oktober 2015 archive

Rivejernet introducerer lørdags-dilemmaet: Skal jeg droppe byture for min nye kærestes skyld?

Jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg ville give mig selv lov til at sove længe her til morgen. Jeg endte nemlig med at tage over til et par skønne veninder i går og kom først sent i seng, så jeg tænkte, at jeg nok godt kunne være lidt crazy og sove til klokken 10. Jeg vågnede klokken 7.30.. Nå, men så kan man jo lige så godt få lidt ud af dagen!

Og så har jeg også masser af tid til at introducere et nyt, fast element her på bloggen *trommehvirvel*: lørdags-dilemmaet! Inspireret af Mads og Monopolet vil jeg hver lørdag bringe et dilemma op på bloggen. Det kan være dilemmaer, jeg selv står i, det kan være venner og veninders dilemmaer og det kan være fiktive dilemmaer (à la ”Der er en knap. Vil du trykke på den?”).

_JGB9160

Så håber jeg, at der er nogle læsere, der har kloge ord at sige om dilemmaerne – og måske nogle, der selv har et dilemma, de har lyst til at diskutere. Dilemmaerne er selvfølgelig godkendt af dem, det vedrører.

Idéen til lørdags-dilemmaet kan jeg ikke nuppe æren for – den tilfalder i stedet to af mine gode veninder, der var så søde at komme med forslag til bloggen her. Selv om det virker lidt fjollet, så blev jeg helt vildt glad for, at de også havde gjort sig nogle tanker om bloggen. Om man vil det eller ej, betyder det altså bare noget, at folk har lyst til at læse med – selvom de som veninder selvfølgelig er tvangsindlagt til at høre om min digitale dagbog. 😉

Dagens dilemma: Kæresten eller byturene?

En i min omgangskreds, som vi kalder X, har længe været single, og har egentlig haft det rigtig godt med det. Masser af byture, frihed til at gøre, hvad man vil, uforpligtende sex – you name it. For nylig er X begyndt at se én, som er stik modsat af X – vi kalder personen Y. Y er ikke så glad for at gå i byen og mener, at man kun tager i byen for at score og få bekræftelse fra folk af det modsatte køn. En tankegang, X er helt uenig i – X går i byen for at hygge sig med sine venner, ikke for at ende i et one night-stand.

Y bryder sig bestemt ikke om, at X stadig gerne vil med vennerne ud og drikke øl, og Y har udtrykt ønske om, at X dropper byturene fremover. Da X modsatte sig dette ønske og tog i byen weekenden efter, blev Y så irriteret over det, at Y ikke kontaktede X i flere dage.

På den ene side vil X selv bestemme over sit liv, og har ikke lyst til at indrette sig efter, hvad Y synes. X frygter nemlig, at det blot er første skridt ind i et forhold præget af jalousi.

På den anden side tænker X, at det måske er en god idé at droppe byturene for en stund, mens forholdet blomstrer. Når tilliden mellem X og Y er bygget op, kan X så småt begynde at drikke øl med vennerne igen, men lige nu skal forholdet prioriteres.

Hvad skal X gøre? Blive ved med at tage i byen og risikere, at forholdet går i stykker, eller give forholdet en chance og droppe byturene for en stund?

Jeg håber, nogle af jer læsere har lyst til at dele jeres syn på sagen!

PS. Jeg har nu fået oprettet Rivejernet på Bloglovin’ – siden kan findes her:-)

Weekend i selskab med TopGunn, gode veninder og arbejde

Det er fredag, der er masser af pladser i toget, og en fantastisk weekend venter forude. Og så skal jeg ikke engang helt til Aarhus i dag – min bachelormakker og jeg mødes i Randers og tager på researchtur, og allerede klokken 14 vender jeg snuden mod det nordjyske igen og tager til Aabybro på TV2/Nord, hvor jeg har en vagt i aften. What’s not to like? 

IMG_6405

Tomt tog – et rørende syn

Så skidt med at jeg sov en halv time over her til morgen, at jeg er træt og at vores arbejde med bacheloropgaven er lidt op ad bakke. Fredage kan redde alt. :-)

Jeg er blevet endnu mindre fan af mit plaster i panden siden sidst, jeg skrev om det. Det er begyndt at blive lidt klistret og falde en smule af i den ene side. Jeg mistænker, at der alligevel er kommet vand på det, når jeg har vasket hår, selvom jeg har blæret mig med, at dét kunne jeg i hvert fald godt finde ud af uden at ramme plasteret. Sygeplejersken sagde, at det var bedst, jeg beholdte det plaster på, jeg har på nu, men at jeg godt kunne skifte, hvis det skulle blive vådt.

