Archive of ‘Hverdagstanker’ category

Om at føle sig heldig

1614174_10206606347732336_3364075102819923077_o

Lillebror Joakim og jeg inden julemiddagen. :-)

Så er jeg hjemme hos mine forældre efter et par gode dage med julehygge, al for meget mad og gode gaver. Jeg er helt blæst bagover af alle de pakker, der stod “Til Josefine” på i går – man kan vel nærmest tale om en sand gaveregn. :-) Der gemte sig både tøj, regntøj og sengetøj (godt med tøj!), lækre nips-ting til lejligheden, et armbånd, en bog og penge, som måske kommer til at finansiere et lidt mere “professionelt” look her på bloggen. Lige nu kører jeg et gratis tema, som jeg synes er rigtig fint, men jeg har længe drømt om at have flere muligheder for at designe Rivejernet, så det ser lige præcis sådan ud, som jeg har lyst til. Jeg var endda så heldig, at jeg for første gang nogensinde fik mandlen.

Og apropos held, så teasede jeg jo lidt for, at jeg i dag ville forfatte et par ord om netop dét at føle sig heldig. Som jeg har skrevet om tidligere, modtog Christian og jeg et gavekort på 6000 kroner til flybilletter med KLM, fordi flyet på vej til USA blev ramt af mekaniske problemer, hvilket medførte, at vi måtte overnatte i Amsterdam og dermed kom 10 timer senere til Los Angeles. Gavekortet skulle bruges indenfor 12 måneder, men Christian mente dog ikke, at det allerede igen var tid til en stor udlandsrejse, så han foreslog, at vi anmodede om at få pengene i stedet for et gavekort. Efter at have overvejet det grundigt, besluttede vi os for at gøre det – jeg havde ellers allerede store planer om to-tre uger i Malaysia og Indonesien, men jeg gik modvilligt med til det. Vi fik besked om, at de ville revurdere det beløb, vi var berettigede til, og jeg forudså allerede, hvordan vi garanteret kun ville få 3000 kroner udbetalt i alt – det var jeg ikke helt tilfreds med, da jeg jo gerne ville ud og rejse.

Svaret kom på en mail, og ganske rigtigt: De havde vurderet, at vi skulle have 4500 kroner. Lidt slukøret informerede jeg Christian om, at der nu var svar, og jeg tjekkede med det samme min netbank. Og så spærrede jeg øjnene op. Der var gået 9000 kroner ind fra KLM! Jeg var helt forvirret og tjekkede min mail igen. Og så opdagede jeg, at de havde vurderet, at vi HVER kunne få 4500 kroner. JUHUU! Vi var helt oppe og ringe og dansede rundt i lejligheden. Det er altså utroligt, at vi kunne få mere ud af at få pengene udbetalt, end vi kunne ved at få et gavekort! Fantastisk service – så gjorde det pludselig ikke så meget, at vi blev 10 timer forsinkede. Christian har nu endegyldigt bestemt, at pengene skal bruges på en ny computer, så han krydser fingre for et elektronik-januar-udsalg. :-)

Som jeg sagde til Christian: Vi er godt nok heldige. Jeg føler mig simpelthen så heldig. Og sådan har jeg faktisk altid haft det. I dette tilfælde handler det blot om penge, og penge er bestemt ikke lykken (jeg hørte engang et citat, jeg synes rammer godt: “Nogle mennesker er så fattige, at det eneste, de har, er penge”), men jeg føler generelt, at jeg – og mange af mine medmennesker – har trukket det lange strå her i livet. Vi er heldige at være født i et land, hvor der altid er et sikkerhedsnet. Hvor man aldrig er helt på røven. Hvor man kan tage chancer, og hvor man ikke mister alt ved at fejle. Jeg er heldig at have en skøn familie og en fantastisk sød kæreste, og så er jeg heldig at jeg har et job og et studie, som jeg er glad for.

