Archive of ‘Hverdagstanker’ category

At gå fra at være inaktiv til at træne op til et halvmarathon

Jeg kan lige så godt indrømme det: jeg har aldrig været ret glad for at dyrke motion, og fitnesscenteret har i mit hoved været et aflukket land, jeg aldrig ville blive en del af. Indtil for nogle år siden, hvor en medstuderende var så sød at hive mig med ned og træne.

Dengang havde jeg et mål: jeg ville træne én gang om ugen. Haha, nej, det er ikke meget – men man må starte i det små! Og selvom jeg til tider sprang den ugentlige træning over (jeg havde jo SÅ travlt. Der kunne på ingen måde hives et par timer ud af min kalender…), så fandt jeg ud af, at det altså ikke kun var bodybuildere og kvinder med en fedtprocent på 7 %, der var velkomne i træningslokalet.

Så langt, så godt.

For et år siden havde jeg dårlig samvittighed. Den type samvittighed, der rammer på en tømmermandssøndag, hvor man natten forinden har straffet sin krop med uanede mængder fadøl og shots, for derefter i sin brandert at kværne en kæmpe durum og bestille pizza næste eftermiddag. Jeg skammede mig over, at jeg passede så dårligt på min krop. Jeg havde også taget et par kilo på. Selvmedlidenheden ville ingen ende tage. Men nu skulle det være slut!

Jeg ved egentlig ikke, hvor idéen kom fra, men fra det ene minut til det andet havde jeg og min lige så tømmermandsramte veninde tilmeldt os Aalborg Halvmarathon otte måneder senere. Så var der masser af tid til at træne op, når man – som jeg – aldrig har været vant til at løbe før.

For præcis et år siden løb vi vores første tur på 4 km.

Skærmbillede 2015-11-03 kl. 07.34.31

Det skulle blive til rigtig mange gode ture, hvor jeg fik set helt nye afkroge af Aalborg. Og rigtig mange skrækkelige ture, hvor jeg bandede det skide halvmaraton langt væk. Vi fulgte et træningsprogram, hvor vi løb tre gange om ugen, og langsomt, men sikkert, blev jeg hurtigere og kunne løbe længere. Den dag, jeg løb 10 kilometer på under en time, var næsten en lige så stor dag som den dag i folkeskolen, hvor jeg greb den afgørende bold i rundbold. Og det siger ikke så lidt.

2015-05-31 12.38.35

Jeg begyndte at holde af at løbe, og endelig fandt jeg en motionsform, hvor jeg følte mig komfortabel. Det blev april, og jeg var helt klar til at løbe over målstregen to måneder efter. Men så sagde mit knæ stop.

Jeg har altid tænkt, at folk, der har knæskader, er sådan nogle, der spiller fodbold på højt plan eller går til springgymnastik. Ikke særligt klogt tænkt, I know. Jeg fulgte et træningsprogram på antallet af kilometer, der skulle løbes, og hvor mange gange om ugen, det skulle ske, men havde aldrig taget det alvorligt, at der skulle variation ind i løbetræningen. Jeg løb altid så hurtigt, jeg kunne overskue – hele vejen. Og det ramte mig to måneder før den store dag.

Jeg skruede ned for løbet og krydsede fingre for, at jeg alligevel nok skulle komme i mål. Men da jeg løb 10 kilometer til Femina Kvindeløbet to uger inden halvmaratonet og i flere dage efter havde smerter stod det klart: det ville være tåbeligt at udsætte mit knæ for 21 kilometers løb og risikere, at jeg altid ville have problemer med knæet.

2015-01-10 16.04.46

Jeg solgte mit løbenummer til en ven, der løb halvmaratonet uden at træne op til det (… og så står man her og har brugt et halvt år på at træne op…). Min seje veninde, som jeg i sin tid meldte mig til løbet sammen med, gennemførte sammen med en tredje lige så sej veninde.

Av, det gjorde ondt at stå på sidelinjen og heppe efter mange måneders optræning. Jeg var SÅ skuffet over mig selv.