Problemet er så bare, at jeg kun ejer gule Svampebob Firkant-plastre, og hvis jeg føler, folk kigger på mig nu, hvad vil jeg så ikke føle, hvis jeg render rundt med Svampebob i panden? Jeg kan ikke lige finde ud af, hvad jeg gør… Jeg kunne selvfølgelig også bare købe et nyt plaster.

I morgen skal jeg til TopGunn-koncert! Billetten har jeg fået i fødselsdagsgave af en veninde. Samme veninde, som jeg sidste år drog til København for at se One Direction sammen med. Ja, du hørte rigtigt! Fra Green Day til TopGunn og One Direction – min musiksmag spænder bredt. Jeg kan huske engang, mine veninder og jeg talte om, hvem af os der havde henholdsvis den dårligste og den bedste musiksmag. Jeg rendte med begge titler.

I kø til One Direction-koncert

I kø til One Direction-koncert

Jeg har købt en rigtig fin, sort kjole, som skal luftes i morgen. Hvis jeg skulle bestemme mig for at skifte plasteret, ville sådan en sort kjole også matche et gult plaster fint. Måske skulle jeg gå all in og lægge gul neglelak også?

Jeg håber, jeres weekend er lige så fyldt op med gode sager som min! Om den så står på Topgunn-koncert, familiefødselsdag eller pizza foran fjernsynet 😉

Min helt store craving

Så I Den Store Bagedyst i går? Jeg sad klistret til skærmen og heppede på dejlige, nordjyske Liv! Det er altså utroligt, som mad – i dette tilfælde kage – kan sætte følelser i gang i én. Det har inspireret mig til at skrive en lille snas om min egen helt store mad-kærlighed. Værsgo:

I 9. klasse fik vi til opgave at skrive en tekst om noget, vi godt kunne lide. Det kunne være sport, familie, rejser eller en anden ting, som betød noget for os. Det tog lang tid for mig at finde ud af, hvad jeg skulle skrive om. Hvad kunne virkelig sætte gang i mig? Hvad betød så meget for mig, at det var værd at skrive en skoleopgave om? Da jeg først kom på emnet, skrev opgaven nærmest sig selv. Hvad mon jeg skrev om? Det er lidt pinligt. Jeg skrev om pizza…

Man kan næppe finde en person, der ikke har oplevet dette smagseventyr. Det er den lette og altid sikre løsning. I mit liv har jeg mødt ét menneske, som ikke kunne lide pizza. Jeg var nærmest i chok! Selv kunne jeg spise det hver dag.

Pizza sætter følelser i gang i mig. Jeg glemmer aldrig dengang, vi i 5. klasse skulle på koloni, og os elever måtte bestemme menuen, hvis vi kunne blive enige. Alle undtagen én elev stemte på pizza. Fordi vi ikke var enige, fik vi kartoffelmos og kylling i stedet. Den oplevelse gav min indre pizza-elsker ar på sjælen.

Det er forskelligt hvilken pizza, jeg synes, smager bedst. Er det til aftensmad, er en salatpizza med kebab (jyde-pizzaen!) klart min favorit. Er det efter en bytur, er et slice fra den tyrkiske pizzapusher med skinke og dressing rigeligt. Er det på ferie er en tynd, sprød pizza med parmaskinke og rucola lige sagen. Jeg kan næsten ikke udvælge mig en favorit.

Da jeg for første gang oprettede en bruger i et chatforum (Jubii Chat – husker I det?), vidste jeg ikke, hvad jeg skulle kalde mig. Mit kælenavn ”Josse” var taget, så jeg måtte i stedet hedde noget, der fortalte lidt om mig. Navnet blev Pizza-Josse. :-)

Da jeg blev konfirmeret, fik vi pizza til natmad. Når jeg holder fødselsdag, er der pizza på bordet. Når jeg engang skal giftes, skal festen helt sikkert sluttes af med en ordentlig røvfuld pizzaer.

