet – og så må vi finde ud af, hvordan vi gør til den tid. :-)

Indtil 1. december er julepynten gemt væk under sengen efter strenge ordrer fra Christian. Men SÅ går jeg altså også jule-amok! Indtil videre må jeg nøjes med min risengrøds-lignende portion havregryn med smørklat, sukker og kanel til morgenmad og lidt hits fra Brødrene Mortensens Jul til at peppe morgenrutinen op.

Jeg kan næsten ikke være den eneste, der har det sådan med jul?

Et lille tip: Der er lige åbnet en fantastisk hyggelig julebutik i Algade (der hvor Stereo Studio lå), og den er et must at besøge, hvis man elsker julen lige så meget som jeg. :-)

Mad, man (åbenbart) kun spiser i Nordjylland

En morgen for ikke så længe siden skejede jeg ud og fik rundstykker med varm leverpostej på. En yndet spise, der alle dage har stået højt på min liste. Da jeg ved et tilfælde nævnte det for nogle venner fra Aarhus og København, kiggede de uforstående på mig. Rundstykker med varm leverpostej? Til morgenmad? Dén havde de alligevel ikke hørt om før.

Jeg måtte spørge nogle af mine gode, nordjyske venner, om det kun var mig, der af og til nød denne guddommelige spise, og heldigvis var svaret nej. De svor selv til rundstykker med varm leverpostej en gang imellem.

Nå, godt så.

Weekenden efter skulle jeg til fødselsdag, og jeg indså med julelys i øjnene, at dagens menu var pålægskagemand efterfulgt af en stor, lækker brunsviger-kagemand.

Da jeg efterfølgende talte med nogle venner om menuen, måtte jeg endnu engang ned på gulvet og samle min kæbe op.

De havde aldrig hørt om en pålægskagemand! Okay, fair nok, at man endnu ikke har sendt sine smagsløg på eventyr i et grovbirkes med leverdreng, men at man ikke kender til en PÅLÆGSKAGEMAND? Det virker ikke rimeligt…

Pålægskagemand - det er lige til at blive rørt over så smukt et syn :-)

Pålægskagemand – det er lige til at blive rørt over så smukt et syn…

Og vi var åbenbart kun lige begyndt. For sørme ikke også, om der faldt en kommentar om, at en rigtig kagemand altså er lavet af wienerbrød. Jeg har tidligere gjort karriere som bagerjomfru, og har derfor stiftet bekendtskab med denne opfattelse af en kagemand. Jovist, wienerbrød er godt, men i mit hoved er en rigtig kagemand altså udformet som brunsviger med fløde eller glasur.

Nå, der er jo ikke andet for end at invitere mine skønne Aarhus-venner på den helt store nordjyske menu en dag.

Nu vil jeg sætte tænderne i en skøn, smattet pizza med salat, tomat, agurk og dressing. Findes sådan én egentlig andre steder end nord for Aarhus? Jeg har ikke haft held med at finde den!

Nå, rigtig god (mad)dag til jer!

At føle sig gammel

Okay. Nogle gange kan jeg godt mærke, at jeg ikke længere er 18 år. Det slog mig forleden, da jeg sagde til min veninde, at det var skønt, at nytårsaften falder på en torsdag i år, og at mange derfor har tre dage fri, inden de skal tilbage på job eller i skole igen mandag. ”Så kan man lige komme sig ovenpå nytårsaften”, hørte jeg mig selv sige.

A’hva?

Er jeg seriøst kommet til det punkt, hvor jeg har brug for at komme mig flere dage efter en fest? Hvor jeg skal tage fri en ekstra dag i forbindelse med en ferie i udlandet, så jeg lige kan ”lande” ovenpå flyveturen? Hvor jeg, i stedet for at drikke dansk pilsner fra Fakta og efterfølgende bryde ud i operasang eller hamre albuen i gulvet til VLTJ, hellere vil hygge på sofaen med hjemmebagte cookies, der dyppes i kaffen, og en god film uden afbrydelser på TV2? Gud fri mig vel!