Selvom jeg aldrig kom i mål, så har løbetræningen alligevel gjort noget godt. Det er ikke HELT så slemt længere at skulle hoppe i tøjet og få træningen overstået. Og hvem skulle dog have troet det, da jeg for et år siden lå i fosterstilling på sofaen efter at have fortæret uanede mængder fastfood og havde ondt af mig selv? :-)

Rivejernet introducerer lørdags-dilemmaet: Skal jeg droppe byture for min nye kærestes skyld?

Jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg ville give mig selv lov til at sove længe her til morgen. Jeg endte nemlig med at tage over til et par skønne veninder i går og kom først sent i seng, så jeg tænkte, at jeg nok godt kunne være lidt crazy og sove til klokken 10. Jeg vågnede klokken 7.30.. Nå, men så kan man jo lige så godt få lidt ud af dagen!

Og så har jeg også masser af tid til at introducere et nyt, fast element her på bloggen *trommehvirvel*: lørdags-dilemmaet! Inspireret af Mads og Monopolet vil jeg hver lørdag bringe et dilemma op på bloggen. Det kan være dilemmaer, jeg selv står i, det kan være venner og veninders dilemmaer og det kan være fiktive dilemmaer (à la ”Der er en knap. Vil du trykke på den?”).

_JGB9160

Så håber jeg, at der er nogle læsere, der har kloge ord at sige om dilemmaerne – og måske nogle, der selv har et dilemma, de har lyst til at diskutere. Dilemmaerne er selvfølgelig godkendt af dem, det vedrører.

Idéen til lørdags-dilemmaet kan jeg ikke nuppe æren for – den tilfalder i stedet to af mine gode veninder, der var så søde at komme med forslag til bloggen her. Selv om det virker lidt fjollet, så blev jeg helt vildt glad for, at de også havde gjort sig nogle tanker om bloggen. Om man vil det eller ej, betyder det altså bare noget, at folk har lyst til at læse med – selvom de som veninder selvfølgelig er tvangsindlagt til at høre om min digitale dagbog. 😉

Dagens dilemma: Kæresten eller byturene?

En i min omgangskreds, som vi kalder X, har længe været single, og har egentlig haft det rigtig godt med det. Masser af byture, frihed til at gøre, hvad man vil, uforpligtende sex – you name it. For nylig er X begyndt at se én, som er stik modsat af X – vi kalder personen Y. Y er ikke så glad for at gå i byen og mener, at man kun tager i byen for at score og få bekræftelse fra folk af det modsatte køn. En tankegang, X er helt uenig i – X går i byen for at hygge sig med sine venner, ikke for at ende i et one night-stand.

Y bryder sig bestemt ikke om, at X stadig gerne vil med vennerne ud og drikke øl, og Y har udtrykt ønske om, at X dropper byturene fremover. Da X modsatte sig dette ønske og tog i byen weekenden efter, blev Y så irriteret over det, at Y ikke kontaktede X i flere dage.

På den ene side vil X selv bestemme over sit liv, og har ikke lyst til at indrette sig efter, hvad Y synes. X frygter nemlig, at det blot er første skridt ind i et forhold præget af jalousi.

På den anden side tænker X, at det måske er en god idé at droppe byturene for en stund, mens forholdet blomstrer. Når tilliden mellem X og Y er bygget op, kan X så småt begynde at drikke øl med vennerne igen, men lige nu skal forholdet prioriteres.

Hvad skal X gøre? Blive ved med at tage i byen og risikere, at forholdet går i stykker, eller give forholdet en chance og droppe byturene for en stund?

Jeg håber, nogle af jer læsere har lyst til at dele jeres syn på sagen!