Lige nu er jeg i gang med at læse en bog om, at vi danskere er så lykkelige. Bogen er skrevet af en englæder, som er flyttet til Danmark, og som ser os udefra. Bogen stiller spørgsmålstegn ved hvorfor, vi er så glade, som vi er, og forfatteren beder en masse danskere om at vurdere på en skala fra 1-10 hvor lykkelige, de er. Stort set alle ligger helt i top. Det fik mig til at tænke på, hvor jeg mon vil placere mig. Selvfølgelig er der altid ting, der kunne være bedre – sådan har vi det vel alle. Men i det store billede, så har jeg det godt nok godt, og det er jeg simpelthen så taknemmelig for. Ja, som man måske kan høre, har jule-familie-ferie-freden for alvor sænket sig her. :-)

Jeg håber, at I har haft nogle skønne juledage med familie og venner. Nu vil jeg se fjernsyn med familien, og i morgen står den atter på familiehygge. Mine veninder har store planer om at skulle fejre 1. juledag med øl og gamle venner i aften, men jeg udskyder udskejelserne til nytårsaften og slapper af i familiens skød disse dage. God aften – om så den står på billig vodka og fællessang eller julefilm og chokoladenisser!

Om at være en tudeprinsesse med dårlig samvittighed

Nogle gange er jeg imponeret over, hvordan Christian kan holde humøret højt, når han er sammen med en partykiller som jeg. Jeg har mildt sagt ikke været særlig sjov at være sammen med i dag. Som jeg har skrevet lidt om før, så døjer jeg meget med alt muligt, når det er den tid på måneden. Jeg har det, der hedder endometriose, som kort fortalt betyder, at jeg har meget ondt i maven, kvalme, hovedpine og elendigt humør i et par dage hver måned. Det bliver værre og værre for hver gang, og i dag har været slem.

Jeg skulle egentlig have været på arbejde her til aften, men da jeg kom gående foroverbøjet og klynkende ud fra toilettet efter netop af have returneret middagsmaden en time før jeg skulle med bussen til arbejde, sagde Christian, at jeg da ikke kunne tage af sted sådan. Jeg havde godt nok selv tænkt tanken, men jeg er udstyret med en enormt dårlig samvittighed, når det kommer til at blive hjemme fra arbejde – uanset hvad grunden så måtte være.

Jeg benægtede derfor hårdnakket og insisterede på, at jeg bare måtte tage en pille mere mod mine mavesmerter, bide det i mig og komme af sted. Hvorefter jeg lagde mig i fosterstilling i sengen, kiggede på uret og konstaterede, at min bus gik om 25 minutter, og at alene busturen virkede helt uoverskuelig, når det føles, som om man bliver slået med knytnæver i maven.

Efter at have ringet til min mor for at høre, om hun eventuelt kunne køre mig på job, så jeg kunne hoppe ud af bilen, hvis jeg blev dårlig, fik hun mig dog overbevist om, at det altså var OK at ringe og melde sig syg, når man har det sådan. Så det gjorde jeg. Og så stortudede jeg bagefter, fordi jeg havde dårlig samvittighed over at melde mig syg så sent, for nu ville det jo være svært for mine kollegaer at finde en, der ville kunne træde til med 1,5 times varsel. Kære PMS og kære dårlige samvittighed – I må gerne tage på ferie for en stund.

Jeg har heldigvis fået det lidt bedre nu, men det var godt, at jeg blev hjemme. Jeg skal arbejde igen i morgen, og gudskelov ved jeg jo, at den her tilstand med kraftige fysiske smerter kun varer cirka et døgns tid (det med humøret er en lidt anden historie…), så jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal gå strygende.

Åh, hvor er jeg bare godt og grundigt træt af at have det sådan her hver eneste gang. Jeg er dybt misundelig på de kvinder, der nærmest intet mærker til det. Jeg skal til en grundig undersøgelse til april, hvor det skal tjekkes, om der skal gøres noget. Jeg har allerede fået foretaget et lille indgreb, som gjorde det hele bedre i et stykke tid, men nu, knap to år efter, er den helt gal igen.

Jeg vil nu gøre det, jeg har gjort det meste af dagen i dag: putte mig ind under tæppet på sofaen, så min mave forhåbentlig snart slapper af igen. :-)

Julegaver – hvorfor skal det være så svært?

Hvert evig eneste år på cirka dette tidspunkt går jeg i panik. Der er få dage tilbage til jul, og jeg har langt fra styr på julegaverne. Når jeg ser mig selv udefra, tænker jeg, at jeg er sådan en, der har det hele på plads en måned i forvejen. En, der for længst har fået tilsendt ønskesedler og samlet de fineste pakker, der ligger klar til uddeling. Gid det var så vel!

Jeg har for tredje dag i træk nu været rundt i Aalborgs fyldte gader for at finde inspiration til julegaver. Jeg har kun fået én ønskeseddel, og resten af dem, jeg har spurgt, har ikke rigtig vidst, hvad de lige ønskede sig. Så er det altså svært!

