Archive of ‘Hverdagstanker’ category

Om ikke rigtigt at have en hobby

Når folk spørger, hvad jeg laver i min fritid, svarer jeg altid det samme, kedelige svar: jeg er sammen med min kæreste og mine venner, ser serier og løber af og til en tur. That’s it. Det lyder simpelthen så kedeligt og som om, jeg ikke har noget, jeg overhovedet interesserer mig for. Jeg går ikke til håndbold, jeg spiller ikke computerspil, jeg hækler ikke, jeg laver ikke frivilligt arbejde, jeg nusser ikke rundt i haven, jeg fotograferer ikke, jeg spiller ikke petanque – jeg har simpelthen ikke nogen hobby!

Det er nu ikke fordi, jeg ikke har afprøvet forskellige ting. Jeg har gået til standard- og latindans, showdance, gymnastik, svømning, håndbold, sejlads i optimistjolle (yes!), kor, solosang, klaver, guitar og fransk. Jeg har sågar taget jagttegn, men efter at have skudt en fasan og efterfølgende have dårlig samvittighed over det, stoppede jeg igen.

Det er godt nok ikke en optimistjolle, vi sejler i, men hende her har også taget en god del af min tid. :-)

IMG_5237At jeg ikke har en hobby hænger selvfølgelig sammen med, at jeg har fyldt min hverdag op med skole og arbejde, og jeg bruger gerne ekstra tid på dette, når det giver mening. Men det ville nu alligevel være rart at lave noget andet en gang i mellem.

Jeg vil gerne have en hobby, man kan dyrke, når man lige har en time, man kan slappe af i. Altså skal det ikke være noget, der er bundet til en bestemt dag på et bestemt tidspunkt. Lige for tiden er Candy Crush det eneste, jeg dyrker på fast basis (og jeg er dæleme også god til det!)

Jeg har tænkt lidt på, om jeg skal begynde at strikke. Jeg har en veninde, der er vildt god til at hækle, og jeg gad godt være lige så ferm med garn! Da jeg var lille lærte jeg at strikke af min mormor, men det endte altid bare med, at jeg strikkede fem centimeter af et tørklæde, for efterfølgende at give op. Jeg kunne – og kan stadig – heller ikke finde ud af at slå masker op. Men det må da være ret fedt at gå i en trøje eller med et tørklæde, man selv har strikket! Mon ikke strikkepindene stadig er hos mine forældre?

… og så slår det mig lige, at det her med at blogge, at det vel egentlig også er en hobby? Jeg nyder det i hvert fald, og bruger gerne god tid på at nusse om et indlæg. :-)

Nå, men hvis der er nogen, der har et forslag til en hobby, som man kan tage frem og dyrke, når man lige har tid, så er jeg meget lydhør over for forslag! Det ville i sagens natur også kunne bidrage til noget mere herinde på bloggen, hvis jeg fylder mit liv op med andet end skole og arbejde. Fyr endelig løs – jeg takker på forhånd!

Det her er åbenbart ikke lige min uge

Det er virkelig ikke meningen, at det her skal være en brokke-blog. Tværtimod, faktisk! Men udgangspunktet for bloggen var netop, at jeg så ærligt som muligt ville skildre de ting, der foregår i mit liv, så det ville også virke falsk at fremstille et billede af, at alt kører på skinner disse dage.

Jeg sidder netop i toget mod Aalborg. Finally. Vi har lavet interviews i Randers, og fordi jeg skal på arbejde kl. 16.30, blev jeg nødt til at tage toget mod Aalborg kl. 14.20 for at kunne nå bussen videre mod Aabybro. Det viste sig, at vi allerede var færdige kl. 13.30, så jeg skyndte mig ned på Randers Station for at fange det første tog mod Aalborg. Så ville jeg nemlig lige kunne nå hjem og skifte tøj inden arbejde, da jeg er gennemblødt efter en dag i regnvejr i Randers’ gader.