Almindelig, indbagt, klapsammen, deep pan, bearnaisepizza, pommes frites-pizza, krabbekødspizza, ja selv rejepizza – I’ve tried it all. Jeg tør slet, slet ikke tænke på, hvor meget pizza jeg har indtaget i mit liv. Lige fra delikate pizzaer i Italien med ultratynde bunde til tarvelige pizza-efterligninger som for eksempel miniflutes med tomatpure og revet ost. Eller tortillapandekager med rød peber i tern dækket med mozzarella varmet i mikroovnen. Jeg er ikke for fin til noget, ingen løsning er for dårlig for mig – minder det om pizza, så indtager jeg det med glæde!

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er sjovt eller sørgeligt, at min lokale pizzamand hilser på mig, når vi går forbi hinanden på gaden. Eller at han ved præcis, hvad jeg skal have, når jeg ringer ned og kun når at sige mit navn. 😀

Jeg har alle mulige argumenter, når det kommer til at overbevise Christian om, at det er en god idé, at vi får pizza til aftensmad. Vi kan jo bare spise rugbrød de næste par dage, vi kan betale den ene halvdel af pizzaerne fra vores egen konto og den anden halvdel fra fælleskontoen, vi kan løbe en tur i morgen osv. Virker ingen af argumenterne, ender jeg med at finansiere gildet.

For når jeg craver pizza, kan intet, og jeg gentager INTET, dulme min trang. Det er næsten som at være afhængig. Kan man egentlig være afhængig af en madvare? For så er jeg afhængig af pizza.

Dybt, dybt afhængig.

2015-04-021

Ej, er det ikke svært at komme ind på Journalisthøjskolen?

10381979_10203202819406255_4219509872684427286_n

En dejlig dag som journalist på job!

Jeg husker tydeligt den dag, jeg fik beskeden om, at jeg var optaget på selveste Journalisthøjskolen. Journalisthøjskolen! Drømmen, jeg har haft så længe, jeg kan huske!

Jeg var ellers HELT sikker på, at jeg ikke var en af de 250 heldige, der var blevet optaget, fordi jeg ikke følte, jeg havde klaret den berygtede optagelsesprøve specielt godt. Jeg tog prøven som 18-årig, da jeg gik i gymnasiet, og jeg forberedte mig så småt på at skulle læse medievidenskab på universitetet for efterfølgende at søge ind igen.

Selve prøven er delt op i forskellige dele, som varierer en smule fra år til år. Jeg skulle blandt andet skrive en artikel om løvfrøer, en tekst om min bedste ven skrevet i et sprødt og spændstigt sprog (hvordan hulan gør man det?!), fortælle om tre ting, der undrede mig, beskrive humor med 500 ord, sætte kommaer og selvfølgelig tage videnstesten (som de fleste har hørt om – ja, enkelte tror faktisk, at det er det eneste, man skal bestå for at blive optaget). Videnstesten bliver altid lagt online kort tid efter den seks timer lange optagelsesprøve, og da jeg testede mine svar samme aften, opdagede jeg med gru, at jeg kun havde haft 28 (!!!) rigtige ud af 50 spørgsmål ved optagelsesprøven. Jeg kunne lige så godt give op, løbet var kørt – jeg måtte vente til næste år. Eller… det troede jeg i hvert fald.

En måneds tid senere sov jeg ved Christian, som på det tidspunkt stadig boede ved sine forældre, og klokken blev over middag, før jeg så på Facebook, at andre havde fået svar fra Journalisthøjskolen. Jeg skyndte mig ind og tjekke mailen, og bum! Jeg var kommet direkte ind – ét styks studieplads var klar til mig fra februar 2012. Vi hoppede og dansede rundt i mine svigerforældres stue og kunne næsten ikke tro, at det var rigtigt. Jeg skulle flytte til Aarhus!

Lige nu er min makker og jeg ved at lave den afsluttende hovedopgave på skolen. Til januar er jeg færdiguddannet journalist (det er egentlig lidt vildt at tænke på?!), og barndomsdrømmen er dermed gået i opfyldelse. Jubii! Et af de spørgsmål, jeg oftest bliver stillet, når snakken går på uddannelse, er, om det ikke er svært at komme ind på Journalisthøjskolen? Jeg synes, det spørgsmål er enormt svært at besvare, for jeg følte jo ikke selv, at min præstation ved optagelsesprøven var særlig god, og alligevel fik jeg den føromtalte mail på en dejlig forårsdag i maj. Lykkens gudinde tilsmilede mig i dén grad, og jeg er hende evigt taknemmelig :-)

Hvis der er nogle, der læser med, som har nogle spørgsmål om journalistuddannelsen, så hold jer endelig ikke tilbage! Jeg husker selv, hvordan jeg havde tusind spørgsmål og googlede løs på ”optagelsesprøve Journalisthøjskolen”, men dengang i 2011 var det lidt svært at finde nogle, der kunne berette om deres oplevelser. Så fyr løs!