Jeg er ikke selv bedre. Sandheden er jo efterhånden, at jeg er blevet så voksen, at jeg køber det, jeg har brug for. Det er andre tider end dengang, man som lille ønskede sig hele Fætter BR’s katalog. Alligevel har jeg formået at strikke en ønskeseddel sammen, som indeholder ting, jeg rent mangler – og rigtig gerne vil have. En ny lampe, pænt tøj til arbejde, en regnjakke, neglelak, øreringe og så videre.

IMG_6831

Et af de spørgsmål, der dukker op, når jeg taler med mine veninder om julegaver, det er selvfølgelig, hvad de andre mon har købt til deres kæreste. Jeg søger altid inspiration, for Christian ønsker sig stort set det samme hvert år. Et par sorte bukser, en jakke og en parfume… Det kan altså godt blive lidt kedeligt. Jeg ved godt, at han mangler det, men jeg vil så gerne overraske ham og give ham noget uforudsigeligt.

Det bliver dog alt andet end uforudsigeligt i år, for vi har været så dødkedelige, at Christian har været med ude og købe sin julegave. Det skete for cirka to timer siden. Vi var egentlig afsted for at købe gave til min lillebror, men Christian faldt over en rigtig lækker jakke, som han forelskede sig i. Der var kun to tilbage, så jeg turde ikke lade den hænge. Haha, havde det været omvendt, så havde jeg ærgret mig gul og grøn over at vide, hvad jeg mon fik af Christian, men han tager det ikke så tungt. Han er bare glad for, at han får en jakke, som han har snakket om i flere måneder, at han mangler!

Jeg mangler stadig at købe to gaver, men det må jeg gøre i morgen inden arbejde. Jeg har allerede en idé om, hvad den ene skal være, men jeg er rimeligt lost, når det kommer til den anden. Jeg kan dog aldrig købe en ringere gave, end jeg gjorde for nogle år siden, da jeg var i gave-panik. Min kammerat fra gymnasiet, som jeg stadig taler med i dag (utroligt nok, taget i betragtning af gaven) og jeg havde aftalt, at vi gav julegaver. Jeg kan kun forestille mig skuffelsen, da han åbnede gaven fra mig: en DVD med alle 24 afsnit af Yallahrup Færgeby. Jesus Christ. Jeg bliver helt flov bare ved tanken! Hvad tænkte jeg dog på, da jeg købte den? Det har vi grinet meget af siden. Og for at det ikke skal være løgn, så sidder jeg også og fniser lidt, mens jeg skriver det her. Oh my God. 😀

Nu vil jeg bruge resten af aftenen på at se julefilm, slappe af og holde søndag. Min farmor har forsynet mig med en bunke ugeblade, så dem planlægger jeg også at kaste mig over senere.

Jeg vil lige slutte af med et lille stemningsbillede fra sidste år, hvor der var jul i min gade – det ville ikke være dumt, hvis det kom til at se sådan ud igen snart, selvom det ikke ligefrem ser lovende ud! God 4. søndag i advent. :-)

IMG_4401

Et lille kompliment, der har stor betydning

2015-07-28 20.46.00 kopi

For nogle dage siden fik jeg en sød besked fra en, der læser med her på bloggen i ny og næ. Jeg blev simpelthen så glad, at jeg levede højt på den besked resten af dagen. Det er jo lidt underligt, det her med at blogge. Jeg har ingen anelse om, hvem der følger med, jeg kan kun se nogle besøgstal, og så kan jeg bare gætte mig frem til, om det er min mor, der har været inde og tjekke, eller om der også er andre. Så det var så hyggeligt at høre fra en, der læser med, og det blev jeg enormt stolt over!

Det fik mig til at tænke lidt over noget. Jeg vil gerne være endnu bedre til at fortælle folk, hvis jeg synes, at de gør det godt, at de har pænt tøj på og så videre. Jeg oplevede i hvert fald selv, at det gjorde mig glad at høre, at der rent faktisk er nogen, der kan identificere sig bare en lille smule med de tanker, jeg går og tumler med. :-)

Allerede i går kunne jeg påbegynde min lille beslutning om at være lidt bedre til at rose. Jeg skulle til julefrokost med det hold, jeg var i praktik med, og her skulle vi hver især finde på en regel til aftenen. Jeg bestemte, at hver gang, der var en, der sagde ”skål”, så skulle vedkommende samtidig lige sige et par pæne ord om en person i selskabet. Selvom reglen langt fra blev overholdt hele aftenen, så synes jeg, at det var rart, at man lige – også i julens ånd – spredte lidt glæde!