PS. Jeg har nu fået oprettet Rivejernet på Bloglovin’ – siden kan findes her:-)

Min helt store craving

Så I Den Store Bagedyst i går? Jeg sad klistret til skærmen og heppede på dejlige, nordjyske Liv! Det er altså utroligt, som mad – i dette tilfælde kage – kan sætte følelser i gang i én. Det har inspireret mig til at skrive en lille snas om min egen helt store mad-kærlighed. Værsgo:

I 9. klasse fik vi til opgave at skrive en tekst om noget, vi godt kunne lide. Det kunne være sport, familie, rejser eller en anden ting, som betød noget for os. Det tog lang tid for mig at finde ud af, hvad jeg skulle skrive om. Hvad kunne virkelig sætte gang i mig? Hvad betød så meget for mig, at det var værd at skrive en skoleopgave om? Da jeg først kom på emnet, skrev opgaven nærmest sig selv. Hvad mon jeg skrev om? Det er lidt pinligt. Jeg skrev om pizza…

Man kan næppe finde en person, der ikke har oplevet dette smagseventyr. Det er den lette og altid sikre løsning. I mit liv har jeg mødt ét menneske, som ikke kunne lide pizza. Jeg var nærmest i chok! Selv kunne jeg spise det hver dag.

Pizza sætter følelser i gang i mig. Jeg glemmer aldrig dengang, vi i 5. klasse skulle på koloni, og os elever måtte bestemme menuen, hvis vi kunne blive enige. Alle undtagen én elev stemte på pizza. Fordi vi ikke var enige, fik vi kartoffelmos og kylling i stedet. Den oplevelse gav min indre pizza-elsker ar på sjælen.

Det er forskelligt hvilken pizza, jeg synes, smager bedst. Er det til aftensmad, er en salatpizza med kebab (jyde-pizzaen!) klart min favorit. Er det efter en bytur, er et slice fra den tyrkiske pizzapusher med skinke og dressing rigeligt. Er det på ferie er en tynd, sprød pizza med parmaskinke og rucola lige sagen. Jeg kan næsten ikke udvælge mig en favorit.

Da jeg for første gang oprettede en bruger i et chatforum (Jubii Chat – husker I det?), vidste jeg ikke, hvad jeg skulle kalde mig. Mit kælenavn ”Josse” var taget, så jeg måtte i stedet hedde noget, der fortalte lidt om mig. Navnet blev Pizza-Josse. :-)

Da jeg blev konfirmeret, fik vi pizza til natmad. Når jeg holder fødselsdag, er der pizza på bordet. Når jeg engang skal giftes, skal festen helt sikkert sluttes af med en ordentlig røvfuld pizzaer.

Almindelig, indbagt, klapsammen, deep pan, bearnaisepizza, pommes frites-pizza, krabbekødspizza, ja selv rejepizza – I’ve tried it all. Jeg tør slet, slet ikke tænke på, hvor meget pizza jeg har indtaget i mit liv. Lige fra delikate pizzaer i Italien med ultratynde bunde til tarvelige pizza-efterligninger som for eksempel miniflutes med tomatpure og revet ost. Eller tortillapandekager med rød peber i tern dækket med mozzarella varmet i mikroovnen. Jeg er ikke for fin til noget, ingen løsning er for dårlig for mig – minder det om pizza, så indtager jeg det med glæde!

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er sjovt eller sørgeligt, at min lokale pizzamand hilser på mig, når vi går forbi hinanden på gaden. Eller at han ved præcis, hvad jeg skal have, når jeg ringer ned og kun når at sige mit navn. 😀

Jeg har alle mulige argumenter, når det kommer til at overbevise Christian om, at det er en god idé, at vi får pizza til aftensmad. Vi kan jo bare spise rugbrød de næste par dage, vi kan betale den ene halvdel af pizzaerne fra vores egen konto og den anden halvdel fra fælleskontoen, vi kan løbe en tur i morgen osv. Virker ingen af argumenterne, ender jeg med at finansiere gildet.

For når jeg craver pizza, kan intet, og jeg gentager INTET, dulme min trang. Det er næsten som at være afhængig. Kan man egentlig være afhængig af en madvare? For så er jeg afhængig af pizza.

Dybt, dybt afhængig.

2015-04-021

Om at have et stort plaster i panden

Alle kigger på mig! Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind, at de gør. Egentlig er det ikke MIG, de kigger på – men det store, iøjnefaldende plaster, der pryder hvad der føles som halvdelen af min pande lige nu.