Da jeg kommer til stationen klokken 13.46 kan jeg se, at toget afgår fra stationen kl. 13.48. Helt perfekt! Jeg hopper ind i toget, dørene lukker og jeg indser først for sent – til min store gru – at det er toget mod Aarhus, jeg er hoppet ind i. Jeg trykker desperat på åbn-knappen, men dørene forbliver lukkede, og toget begynder så småt at trille sydpå. Jeg tjekker Rejseplanen med det samme og indser, at jeg med min lille smuttur til Smilets By vil komme en halv time for sent på arbejde.

Og der sad jeg så. Gennemblødt, frysende og på grådens rand på gulvet i gangen i toget mod Aarhus. Selvmedlidenheden ville ingen ende tage.

Jeg har nu overtalt min søde lillebror til, at han holder på Aalborg Station og kører mig direkte til Aabybro, når jeg endelig ankommer til Aalborg. Hvis trafikken arter sig, som jeg gerne vil, så kan jeg lige præcis nå at tjekke ind på TV2/Nord klokken 16.30.

Jeg ved ikke rigtigt, om det her er payback for sidste uge, hvor jeg følte mig som Fætter Højben. I dag har jeg det mest som en blanding af Fætter Vims og Anders And.

Vi må håbe, det bliver bedre i morgen.

IMG_6407

Mandag, for pokker…

Så er det atter mandag. Jeg plejer egentlig at være rimeligt god til at holde mandags-humøret oppe, men jeg må indrømme, at jeg skal kæmpe en lille smule mere for at smile i dag, end jeg plejer at skulle.

I weekenden havde jeg de skønneste dage på arbejde med gode kollegaer og glade mennesker. Nu sidder jeg igen i et tog mod Aarhus, jeg er i søvnunderskud og bachelorprojektet hænger mig langt ude af halsen. Jeg skulle have transskriberet et interview i toget, men lyden på optagelsen er så dårlig, at larmen fra toget gør det næsten umuligt at høre noget. Og så har jeg ondt i maven. I kan nok høre, at ja-hatten lige skal hives frem af skabet, ikke? :-)

Sådan en opgaveskrivning er noget mærkeligt noget. Som jeg skrev i sidste uge, føles det lidt som en rutsjebanetur. Og jeg er ærligt talt ved at blive lidt svimmel af turen. Vi ved ikke helt, om vi er købt eller solgt. Vi synes, vores opgave er god og absolut et værdigt emne til en bacheloropgave, men vores vejleder virker ikke til at være helt enig. Og så er det dæleme svært.

Og så er den der igen – den dårlige samvittighed. Den dårlige samvittighed over at forsømme venner, familie og ikke mindst Christian. Jeg kan ikke huske, hvornår Christian og jeg sidst har haft en aften, der har været 100 procent dedikeret til hinanden. Der er altid noget skolearbejde, der skal ordnes, folk, der skal ringes til og søvn, der skal indhentes.

Jeg ved godt, at jeg selv har valgt at bo i Aalborg og pendle hver dag til Aarhus for at skrive bachelor. Men jeg føler heller ikke, at jeg kan forsvare at tvinge Christian til at vi skulle sige vores lejlighed op, for at jeg kunne komme til Aarhus i fem måneder. Christian går jo trods alt i skole og arbejder i Aalborg, og er allerede én gang flyttet for min skyld. Og med et job, der venter i Nordjylland fra 1. februar, ville det også være tosset. Jeg har slet ikke lyst til andet end at bo her.

Jeg ved også godt, at jeg selv har valgt at sige ja til alle de vagter, jeg overhovedet kan få på arbejdet. Men det er trods alt der, jeg føler, at det, jeg har gang i, rent faktisk giver mening. Jeg elsker at være ude og lave TV, og kunne jeg kaste bacheloropgaven fra mig og begynde på arbejde morgen, så havde jeg sagt ja. Desuden er det heller ikke helt billigt at være på SU og rejse frem og tilbage hele tiden.