Man er vel nordjyde, så jeg mener bestemt også, at alt det med ros selvfølgelig ikke skal tage overhånd. Man skal kun rose, når man oprigtigt mener det, for ellers kan det hurtigt blive falskt. Jeg tog engang mig selv i gang på gang at rose en venindes kjoler (de var altså flotte!), men jeg kunne fornemme, at hun måske tvivlede lidt på, om jeg oprigtigt mente det, nu hvor jeg hele tiden kastede om mig med rosende ord om hendes klude.

Der er også nogle mennesker, der bliver en smule ubehageligt til mode, når de får ros face-to-face. I virkeligheden er jeg heller ikke selv så god til at kunne tåle det. Jeg tror, at det både er det nordjyske og lidt afsmitning fra janteloven, der gør, at man kan blive lidt beklemt i situationen. Og så lidt ydmyghed, som jeg er stor, stor fortaler for. Men har man gjort noget, som kunne fortjene et par pæne ord med på vejen, så synes jeg bestemt også, at man skal smile og tage det til sig. :-)

Hvis jeg skulle bestemme, så synes jeg altså gerne, der må snige sig lidt flere komplimenter ind i ny og næ. Der går i hvert fald ikke noget fra mig ved at fortælle andre, at jeg synes, de gør det godt. Tværtimod!

Nok om det – jeg har igen i dag været en slyngel og sovet helt til klokken halv elleve, så jeg har lidt travlt med at komme ned og købe et par julegaver mere, inden jeg om nogle timer hopper på bussen til arbejde. Kan I have en skøn dag!

Om aldrig at være helt tilfreds

12375774_10206256168057692_1257247233_o

Kender I det med, at man aldrig er helt tilfreds? Det gør jeg i hvert fald. Meget.

I morgen afleverer vi bachelorprojekt, og alle udfordringer taget i betragtning er resultatet blevet fint. Ikke helt det, vi havde håbet på, men forhåbentlig nok til at bestå. For to uger siden sagde min bachelormakker og jeg til hinanden, at så længe, vi bestod, så var alt godt, for vi har begge været så heldige, at der venter fuldtidsjob til os, efter vi er færdige til januar. Og der er jo alligevel aldrig nogen, der ser den karakter. Det er en meget uvant situation for mig at tænke sådan, fordi jeg altid er gået efter at lave det bedste af det bedste. Nogle gange må man bare indse, at det altså ikke kan lade sig gøre. Det har været noget af en kamel at sluge for mig.

Nu sidder jeg så her. Alt er stort set skrevet og rettet til, og det hele skal bare samles sammen, så det kan afleveres. På den ene side er jeg enormt lettet, men på den anden side er jeg utilfreds over, at min afsluttende opgave – dén, der virkelig skal vise, hvad jeg har lært gennem journalistuddannelsen – ikke blev, som jeg havde håbet.

Jeg bruger rigtig meget tid på at irritere mig over ting, jeg alligevel ikke kan ændre på. Det er meningsløst, og det medfører intet godt. Alligevel kan jeg ikke lade være. Har jeg f.eks. på arbejde lavet et TV-indslag, der ikke helt blev så sjovt, spændende eller skarpt, som jeg ville have det, så kan jeg gå i flere dage og tænke på det. Jeg husker, at jeg engang skulle sende live fra ishockey, og der glemte jeg at stille et spørgsmål, jeg selv synes, var ret godt. Selvom seeren jo ikke aner, hvad han/hun gik glip af, var jeg mega træt af, at jeg ikke fik stillet mit gode spørgsmål. Det overskyggede næsten den positive oplevelse af en live, der ellers gik rigtig fint.

Jeg tror i virkeligheden, det handler om, at jeg er perfektionist til fingerspidserne – i hvert fald, når det kommer til skole og arbejde. Min mor siger, det er fordi, mit stjernetegn er jomfru. Det ved jeg ikke helt, om jeg tror på.

At være perfektionist er ofte godt, fordi det medfører, at man arbejder grundigt og altid yder sit bedste. Men det er også både træls og vildt irriterende for andre at høre på, når det ikke går, som det skal. Jeg kan stadig den dag i dag ærgre mig over, at jeg fik 10 og ikke 12 til min fysik-eksamen i 9. klasse, fordi jeg svarede forkert på et spørgsmål, som jeg rent faktisk godt kunne svaret til – jeg fik det bare formuleret enormt bøvlet i min nervøsitet.