Hele mit liv har jeg haft et lille modermærke i panden, som jeg aldrig har tænkt nærmere over. Faktisk vidste jeg næsten ikke, at det eksisterede, før en medstuderende for nogle år siden sagde til mig, at jeg vist havde en krumme i panden. Det morede jeg mig meget over, og døbte på stedet modermærket ”Krummen”.

Nå, men der skulle et par år, før Krummen igen kom i fokus – denne gang af en lidt anden grund. De seneste 8-9 måneder har det nemlig kløet og prikket i Krummen, og dum som jeg er, skrev jeg ”kløende modermærke” i søgefeltet på Google og orienterede mig på NetDoktor. Det skal man aldrig gøre!

Jeg tog til lægen for at få det undersøgt, men min læge forsikrede mig om, at alt altså var i den skønneste orden – der var ingen grund til at skille sig af med Krummen. Jeg glædede mig over beskeden, og tog derfra uden bekymringer.

Den følelse varede et par dage, indtil jeg igen kunne mærke en svag smerte i Krummen. Det kan simpelthen ikke være normalt, at man kan mærke et modermærke – kan det? Efter at have gået i et par måneder og sagt til mig selv, at lægen jo havde konstateret, at alt så normalt ud, overmandede mine bekymringer mig alligevel, og jeg bestilte en ny tid ved lægen. På trods af mange gode år, var det på tide, at Krummen og jeg måtte gå hver sin retning. Sådan måtte det altså blive. Jeg fik en henvisning til en hudlæge, og i går kunne jeg så bytte krummen ud med et styks meget stort plaster – sådan føles det i hvert fald!

IMG_6381

Plasteret presser mit øjenbryn nedad, og jeg synes selv, jeg lidt ligner Gru fra Grusomme Mig. Om syv dage skal jeg have fjernet de to sting, området efter Krummen blev lappet sammen med. Det vil sige, at jeg de næste syv dage skal have plasteret i panden, og selvom det måske ikke ser ud af noget særligt, er det det eneste, jeg lægger mærke til, når jeg ser mig selv i spejlet. Det er lidt ligesom når man har en kæmpe bums og kan føle, at selv den bedste dækstift i verden ikke slår til – bare værre! First world problems, I know! Plasteret må ikke blive vådt, så det bliver noget af en udfordring at vaske hår.

At gå med plasteret er dog en lille pris at betale for at kunne slippe for bekymringerne om et modermærke, der klør og prikker. Det er garanteret ganske fredeligt (som hudlægen også påpegede), og har nok i virkeligheden kløet som resultat af, at jeg har bekymret mig så meget om, om der nu var noget galt med det.

Nå, noget helt andet: Tusind tak for alle de søde tilbagemeldinger, der er kommet, efter at jeg i går fortalte på Facebook og Instagram om bloggen her. Det betyder virkelig meget! Og hvor er det vildt, hvor glad man kan blive af at få en sød kommentar med på vejen. Jeg gik storsmilende i seng i går. :-)

Nu rammer mit tog snart Aarhus, men det er jo ingen sag med sådan en togrejse, når man kan bruge tiden på at skrive til bloggen her.

Rigtig god tirsdag!

Hvad mon andre tænker?

Jeg har altid gået alt for meget op i, hvad andre mon tænker om mig. Jeg ved ikke, om det er sådan en usikkerhed fra teenage-alderen, jeg ikke helt er kommet af med endnu, som fører til, at jeg nogle gange lægger lidt låg på mig selv af hensyn til andre. Og hold nu op, hvor er det åndssvagt! :-)

For eksempel går jeg enormt meget op i, om jeg nu får sagt ting på den rigtige måde, og Christian må ofte bekræfte mig i, at jeg altså ikke har sagt noget forkert. Kunne det mon misforståes, det jeg sagde? Har jeg såret nogen? Det ender tit med, at jeg undskylder for mig selv, hvilket er vanvittigt irriterende for andre at høre på. I know!