Mandag er altså ikke lige min dag i dag. Jeg krydser fingre for, at du, tirsdag, vil være mig mere nådig. :-)

39706-i-hate-monday-morning-2560x1440-funny-wallpaper

 

Lørdags-dilemmaet: En sten i skoen eller et hår i øjet

_JGB9160

Godaften! Jeg ved godt, at lørdags-dilemmaet kommer rimeligt sent, men jeg har simpelthen først nu tid til lige at rette opmærksomheden mod bloggen for en stund efter et par travle dage på arbejde. :-)

Jeg er lige kommet hjem fra en af de rigtig hyggelige dage på job – min gode kollega Ib og jeg har dækket julemandens ankomst til havnen i Aalborg og julemarked ved Terndrup. Ved sidstnævnte begivenhed fik vi endda lov til at gå ombord i julebuffeten, så jeg har nu for første (men bestemt ikke sidste!) gang i år fyldt mig med sild, grønlangkål og medisterpølse.

I går var også en af de rigtig gode dage på job – jeg fik nemlig lov at drikke snaps under en live fra julefrokost. Og det var endda en af mine allerbedste venner, der stillede over til mig. Ikke dumt! Er man nysgerrig, kan det ses her.

I morgen står den atter på arbejde, og så er jeg også ved at være godt brugt efter en uge med 37 timer på arbejde og 34 timer i skole. Weekenden i næste uge er hårdt tiltrængt efterhånden. :-)

Derfor bliver det også et meget lille – men dog lidt svært – lørdags-dilemma!

Hvad vil du helst: Have en sten i skoen eller et hår i øjet resten af livet?

Jeg tror, jeg hopper på stenen i skoen. Nå, nu vil jeg indtage en frysepizza og bruge resten af aftenen med Christian. I må have en dejlig aften – og er I til julefrokost, så drik endelig en ekstra snaps for mig!

Peace for Paris

peace for Paris

Det er lørdag, hvilket under normale omstændigheder ville have betydet lørdags-dilemmaet, men ligesom Mads og Monopolet har jeg valgt, at der er ting, der er vigtigere for mig at skrive et par ord om i dag end noget så fredeligt som et lørdags-dilemma.

I går klokken 22.16 fik jeg en ”breaking”-push-besked på telefonen. Det skulle blive den første i rækken af mange. I beskeden stod der, at der var blevet affyret skud i midten af Paris, og at der var flere dræbte. Klokken 22.48 kom den næste push-besked. 18 dræbte samt en gidselsituation i en koncertsal i Paris.

Jeg var egentlig hoppet under dynen efter at have været på arbejde på TV2/Nord, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte tænde fjernsynet i soveværelset og se, hvad der foregik. Klokken 01.10 slukkede jeg for CNN efter i to timer at have fulgt intenst med i begivenhederne i Paris. På det tidspunkt var der mindst 60 døde, og præsident Hollande havde erklæret undtagelsestilstand i landet. Igen er terroren kommet tæt på, og i skrivende stund er 127 personer meldt dræbt.

Det er så uhyggeligt, hvordan en gruppe mennesker kan sprede frygt og rædsel blandt befolkningen. Og som vi også blev mindet om under attentatet mod Charlie Hebdo og terrorangrebene i København, er det efter situationer som den i går, at vi skal stå fast ved, at terroristerne ikke kan skræmme os.

Som jeg hørte i radioen i morges (jeg husker desværre ikke, hvem der sagde det): vi er de mange, de er de få.

Mine tanker går til Paris i dag.

Og i aften vil jeg tage til koncert med min veninde – det får I lov til at høre meget mere om i morgen. :)

At være i det røde felt

Når nogle joker om, at kvinders humør skyldes, at det ”nok er dén tid på måneden”, så er der altså ofte noget om det – i hvert fald for mit vedkommende. Det kan alle, jeg jævnligt omgås med, bekræfte. Hvor jeg normalt vil betegne mig selv som en ret glad og optimistisk person, så er der altså liiiige en periode en gang om måneden, hvor jeg forvandles til et sandt PMS-monster, der er på grænsen til at æde min stakkels kæreste og andre mennesker, der skulle være så uheldige at være i nærheden, med hud og hår.

via GIPHY

Da jeg første gang for fem år siden oplyste Christian om, at jeg kunne blive en smule mindre behagelig at spendere tid med i den omtalte periode, grinede han. Det var da lidt sjovt, syntes han. Manden var tydeligvis lykkeligt uvidende om hvilket mareridt, han (forhåbentlig) kunne se frem til at gå igennem tolv gange om året de næste 25-30 år.