Jordens bedste cookies - lige til at dyppe i kaffen...

Jordens bedste cookies – lige til at dyppe i kaffen…

Jeg ved godt, at mange vil mene, at jeg burde skamme mig over at have det sådan i en alder af 23. Men jeg tror simpelthen ikke på, at jeg er den eneste på min alder, der lige så gerne vil hygge med god mad og et glas vin som med drukspil og fællessang af Rasmus Seebach-hits. Og som nogle gange går hjem fra byen som den første, fordi jeg gerne vil have noget ud af den efterfølgende dag – sådan en søndag må jo endelig ikke blive ødelagt af tømmermænd…

Nu lyder det jo pludselig som om, jeg sjældent slår mig løs og græmmer mig dagen efter en lidt for crazy bytur, hvor der blev delt lidt for mange sandheder i et spil ”Jeg har aldrig…”. Sådan hænger det dog imidlertid slet ikke sammen. Jeg tror bare, at jeg er blevet bedre til at finde en balance. Til også at prioritere de hyggelige aftener på sofaen, hvor jeg – enten alene eller sammen med Christian – kværner en omgang nachos, knapper den øverste knap i bukserne op og ligger i en blanding af halvt ro og halvt forargelse over, at jeg puttede  meget ost på de nachos. Og så en lille smule panik over, at alle andre sikkert har the time of their lives lige præcis i aften – uden mig.

Men det går jo nok alt sammen. Jeg er stadig ikke nået til det punkt, hvor jeg samler på te-stel og stryger mit sengetøj. Men når den tid kommer, så kan I tro, jeg vil nyde det i fulde drag! :-)

Om ikke kun at have sit eget hår på hovedet

Ligesom på de fleste andre, der har været teenagere, har min hovedbund stået model til lidt af hvert. Affarvning, permanentkrøller, extensions (både tape, flettet og clips) og utallige farvninger. Mit hår har blandt andet haft en – omend tvivlsom – karriere som rød- og orange-farvet.

For tre år siden begik jeg den skrækkelige fejl at få lavet permanentkrøller. Jeg havde en forestilling om, at mit hår ville blive fyldt med de fineste store, bløde krøller, men i stedet endte det med en gang hidsige proptrækkerkrøller. Efter at have betalt det hvide ud af øjnene for min nyerhvervede, dun-lignende frisure, der ville få enhver puddelhund til at dø af misundelse, gik jeg hjem og gemte mig på badeværelset for Christian, mens jeg desperat udtænkte en plan for, hvordan jeg kunne redde mit stakkels hår. Efter Christian havde lovet, at han ikke ville grine, fik han lov til at se katastrofen, og her kom han med en kommentar, der for alvor understreger, at manden altså siger, hvad han mener, og ikke pakker noget ind:

”Jeg kan godt forstå, at du synes, det er lidt pinligt at gå på gaden med det hår.”

JA, DET SAGDE HAN! Undskyld mig?! Bak mig da lige op! Stik mig for hulan da en lille, hvid løgn!

Efter at have knebet en tåre eller ti over at have betalt en formue for at få det omdannet til nudel-lignende bonghår, bestemte jeg mig for, at jeg måtte glatte det hver dag, indtil krøllerne var vokset ud. Som enhver næsten kan regne ud, resulterede det selvfølgelig i, at jeg har haft ualmindeligt slidt hår i et par år.

Puddelhøne

Josefine, sommeren 2013

For et år siden, da alt det gamle hår næsten var klippet af, klagede jeg min nød til min nye (fantastiske) frisør. Jeg ville SÅ gerne have langt hår, men mit hår nåede at blive slidt, inden det fik den ønskede længde. Hun foreslog mig, at jeg stiftede bekendtskab med en gammel ven fra dengang, jeg var 15 år – extensions! Udover at give længde med det samme, ville extensions give ro til mit eget hår, som ville få lov at vokse sig langt.

Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk overfor idéen. Det er da kun teenagere, der har extensions i, er det ikke? Nej, sagde frisøren, det er der faktisk rigtig mange, der har. Man kan bare ikke se det, hvis man ikke lige ved det.