Jeg går også rigtig meget op i, hvordan vores hjem ser ud overfor andre. Når mine forældre eller venner ringer og spørger, om jeg giver en kop kaffe om 20 minutter, opstår der kaotiske tilstande i det lille hjem. Ud med støvsugeren, puderne i sofaen skal stå rigtigt, gryden, der står i blød i vasken skal vaskes op og bunken af vasketøj ved siden af sengen skal i vasketøjskurven. Alt sammen for at jeg totalt overskudsagtigt kan stå og tage imod gæster i en lejlighed, der skinner og på ingen måde bærer præg af, at jeg for 3 minutter siden tørrede støv af fjernsynet med fingrene, fordi der ikke var tid til at vride en klud.

Når jeg sidder her og skriver det, kan jeg jo sagtens høre, at det lyder håbløst. Men det er altså ikke desto mindre sådan, virkeligheden ser ud! Og det er gået op for mig, at jeg alt, alt for tit tager hensyn til, hvad andre folk tænker, end hvad der føles rigtigt for mig. Jeg kan næsten ikke være alene om at have det sådan?

Jeg har altid haft en lille kærlighed til den lidt rockede stil, hvis man kan kalde den det. Med sort tøj, godt med eyeliner, stort, pjusket hår, grove støvler og læderjakke. I love it! I 1.g prøvede jeg mig frem med stilen, og som resultat af det endte jeg øverst på 3.g’ernes dødsliste på sidste skoledag. Begrundelsen var mine sorte velour-shorts og støvler. Selvom jeg inderst inde var lidt stolt over, at 3.g’erne overhovedet havde lagt mærke til lille, 16-årige mig, tror jeg ikke, de shorts kom i brug efterfølgende. For hvad mon folk ville tænke?

Desktop-001

Da jeg fik hairextensions, havde vi problemet igen. Jeg ville sindssygt gerne have langt hår, og som man kan læse her, har det været lidt af en kamp, da jeg har en tendens til at ødelægge projektet for mig selv. Det er kun til mine allernærmeste veninder, jeg har fortalt, at der altså også er noget indisk hår blandet sammen med mit eget, for hvad vil folk dog ikke tænke – extensions er da kun sådan noget, teenagere har?

Jeg har de sidste par år også haft en idé om, at jeg gerne ville starte en blog. Min grandkusine Sofie har i flere år blogget, senest på http://www.sofiemartine.com, og når vi har mødtes og hun har fortalt om bloggen, har jeg efterfølgende talt med Christian om, at dét gad jeg altså også godt. Men altså – hvad vil folk ikke tænke, når jeg sådan bilder mig ind, at jeg har noget spændende at skrive om?

Men NU skal det være slut! Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke skal bekymre mig om, hvad folk mon tænker, og i stedet gøre de ting, jeg selv har lyst til. Derfor skriver jeg også lige om lidt på Facebook og fortæller om bloggen her. Og derfor skriver jeg det her indlæg. Hurra!

… og for at være helt ærlig, så har mine bekymringer nok i virkeligheden været spildt, for folk har garanteret mere travlt med at tænke på dem selv og hvad andre mon tænker om dem, end at tænke på, hvad andre gør! :-)

PS. Jeg har allerede diskuteret med mig selv og Christian om, om jeg mon skulle skrive dette indlæg – for hvad vil folk dog ikke tænke? Herregud…

Aalborg-Aarhus tur/retur

Det har sine omkostninger at være så krævende, at man vil bo i Aalborg og læse i Aarhus. 4,5 timers transporttid om dagen, for at være helt præcis.

De sidste to år har jeg tilbragt min arbejds- og studietid max 20 minutters kørsel fra Aalborg. På Journalisthøjskolen er vi jo i praktik i 18 måneder, og praktikanterne flytter derfor som regel til det område, praktiksteder ligger. For mit vedkommende Aabybro, hvor TV2/Nord er placeret. Christian og jeg rykkede derfor teltpælene op i Aarhus i 2013 og tog tilbage til vores elskede Nordjylland. Aalborg, for at være helt præcis.

Egentlig har jeg aldrig haft særligt høje tanker om Nordens Paris. For mig har det været en lidt upersonlig by præget af industri, og når man er vokset op i et hjem på en øde mark med omkringliggende skov, var høje blokke og ensrettede veje med tæt trafik ikke lige førstevalget. Mine tanker om Aalborg er dog i særdeleshed gjort til skamme. Hold nu op, jeg elsker den by!