PS. Har man selv lyst til at teste sin viden, så kan videnstesten fra dette års optagelsesprøve findes lige her. Og skriv endelig resultatet i kommentarfeltet! Jeg er nysgerrig 😀

Om at have et stort plaster i panden

Alle kigger på mig! Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind, at de gør. Egentlig er det ikke MIG, de kigger på – men det store, iøjnefaldende plaster, der pryder hvad der føles som halvdelen af min pande lige nu.

Hele mit liv har jeg haft et lille modermærke i panden, som jeg aldrig har tænkt nærmere over. Faktisk vidste jeg næsten ikke, at det eksisterede, før en medstuderende for nogle år siden sagde til mig, at jeg vist havde en krumme i panden. Det morede jeg mig meget over, og døbte på stedet modermærket ”Krummen”.

Nå, men der skulle et par år, før Krummen igen kom i fokus – denne gang af en lidt anden grund. De seneste 8-9 måneder har det nemlig kløet og prikket i Krummen, og dum som jeg er, skrev jeg ”kløende modermærke” i søgefeltet på Google og orienterede mig på NetDoktor. Det skal man aldrig gøre!

Jeg tog til lægen for at få det undersøgt, men min læge forsikrede mig om, at alt altså var i den skønneste orden – der var ingen grund til at skille sig af med Krummen. Jeg glædede mig over beskeden, og tog derfra uden bekymringer.

Den følelse varede et par dage, indtil jeg igen kunne mærke en svag smerte i Krummen. Det kan simpelthen ikke være normalt, at man kan mærke et modermærke – kan det? Efter at have gået i et par måneder og sagt til mig selv, at lægen jo havde konstateret, at alt så normalt ud, overmandede mine bekymringer mig alligevel, og jeg bestilte en ny tid ved lægen. På trods af mange gode år, var det på tide, at Krummen og jeg måtte gå hver sin retning. Sådan måtte det altså blive. Jeg fik en henvisning til en hudlæge, og i går kunne jeg så bytte krummen ud med et styks meget stort plaster – sådan føles det i hvert fald!

IMG_6381

Plasteret presser mit øjenbryn nedad, og jeg synes selv, jeg lidt ligner Gru fra Grusomme Mig. Om syv dage skal jeg have fjernet de to sting, området efter Krummen blev lappet sammen med. Det vil sige, at jeg de næste syv dage skal have plasteret i panden, og selvom det måske ikke ser ud af noget særligt, er det det eneste, jeg lægger mærke til, når jeg ser mig selv i spejlet. Det er lidt ligesom når man har en kæmpe bums og kan føle, at selv den bedste dækstift i verden ikke slår til – bare værre! First world problems, I know! Plasteret må ikke blive vådt, så det bliver noget af en udfordring at vaske hår.

At gå med plasteret er dog en lille pris at betale for at kunne slippe for bekymringerne om et modermærke, der klør og prikker. Det er garanteret ganske fredeligt (som hudlægen også påpegede), og har nok i virkeligheden kløet som resultat af, at jeg har bekymret mig så meget om, om der nu var noget galt med det.

Nå, noget helt andet: Tusind tak for alle de søde tilbagemeldinger, der er kommet, efter at jeg i går fortalte på Facebook og Instagram om bloggen her. Det betyder virkelig meget! Og hvor er det vildt, hvor glad man kan blive af at få en sød kommentar med på vejen. Jeg gik storsmilende i seng i går. :-)

Nu rammer mit tog snart Aarhus, men det er jo ingen sag med sådan en togrejse, når man kan bruge tiden på at skrive til bloggen her.

Rigtig god tirsdag!

Hvad mon andre tænker?