Jeg ved godt inderst inde, at gode karakterer og flotte præstationer på arbejdet ikke må have lov at fylde for meget, for så glemmer man jo alt det sjove og spilder tid på at ærgre sig over noget, man alligevel ikke kan ændre på. Jeg tror virkelig, at det bliver godt for mig at afslutte uddannelsen, så jeg ikke lader karakterer definere hvor god, jeg er. Det ville dæleme være sørgeligt!

Min bachelormakker og jeg har lovet hinanden, at vi henover julen lægger tankerne om opgaven fra os, for vi kan alligevel hverken gøre fra eller til. Jeg er spændt på, om det lykkes mig.

Jeg vil godt tilføje et punkt 11 til min liste, jeg lavede i går over 10 ting, jeg gerne vil i 2016: Jeg vil være bedre til at sige pyt. Selvom der nok er større chance for, at jeg både investerer i bolig og kommer til Justin Bieber-koncert, end at jeg lærer det. Men man kan altid gøre et forsøg. :-)

Om julefrokost og at have let til tårer

I går var jeg til julefrokost med arbejdet, og det var enormt hyggeligt! Godt med mad, gode kollegaer og dans. Jeg elsker de aftener, hvor man kommer lidt tættere på sine kollegaer, og hvor man kan snakke om andet end TV og nyheder. Arbejdsglæde er noget, jeg sætter meget stor pris på, og aftener som i går bidrager helt sikkert til netop dét. :-)

IMG_6754

Klokken halv tre kom min mor og hentede min lillebror og jeg i Aabybro (lillebror Joakim begynder på et 4,5-årigt forløb i lære som fotograf-elev på TV2/Nord til januar, så han havde også fået lov til at være med). Bagefter gik turen indenom Aalborg, hvor vi skulle hente Christian fra julefrokost med klassen, for til sidst at ende hjemme hos mine forældre, hvor vi alle skulle sove.

I dag har den stået på familie-og-nabo-julefrokost, og min mave er blevet fyldt med sild, leverpostej, grønlangkål, medisterpølse, hamburgerryg og risalamande – og whisky. Jeg kunne næsten trille hele vejen til Aalborg bagefter. Mums!

IMG_6758

Da vi kom hjem, endte vi med at se et virkelig tosset program på MTV, hvor ham fra LMFAO var vært, og hvor man så folk fortælle store hemmeligheder til familie, venner osv. Gennemført tømmermænds-TV. I en af pauserne kom der en reklame for en økologisk øl, og jeg ved ikke, hvad der præcis skete, men et eller andet ved den reklame rørte mig helt vildt. Man så en mand stå og lave mad med øl i, og så kom hans kæreste/kone og tog en tår af øllen, og så smilede de til hinanden. I baggrunden var der lækre klaver-toner. Om det var den romantiske situation eller den rare musik, der rørte mig, ved jeg ikke – men jeg endte med at sidde og små-tude lidt over hvor sød, reklamen var. Christian grinede højlydt af mig. Han synes vist, jeg var lidt fjollet.

Jo ældre, jeg bliver, jo lettere har jeg efterhånden fået til tårer. Jeg tror, jeg har det fra min mor. Hun er den værste, jeg kender, når det kommer til at holde tårerne tilbage – hun bliver simpelthen rørt over ALT! Hun kører for eksempel ofte forbi en kirke til arbejde, og når der er konfirmationstid, kommer hun hvert år halv-grædende hjem, fordi hun er så rørt over, at kirken flager, fordi en gruppe 7.-klasser træder ind i de voksnes rækker. Da jeg fortalte om ham den ældre mand, jeg fulgte på sygehuset for nogle dage siden, vandede hun også høns. Hun går desuden helt i spåner, hvis man siger til hende, at man elsker hende – det kan hun slet ikke holde til. Det er så sødt.

Jeg kan mærke, at jeg ligner hende mere og mere på det punkt. Nogle gange sidder jeg med tårer i øjnene og betragter Christian, fordi han er så dejlig. Dengang vi besluttede, at vi skulle til USA, kneb jeg også en tåre. Og i dag skete det så, fordi jeg så en reklame for en øl… Hvad bliver det næste?!