På trods af min tvivl om det nu var en god idé, valgte jeg alligevel at kaste mig ud i det. Og nu, efter at have haft extensions i et år, er min tvivl gjort til skamme. Faktisk er mit eget hår lige akkurat blevet længere end det påsatte hår, og jeg kan ENDELIG prale af at have langt, sundt hår. Nu giver det påsatte hår bare ekstra fylde.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke stadig synes, det er et lidt ømtåleligt emne at tale om. Det skaber jo unægtelig associationer til teenageårene, og extensions var egentlig noget, jeg troede, jeg var færdig med for længst. Men man kan heldigvis stadig blive overrasket. :-)

Rigtig god (hår)dag!

Om rivejernet

Til blog 2
Rivejernet.dk er drevet af mig – Josefine Brader, 23 år, bor i Aalborg med min kæreste Christian, er journaliststuderende på sidste semester og snart fuldtids-journalist. For tiden har jeg enkelte vagter som freelancejournalist, men fokuserer primært på at skrive hovedopgave på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har i 18 måneder været i praktik på den regionale TV-station, TV2/Nord, hvor jeg lavede nyhedsindslag, sendte live, lavede længere programmer og var med til at styre hjemmesiden. Jeg har også været kommunikationsansvarlig ved Arkitektur & Design på Aalborg Universitets web- og Facebookside.

Mit hjerte banker for at lave fjernsyn, og jeg drømmer om at lave sjove, informerende og veludførte programmer – gerne børne-TV eller livsstilsudsendelser. Jeg kommer oprindeligt fra den lille by Flauenskjold i Vendsyssel, og er nok dét, man kan kalde for en rigtig nordjyde.

Navnet “Rivejernet” er inspireret af en af karaktererne i min yndlings-bogserie Harry Potter, nemlig Rita Rivejern (eller Rita Skeeter, som hun hedder på engelsk). Rita Rivejern er journalist på troldmandsavisen Profettidende, og hun har en tendens til at fordreje sandheden en anelse, så den passer ind i hendes opfattelse af virkeligheden og får mere nyhedsværdi.

Som journalist er Rita Rivejern selvfølgelig ikke et forbillede, men når det handler om blogging, så synes jeg rent faktisk, hun er rimeligt spot on, hende Rita. Her på bloggen vil jeg i hvert fald skrive om MINE tanker og MIN opfattelse af virkeligheden på en måde, så nogle forhåbentlig har lyst til at læse med.

Et rivejern er også synonym for en gimpe eller en heks, og det er måske lige at stramme den for mit vedkommende, hvis jeg selv skal sige det :-)

Billederne på siden er taget med min iPhone 6, og de rigtig flotte af dem (kvalitetsmæssigt, i hvert fald!) er taget af Joakim Brader med et Nikon D800.

Skulle der være brug for det, kan jeg kontaktes på josefinebrader@gmail.com.

Se mig, se mig!

Da jeg var lille, var jeg overbevist om, at jeg skulle stå på en scene, når jeg blev stor. Jeg gik til sang, kor, dans, drama, guitar og klaver (utroligt, hvad man kunne finde tid til som barn?! Det var jo selvfølgelig også før folkeskolereformen…) og meldte mig til alle de talentkonkurrencer, jeg kunne komme i nærheden af. Jeg sendte et bånd ind til produktionen af Bølle-Bob, skrev sange til MGP (og var pavestolt, da en af mine sangtekster blev lagt ud på MGP-hjemmesiden) og meldte mig til at spille hovedrollen i et stort opsat teaterstykke, da jeg gik på efterskole.