Jeg har altid gået alt for meget op i, hvad andre mon tænker om mig. Jeg ved ikke, om det er sådan en usikkerhed fra teenage-alderen, jeg ikke helt er kommet af med endnu, som fører til, at jeg nogle gange lægger lidt låg på mig selv af hensyn til andre. Og hold nu op, hvor er det åndssvagt! :-)

For eksempel går jeg enormt meget op i, om jeg nu får sagt ting på den rigtige måde, og Christian må ofte bekræfte mig i, at jeg altså ikke har sagt noget forkert. Kunne det mon misforståes, det jeg sagde? Har jeg såret nogen? Det ender tit med, at jeg undskylder for mig selv, hvilket er vanvittigt irriterende for andre at høre på. I know!

Jeg går også rigtig meget op i, hvordan vores hjem ser ud overfor andre. Når mine forældre eller venner ringer og spørger, om jeg giver en kop kaffe om 20 minutter, opstår der kaotiske tilstande i det lille hjem. Ud med støvsugeren, puderne i sofaen skal stå rigtigt, gryden, der står i blød i vasken skal vaskes op og bunken af vasketøj ved siden af sengen skal i vasketøjskurven. Alt sammen for at jeg totalt overskudsagtigt kan stå og tage imod gæster i en lejlighed, der skinner og på ingen måde bærer præg af, at jeg for 3 minutter siden tørrede støv af fjernsynet med fingrene, fordi der ikke var tid til at vride en klud.

Når jeg sidder her og skriver det, kan jeg jo sagtens høre, at det lyder håbløst. Men det er altså ikke desto mindre sådan, virkeligheden ser ud! Og det er gået op for mig, at jeg alt, alt for tit tager hensyn til, hvad andre folk tænker, end hvad der føles rigtigt for mig. Jeg kan næsten ikke være alene om at have det sådan?

Jeg har altid haft en lille kærlighed til den lidt rockede stil, hvis man kan kalde den det. Med sort tøj, godt med eyeliner, stort, pjusket hår, grove støvler og læderjakke. I love it! I 1.g prøvede jeg mig frem med stilen, og som resultat af det endte jeg øverst på 3.g’ernes dødsliste på sidste skoledag. Begrundelsen var mine sorte velour-shorts og støvler. Selvom jeg inderst inde var lidt stolt over, at 3.g’erne overhovedet havde lagt mærke til lille, 16-årige mig, tror jeg ikke, de shorts kom i brug efterfølgende. For hvad mon folk ville tænke?

Desktop-001

Da jeg fik hairextensions, havde vi problemet igen. Jeg ville sindssygt gerne have langt hår, og som man kan læse her, har det været lidt af en kamp, da jeg har en tendens til at ødelægge projektet for mig selv. Det er kun til mine allernærmeste veninder, jeg har fortalt, at der altså også er noget indisk hår blandet sammen med mit eget, for hvad vil folk dog ikke tænke – extensions er da kun sådan noget, teenagere har?

Jeg har de sidste par år også haft en idé om, at jeg gerne ville starte en blog. Min grandkusine Sofie har i flere år blogget, senest på http://www.sofiemartine.com, og når vi har mødtes og hun har fortalt om bloggen, har jeg efterfølgende talt med Christian om, at dét gad jeg altså også godt. Men altså – hvad vil folk ikke tænke, når jeg sådan bilder mig ind, at jeg har noget spændende at skrive om?

Men NU skal det være slut! Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke skal bekymre mig om, hvad folk mon tænker, og i stedet gøre de ting, jeg selv har lyst til. Derfor skriver jeg også lige om lidt på Facebook og fortæller om bloggen her. Og derfor skriver jeg det her indlæg. Hurra!

… og for at være helt ærlig, så har mine bekymringer nok i virkeligheden været spildt, for folk har garanteret mere travlt med at tænke på dem selv og hvad andre mon tænker om dem, end at tænke på, hvad andre gør! :-)

PS. Jeg har allerede diskuteret med mig selv og Christian om, om jeg mon skulle skrive dette indlæg – for hvad vil folk dog ikke tænke? Herregud…

Goodbye London!