Det er lørdag aften, klokken har så småt passeret 22.00, og nu går vi i brædderne. I morgen sætter jeg atter kursen mod Aarhus, og så går slutspurten i bachelorskrivningen ind, inden vi afleverer om få dage. :-)

Det er altså OK at sige nej til alkohol

_JGB9436

Jeg synes, der er en kedelig tendens i samfundet til, at man SKAL drikke alkohol til en fest, hvis man vil bevare den gode stemning. Det betyder enormt meget for andre mennesker, om der er vodka eller bare vand i ens glas – sådan oplever jeg det i hvert fald nogle gange. Det er nærmest kun OK ikke at drikke, hvis man skal køre bil. Og er man på vandvognen er kommentaren om, om der monstro er en kage i ovnen næsten uundgåelig.

Sidste weekend var jeg en lille tur i byen med mine veninder, og fordi jeg skulle tidligt op dagen efter og skrive opgave og til julemarked med min familie, bestemte jeg mig for, at jeg ville holde alkoholindtaget nede. Det ville under ingen omstændigheder ske, at jeg kunne koncentrere mig om refleksionsrapport, hæklede nisser og dunkende hovedpine og kvalme samtidig.

Jeg havde egentlig forberedt mig på en længere forsvarstale om, hvorfor jeg kun lige drak 2-3 glas vin. Men da jeg fortalte, at jeg kun lige skulle have et par glas, fordi jeg skulle op og arbejde næste dag, var pigerne helt forstående. Det virker lidt tosset, men jeg blev simpelthen så glad, for jeg er ved at være godt og grundigt træt af, at ens alkoholindtag betyder så meget for andre mennesker!

Jeg har selv tidligere været meget slem til at være med til presse folk. ”Du kan da godt lige drikke en enkelt øl”, ”Du skal da først op klokken 9 i morgen”, ”Ej, du er kedelig, at du ikke gider være med i drukspil” og så videre. Og hold op, hvor er det egentlig bare overhovedet ikke fair, hvis personen bare ikke lige har lyst til at drikke den dag.

Tidligere gik det mig også på, når folk, jeg var til fest med, ikke drak. Så kunne de jo berette om alle de ting, os fulde mennesker gjorde, og som vi egentlig gerne bare vil lade som om, aldrig er sket. Jeg taler om ting som at afholde twerking-skole og gå i pind i slutningen af ”Arabiens Drøm”, selvom man har nederdel på. Men det er da for pokker ens eget ansvar, om man laver noget, man er flov over – det skal andre da ikke bøde for! Og helt ærligt, så vælter verden jo ikke, hvis man så bliver drillet lidt med det. :-)

Men jeg oplevede noget lidt sjovt i lørdags, da vi tog i byen efter (for mit vedkommende) tre glas vin på seks timer. Jeg havde simpelthen så god og sjov en aften! Normalt plejer jeg at være lidt træt, når vi endelig kommer i byen, og jeg sidder tit og undertrykker et gab. Desuden får jeg også ret ondt i maven, når jeg drikker andet end vand (hvilket blandt andet er en af grundene til, at man aldrig ser mig drikke sodavand udover til fester), så jeg døjer også tit med mavekramper efter indtag af 7-8 genstande. Det var intet problem i lørdags. Jeg var frisk som en havørn, og maven havde det godt. Jeg skulle lige overvinde min frygt for at danse piv-ædru, men da jeg først kom i gang, var det jo skideskægt. Og jeg så tilmed ikke dobbelt, så jeg ramte heller ikke ind i alle mulige omkring mig. Win!

I og med at jeg er blevet ældre, oplever jeg heldigvis også en større forståelse, når folk takker nej til en øl. Det synes jeg, er sundt. For det er altså OK at sige nej – uanset hvad grunden så end måtte være. :-)

Jeg kunne have boet på et slot – og så er det ikke engang løgn

I søndags var jeg til julemarked med min familie på Voergaard Slot udenfor Flauenskjold. Der var pyntet rigtig fint op, og der var et hav af spændende boder. Jeg er gennem min barndom jævnligt kommet på slottet – både med folkeskolen og også på besøg til middelalderdage, julemarked og så videre.

Mig, farmor og Joakim (drivvåde, som man nok kan se!)

IMG_7361

Der er faktisk en lille, sjov historie omkring netop Voergaard Slot, for rent faktisk kunne det have tilhørt min familie. For mange, mange år siden var det nemlig til salg, og der overvejede mine oldeforældre, som jeg desværre aldrig har mødt, seriøst at købe slottet. De droppede dog planerne, fordi min oldemor var bange for voldgraven omkring slottet. Var det sket, så var det nok formentlig heller ikke i sidste ende tilfaldet mine forældre, for min morfar havde en god, stor søskendeflok at dele slottet om, hvis det var kommet så vidt (søskendeflokken var på et tidspunkt den længste nulevende søskendeflok i Danmark, og forskere fra USA undersøgte dem for en årrække tilbage – men det er en helt anden historie!)