Jeg kan simpelthen ikke styre mit temperament, når Tante Rød er på besøg. Små ting, der normalt ikke ville gå mig særlig meget på, bliver pludselig til kæmpe problemer. Og jeg kan i gerningsøjeblikket slet ikke se, at det er forkert at blive sur. Det kan jeg til gengæld ti minutter efter, hvor jeg kommer krybende med undskyldninger og beder til, at Christian bærer over med mig. Det gør han som regel. Jeg har været heldig, har jeg.

via GIPHY

Manden har nu lært, at det er bedst, at han trækker sig tilbage i spisestuen med League of Legends, når der er Dolmio-dag, mens jeg får lov at ligge og være sur, græde, grine, svede, fryse, spise chokolade og klage over mavepine i sofaen. Mit hoved er et sandt galehus for ustyrlige følelser.

via GIPHY

Jeg misunder altså de kvinder, der kommer gennem perioden uden PMS og vildt ondt i maven. Og Christian misunder helt sikkert også de kvinders kærester! :-)

Hvordan har I det, når det bliver den tid på måneden?

Siger du din mening, eller tier du stille?

Jeg har haft den bedste weekend længe, og har fået set et hav af mennesker! Jeg elsker de weekender, hvor der både er plads til vin med veninderne, kaffe med familien og svigerfamilien og afslapning foran fjernsynet.

I går var jeg med min veninde, hendes søster og niece på to år i Leos Legeland, og jeg er i tvivl om, hvem der legede mest – os voksne eller niecen. Jeg sled i hvert fald hul på mine strømper, fordi vi rutsjede så meget. :-)

Om aftenen var der James Bond på programmet! Sammen med tre af dem, jeg var i praktik med på TV2/Nord, lod jeg mig indhylle i Bond-universet i et par timer, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Faktisk var Spectre den første film med Agent 007, jeg har set (lidt vildt, egentlig?), og jeg overvejer lidt at starte på et lille James Bond-maraton, når bachelorperioden er slut.

IMG_6546

Nå, men der er noget, jeg har tænkt over længe: Jeg vil gerne være bedre til at sige min mening.

For kan det virkelig passe, at man skal tilpasse den måde, man taler og er på overfor andre mennesker, efter hvem, man lige er sammen med? At man nogle gange ikke kan ”være sig selv”, fordi man er bange for, at man dermed ikke gør det bedste indtryk? Eller at man ikke tør sige fra – af frygt for at skabe dårlig stemning?

Jeg oplever i hvert fald en gang imellem, at jeg befinder mig i et selskab, hvor der bliver sagt eller gjort noget, jeg tager afstand fra. Det kan være en racistisk kommentar, nedladende snak om andre personer eller decideret upassende opførsel.

Tit er der ingen, der siger personen imod, for vi er jo SÅ bange for at ødelægge den gode stemning. Og så lader vi bare lige den der kommentar om, at ”folk, der stemmer Liberal Alliance er onde og tænker kun på sig selv” eller ”folk, der stemmer Enhedslisten er nogle nasserøve” hænge i luften. Eller endnu værre: ”de abekatte kan bare smutte hjem, hvor de kommer fra, hahaha”.

Jeg har godt nok bidt mange ting i mig, fordi jeg ikke har lyst til at være den, der starter en større diskussion. Men jeg kan mærke, at jeg får sværere og sværere ved det.

Især på Facebook er folk rigtig, rigtig gode til at dele ekstreme holdninger, som ingen steder hører hjemme. For at stykke tid siden var der en af mine Facebook-venner (han er slettet nu!), der spurgte, hvem der skulle med ned til grænsen og skyde flygtninge. Rigtig mange meldte sig – nu skulle de rigtig ned og vise dem ”de danske krigere, når de er bedst”. WHAT?