_JGB9428

Det er utroligt, som jeg kan blive overrasket hver gang over hvor dejlig en by, London er! Jeg er netop landet igen efter endnu en skøn forlænget weekend i den travle by. Vi har shoppet, været til Green Day-musical, set BBC, spist helt fantastisk kage, været på British Museum og været på London By Night-tour på de 3 dage, min farmor, lillebror Joakim og jeg tilbragte der i denne omgang. Billeder siger som sagt mere end ord, so here we go:

IMG_6311

Dét er da en mærkelig sammensætning – kyllingenudler og rødvin til den herlige sum af 65 kroner på flyet. Jeg gad godt vide, hvem der kom i tanke om sådan en menu? Og om nogen køber det?? :-)

IMG_6324

Alt hvad hjertet begærer af julepynt i Selfridges. Jeg kunne have købt det hele med hjem…

IMG_6328

Min flotte fyr af en lillebror 😉

IMG_6339

Dét her er seriøst den bedste kage, jeg nogensinde har smagt! Chili chocolate fondant med honningis og mandariner i appelsinsirup på Chiquito på Leicester Square. Et ord: wauw.

IMG_6341

Joakim var ikke helt lige så heldig som mig med desserten – han bestilte de lækre pandekager med is, han kunne se på billedet i brochuren, uden først at læse, hvad der stod om dem. Han blev derfor slemt, slemt skuffet, da det viste sig, at det altså IKKE var pandekager på billedet, men derimod ovnbagte ananasringe! Selvom de nu smagte udmærket, var det bare helt vildt sjovt, fordi Joakim normalt er ved at løbe skrigende bort ved tanken om frugt. Han spiste nu alligevel halvdelen, så helt dårligt kan det ikke have været.

IMG_6344

Fredag aften så vi musicalen American Idiot, som er baseret på Green Days sange. Som man kan læse om her, er jeg jo stor Green Day-fan og glædede mig som et lille barn til forestillingen. Og hurra – mine forventninger blev indfriet! Er man Green Day-fan, og skal man til London, så synes jeg, man alvorligt bør overveje at runde Arts Theatre tæt ved Leicester Square og bruge et par timer på musicalen, der handler om en gruppe stofmisbrugere i en forstad i USA efter 9/11. Jeg var totalt i rock’n’roll-humør, og dagen efter fik den lidt ekstra med eyelineren og touperingskammen. :-)

IMG_6315

Jeg må jo nok indrømme, at jeg er lidt glad for Primark. Ja, jeg ved godt, at tøjet ikke er i den bedste kvalitet nogensinde, men de har altså bare tit nogle fine og sjove ting alligevel, som for eksempel den her sag, jeg blev nødt til at købe! Man er vel Harry Potter-fan.

IMG_6357

Egentlig spiser jeg normalt ikke ret meget kage, men London-turen var altså en undtagelse. Her er verdens tungeste cheesecake, som jeg kunne klemme en tredjedel ned af. Og så havde jeg endda kvalme efterfølgende – men den var også kæmpe!

IMG_6353

Jeg læser jo til journalist, og min lillebror er i gang med uddannelsen til TV-fotograf, så det var oplagt, at turen gik indenom BBC til en tur rundt i huset. Her så vi TV-studier, var med på sidelinjen til en stor, live radioudsendelse og hørte om arbejdsgangene i huset. Vildt spændende!

IMG_6355

Jeg elsker alt, der glimter, og hvis jeg nogensinde skulle få brug for en el-scooter, kunne man godt drømme lidt om sådan en sag her!

Jeg har desværre ikke nogen billeder fra vores London By Night-tour, men den er også klart anbefalelsesværdig, hvis man vil have et godt overblik over byen og dens seværdigheder. Jeg blev i hvert fald inspireret til, hvad vi skal lave, når turen igen går til London på et tidspunkt! Nu skal søndagen bruges på at kysse på Christian, kigge lidt på bacheloropgave og på at slappe af.

PS. Der kommer Django Unchained kl. 21 på TV2, hvis man er i humør til en spændende film!

Turen går til London

I dag tager jeg til min yndlingshovedstad for niende gang – London! Jeg skal være der til på søndag, og udover at bruge tiden på shopping, kaffedrikning og god mad skal jeg denne gang også ind og se en Green Day-musical. Jeg glæder mig!

Det er min kære farmor, der for tredje gang har inviteret min lillebror og jeg med på en forlænget weekend i byen. Det er nu ikke dumt med sådan en farmor! :-)

I 2007 overraskede mine forældre min bror og jeg juleaften. Efter at alle gaver var pakket op, lå der en lille kuvert tilbage på træet. Jeg havde længe talt om, at jeg godt kunne tænke mig at se London, men jeg blev alligevel noget overrasket, da jeg åbnede kuverten, og der stod, at vi skulle til London få uger efter. Det blev begyndelsen på min forelskelse i byen, og siden er jeg vendt tilbage cirka en gang om året.