Derfor var det også helt naturligt, at jeg selvfølgelig skulle pendle dette semester, så vi kunne blive boende i vores lejlighed, som vi i øvrigt også er rigtig glade for. Christian er færdig på lærerseminariet til sommer, og jeg har job i Nordjylland frem til slutningen af juli. Indtil da holder vi til i Aalborg midtby, og derefter er verden åben!

Jeg har altid været vant til masser af transporttid. Sådan er det, når man hele gymnasietiden har boet 4 kilometer fra den nærmeste bus, der hver anden time satte kursen mod Brønderslev. Hvor man efter skoletid kunne sidde på banegården og vente i over en time på bussen, hvor man i øvrigt efterhånden kendte chaufføren (vi blev faktisk rigtig gode venner, efter jeg en dag havde flødekage med til ham fra mit arbejde som bagerjomfru), og hvor man en gang imellem kunne være den eneste passager på ruten. Det tror jeg, kommer mig til gode den dag i dag.

Når man sidder i toget hver dag, kan man godt savne den her lækre sag, vi kørte 8.500 km. i i USA...

Når man sidder i toget hver dag, kan man godt savne den her lækre sag, vi kørte 8.500 km. i i USA…

Lige nu sidder jeg mellem Aarhus og Randers i vogn 71 – stillezonen. Lyden af mig, der klimprer på tastaturet, er det eneste, der kan høres. Der er en time, til toget ankommer til Aalborg Banegård. Masser af tid til at læse, skrive, høre musik eller bare sove ovenpå en lang dag. Det kan godt være, at DSB får mange hug med på vejen, men jeg må faktisk sige, at når det nu skal være sådan her, så er det faktisk ikke så slemt.

Én ting har jeg dog lært på den hårde måde – man skal slå blitzen fra INDEN man diskret forsøger at tage et billede og sende på SnapChat. Ellers kan der blive en meget akavet stemning i kupéen, og hvis turen før føltes lang, så kan man i hvert fald gange den fornemmelse med to. :-)

Mad, man (åbenbart) kun spiser i Nordjylland

En morgen for ikke så længe siden skejede jeg ud og fik rundstykker med varm leverpostej på. En yndet spise, der alle dage har stået højt på min liste. Da jeg ved et tilfælde nævnte det for nogle venner fra Aarhus og København, kiggede de uforstående på mig. Rundstykker med varm leverpostej? Til morgenmad? Dén havde de alligevel ikke hørt om før.

Jeg måtte spørge nogle af mine gode, nordjyske venner, om det kun var mig, der af og til nød denne guddommelige spise, og heldigvis var svaret nej. De svor selv til rundstykker med varm leverpostej en gang imellem.

Nå, godt så.

Weekenden efter skulle jeg til fødselsdag, og jeg indså med julelys i øjnene, at dagens menu var pålægskagemand efterfulgt af en stor, lækker brunsviger-kagemand.

Da jeg efterfølgende talte med nogle venner om menuen, måtte jeg endnu engang ned på gulvet og samle min kæbe op.

De havde aldrig hørt om en pålægskagemand! Okay, fair nok, at man endnu ikke har sendt sine smagsløg på eventyr i et grovbirkes med leverdreng, men at man ikke kender til en PÅLÆGSKAGEMAND? Det virker ikke rimeligt…

Pålægskagemand - det er lige til at blive rørt over så smukt et syn :-)

Pålægskagemand – det er lige til at blive rørt over så smukt et syn…

Og vi var åbenbart kun lige begyndt. For sørme ikke også, om der faldt en kommentar om, at en rigtig kagemand altså er lavet af wienerbrød. Jeg har tidligere gjort karriere som bagerjomfru, og har derfor stiftet bekendtskab med denne opfattelse af en kagemand. Jovist, wienerbrød er godt, men i mit hoved er en rigtig kagemand altså udformet som brunsviger med fløde eller glasur.

Nå, der er jo ikke andet for end at invitere mine skønne Aarhus-venner på den helt store nordjyske menu en dag.