Jeg ved godt, at rigtig mange af disse kommentarer er baseret på uvidenhed, og at det jo ikke direkte skader nogen, når der flyver en frisk kommentar hen over bordet. Men så synes jeg i stedet, det er relevant at tage snakken om, hvorfor vedkommende tænker sådan? På den måde kan vi jo alle blive klogere og lære om hinandens syn og holdninger.

Én ting er at sige sin mening, når det gælder mere eller mindre upassende kommentarer – en anden er at sige fra, når man bliver udsat for decideret upassende opførsel.

Det har netop været oppe i medierne, hvordan en kvinde sagde fra overfor fyre, der ragede på hende i byen. Jeg har ikke læst hendes indlæg, men husker, at jeg tænkte ”TAK!”, for hvor var det rart, at der var en, der satte ord på det.

Så længe, jeg husker tilbage, har det nærmest været lige så almindeligt som alt for lange køer til pigetoiletterne at en eller anden klam mandsperson lige niver en i røven, når han går forbi. Jeg raser altid indeni, når det sker – hvordan i alverden kan man tro, at det er OK at befamle tilfældige piger? Det er så sølle en opførsel.

Og lige så sølle er det, at jeg ikke er bedre til at sige fra, når det sker. Jeg siger bare ”stop”, går hurtigt væk og sender krybet et blik, der siger, at det finder jeg mig ikke i. Altid får jeg den samme reaktion: et smørret grin. Som om det ”da bare er for sjov”, og at jeg ”da burde kunne tage det”.

Jeg har tit spurgt mig selv om, hvad de her mænd egentlig får ud af det? Hvis det er for at score, så må det da være det værste scoretrick ever! Så hellere ”vil du med hjem og se min frimærkesamling?

Det værste er jo, at alle de usagte ting hober sig op, og en dag flyder bægeret for alvor over. Lidt ligesom når ens kæreste igennem en periode ikke har været så god til at ramme vasketøjskurven, og han en dag får den helt store skideballe ledsaget af råb og tårer, fordi man ikke bare fik sagt noget til at begynde med.

Puha, det blev et langt og seriøst indlæg! Men nu fik jeg sagt, hvad jeg mener om at sige sin mening – vildt meta! :-)

Hvad tænker I? Skal man sige sin mening og risikere at ødelægge den gode stemning, eller skal man bide det i sig og acceptere, at vi nok alligevel aldrig bliver enige?

Det er okay at sige nej

_JGB9091

Nogle gange er der intet andet, jeg hellere vil, end bare hygge mig derhjemme med Den Store Bagedyst eller en god bog i mit eget selskab. Jeg har ikke nødvendigvis brug for at rende i byen både fredag og lørdag, og jeg vil en gang imellem hellere holde kæresteaften og kysse på Christian end skulle forholde mig til alt muligt.

Jeg har bare altid haft det problem, at jeg har været så pokkers bange for at gå glip af noget. Derfor har min kalender også været proppet med aftaler, og det har været helt normalt, at jeg kun har givet mig selv 1-2 aftener om ugen, hvor jeg bare har været alene eller sammen med Christian. Resten af tiden har været fyldt op med skole, arbejde, familie, venner, byture og træning. Derfor var jeg også førhen helt bombet efter en uge, hvor hjernen kun lige havde holdt fri og fået ro den sidste time inden sengetid.