IMAG0868

London, 2007 – jeg havde lige opdaget foundation på det tidspunkt…

London er for mig en virkelig fascinerende by – lige fra de smukke bygninger og museer til den propfyldte undergrundsbane og diversiteten af mennesker. Det er så nemt at falde ind, synes jeg. Så det gør jeg, så tit jeg kan. Og hvis man følger en smule med i priserne på flybilletter fra Aalborg Lufthavn, kan man nemt få billetter til samme pris, som en tur til København koster – og nogle gange billigere!

Som den vakse læser har opdaget (og ellers kan man læse om det her), er bloggen opkaldt efter en figur i Harry Potter. Derfor kan det vel næsten heller ikke overraske, at jeg er HELT vildt forelsket i Warner Bros Studio Tour – The Making of Harry Potter (eller bare Harry Potter-land, som jeg kalder det :-) ). Det ligger udenfor London, og her ser man sindssygt imponerende kulisser, tøj, eliksirer, en kæmpe model af Hogwarts og meget mere, hvorefter man kan nyde en kop ingefærøl på Ligustervænget eller blive skræmt af dødsgardister i Diagonalstræde. Mange af scenerne fra filmen er optaget her, og jeg kunne altså ikke undgå at blive et lille barn på den 2,5 times lange tur. Det kan virkelig anbefales, hvis man godt kan lide Harry Potter! Jeg fortryder stadig, at jeg ikke fik købt en tryllestav under mit besøg.

London 2014

London 2014

Som nævnt skal vi denne gang ind og se musicalen American Idiot, der er baseret på Green Days sange. Jeg er helt oppe og ringe over, at vi endelig har fået billetter, for musicalen har ikke spillet de andre gange, jeg har været i London – og tro mig, jeg har dobbelttjekket. Jeg har været stor Green Day-fan siden jeg som 13-årig så American Idiot-musikvideoen i Boogie, og siden da har jeg lært stort set alle deres gamle sange at kende og har været til tre koncerter med dem. Jeg er spændt på at se, hvordan musicalen binder bandets sange sammen. Farmor er også helt klar på Green Day-musical – det er da lidt sejt!

I må have det rart herhjemme imens! Der kommer en London-opdatering på bloggen, når vi er hjemme igen. :-)

Om at være kærester med en gamer

Billeder

Christian til computerspilskamp i USA <3

Christian spiller computerspillet League of Legends. Det kan ingen, der kender ham, være i tvivl om. Jeg skal op klokken 5.15 hver morgen for at fange morgentoget til Aarhus, så jeg går tidligt i seng, og når jeg er blevet puttet ved 22-tiden, er det altså Thresh, Teemo og Morgana, der får Christians kærlighed (og ikke mindst had).

Jeg er blevet spurgt, om jeg ikke synes, det er lidt irriterende, at Christian så tit sidder begravet i skærmen. Lad mig forklare det med en lille fiktiv snak baseret på virkelige samtaler, jeg har haft:

”Min kæreste er heldigvis ikke sådan en, der spiller computer og ikke har nogle venner.”

At folk, der spiller computer, sidder alene på værelset med cola i drop og pizzarester på den slidte t-shirt og er asociale, er simpelthen en misforståelse. Jeg troede selv, det forholdt sig sådan, men efter at have været med på sidelinjen i flere år kan jeg – næsten desværre – konkludere, at computerspil er alt andet end asocialt! Jeg har måttet sove med ørepropper for at ikke at være vågen til klokken to om natten, når Christian og mange andre taler sammen, mens de spiller. Når jeg læser i en bog eller ser en god film, så er jeg måske asocial. Men når fem personer taler sammen over et computerspil, er det alt andet end asocialt.

”Men de sidder jo også og ser videoer af andre, der spiller computerspil. Dét er da for underligt!”

Hvorfor er det mere underligt at se en computerspilskamp end en fodboldkamp? Rigtig mange andre kvinder har en kæreste, der går meget op i fodbold og bruger flere hundrede kroner om måneden på at oddse. Hvad er forskellen på det og at se andre spille computerspil, så man selv kan lære noget?