Nu vil jeg sætte tænderne i en skøn, smattet pizza med salat, tomat, agurk og dressing. Findes sådan én egentlig andre steder end nord for Aarhus? Jeg har ikke haft held med at finde den!

Nå, rigtig god (mad)dag til jer!

At føle sig gammel

Okay. Nogle gange kan jeg godt mærke, at jeg ikke længere er 18 år. Det slog mig forleden, da jeg sagde til min veninde, at det var skønt, at nytårsaften falder på en torsdag i år, og at mange derfor har tre dage fri, inden de skal tilbage på job eller i skole igen mandag. ”Så kan man lige komme sig ovenpå nytårsaften”, hørte jeg mig selv sige.

A’hva?

Er jeg seriøst kommet til det punkt, hvor jeg har brug for at komme mig flere dage efter en fest? Hvor jeg skal tage fri en ekstra dag i forbindelse med en ferie i udlandet, så jeg lige kan ”lande” ovenpå flyveturen? Hvor jeg, i stedet for at drikke dansk pilsner fra Fakta og efterfølgende bryde ud i operasang eller hamre albuen i gulvet til VLTJ, hellere vil hygge på sofaen med hjemmebagte cookies, der dyppes i kaffen, og en god film uden afbrydelser på TV2? Gud fri mig vel!

Jordens bedste cookies - lige til at dyppe i kaffen...

Jordens bedste cookies – lige til at dyppe i kaffen…

Jeg ved godt, at mange vil mene, at jeg burde skamme mig over at have det sådan i en alder af 23. Men jeg tror simpelthen ikke på, at jeg er den eneste på min alder, der lige så gerne vil hygge med god mad og et glas vin som med drukspil og fællessang af Rasmus Seebach-hits. Og som nogle gange går hjem fra byen som den første, fordi jeg gerne vil have noget ud af den efterfølgende dag – sådan en søndag må jo endelig ikke blive ødelagt af tømmermænd…

Nu lyder det jo pludselig som om, jeg sjældent slår mig løs og græmmer mig dagen efter en lidt for crazy bytur, hvor der blev delt lidt for mange sandheder i et spil ”Jeg har aldrig…”. Sådan hænger det dog imidlertid slet ikke sammen. Jeg tror bare, at jeg er blevet bedre til at finde en balance. Til også at prioritere de hyggelige aftener på sofaen, hvor jeg – enten alene eller sammen med Christian – kværner en omgang nachos, knapper den øverste knap i bukserne op og ligger i en blanding af halvt ro og halvt forargelse over, at jeg puttede  meget ost på de nachos. Og så en lille smule panik over, at alle andre sikkert har the time of their lives lige præcis i aften – uden mig.

Men det går jo nok alt sammen. Jeg er stadig ikke nået til det punkt, hvor jeg samler på te-stel og stryger mit sengetøj. Men når den tid kommer, så kan I tro, jeg vil nyde det i fulde drag! :-)

Om ikke kun at have sit eget hår på hovedet

Ligesom på de fleste andre, der har været teenagere, har min hovedbund stået model til lidt af hvert. Affarvning, permanentkrøller, extensions (både tape, flettet og clips) og utallige farvninger. Mit hår har blandt andet haft en – omend tvivlsom – karriere som rød- og orange-farvet.

For tre år siden begik jeg den skrækkelige fejl at få lavet permanentkrøller. Jeg havde en forestilling om, at mit hår ville blive fyldt med de fineste store, bløde krøller, men i stedet endte det med en gang hidsige proptrækkerkrøller. Efter at have betalt det hvide ud af øjnene for min nyerhvervede, dun-lignende frisure, der ville få enhver puddelhund til at dø af misundelse, gik jeg hjem og gemte mig på badeværelset for Christian, mens jeg desperat udtænkte en plan for, hvordan jeg kunne redde mit stakkels hår. Efter Christian havde lovet, at han ikke ville grine, fik han lov til at se katastrofen, og her kom han med en kommentar, der for alvor understreger, at manden altså siger, hvad han mener, og ikke pakker noget ind:

”Jeg kan godt forstå, at du synes, det er lidt pinligt at gå på gaden med det hår.”