Jeg har øvet mig rigtig meget det sidste halvandet års tid. Øvet mig i at holde fri og vænne mig til tanken om, at det er okay at sige nej, når man bare har allermest lyst til at koble fra med tre afsnit Gossip Girl i træk på sofaen. Øvet mig i at sige til mig selv, at jeg godt må have lov til at tage en ”doven” dag, hvor jeg hopper i natbukser, kæmper mig op på level 154 i Candy Crush og spiser en frysepizza til aftensmad. Jeg ved godt, at livet er kort, YOLO og alt det der, men man bliver jo gammel før tid, hvis ikke man husker at give sig selv lov til at slappe af en gang imellem. :-)

Det er lidt dobbeltmoralsk, at jeg tillader mig at sidde og kloge mig på den slags, når jeg selv er elendig til disciplinen afslapning. Men jeg ER altså blevet bedre til at prioritere både hygge og afslapning indenfor det seneste halvandet år, hvilket har resulteret i, at jeg er blevet en endnu gladere udgave af mig selv. Og når jeg så laver aftaler, så gør jeg det, fordi jeg gerne vil – og så er jeg 100 % til stede (og overholder selvfølgelig også de aftaler!).

Jeg stemmer for, at man skal blive bedre til at sige nej, hvis der er noget, man ikke lige har lyst til. Om det er et tupperware-party, en tur til spinning eller noget tredje.

Det er jo alligevel ikke hyggeligt at være sammen med nogen, der i smug sidder og kigger på uret og spekulerer på, hvornår det ville være acceptabelt at smutte. :-)

Lørdags-dilemmaet: Kæresten eller børn?

Dagen har stået i svigerfamiliens tegn! Vi har været til fødselsdag ved Christians niece, besøgt Christians farmor og set genudsendelsen af DMA 2014. Tømmermændene fra J-dag i går har heldigvis været nærmest ikke-eksisterende, selvom der både røg slave-vodka og Små Sure indenbords. Nogle gange har man lov til at være heldig. :-)

Og så er det jo allerede blevet lørdag, hvilket kun kan betyde én ting: Det er blevet tid til lørdags-dilemmaet!

_JGB9432

Dagens dilemma er et, jeg selv har meget svært ved at danne mig en holdning til, så jeg er spændt på, hvad I tænker. Igen er dilemmaet taget fra min hverdag, men det omhandler (heldigvis!) ikke mig selv.

Here we go…

En i min omgangskreds – lad os kalde hende Malene – føler, at hun har fundet sin eneste ene. De er begge i starten af 30’erne, har været sammen i 5-6 år, er begyndt at kigge på hus, har begge fast job – alt går lige, som det skal. Malene er kommet til det tidspunkt i livet, hvor hun er klar til at to bliver til tre. Hun ved godt, at hendes kæreste altid har haft et lidt anstrengt forhold til det med at få børn, men Malene har hele tiden tænkt, at han nok ville skifte mening med tiden.

Problemet er bare, at han ikke har ændret holdning. Sidste gang, emnet blev bragt på banen, gjorde han det fuldstændig klart. Han havde taget beslutningen: han skal aldrig have børn. Han elsker Malene højt, og har et stort ønske om, at de to skal være sammen til deres dages ende. Han kan bare ikke se sig selv som far, og har aldrig haft lyst til at videreføre sine gener.

Malene kan slet ikke forestille sig et liv uden børn. Omvendt kan hun heller ikke forestille sig at forlade sin kæreste. Hvis hun går fra ham, er der jo desuden ingen garanti for, at hun møder en ny mand, der har lyst til at få børn med hende.

Malene er i syv sind, og forholdet lider voldsomt under dilemmaet. Ingen af parterne har lyst til at undvære den anden, men Malene er bange for, at hun for altid vil være ulykkelig over ikke at have fået børn.

Skal Malene gå fra sin kæreste og forsøge at finde en mand, der gerne vil have børn, med risiko for at ende som single og barnløs?

Eller skal hun opgive drømmen om familielivet og i stedet nyde tosomheden med kæresten, som hun jo trods alt elsker meget højt?

Jeg håber, I har lyst til at komme med jeres bud! :-)

PS. Fik du ikke læst forrige uges dilemma, så kan det findes her.

Det urealistiske liv på sociale medier

Jeg må indrømme, at Essena O’Neill har sat nogle tanker i gang hos mig med sit budskab om, at man ikke skal være afhængig af konstant at blive bekræftet på sociale medier. Og at man ikke skal tro på, at man ser hele virkeligheden på en Instagram-profil. Essena har haft over 500.000 følgere på Instagram, hvor hun konstant delte billeder af sig selv og sit perfekte liv. Et liv, mange unge piger misunder – flot krop, lækkert tøj, masser af mennesker, der ser op til hende, virksomheder, der vil betale mange, mange penge for at samarbejde med hende og utallige likes på sociale medier.