IMG_6708

IMG_7374

Voergaard Slot har jo en spændende historie, der omhandler Danmarks nok mest berømte spøgelseskvinde, Ingeborg Skeel. Der går nogle blodige historier om hende – blandt andet siges det, at hun klippede fingrene af tyve og har druknet slottets arkitekt i voldgraven omkring slottet for at sikre sig, at han aldrig ville opføre et slot magen til Voergaard. Inde i en af salene er der desuden en blodplet på gulvet, som bliver ved med at dukke op, selvom man har forsøgt at fjerne den.

IMG_6705

Det siges, at Ingeborg Skeel stadig spøger på slottet, så det er måske godt nok, at jeg ikke holder til i et af slottets kamre. :-)

Vi endte dagen med at tage på Café Visa og fejre min farmors fødselsdag. Efter lang tids overvejen endte jeg selvfølgelig med at bestille en lækker, sprød pizza. What else?

IMG_6722

Mens jeg drømmer mig til mit andet liv som beboer på et slot, så sidder jeg i toget på vej til Randers. I dag skal vi gennemføre det sidste interview til bacheloropgaven, og så går det løs med at skrive den næste uges tid. Der er kun ni dage til aflevering nu, og jeg glæder mig næsten lige så meget til at aflevere, som jeg glæder mig til jul. Og det er meget. Rigtig, rigtig meget!

Kan I have en skøn dag!

Når et like på Facebook tillægges større betydning, end det fortjener

Det er helt vildt, hvad et ”like” på sociale medier betyder. Det gik for alvor op for mig i lørdags, da mine to veninder og jeg delte et billede af os på Facebook, inden vi skulle en lille tur i byen. Efter et kvarter var der kun kommet ét like på billedet – og den ene person, der havde liket, var mig. Katastrofe. En af pigerne luftede idéen om at slette billedet igen, fordi det simpelthen var for pinligt. Det endte med en lille diskussion om, hvor åndssvagt det egentlig er, at et like betyder så meget. Har vi lyst til at dele et billede af os selv, så skal vi da gøre det – uanset hvad folk synes om det.

Når jeg deler noget på Instagram eller Facebook, så kan jeg mærke, at jeg – om jeg vil indrømme det eller ej – bliver enormt glad, når der kommer mange likes. Og jeg begynder at tvivle på mig selv, når der kun er 3-4 personer, der har tilkendegivet, at de synes godt om det, jeg har delt. Var det dumt at dele det? Tænker folk, at jeg er fjollet, at jeg deler det? Jeg husker stadig med gru dengang, jeg skrev en statusopdatering, jeg selv synes, var sjov, om Rene Difs nye chips og dip. Statussen fik to likes, og jeg fik et ordentligt hak i selvforståelsen. Siden da har jeg ikke stillet min dårlige, humoristiske sans til skue.

Jeg har oplevet, at jeg har fået beskeder fra veninder om, om jeg ikke godt lige vil like deres nye profilbillede eller deres status. Og det piner mig at sige, at jeg har bedt mine veninder om det samme, hvis vi har siddet sammen, og jeg har delt noget på sociale medier. Der er jo en uskreven regel om, at man som veninde gerne skal både like og kommentere, når ens veninder lægger noget op. Vi støtter jo hinanden. Men helt ærligt – kan det virkelig passe, at vi skal vurdere os selv på hvor mange likes, vi får? Jeg er i hvert fald en smule skræmt over hvor meget betydning, et lille klik med musen pludselig tillægges. Men det siger måske også bare lidt om, hvor godt vi har det, når det er sådanne småting, der fylder. :-)

Det er efterhånden blevet en smule kedeligt at navigere rundt på især Facebook, fordi det (i hvert fald blandt mine Facebook-venner) nærmest kun er de helt store succes-historier, der deles. Det er jo dem, der giver mange likes. Nogle skal være forældre, nogle skal på deres livs rejse, nogle er blevet færdige på deres studie. Hvad blev der af de statusser, der fortalte en lille, skæg betragtning fra hverdagslivet? Okay, jeg indrømmer, at det måske er fint nok, at der er ryddet lidt ud i de helt ligegyldige statusser, man delte som nyudklækket Facebook-bruger. Jeg har lige været tilbage i tiden og kigge, og jeg tror næppe, det hverken ville være interessant eller generere mange likes, hvis jeg opførte mig på sociale medier, som jeg gjorde dengang…