JA, DET SAGDE HAN! Undskyld mig?! Bak mig da lige op! Stik mig for hulan da en lille, hvid løgn!

Efter at have knebet en tåre eller ti over at have betalt en formue for at få det omdannet til nudel-lignende bonghår, bestemte jeg mig for, at jeg måtte glatte det hver dag, indtil krøllerne var vokset ud. Som enhver næsten kan regne ud, resulterede det selvfølgelig i, at jeg har haft ualmindeligt slidt hår i et par år.

Puddelhøne

Josefine, sommeren 2013

For et år siden, da alt det gamle hår næsten var klippet af, klagede jeg min nød til min nye (fantastiske) frisør. Jeg ville SÅ gerne have langt hår, men mit hår nåede at blive slidt, inden det fik den ønskede længde. Hun foreslog mig, at jeg stiftede bekendtskab med en gammel ven fra dengang, jeg var 15 år – extensions! Udover at give længde med det samme, ville extensions give ro til mit eget hår, som ville få lov at vokse sig langt.

Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk overfor idéen. Det er da kun teenagere, der har extensions i, er det ikke? Nej, sagde frisøren, det er der faktisk rigtig mange, der har. Man kan bare ikke se det, hvis man ikke lige ved det.

På trods af min tvivl om det nu var en god idé, valgte jeg alligevel at kaste mig ud i det. Og nu, efter at have haft extensions i et år, er min tvivl gjort til skamme. Faktisk er mit eget hår lige akkurat blevet længere end det påsatte hår, og jeg kan ENDELIG prale af at have langt, sundt hår. Nu giver det påsatte hår bare ekstra fylde.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke stadig synes, det er et lidt ømtåleligt emne at tale om. Det skaber jo unægtelig associationer til teenageårene, og extensions var egentlig noget, jeg troede, jeg var færdig med for længst. Men man kan heldigvis stadig blive overrasket. :-)

Rigtig god (hår)dag!

Om rivejernet

Til blog 2
Rivejernet.dk er drevet af mig – Josefine Brader, 23 år, bor i Aalborg med min kæreste Christian, er journaliststuderende på sidste semester og snart fuldtids-journalist. For tiden har jeg enkelte vagter som freelancejournalist, men fokuserer primært på at skrive hovedopgave på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har i 18 måneder været i praktik på den regionale TV-station, TV2/Nord, hvor jeg lavede nyhedsindslag, sendte live, lavede længere programmer og var med til at styre hjemmesiden. Jeg har også været kommunikationsansvarlig ved Arkitektur & Design på Aalborg Universitets web- og Facebookside.

Mit hjerte banker for at lave fjernsyn, og jeg drømmer om at lave sjove, informerende og veludførte programmer – gerne børne-TV eller livsstilsudsendelser. Jeg kommer oprindeligt fra den lille by Flauenskjold i Vendsyssel, og er nok dét, man kan kalde for en rigtig nordjyde.

Navnet “Rivejernet” er inspireret af en af karaktererne i min yndlings-bogserie Harry Potter, nemlig Rita Rivejern (eller Rita Skeeter, som hun hedder på engelsk). Rita Rivejern er journalist på troldmandsavisen Profettidende, og hun har en tendens til at fordreje sandheden en anelse, så den passer ind i hendes opfattelse af virkeligheden og får mere nyhedsværdi.

Som journalist er Rita Rivejern selvfølgelig ikke et forbillede, men når det handler om blogging, så synes jeg rent faktisk, hun er rimeligt spot on, hende Rita. Her på bloggen vil jeg i hvert fald skrive om MINE tanker og MIN opfattelse af virkeligheden på en måde, så nogle forhåbentlig har lyst til at læse med.

Et rivejern er også synonym for en gimpe eller en heks, og det er måske lige at stramme den for mit vedkommende, hvis jeg selv skal sige det :-)

Billederne på siden er taget med min iPhone 6, og de rigtig flotte af dem (kvalitetsmæssigt, i hvert fald!) er taget af Joakim Brader med et Nikon D800.

Skulle der være brug for det, kan jeg kontaktes på josefinebrader@gmail.com.

1 2 3 4