Det lyder da næsten for godt til at være sandt, ikke?

Det var det også. Essena har fået nok af det urealistiske og perfekte liv, hun fremstiller på Instagram, for i virkeligheden er hun en usikker og ulykkelig pige, hvis humør i flere år har været helt afhængigt af, om hun fik taget et godt billede, som folk synes om på Instagram. Derfor har hun ændret teksten til sine smukke billeder, og fortæller nu om sandheden bag – for eksempel om hvordan et helt perfekte billede først kom i hus efter over 100 forsøg og timevis af redigering efterfølgende.

Jeg kan godt forstå, at mange kvinder har problemer med selvtilliden. Vi bombarderes konstant med billeder af smukke kvinder, der virker til at have det hele. På sociale medier, i nyhederne, i bybilledet, på busserne, i træningscenteret – over alt. Og det ER da nederen kun at få syv likes på sit billede på Instagram, når danske (og gudesmukke!) Mathilde Gøhler får over 15.000 likes!

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg da også påvirkes af det perfekte liv, som det fremstilles på sociale medier og i verden omkring os.

Jeg er blevet ældre, og har heldigvis et lidt sundere og mere realistisk forhold til, hvordan sociale medier og virkeligheden adskiller sig, men da jeg var 14 år, kan jeg godt love for, at jeg havde et forkert selvbillede. Jeg følte mig tyk (på trods af, at jeg var 1.66 og vejede 47 kilo), vejede mig flere gange om dagen og var dødmisundelig på de kvinder, jeg læste om i Vi Unge og havde plakater med på væggen. Jeg slog op med en kæreste, fordi han sagde, at mit hår ikke sad så godt den dag. Jeg skældte min mor ud, hvis hun kom med den mindste kommentar om mit tøj.

Når piger på min alder dengang lagde flotte billeder på Arto, troede jeg, at jeg også skulle bruge timevis på at lægge make up og sætte hår for at få et pænt profilbillede, som folk ville synes om. Hvad fik jeg ud af det? Intet! Kun privatbeskeder fra tilfældige teenagefyre, der skrev ”kiggede søde <3”… Er dét det værd?

Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg godt se, at jeg havde et fuldstændig forvrænget syn på virkeligheden. Jeg kan blive helt ked af at tænke på, hvor meget spildt tid og energi, der er gået med at føle sig grim og forkert.

Selvom jeg ville ønske, at det var anderledes, så lader jeg mig nok også stadig gå lidt på af de urealistiske idealer, der hersker. Men jeg er så taknemmelig for, at jeg nu også ved, at alle jo for pokker har deres småproblemer – om det så er dårlig selvtillid, nervøsitet, præstationsangst, frustration eller usikkerhed.

Jeg synes, at det er HELT okay, at folk deler lige præcis, hvad de har lyst til. Jeg synes også, at det er nogenlunde OK, at jeg ved mit busstoppested får klasket en rund, veltrænet røv i ansigtet af en Fitness World-reklame, og at der er reklamer for silikonebryster på busserne.

Men jeg håber virkelig også, at unge, usikre teenagepiger ikke tror på, at man kun er god nok, hvis man ser sådan ud. Der er så meget andet skønt i livet end Nupo-kure, likes og det perfekte billede på Instagram.

Kære unge pige: Jeg lover dig, at når du om 5-10 år ser tilbage, så vil du fortryde at have brugt så meget tid og så mange kræfter på at tænke grimme tanker om dig selv, fordi du konstant sammenligner dig selv med andre.

For som Essena O’Neill siger: Social media is NOT real life.

To selfies fra toget her til morgen taget med 30 sekunders mellemrum (bemærk, hvordan jeg kun har en bums på hagen på første billede – hurra for retouchering!):

Desktop1

1 2 3 4