Mine søde forældre kunne ikke nænne at fortælle mig, at jeg sang elendigt, og at jeg i virkeligheden heller ikke var SÅ god til at danse, som jeg bildte mig ind. Men gudskelov indså jeg det selv, da jeg blev ældre og klogere, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg ikke endte som en af de stakler, der stiller op til X-Factor og virkelig tror på, at det altså lyder godt, når man forsøger at ramme det høje c. :-)

Udover drømmen om at blive halvdelen af det nye Creamy, drømte jeg også om at blive journalist. Jeg skrev en avis om min familie og lavede videoer sammen med min lillebror Joakim, hvor jeg legede nyhedsvært. Blandt andet den her, hvor jeg er 12-13 år gammel:

Josse – Nyhederne from Josefine Brader on Vimeo.

I 6. klasse var jeg i praktik på Nordjyske Stiftstidende en enkelt dag, og succesen blev gentaget igen i 9. klasse, hvor jeg var praktikant på avisen i en uge. Jeg skrev et opslag med tre artikler om cutting, og historien kom på forsiden af søndagstillægget. Efterfølgende blev Nordjyske kontaktet af DR, der gerne ville i kontakt med journalisten bag artiklerne, fordi de ville lave TV om emnet. Der måtte min praktikvejleder fortælle journalisten fra DR, at artiklerne altså var blevet skrevet af en 15-årig erhvervspraktikant. Gæt lige, hvem der levede højt på det i flere uger?

Selvom det er lidt pinligt at indrømme som 23-årig, så tror jeg altid, der har været lidt af en linselus gemt i mig. Jeg synes, det er vildt sjovt og fedt at få sommerfugle i maven før man går på – om det så drejer sig om at skulle fremlægge et projekt på klassen eller at skulle sende live-TV. Det giver et kick. Men hvilken blogger synes ikke, at det er lidt sjovt at performe? :-)

Hjerteligt velkommen til!

Til blog 1

Jeg har længe tænkt på, at det kunne være sjovt og hyggeligt at have en blog. Et sted, hvor ens tanker kan få frit spil, og hvor man om nogle år kan kigge tilbage på sin helt egen online dagbog.

Hvorfor ikke bare skrive dagbog uden at offentliggøre den? Tja, det kunne jeg vel godt, men sandheden er, at jeg er bange for, at jeg så ville glemme at gøre det. At jeg ville udskyde det, og at der i sidste ende ville blive til i alt tre-fire halvskaldede indlæg.

Når jeg lægger min dagbog online på en blog, indgår jeg en eller anden form for kontrakt med mig selv om, at jeg skal fylde på hele tiden. Ikke fordi, jeg bilder mig selv ind, at mit liv er særlig interessant for andre, men jeg holder selv af at læse andres blogs en gang imellem, så måske min blog ville kunne bidrage med noget, nogle vil kunne relatere til. Ellers så ved jeg i hvert fald, at jeg nok kan regne med 1,5 trofast læser – min mor og min kæreste, når han bliver tvunget til det. :-)

Mit navn er Josefine, jeg er 23 år, bor i Aalborg med min dejlige kæreste Christian, og er om få måneder uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Til februar begynder jeg på mit første ”rigtige” job som journalist på TV2/Nord, hvor jeg også har haft fornøjelsen af at være praktikant i 1,5 år af min uddannelse.

Jeg spiser mere pizza end jeg selv har lyst til at indrømme, jeg elsker at rejse, men er samtidig nok det, man kan kalde for en tryghedsnarkoman. Jeg er lige så forvirret, som det forventes at være, når man er 23 år. Jeg føler mig nogle gange rigtig, rigtig gammel indeni (altså der, hvor man har lyst til at købe et lille hus og få fire børn og tage til forældresamtaler på den lokale skole), mens jeg andre gange føler mig som én på 18 år (der, hvor man danser hele natten på Pigen og Trompeten i Jomfru Ane Gade, for dagen efter at have usigeligt ondt af sig selv, mens man med rystende hænder trykker nummeret på pizza-manden ind, for efterfølgende at tigge og bede sin kæreste om at hente pizzaen, da man under ingen omstændigheder selv er i stand til at forlade matriklen).

Bloggen vil handle om mit liv, mine oplevelser og mine tanker om stort og småt. Jeg håber, du har lyst til at følge med – tak fordi, du kiggede forbi. :-)

1 2