I sommer var Christian og jeg på roadtrip i USA, og i Los Angeles var vi inde og se en computerspilskamp live. Selv for en som mig, der ikke fatter, hvad spillet drejer sig om (andet end det er noget med at man skal tilføre sine modstandere damage og selv have masser af HP, for i sidste ende at dræbe tårne), så var det altså en ret fed oplevelse!

For et år siden, da jeg var i praktik på TV2/Nord, lavede jeg et lille tema om computerspillere og streamere – inspireret af min søde kærestes fascination. Dengang var det stadig sparsommeligt med artikler om e-sport og YouTubere i medierne, men siden da er mit indtryk, at fokusset på emnet er steget. Er man nysgerrig, kan det ses her. Det tager 16 minutter, så det er en længere smøre. Og har man ikke tid til det, kan man nøjes med at se fraklip af mig, der åbenbart har rigtig, rigtig svært ved at fortælle om at tjene penge på YouTube (det lykkedes dog i sidste ende!):

… og nu kan jeg glæde mig over, at Christian kan hygge sig med computerspil de næste dage – i morgen smutter jeg nemlig til London indtil på søndag! :-)

Aalborg-Aarhus tur/retur

Det har sine omkostninger at være så krævende, at man vil bo i Aalborg og læse i Aarhus. 4,5 timers transporttid om dagen, for at være helt præcis.

De sidste to år har jeg tilbragt min arbejds- og studietid max 20 minutters kørsel fra Aalborg. På Journalisthøjskolen er vi jo i praktik i 18 måneder, og praktikanterne flytter derfor som regel til det område, praktiksteder ligger. For mit vedkommende Aabybro, hvor TV2/Nord er placeret. Christian og jeg rykkede derfor teltpælene op i Aarhus i 2013 og tog tilbage til vores elskede Nordjylland. Aalborg, for at være helt præcis.

Egentlig har jeg aldrig haft særligt høje tanker om Nordens Paris. For mig har det været en lidt upersonlig by præget af industri, og når man er vokset op i et hjem på en øde mark med omkringliggende skov, var høje blokke og ensrettede veje med tæt trafik ikke lige førstevalget. Mine tanker om Aalborg er dog i særdeleshed gjort til skamme. Hold nu op, jeg elsker den by!

Derfor var det også helt naturligt, at jeg selvfølgelig skulle pendle dette semester, så vi kunne blive boende i vores lejlighed, som vi i øvrigt også er rigtig glade for. Christian er færdig på lærerseminariet til sommer, og jeg har job i Nordjylland frem til slutningen af juli. Indtil da holder vi til i Aalborg midtby, og derefter er verden åben!

Jeg har altid været vant til masser af transporttid. Sådan er det, når man hele gymnasietiden har boet 4 kilometer fra den nærmeste bus, der hver anden time satte kursen mod Brønderslev. Hvor man efter skoletid kunne sidde på banegården og vente i over en time på bussen, hvor man i øvrigt efterhånden kendte chaufføren (vi blev faktisk rigtig gode venner, efter jeg en dag havde flødekage med til ham fra mit arbejde som bagerjomfru), og hvor man en gang imellem kunne være den eneste passager på ruten. Det tror jeg, kommer mig til gode den dag i dag.

Når man sidder i toget hver dag, kan man godt savne den her lækre sag, vi kørte 8.500 km. i i USA...

Når man sidder i toget hver dag, kan man godt savne den her lækre sag, vi kørte 8.500 km. i i USA…

Lige nu sidder jeg mellem Aarhus og Randers i vogn 71 – stillezonen. Lyden af mig, der klimprer på tastaturet, er det eneste, der kan høres. Der er en time, til toget ankommer til Aalborg Banegård. Masser af tid til at læse, skrive, høre musik eller bare sove ovenpå en lang dag. Det kan godt være, at DSB får mange hug med på vejen, men jeg må faktisk sige, at når det nu skal være sådan her, så er det faktisk ikke så slemt.

Én ting har jeg dog lært på den hårde måde – man skal slå blitzen fra INDEN man diskret forsøger at tage et billede og sende på SnapChat. Ellers kan der blive en meget akavet stemning i kupéen, og hvis turen før føltes lang, så kan man i hvert fald gange den fornemmelse med to. :-)

1 2