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 13.19.48

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 13.20.11

Skærmbillede 2015-12-07 kl. 13.20.50

Jeg vil dog alligevel gerne slå et slag for, at vi bliver bedre til at være ligeglade med, om et billede eller en status har fået fem eller 35 likes – hvis man har lyst til at dele, så skal man da gøre det! Nu er det jo heldigvis nok heller ikke alle, der har det sådan, men jeg kender i hvert fald de første ti personer, der ligesom jeg ville have godt af at lægge bekymringerne lidt til side. I stedet burde vi nok bare glæde os over, at det er ligegyldigheder som likes på sociale medier, der kan vælte humøret for en stund. Så er man da virkelig privilegeret.

PS. Det endte faktisk med, at billedet, der startede hele diskussionen, fik 25 likes. Så helt pinligt var det jo alligevel ikke. :-)

En lille svipser og status på bloggen

For at have en succesfuld blog, så går jeg ud fra, at man skal overholde de ting, man lover. Men i dag springer jeg let og elegang over lørdags-dilemmaet, for jeg har simpelthen ikke set andre end min kære bachelormakker og Christian i en evighed, så jeg har slet ikke fået inspiration til et skønt, lille dilemma! Fremover vil det være sådan, at der engang i mellem kommer et lørdags-dilemma, hvis jeg har noget på hjerte. Og hvis ikke, så springer jeg over.

I aften skal jeg være sammen med mine to dejlige veninder, Camilla og Ditte. Vi plejer at være rigtig gode til at ses, men eftersom jeg har spærret mig inde i et godt stykke tid, er der gået hele tre uger siden sidst, vi har hygget. Det er nærmest aldrig sket i den tid, jeg har boet i Aalborg! Vinen er lagt på køl, og vi skal have pizza fra Sams Barbeque, så det kan kun blive en succes. :-)

IMG_6236

Apropos den første sætning angående en succesfuld blog, så tænker jeg, at det er ved at være på tide, at jeg gør status på min første halvanden måneds tid som nyudklækket blogger. Jeg har hørt, at rigtig mange blogs er i gang i en måned, for så at gå totalt i stå. Nogle endda før. Jeg er – med andre ord – kommet til et kritisk punkt! Skal vi tage næste skridt? Skal vi stoppe med at se hinanden?! Jeg tror næppe, det vil overraske nogle, når jeg siger, at jeg ikke kunne forestille mig andet end at dele min digitale dagbog med jer herinde!

Jeg elsker jo at følge med inde i Google Analytics i hvor mange, der mon har lagt vejen forbi min blog. Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt skarp til at gennemskue tallene derinde, så hvad de reelt set betyder, og om det er godt eller skidt – det ved jeg ikke. Men siden jeg begyndte med at tælle statistik 16. oktober, har 1.054 unikke brugere været inde på Rivejernet, og jeg har i alt haft 12.246 sidevisninger. Sådan! Jeg ved godt, at det sikkert er peanuts sammenlignet med mange andre bloggere, men jeg er dæleme stolt over, at så mange har fundet mine skriblerier bare en smule interessante. Tusind, tusind tak :-)

Det er ikke altid lige let at finde på, hvad jeg mon skal skrive om – og hvad folk mon gerne vil læse om. Jeg har en hel masse tanker om en masse seriøse ting, men jeg ved ikke rigtigt, hvor spændende det er at læse om for eksempel høje forventninger til sig selv eller refleksioner om meningen med livet. Det skal jo også være skægt, ikke? Eller hvad?

Med hensyn til inspiration, så er det jo også et helt elendigt tidspunkt, jeg har startet en blog på, når jeg – efter bloggens start – helliger mig totalt til det kedelige liv som studerende, der arbejder på bacheloropgave på fuld knald. Jeg lover, at der sker mange flere ting, når jeg om 12 dage har afleveret den !#&%=?# opgave (for nu at tage den i Anders And-sprog). Med kommede fuldtidsjob som journalist og meget mere fritid, så kan det kun blive sjovere!

Nå, jeg må hellere kravle ud af sovetrøjen nu, som jeg har siddet og skrevet opgave i siden i morges, til fordel for noget, der ser lidt mere festligt ud. Kan I have en skøn lørdag! :-)

1 2 3 4